WASHINGTON DC - At den tidligere CIA-agent Andrew Warren rutinemæssigt tog sine kontakter i Mellemøsten på stripbar for at rekruttere dem til den gode sags tjeneste, var ikke noget, der i hans lange karriere var kommet ham til skade. Selv bordelvisitter blev accepteret i lyset af agentens gode arbejde. Men da to algeriske kvinder sidste efterår anklagede den 41-årige amerikanske agent for at have bedøvet dem med narko, voldtaget den ene af dem og videofilmet dele af det hændte, blev det alligevel for broget for Warrens chefer hjemme i Washington. Ministeriet hjemkaldte ham fra tjenesten i oktober sidste år, og den kontroversielle spion er indstillet til fyring, skriver Washington Post.
Beskyldningerne blev offentliggjort for seks uger siden og har sat gang i en intens debat i Kongressen om efterretningstjenesternes evne til at holde justits i egne rækker.
"De påståede aktiviteter er fuldkommen uacceptable," lød det unisont fra de to ledere af den komite i Senatet, som har ansvaret for CIA, demokraten Dianne Feinstein og republikaneren Christopher S. Bond.
Ukvalificeret elskerinde
For Warren-sagen står ikke alene, men er den seneste af tre højtprofilerede sager, der startede for to år siden, da den tidligere nummer tre i agenturet, Kyle Foggo, blev anklaget for nepotisme, mobning på arbejdspladsen og for uretmæssigt at have tvunget sin elskerinde igennem til et job internt i organisationen - et job, hun senere viste sig ukvalificeret til at bestride. For fem uger siden blev den tidligere topagent idømt 37 måneders fængsel.
Og i sidste måned kom det så frem, at endnu en ansat er blevet afskediget. Efter 16 års ansættelse har Steve Levan indrømmet misbrug af tjenestens kreditkort for omkring 700.000 kr. Pengene har han mestendels brugt på gaver til sin elskerinde og en hel del hotelværelser, hvor de to kunne mødes. Dommen ventes afsagt inden for otte uger.
Sex, løgn og videofilm
Sagen om den lokale spionchef i Algeriet ventes at blive endnu mere belastende, selv om Warren endnu ikke formelt er sigtet. Ved en ransagning af hans lejlighed fandt politiet over 20 videooptagelser af agentens seksuelle erobringer, en af dem siges at være af den påståede voldtægt af den bedøvede kvinde.
Sexskandalerne pynter ikke på respekten for CIA, der også slås med torturanklager under George Bushs præsidentskab. Agenturets tradition er netop ikke at lufte sit beskidte vasketøj offentligt. Det er mildt sagt mislykkedes i de tre sager, hvor offentligheden er blevet bekendt med alt andet end rene spionlagner.