Læsetid: 3 min.

EU's kæmpe klimagæld blokerer forhandlinger

Der er en afgrund mellem videnskabens klima-advarsler og EU-politikernes vilje til at betale den store regning for den historiske og aktuelle CO2-udledning, siger bekymrede ngo'er. 2.000 klimaforskere samles i dag i København for at advare politikerne
10. marts 2009

Når EU's finansministre i dag mødes i Bruxelles for at diskutere EU's mandat til klimatopmødet i december, har de fået et nyt tal at forholde sig til: 65-130 milliarder dollar.

Det er ifølge en ny analyse det årlige beløb, EU-landene i 2020 bør lægge på bordet til klimahjælp i u-landene. Beregnet ud fra EU's aktuelle og historiske ansvar for belastningen af atmosfæren og ud fra målsætningen om at bremse den globale opvarmning, før smertepunktet på to grader nås.

Milliardbeløbet er markant større end de summer, EU-ministrene hidtil har drøftet som EU's mulige økonomiske bidrag til en ny global klima-aftale.

Det er det ansete Stockholm Environment Institute og den amerikanske tænketank Eco Equity, der i en rapport for Folkekirkens Nødhjælp har beregnet EU's klimagæld.

Rapporten benytter det såkaldte Responsibility Capacity Index, der inddrager såvel økonomisk formåen som historisk ansvar for CO2-udledning til at beregne, hvem der skal bære hvilket ansvar for at tackle klima-udfordringerne. For EU kommer regningen til at lyde på, hvad der i dansk valuta svarer til 380-750 mia. kr. årligt.

"Det er milevidt fra de beløb, EU-politikerne hidtil har været villige til at overveje. Der er i det hele taget ingen politisk erkendelse af, hvilken kæmperegning der skal betales, hvis denne udfordring skal tackles. Afstanden mellem videnskabens budskab om klimakrisen og den politiske vilje til at gøre noget er meget, meget stor. Det er svært at bevare optimismen," siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Hans bekymring ventes at blive gentaget med mangedoblet styrke, når 2.000 internationale klimaforskere fra i dag mødes til Københavns Universitets store klimakongres for at drøfte den accelererende klimakrise.

Forhandlinger i dødvande

EU skal om tre uger være klar til at fremlægge sit bud på bidrag til en ny global klima-aftale. Sidst i marts mødes alverdens lande i Bonn til endnu en runde forud for Københavns-mødet, og landene har aftalt, at man i Bonn både skal melde, hvor meget man som i-land vil reducere sine udledninger, og hvor meget man vil yde til finansiering af u-landenes indsats.

EU's miljøministre måtte imidlertid på deres rådsmøde for en uge siden opgive at sætte beløb på, hvad EU vil yde i klimabistand til u-landene. Ministrene skønner, at den samlede gruppe af i-lande - inklusive USA - skal finde i størrelsesorden 670 mia. kr. årligt som klimabistand til u-landene, men ministrene kunne ikke blive enige om at forpligte sig, endsige angive hvor stor en andel af det samlede beløb, EU bør yde.

"Det giver ikke mening at sige, hvor meget EU er villig til at overføre. Det forhandler vi i København, sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel, efter rådsmødet.

Synspunktet er, at EU bedre kan presse nøgleaktører som Kina og USA, hvis man holder på pengene indtil selve klimatopmødet. Blandt de internationale ngo'er er vurderingen tværtimod, at EU's passivitet undergraver andres forhandlingsvilje.

"Tiden er ved at rinde ud. Det globale klimatopmøde i København starter om mindre end 300 dage, og der er dødvande i forhandlingerne," siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder hos Greenpeace. Hvis heller ikke EU's finansministre i dag når til enighed om klimapengene til u-landene, lander sagen ved stats- og regeringschefernes EU-topmøde 19.-20. marts.

For Danmark når rapporten til Folkekirkens Nødhjælp frem til en nødvendigt dansk klimabistand på 6-12 mia. kr. årligt, oven i dagens u-landsbistand på ca. 14 mia. Samtidig fastslår rapporten, at Danmarks udledninger ud fra en historisk ansvarsbetragtning må reduceres med over 100 pct. Da det ikke lader sig gøre, må vi købe hjælp til opgaven ved at finansiere CO2-reducerende projekter i andre lande. Det indebærer yderligere store beløb, der skal overføres fra Danmark til u-landene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu