Nyhed
Læsetid: 2 min.

El Salvadors røde præsident vil søge konsensus

Den tidligere marxistisk inspirerede oprørs-bevægelse FMLN vinder magten i El Salvador. Intet tyder dog på, at den nye præsident vil gå Chávez-vejen
Udland
18. marts 2009

Den røde bølge ruller i Latin-amerika, hvor seneste skud på stammen er El Salvador.

Ved søndagens valg vandt Mauricio Funes som præsidentkandidat for den tidligere oprørsbevægelse FMLN valget med 51,3 procent af stemmerne. Dermed brydes 20 års konservativt magtmonopol i det lille og tidligere så krigshærgede land i Mellemamerika.

"Vi indtræder nu i en ny historisk æra, hvor det er muligt for venstrefløjens kandidater at vinde landets præsident- og vicepræsident-embede," sagde Mauricio Funes, umiddelbart efter at valgresultatet forelå sent mandag dansk tid.

FMLN har været El Salvadors største oppositionsparti, siden de med FN som mægler i 1992 indgik en fredsaftale med det regerende højreliberale parti, ARENA, og dermed sluttede én af Latinamerikas blodigste borgerkrige.

Under borgerkrigen udgjorde ARENA den politiske magt bag de USA-støttede paramilitære grupper. Efter borgerkrigen har ARENA været en af USA's få tilbageværende allierede på det latinamerikanske kontinent.

Ingen ny Ortega

I månederne op til valget har ARENA ellers forsøgt sig med en heftig skræmmekampagne mod FMLN, hvor det blandt andet har lydt, at "en stemme på Mauricio Funes er en stemme på Hugo Chávez" - Venezuelas præsident og det socialistiske projekts ypperste bannerfører i Latin-amerika.

Det har også været både nærliggende og nemt for den nye præsidents modstandere at sammenligne ham med nabolandet Nicaraguas præsident og tidligere revolutionsleder, Daniel Ortega, der i øjeblikket er ved at underminere demokratiet i Mellemamerikas fattigste land.

Selv siger landets kommende præsident, at "der er intet i mit politiske program, der går imod privat ejendom eller privat forretning", men at han derimod ønsker at gøre op med den privilegerede elites forrang til magten i det fattige mellemamerikanske land.

Michael Shifter fra den nordamerikanske tænketank Interamerican Dialogue beskriver også den nye præsident som "en mand med gode intentioner", og USA's regering, der traditionelt har støttet ARENA, har heller ikke været sent ude med at lykønske Mauricio Funes.

Historisk forsoning

Mauricio Funes er 49 år, journalist af uddannelse og et kendt ansigt som tv-kommentator i El Salvador. Den nyvalgte præsident har i modsætning til mange af FMLN's ledende politikere aldrig selv deltaget i den væbnede kamp i El Salvadors borgerkrig, som han derimod dækkede for både nationale og flere internationale medier. Han regnes som den bærende kraft i den absolut moderate del af FMLN.

Mauricio Funes har flere gange gjort det klart, at hans regering agter både at respektere og samarbejde tæt med landets opposition for i fællesskab at hive landet ud af den aktuelle krise. El Salvador har over de seneste år haft relativ lav vækst for et u-land (under tre procent) og er hærget af nådesløs vold fra blandt andet den hastigt tiltagende organiserede kriminalitet i den mellemamerikanske region.

"Vi vil være en regering i konstant forhandling og i konstant søgen efter konsensus. En konsensus, der skal afløse 20 års intolerance og politisk ekskludering," siger Mauricio Funes, der tiltræder præsidentembedet den1. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Røde S.: Nej alt det 'pis' om demokrati og samarbejde er jo til at brække sig over. Så hellere en rask lille borgerkrig a.la. Le Salvador der kan tilfredsstille din revolutionær glød. Lad os få lig på bordet ellers bliver Røde S. skuffet!

Røde: Tale om demokratri og samarbejde er forsvar for teorrisme? Den er jeg ikke helt med på.
Jeg kunne ikke drømme om at forsvare terrorisme eller andet vold mod sagesløse uanset hvor den kommer fra.
Ægte demokrati går jeg varmt ind for. Jeg er bare ikke sikker på at vi to er enige om hvad det betyder.
Er det i din udgave noget i stil med 'proletariatets diktatur'? Det er prøvet - resultatet var ikke overbevisende og det havde slet intet med demokrati at gøre (hvad navnet jo også antyder)