Læsetid: 17 min.

Briterne udleverede mig til tortur

Interview. 'Jeg var helt nøgen. Måske ville jeg blive voldtaget. Måske ville de give mig elektrisk stød. Måske kastrere mig. De satte skalpellen mod mit bryst. Jeg skreg ...'. Den britiske efterretningstjeneste MI5 vidste, at Mohamed Binyam blev tortureret af først de marokkanske myndigheder og siden i Afghanistans 'Mørke Fængsel'. MI5 fodrede tilmed hans torturbødler med spørgsmål, siger Mohamed i det første interview siden løsladelsen fra Guantanamolejren
21. marts 2009

I 18 måneder blev Binyam Mohamed udsat for brutal tortur i Marokko. Men det var hans amerikanske fangevogtere, som førte ham på randen af et sammenbrud, siger han selv. De fem måneders internering i CIA's berygtede 'Mørke Fængsel' i Afghanistan i 2004 blev klimaks på en syv år lang prøvelse, og den 30 årige etiopiske flygtning føler sig stadig mærket af mishandlingerne.

"Det var der, jeg kom tættest på at blive sindssyg," siger Mohamed i sit første interview siden sin løsladelse fra Guantánamo for tre uger siden. "Det føles som et mirakel, at min hjerne stadig fungerer."

Kabuls 'Mørke Fængsel' svarer til sit navn: Her måtte de indsatte sidde dage og uger i et totalt mørke. Bortset fra under afhøringerne var eneste glimt af lys de korte øjeblikke, hvor vagter med fakler uddelte bakker med mad.

"Toilettet i cellen var en spand. Og da der ikke var lys, måtte man finde den ved at famle sig frem eller besørge på sin seng," siger Mohamed. "Der var højttalere i cellen, og de kørte konstant på 160 watt. En øredøvende lydstyrke, døgnet rundt, uden afbrydelse. De spillede samme cd i en måned, The Eminem Show. Den har 20 numre. Hver gang den var færdig, begyndte den forfra. Sådan blev det ved."

"Den længste periode, jeg sad lænket, var otte dage i træk, og det var i en stilling, hvor jeg hverken kunne stå ret op eller sidde ned. Jeg kunne ikke sove, og jeg anede ikke, om det var dag eller nat."

"Man fik brusebad en gang om ugen. Det foregik sådan, at vi blev ophængt i lænker. Så hang vi nøgne i mørket, mens en eller anden vaskede os. Vandet var meget saltholdigt, så hver gang følte man sig endnu mere beskidt end før badet. De brusebade skulle ikke gøre os rene, de skulle ydmyge os."

I Kabul, fortæller Mohamed, var maden fordærvet, og han led af mavepine og diarré. "Kiloene raslede af mig," tilføjer han. "Gulvet var af porøst cement, og ved mindste bevægelse blev luften fuld af cementstøv, så jeg fik snart åndedrætsproblemer. Min seng var en tynd madras på gulvet. Den var fyldt med cementstøv."

Senere, da Mohamed var overført til Guantánamo Bay, diskuterede han og en medfange den tid, som begge havde tilbragt i 'Det Mørke Fængsel'.

"De havde lige åbnet Oscar Block, en ny fløj i Guantánamo, hvor de indsatte blev ført hen for at blive afstraffet, og han havde lige været der. Jeg var bekymret - jeg ville vide, hvordan forholdene var. Han sagde så til mig: 'Binyam, det er ikke en tyvendedel så slemt som Kabul. Hundred nætter i Oscar er som én nat i 'Det Mørke Fængsel'. I Kabul følte jeg mig helt knækket. Jeg troede, at det aldrig ville holde op. Jeg følte, at jeg var ophørt med at eksistere."

Den britiske efterretningstjeneste

Jeg møder Mohamed ud for det landligt beliggende hus i England, hvor han har boet, siden han blev fløjet til Storbritannien fra Guantánamo i februar. Efter års mishandlinger, indespærring og en sultestrejke i 2008 forsøger han nu at komme til hægterne med hjemmelavet mad og ture i den friske luft.

Mohameds udsagn kaster opsigtsvækkende lys over den britiske efterretningstjeneste, MI5's påståede involvering i tortur. Således hævder han at være blevet afhørt af en MI5-agent, som tydeligvis var ganske klar over, at Mohamed allerede var blevet torteret mange gange efter sin tilfangetagelse, og vidste, at det var under tortur, at han havde tilstået et sindrigt komplot, som aldrig har eksisteret - om at konstruere og detonere en 'beskidt' radioaktiv bombe i New York.

Mohamed hævder desuden at have set fortrolige telegrammer fra MI5 til CIA. Af disse fremgår, at MI5 var vidende om, at han i Marokko blev udsat for mareridtsagtig tortur, hvorunder hans brystkasse og penis flere gange blev flænset med en skalpel. Alligevel leverede MI5 ikke blot baggrundsinformationer til hans forhørsledere, men også specifikke anmodninger om, hvilke spørgsmål de gerne så, at han blev stillet. Mohamed så disse spørgsmål og andre dokumenter under en retssag i USA og foretog en ordret afskrift af dem.

Siden Mohamed steg ud af flyvemaskinen fra Guantánamo, har han trimmet sit skæg og klippet sin frisure. Iført joggingtøj og muslimsk bønnehue ser han velsoigneret og afslappet ud, da jeg møder ham. Men under joggingjakken er det tydeligt, at hans skikkelse stadig er knoglet. Alligevel er der masser af liv i hans øjne, og han gestikulerer ivrigt eller smiler bedrøvet, når han tænker tilbage på sin histories mere bizarre aspekter. Han gør et åbenhjertigt indtryk og forsøger ikke at lægge skjul på det begivenhedsforløb, der ledte til hans tilfangetagelse. Det meste af det, han siger, kan underbygges med andre kilder. Men da såvel den britiske som den amerikanske regering insisterer på at hemmeligholde dokumenter om det, han har været udsat for, er der andre af hans udsagn, vi kun har hans egne ord for.

Mohamed siger, at de fleste af hans fysiske sår nu er helet. Men da jeg spørger til de psykiske skadevirkninger, tøver han.

"Lige nu har jeg det sådan, at resultatet af alt det, jeg har været ude for, er, at jeg følelsesmæssigt er helt død indeni. Du vil kunne gøre hvad som helst ved mig, og jeg vil ikke føle spor ved det."

Hans advokat, Clive Stafford Smith, fra menneskerettighedsgruppen Reprieve, har arrangeret psykoterapeutisk behandling for ham i Helen Bamber Foundation i London, et center, der behandler torturofre.

Hans odyssé begyndte i 1992, da han var 14 år gammel. Hans far havde en ledende stilling i det statsejede Ethiopian Airlines, og efter diktator Haile Mengistus fald, besluttede han, at familien måtte flygte. Dermed blev Mohamed og hans ældre bror og søster fra den ene dag til den anden rykket op fra deres hjem i Adidas Abeba, hvor de var vokset op og havde tilbragt deres barndom. Binyams mor blev alene tilbage.

Efter næsten to år i USA flyttede familien videre til Storbritannien. De kom til London i 1994 på deres etiopiske pas, som endnu ikke var udløbet. Efter en uge vendte faderen tilbage til Amerika og efterlod Mohamed uden støtte og voksen vejledning. Fra nu af måtte han klare sig selv.

Mohamed søgte om asyl og fik opholdstilladelse. Han indskrev sig på Teknisk Skole i Paddington Green, tog en eksamen i elektronik og begyndte derpå en erhvervsfaglig uddannelse på City of Westminster College.

I sommeren 1996 overtalte nogle venner ham til at prøve cannabis. "To uger senere røg jeg min første joint. Det var der, det hele begyndte."

Søgte styrke i religionen

I 1998 var Mohamed dybt afhængig af rygeheroin og crack-kokain. Han droppede ud af skolen. Skønt hans mor var muslim, havde han aldrig praktiseret nogen religion. Han boede imidlertid i et område med tusindvis af muslimske indbyggere og adskillige moskeer. Og det var i dette miljø, at han fandt spirituel støtte til sine bestræbelser på at blive sin narkoafhængighed kvit.

Som han siger: "Jeg opsøgte moskeen for at se, om der foregik et eller andet, der kunne hjælpe mig."

I 2000 blev han tilbudt et job som rengøringsmand i moskeen. Samtidig foreslog en anden medarbejder i moskeen, at han ved selvsyn lærte den 'rene' form for islam at kende, som blev praktiseret i det Taleban-kontrollerede Afghanistan. Hvor meget vidste han om, hvad Taleban stod for? "Jeg anede intet som helst om det," hævder Mohamed i dag.

Han sparede op til billetten og fløj så til Pakistans hovedstad, Islamabad i maj 2001. Som asylansøger kunne han ikke opnå et etiopisk pas, og det lykkedes ikke for ham at få britiske udrejsepapirer. I stedet lånte han et ægte britisk pas af en ven og udskiftede fotografiet med et af sig selv.

Efter en uge i Islamabad krydsede Mohamed grænsen til Afghanistan i lastbil. Det var let nok, siger han.

Senere, efter terrorangrebene den 11. september, satte amerikanerne, som førte an i 'krigen mod terror', lighedstegn mellem Taleban og al-Qaeda, eftersom Taleban havde givet ly til Osama bin Laden og hans gruppe. Efter USA's opfattelse var Taleban herefter en ren terrorbevægelse, der - som den daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde, da han åbnede Guantánamofængslet i januar 2002 - var opsat på "at myrde millioner af almindelige amerikanere".

Sådan så Mohamed ikke på det, insisterer han. I London var han blevet oprørt over tv-reportager om massakrer på tjetjenere i Ruslands anden Tjetjenienkrig, hvor tusindvis af muslimer blev myrdet og torteret.

"For mig var tjetjenerne frihedskæmpere og russerne undertrykkere," siger Mohamed. "Jeg ville rejse derover for at gøre, hvad jeg kunne - ikke for at deltage i kampe, men som nødhjælpsarbejder."

I Jalalabad, den første by i Afghanistan, som han slog sig ned i, mødte han folk, som havde forbindelser til den tjetjenske modstandsbevægelse. "Jeg fik at vide, at russerne ikke skelner imellem nødhjælpsarbejdere og partisaner, og at jeg ville få brug for militærtræning, hvis jeg virkelig ville til Tjetjenien. Jeg var så ung. Det faldt mig ikke ind at tvivle på dem. Men ud over ved militærtræningen havde jeg aldrig tænkt mig at affyre et gevær og da slet ikke at dræbe nogen."

Mohamed tilføjer: "Jeg ville aldrig have skudt på britiske eller amerikanske soldater, og under ingen omstændigheder på civile. Mit ønske var at beskytte civile - ikke at dræbe dem."

Han blev sendt på et 45 dage langt træningsophold i en lejr, men hævder, at han her ikke lærte noget, som kunne finde anvendelse i terrorisme, f.eks. var der ikke lektioner i bombefremstilling.

Han var i Kabul, da nyheden kom om 11. september. Det stod hurtigt klart, at Vesten ville svare igen ved at angribe Afghanistan, og Mohameds første indskydelse var at tage hjem. "Alt hvad jeg ville, var at komme tilbage til London, genoptage min uddannelse og finde mit et job. Vende tilbage til mit gamle liv kort sagt, bare uden stofferne."

Amerikaneren 'Chuck'

Efterhånden som den amerikansk ledede koalition stødte frem, blev Mohamed fejet med af flygtningestrømmen, der rykkede fra by til by. I 2002 lykkedes det ham at krydse grænsen til Pakistan, hvorefter han satte kurs mod Karachi. Han købte billet til et fly til London 3. april, men ved lufthavnskontrollen bemærkede betjentene, at hans pas så forkert ud og afviste ham. Seks dage senere forsøgte han igen, og denne gang blev han tilbageholdt. Det blev begyndelsen på næsten syv års indespærring, afhøringer og tortur. Uden rettergang.

To uger efter at være blevet tilbageholdt i Landi-fængslet i Pakistan, mødte han en amerikaner, som sagde, at han hed 'Chuck' og arbejdede for FBI. "Jeg sagde til ham, at jeg ville have en advokat," husker Mohamed.

Til det svarede Chuck: "Loven er lavet om nu. Vi har afskaffet advokater. Så enten svarer du mig på den pæne måde, eller også må jeg få informationer ud af dig på en anden måde."

Højt placerede amerikanske efterretningskilder siger, at Washington i disse tidlige måneder efter 11. september var 'besat' af risikoen for, at al-Qaeda kunne have fået fat i nukleart materiale. "Alle forhørsledere stillede spørgsmål om den slags," siger en tidligere CIA-agent.

På den måde kom Mohamed uafvidende til selv at forstærke mistanken mod sig. Hans afhøring tog en ubehagelig drejning, da han nævnte, at han, mens han var i Pakistan, havde set et website med parodisk formulerede instrukser i, hvordan man konstruerer en nuklear sprængladning - instrukser, der bl.a . omfattede et råd om at raffinere uran til våbenbrug ved at hvirvle det rundt i en spand.

"Jeg nævnte, at jeg havde set det website til Chuck," siger Mohamed. "Det var så indlysende, at det var en vits. Det faldt mig ikke ind, at nogen kunne tage det alvorligt. Men det var på det tidspunkt, at alt gik helt alt. Sidst i april begyndte han at stille spørgsmål om den atombombe, jeg skulle forestille at være i gang med at konstruere, og viste mig billeder af Osama bin Laden og hans topløjtnanter. Folk, han insisterede på, at jeg måtte kende. Han spurgte også til bestemte operationer og om, hvilken type aktioner jeg var trænet til."

Sukker er ikke nok, der hvor du skal hen

Som afhøringerne blev stadig mere anspændte, undergik den behandling, han fik i pauserne, en drastisk brutalisering. Mohamed fortæller:

"I 10 dage blev jeg berøvet søvn. Nogle gange hængte pakistanerne mig op i kæder fra afslutningen af et forhør til starten på næste. 22 timer gik der. Hvis jeg råbte, fik jeg nogle gange lov til at gå på toilettet, men andre gange havde jeg intet andet valg end at tisse i bukserne."

"De havde en tyk trækølle, af form en som en åre, som de plejede at slå mig med, når jeg var lagt i lænker. De slog mig uafbrudt i nogle minutter, holdt så en pause, og fortsatte så igen med at slå løs på mig. De gennemførte også en fingeret henrettelse. En vagt satte en pistol for mit hoved og sagde, at nu ville han trykke på aftrækkeren. 'Det er det, amerikanerne ønsker, vi skal gøre,' sagde de."

En detaljeret redegørelse for den behandling, Mohamed blev udsat for i Pakistan, findes i den klassificerede version af de juridiske dokumenter, der er lagt til grund for kendelsen fra den britiske High Court. Flere af disse dokumenter er imidlertid ikke offentligt tilgængelige.

Den britiske udenrigsminister, David Miliband, har forbudt deres offentliggørelse med henvisning til, at dette vil kunne skade efterretningssamarbejdet med USA. Men som retten har fastslået i den offentligt tilgængelige del af redegørelsen, blev Mohamed forhørt af en MI5-agent den 17. maj.

"John var en hvid mand omkring de 30 med kortklippet sort hår og fipskæg," siger Mohamed. "Han var omkring 1,80 m høj og tætbygget."

"Der var en anden fyr med ham. Han var på omtrent samme størrelse med mørkt fuldskæg. Jeg ved ikke, om han var brite eller amerikaner. Amerikanerne havde allerede truet med at sende mig et sted hen, hvor jeg ville blive udsat for endnu værre tortur. Jeg fik en kop te og bad om et stykke sukker. Den anden fyr sagde til mig: 'Du får brug for mere end sukker, der hvor du skal hen'."

"De spurgte mig igen om atombombe-websitet, og jeg sagde til dem, at det bare var en joke. De ville vide alt om mit liv i Storbritannien, og jeg fortalte dem alt. Først senere blev jeg klar over konsekvenserne. Jeg fortalte dem, at der i mit kvarter boede over 10.000 marokkanere, og at det derfor var kendt som 'Lille Marokko'.

"Ifølge amerikanerne var det, fordi briterne havde fortalt dem, at jeg havde boet i et marokkansk område, at de kom på den idé, at marokkanerne nok ville være bedre til at få mig til at tale. Samtidig forestillede de sig, at jeg måtte vide noget om, hvad de marokkanske forbindelser i London havde i sinde."

