Læsetid: 5 min.

Hamas strutter af selvtillid

Israel er under pres i forhandlingerne om fangeudveksling med en modpart, der 'opfører sig, som om den forhandler fra den stærkes position'
Palæstinensere demonstrerer ved Rafah-grænseovergangen mod Israels blokade af Gaza.

Palæstinensere demonstrerer ved Rafah-grænseovergangen mod Israels blokade af Gaza.

Said Khatib

20. marts 2009

BEIRUT - Med sine sirlige manerer, penneskaft-moustache og kameluldjakke over en højhalset sweater ligner Ayman Taha ikke den gængse forestilling om en Hamas-official. Men den tidligere journalist, der nu ernærer sig som talsmand for magthaverne i Gaza, havde utvivlsomt sit bagland med sig, da han efter tirsdagens lammelse af tovtrækkeriet om udveksling af palæstinensiske fanger med Hamas-gidslet Gilad Shalit erklærede:

"Modstandsbevægelsen står urokkeligt fat på sine krav."

Og dertil fremturede med trusler om, at Hamas pønser på at tage flere israelske soldater til fange.

Taha er både i fremtoning og optræden et eksempel på den øgede selvbevidsthedi den islamiske modstandsbevægelse, der har taget pejling efter udfaldet af Gaza-krigen. For som en analytiker her i Beirut, redaktøren Elie Chalhoub, siger:

"Gaza-krigen viste, at Israel trods gigantisk militær overmagt - og tillige atommagt - ikke kan bruge den til ret meget mod en bevægelig og fleksibel guerillastyrke som Hamas. Og Israel opnåede ikke et eneste af sine mål: Hamas er intakt militært og politisk, Gilad Shalit er stadig i Hamas' varetægt, og Gazas befolkning har ikke rejst sig mod sine 'undertrykkere'."

Hamas har fuld kontrol over Gaza, og organisationens popularitet er stigende på Vestbredden, hvor den seneste meningsmåling, foretaget af det Ramallah-baserede Palestinian Center for Policy and Survey Research, viser en fremgang på fem procent (fra 28 til 33) til Hamas og dødt løb mellem PA-præsident Mahmoud Abbas og Hamas-leder Ismail Haniyeh, der før Gaza-krigen var 10 point bagud.

Libanonkrigen afgørende

Elie Chalhoub er ikke forbavset:

"Vi så det samme mønster efter Israels krig mod Libanon i 2006 - Hizbollah blev mere populær end nogensinde, ikke kun her, men i hele den arabiske verden. Og hvorfor? Fordi de kunne blive ved med at sende missiler mod Israel trods de massive israelske bombardementer. Jeg mener, at de to konflikter - mod Hizbollah i 2006 og Hamas i 2008-9 - markerede et vendepunkt i også de arabiske regeringers syn på Israel. Førhen var de overbevist om Israels uovervindelighed og søgte derfor politiske og diplomatiske udveje for at få tålelige fredsaftaler med zionisterne, men i dag er det billede forældet. De arabiske lande er i færd med at indstille sig på at vente, til Israel beder dem om fred- og de er overbeviste om, at ventetiden ikke bliver lang."

Som eksempel på den ny attitude nævner Chalhoub det såkaldte 'arabiske initiativ' fra 2002, som blev lanceret ved et topmøde netop i Beirut, da Saudi-Arabiens daværende kronprins og nuværende konge, Abdallah, fik tilslutning til sit forlag om at love Israel fuld arabisk anerkendelse til gengæld for tilbagetrækning til demarkationslinjen fra før juni-krigen i 1967. Dengang var premierminister Ariel Sharons svar en invasion af Vestbredden og belejring af PLO-leder Yassir Arafats hovedkvarter i Ramallah.

"Man skal lægge mærke til, at kong Abdallah umiddelbart efter krigen i Gaza sagde, at det arabiske tilbud ikke vil være på bordet til evig tid," fortsætter Elie Chalhoub. "Og realiteten er, at i en arabisk optik har saudiernes tilbud passeret udløbsdatoen - det blev forældet på grund af nogle få tusind såkaldte 'terrorister' i Sydlibanon og Gaza. Den militære afskrækkelse, som i årtier har beskyttet Israel, eksisterer ikke længere, og næste gang israelerne løber ind i et nederlag, går de i opløsning. Araberne er nået til en erkendelse af, at de blot behøver at læne sig tilbage og vente."

Ter sig som sejrherrer

Hvad enten denne analyse er holdbar eller mere vidtløftig, er den forklaringen på Hamas' attitude i de egyptisk styrede forhandlinger om at udveksle den israelske korporal Gilad Shalit med 450 palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Hamas har ikke på noget tidspunkt i forhandlingsforløbet siden våbenhvilen i januar "opført sig som folk, der forhandler fra en svagere position", som Robert Blecher fra tænketanken International Crisis Group sagde forleden til nyhedsbureauet AP.

I modsætning til rivalerne i det Fatah-dominerede selvstyre på Vestbredden mener Hamas, at de har tiden på deres side, og at det ikke gør den store forskel, om de forhandler med Ehud Olmert eller den kommende premierminister, Benjamin Netanyahu. På den lange bane vil de få et overtag, simpelthen fordi Israel er ved at nå til samme erkendelse - at den jødiske stat må søge freden og sameksistensen på arabiske vilkår eller gå i opløsning, både som militær overmagt og som følge af demografiske kendsgerninger.

"I det område, der indtil 1948 udgjorde Palæstina- Israel og de palæstinensiske områder - er der allerede nu lige så mange arabere som jøder," påpeger Chalhoub. "Og med ca. fire millioner flygtninge i nabolandene kan Israel ikke i længden bevare sin dominans - det ved Hamas, så de har ikke travlt. De har tiden for sig."

Det har PA-styrets Fatah-ledelse på Vestbredden til gengæld ikke. Mahmoud Abbas, PA's præsident i Ramallah, ved, at han sidder på lånt tid, medmindre Israel kommer med afgørende indrømmelser på bosættelser og Jerusalem meget hurtigt. Og det tyder intet på.

I de forhandlinger, der ligeledes under egyptisk opsyn finder sted om en udsoning mellem Fatah og Hamas efter 21 måneders adskillelse, er parterne blevet enige om at holde nyvalg den 25. januar 2010. Hamas ligger lige nu meget fint, men ved også, at der skal nås konkrete resultater for Gazas plagede befolkning, hvis den politiske førertrøje skal bevares. Udsoningsprocessen er skemasat til udgangen af marts, hvor parterne skal nå til enighed i fem underudvalg, og hvor der er uenighed om kontrol med sikkerhedsstyrker, penge og regeringsledelse.

"Men Hamas er interesseret i en løsning," siger Ghassan Katib, en tidligere PA-minister, til avisen Christian Science Monitor. Lederne i Gaza ved, at hvis der ikke nås en løsning, ude-bliver de knap fem mia. dollar, der er bevilget til genopbygning, ligesom Israel fortsat vil spærre adgangen til omverdenen.

Israel under pres

At Israel er bevidst om det ændrede styrkeforhold - at den israelske afskrækkelseseffekt er på retur - har vist sig med en bølge af nye anholdelser af Hamas-politikere på Vestbredden, hvis formål er at lægge pres på lederne i Gaza. Men måske nok så meget i en bemærkning, Ehud Olmert kom med i forbindelse med sammenbruddet i Gilad Shalit-forhandlingerne:

"Vi har røde linjer, og Israel er ikke en nederlagsramt nation."

For det er lige nøjagtig, hvad den arabiske opinion er begyndt at mene - fra Kairo til Damaskus (og videre til Teheran). Og meget lidt - eller rettere: intet - tyder på, at Hamas vil reagere anderledes under en ny israelsk regering med Netanyahu som leder og høgen Avigdor Lieberman som udenrigsminister og dermed sandsynlig forhandlingsleder med palæstinenserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu