Nyhed
Læsetid: 2 min.

Connie H. til USA: Haster med klimalov

Klimaminister Connie Hedegaard siger til ledende kongresmedlemmer i USA, at det er vigtigt med en amerikansk klimalovgivning inden topmødet i december
Udland
4. marts 2009

WASHINGTON - Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) lod i aftes ledende kongresmedlemmer forstå, at det haster med en amerikansk klimalovgivning, da hun i går indledte et besøg i Washington. Hedegaard gjorde klart, at hvis der skal opnås en international aftale på klimatopmødet i København, er det næsten bydende nødvendigt, at USA ledsager de gode hensigter om at sætte ind mod den globale opvarmning med lovgivning, som begrænser udslippet af CO2.

"Det er ikke for at presse for meget, men det betyder noget med timingen. Jo hurtigere Repræsentanternes Hus og Senatet kommer op med en løsning, desto mere flyttes byrden over på andre lande," sagde den danske minister med henvisning til Kina og Indien.

"Vi kan ikke gøre det uden USA, " tilføjede hun.

Netop USA og Kina er verdens største udledere af drivhusgasser. Hedegaard indskærpede over for amerikanerne, at Kina allerede er kommet i gang med at udrette en klimaindsats. Noget nagelfast løfte om en amerikansk klimalovgivning inden København-mødet opnåede Hedegaard ikke, men hun fik meldinger fra nøglespillere i Repræsentanternes Hus om, at de vil gøre deres bedste.

Amerikansk åbning

Henry Waxman, formand for Repræsentanternes Hus' energiudvalg, konstaterede, at USA skal indhente de øvrige i-lande med hensyn til forureningskrav for atter at blive førende i verden. Og Edward Markey, formand for to underudvalg om energi-, miljø- og klimaspørgsmål, erkendte, at andre lande venter på, at USA handler.

Waxman sagde efter et møde i går om den globale opvarmning, der var for kongresmedlemmer, som beskæftiger sig med klima, at han håber på at have amerikansk lovgivning klar inden udgangen af december.

"Vi bør vedtage en lov inden årets udgang, der viser, at vi kan føre an," sagde Waxman efter mødet, som Hedegaard og den britiske klima- og energiminister, Ed Miliband, deltog i.

Henry Waxman ville dog intet garantere, men håber at kunne enes om udkastet inden udgangen af maj. Men derefter er der flere måneders lang sommerferie.

Han forklarede, at han baserer håbet om en vedtagelse i efteråret på den kendsgerning, at energiudvalget er repræsentativt for alle synspunkter. Kongressen spiller en helt central rolle i processen, fordi den efterfølgende skal godkende en amerikansk deltagelse i en traktat.

Connie Hedegaards besøg er hendes andet klimafremstød i USA på blot to uger.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her