Hvad angår 'den beskidte bombe', noterede MI5 sig ganske vist, at den historie, Mohamed fortalte, 'hang dårligt sammen'. John noterede pligtskyldigt, at Mohamed påstod, at websitet var en joke. Alligevel konkluderede MI5, at Mohamed og andre fanger 'løj for at beskytte sig selv' og 'tydeligvis holdt oplysninger tilbage'. Dag efter dag forsynede MI5 amerikanerne med spørgsmål og informationer. Mohamed fortæller: "John sagde til mig, at hvis jeg samarbejdede, ville han bede amerikanerne om at behandle mig mere skånsomt."

I et fortroligt memo skrev John:

"Jeg sagde til Mohammed, at nu kunne han både hjælpe os og sig selv. Amerikanerne skulle til at beslutte sig for, hvad de ville stille op med ham, og deres beslutning ville i høj grad afhænge af hans samarbejdsvilje."

Bagbundet, kneblet og iført en kæmpeble blev Mohamed fløjet til Rabat i Marokko den 21. juli 2002. Han opgav denne dato til Stafford Smith for fire år siden, og den er siden bekræftet af CIA-flyets logbog. Mohamed skulle først forlade dette land 18 måneder senere. I det meste af denne periode blev han udsat for grusom tortur.

Han skælver over hele kroppen og er ikke meget for at fortælle om sin tid i Marokko. Men i 2005, da han første gang mødte Stafford Smith i Guantánamo, fortalte han detaljeret redegørende om de mishandlinger, som tog sin begyndelse i september 2002. Han var, oplyste han, allerede blevet pryglet af en forhørsleder ved navn Marwan. Nu, fortsatte han, "skar de mit tøj itu med en skalpel. Jeg stod helt nøgen. Jeg var bange for at spørge Marwan, hvad der skulle ske, og kæmpede for at bevare roen. Måske skulle jeg voldtages. Måske ville de sætte strøm til mig. Måske ville de kastrere mig."

"De tog skalpellen og skar i højre side af mit bryst. Det var kun et kort snit. Måske tre centimeter. Så skar de også i venstre side. En af dem tog min penis i hånden og begyndte at skære i den. Han gjorde det først en gang. Så stod de stille i måske et minut. For at iagttage min reaktion."

Fortsættes på side 9

"Jeg havde voldsomme smerter. Jeg forsøgte desperat at beherske mig, men jeg græd og skreg. Jeg husker, at Marwan kun røg sin cigaret halvt. Så kastede han den fra sig og tændte en ny. De må have skåret i mig 20 eller 30 gange i måske to timer. Der var blod overalt. De skar overalt på mine kønsdele. En af dem sagde, at det bedste ville være at skære det hele af, da jeg ellers bare ville avle terrorister."

Dette gentog sig, fortæller Mohamed, flere gange over de næste 15 måneder. Selv da denne behandling stod på, fortsatte MI5 sit samarbejdede med hans torturbødler. Det viser dokumenterne fra den amerikanske domstol.

Lod ham fortælle løgne

Under tortur blev Mohameds tilståelser stadig mere avancerede.

"Med deres spørgsmål havde de fodret mig med viden nok til, at jeg kunne regne ud, hvad de gerne ville høre. Jeg tilstod alt. Jo, der var et komplot om at konstruere en beskidt atombombe og et andet om at sprænge lejligheder i New York i luften ved hjælp af gasrør."

Disse planer - som angiveligt var fostret af chefarkitekten bag 11. september, Khalid Shaikh Mohammed - lød altid komplet usandsynlige. Det stod aldrig klart, hvordan gasrør kunne blive til våben.

"Jeg sagde, at Khalid Shaikh Mohammed havde givet mig et falsk pas i Karachi, og at jeg havde mødt Osama bin Laden 30 gange. Intet af det var sandt. Briterne kunne have stoppet torturen, for de vidste, at jeg jo havde fremvist samme pas begge gange i Karachi. Det burde have sat dem på sporet af, at det, som jeg sagde under tortur, ikke var sandt. Men så vidt jeg ved, foretog de sig intet."

I januar 2004 blev Mohamed omsider udleveret til CIA og overført til Afghanistan. Han fortæller, at de agenter, han her mødte, blev stærkt chokerede.

"Da jeg kom til Kabul, begyndte en kvindelig agent at tage nærbilleder af mine kønsdele. Hun var forfærdet. Da de fjernede min ble, kunne de se, at det stadig blødte fra min penis. I de første par uger gav de mig antibiotika og tog billeder af mine kønsdele hver dag."

"De sagde til mig: 'Billederne er ikke til os selv, de er til Washington'. De ville sikre sig, at sårene helede."

Derefter fulgte hans prøvelser i 'Det Mørke Fængsel' i de første måneder af 2004. Mohamed fortæller, at forhørene nu skiftede fokus. Efter at han havde aflagt sine fantastiske tilståelser, ønskede amerikanerne, at han skulle være vidne for anklageren i deres system af militære særdomstole. Han skulle vidne i sager mod de store kanoner fra al-Qaeda, skønt han aldrig havde mødt dem. Han kom til Guantánamo i september 2004. Her fortsatte afhøringerne, men igen med et nyt fokus. Mohamed siger:

"De sagde, at de var bekymrede for, at jeg ville sige til retten, at jeg kun havde tilstået, fordi jeg var blevet torteret. De sagde, at de nu havde brug for, at jeg sagde det samme af egen fri vilje. Vi kaldte dem for 'det rene hold'. De ville gerne kunne sige, at de havde fået deres oplysninger ved en ren afhøring."

Da Mohamed havde siddet i Guantánamo i fire år, blev Barack Obama amerikansk præsident og gav ordre til lejrens forestående lukning og nedlæggelse af militærdomstolene. Men ifølge Mohamed kom der ikke tegn på fremskridt - tværtimod.

"Efter præsidentvalget blev stemningen mere barsk. Vagterne var godt klar over, at stedet skulle lukke, og det var, som om de ønskede at hævne sig på os."

Frygtet var især indsatsstyrken Emergency Reaction Force, som blev brugt til at straffe de indsatte i deres celler, og som nu fik mere travlt. Mohamed husker en lejlighed, hvor det gik ud over ham selv. Han fortæller, at grunden til afstraffelsen var, at han nægtede at afgive fingeraftryk. Han siger, at han frygtede, at de ville bruge dem til at fabrikere beviser mod ham.

Anklager frafaldet

"De brækkede næsten ryggen på mig. Ham, som lå øverst, vred mig den ene vej, og de fyre, der greb om mine ben, vred mig den anden. De førte mig med magt ud af cellen til rummet, hvor fingeraftrykkene skulle tages. Jeg var i håndjern, men knyttede mine næver så fast, at de ikke kunne tage noget aftryk. Så prøvede de med magt. Fyren ved mit hoved stak fingrene langt op i min næse og vred mit hoved bagover ved næseborene. Så stak han sine fingre i mine øjne. Det føltes, som om han ville prikke dem ud. En anden fyr bankede løs på mine ribben, mens en tredje klemte om mine testikler. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere og lod dem tage de fingeraftryk."

I oktober, lige før præsidentvalget, blev alle anklager mod ham pludselig frafaldet. På det tidspunkt var det gået op for selv amerikanerne, at der aldrig havde eksisteret noget 'beskidt bombe'-komplot. Alligevel troede Mohamed ikke på, at hans frigivelse var nær. Den 29. december besluttede han derfor at indlede en sultestrejke.

Da løsladelsen endelig skete, kom det som en fuldstændig overraskelse for ham. Og hans nye frihed er, erkender han, stadig svær at tro på: "De blev ved med at sige: 'Vi slipper dig fri om 10 dage', og så skete der ingenting. Så sagde de igen 'om 10 dage er du fri', og der skete stadig ingenting."

Hvad angår fremtiden, er han fast besluttet på at forblive i Storbritannien, uanset MI5's påståede samarbejde med torturbødler.

"Det er det eneste sted, jeg kan kalde et hjem," siger han. "Jeg ønsker at leve et helt almindeligt liv, finde mig en kone, blive gift, stifte familie, få et job. Men samtidig vil jeg også gøre alt, hvad jeg kan, for at få andre uskyldige fanger ud af Guantánamo."

© The Mail on Sunday og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu