ARUSHA - Der er stadig blod på sengen efter hende, som lå her sidst. En kvinde med disede øjne og opspilet krop prøver at kæmpe sig op på briksen, men får besked på at vente, til der bliver tørret af. Hospitalet har kun tre fødesenge. De står på rad og række. To petroleumslamper står klar til at lyse op, hvis strømmen går. Og det gør den stort set hver aften.
Vi er på et offentligt hospital i det nordlige Tanzania. Et sted for typiske, afrikanske kvinder - med stærke kroppe, vuggende hofter, brede smil. Kendte for at knokle fra solen står op, til den går ned. Beundrede for at tage sig af børneflokke, dyr og landbrug, uden at kny. Ikoniserede som indbegrebet af moderlig selvopofrelse og styrke. Og hyldet uden lige af vestlige politikere og eksperter i udvikling, som kontinentets fremtid. Det er dem, vi skal satse på, lyder det igen og igen fra regeringer, hjælpeorganisationer og økonomer. Men her på hospitalet, i kvindernes afdeling, er der ikke så meget heltedyrkelse. Der er blodpletter på gulvet. Der lugter af beskidt toilet, og der er kun et tyndt forhæng mellem fødestuen og rummet, hvor alle de højgravide sidder, ligger og venter på, at det bliver deres tur.
Kvinderne ser trætte ud, allerede inden de har født. Patienterne får ikke mad på hospitalet, og det er sjældent, at familie eller slægtninge ulejliger sig forbi. Eftersom mange gravide forsøger at komme frem til hospitalet i god tid, inden fødslen går igang, ender mange med at sulte i de sidste dage af graviditeten. Der er heller ingen sygeplejersker eller jordemødre, som har tid til at undersøge kvinderne, når først de er indskrevet. Det har katastrofale følger for både mødre og børn. Men der er mere end nok at gøre med at redde de fødsler, som allerede er i gang.
Christiane, en tysk jordemor som arbejder frivilligt på hospitalet, sammenligner situationen med, hvordan det foregik på fødestuerne i Nordeuropa i 70'erne:
"Hvis man har en ide om, at de afrikanske kvinder måske har bevaret en dybere fornemmelse for deres krop, fordi de bor i et mindre udviklet land, så tager man grundigt fejl. Kvinderne her bliver opdraget til ikke at lytte til deres kroppe. De opdrages til at tage sig af andre, til at arbejde hårdt. De har simpelthen ikke tid til at være sensitive over deres krop og sind - i et land, hvor folk er fattige, og man aldrig ved, hvad den næste dag bringer, kan det nok heller ikke betale sig."
De døde
Christiane peger på en lille tremmeseng i metal, som står i et hjørne af lokalet. På øverste briks placeres de nyfødte børn, hvis moren er for medtaget efter fødslen til at have barnet hos sig. På briksen nedenunder lægger man de døde børn. Men det her er Afrika, og ingen tager en vellykket fødsel for givet.
I gennemsnit dør én ud af hver 20. kvinde i Afrika på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. På verdensplan løber det op i en halv million tabte kvindeliv hvert år. Det svarer til, at der hvert eneste minut, døgnet rundt, dør en kvinde i forsøget på at give liv. De mest udbredte årsager er blodtab, høj blodtryk, eklampsi, usikre aborter, ubehandlede infektioner og fødsler, hvor veerne trækker ud, eller hvor barnet af andre årsager ikke kan komme ud af kvindens underliv. De, som når frem til et hospital i tide, har allerede sikret sig meget bedre odds. Men det står næsten lige så grelt til som for 20 år siden, og ambitionen om at reducere mødredødeligheden med 75 procent inden år 2015 ser ikke ud til at være inden for rækkevidde.
Underprioritet
Det bekymnrer Thoraya Ahmed Obaid, som er direktør for FN's befolkningfond UNFPA. Hun mener, status quo skyldes, at kvindernes sundhed ikke har samme prioritet eller prestige som andre indsatsområder.
"Der er sociale og politiske årsager til, at problemerne ikke bliver løst. Ledere opfatter ikke kvinders liv og sundhed som en politisk prioritet, de investerer i andre sektorer," siger hun.
"Vi er så vant til ideen om, at mødre er stærke, ressourcerige og altid til stede, at vi glemmer, at de også skal beskyttes. Resultatet er, at i hver generation bliver 10 millioner familier berøvet en mor - på trods af, at vi ved, hvad der skal gøres."
Thoraya Ahmed Obaid er blandt andet kritisk over for de store summer, der postes specifikt i at bekæmpe hiv og aids i stedet for at se på tingene i en større sammenhæng. Blandt andet anbefaler man at øge indsatsen for prævention og sikre aborter. Men netop den del af strategien er politisk kontroversiel og årsag til, at f.eks. USAID ikke støtter FN's arbejde på området eller de private organisationer, der hjælper med sikre aborter.
"Ved at give kvinder bedre adgang til prævention og familieplanlægning kunne vi forhindre 20-35 procent af dødsfaldene. Ved at sikre kvinderne hjælp fra uddannet sundhedspersonale og adgang til den nødvendige behandling kunne man redde yderligere hundredetusinder af liv," siger Thoraya Ahmed Obaid.
Små fremskridt
Når man spørger de lokale læger i Tanzania, for eksempel på det tysk-drevne lutheranske hospital i Nkoaranga, er de dog ikke i tvivl: Det går trods alt fremad. Dr. Abraham Nnko kan endda ikke huske, hvornår han sidste havde en død kvinde eller et dødt barn i en hospitalsseng. Og uden for det lille private hospital sidder mødre med spædbørn på armene og venter på at komme ind til tjek og vaccinationer hos sygeplejersken. Den del af mor-barn sundheden går fremad. Selv om børnehjemmet kun ligger få minutters gang fra fødegange, bliver stien ikke brugt så meget mere.
Bjarne Ølshøj Jensen er dansk læge og seniorrådgiver i Tanzanias sundhedsministerium. Han bekræfter, at sundhed for mødre og børn har fået høj prioritet i det tanzanianske sundhedssystem. I følge tal fra FN's befolkningsfond UNFPA er det nu færre end hver tiende barn, som dør, mens de er spæde.
"Men det går mindre godt med at reducere mødredødeligheden. Mødreomsorg er et af de mest komplicerede områder i sundhedssektoren, fordi det kræver, at hele systemet fungerer ret godt. Det gør det som regel ikke i et udviklingsland," konstaterer Bjarne Ølshøj Jensen.
Reduktion af mødredødeligheden kræver, at der er veluddannet personale. At der er det nødvendige udstyr, og at der er hurtig og gratis adgang til hospitalerne.
"Store forbedringer på det område kræver, at hele sundhedssektoren samt det øvrige sociale støtteapparat fungerer bedre. Hvis bare enkelte led er svage, så opnår man ikke nævneværdige resultater," siger han.
