Læsetid: 3 min.

Italiens fascister fusionerer med Berlusconi

Italiens nyfascistiske parti, Alleanza Nazionale, er blevet nedlagt og skal nu indgå i Silvio Berlusconis parti. Fascismen udgør en omdiskuteret periode i landets historie og splitter stadig befolkningen i to lejre
Gianfranco Fini bliver den sidste formand for det nyfascistiske parti Alleanza Nazionale, der i weekenden bliver indlemmet i regeringschefen Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens folk). Her ses Fini, landets tidligere udenrigsminister, ved rattet i den italienske fascistiske leder fra 1922 til 1943, Benito Mussolinis personlige Fiat 1500 cabriolet ved en biludstilling i 1997. arkiv

Gianfranco Fini bliver den sidste formand for det nyfascistiske parti Alleanza Nazionale, der i weekenden bliver indlemmet i regeringschefen Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens folk). Her ses Fini, landets tidligere udenrigsminister, ved rattet i den italienske fascistiske leder fra 1922 til 1943, Benito Mussolinis personlige Fiat 1500 cabriolet ved en biludstilling i 1997. arkiv

Enrico para

25. marts 2009

I den forløbne weekend afholdt Italiens nyfascistiske parti, Alleanza Nazionale (AN), sin sidste kongres og skal nu indgå i det nye samlingsparti på højrefløjen, Popolo della Libertà (PdL):

"I dag slutter et kapitel i højrefløjens historie," sagde Gianfranco Fini, som har været nyfascisternes leder siden 1987, tidligere var udenrigsminister, og i dag er præsident for Deputeretkammeret i Rom.

I Italiens republikanske forfatning fra 1948 hedder det, at "gendannelsen af fascistpartiet, under en hvilken som helst form, er forbudt".

Veteraner fra Mussolinis fascistparti havde dog allerede i 1946 dannet Movimento Sociale Italiano (MSI), der fungerede som støtteparti for skiftende centrum-højre-regeringer, men blev holdt uden for alle regeringskonstellationer.

Som partisekretær nedtonede Fini nyfascisternes identitet, og i 1994 brød Silvio Berlusconi det store tabu i italiensk politik og indlemmede MSI i sin første, kortvarige regering.

I januar 1995 blev MSI på Finis initiativ omdannet til det borgerlige højreparti Alleanza Nazionale, og under et besøg i Israel har Fini sågar fordømt fascisternes racelove fra 1938.

Da Berlusconi i november 2007 annoncerede det nye partis fødsel, udtalte Fini, at Berlusconi var i færd med at opføre "sin sidste komedie".

Berlusconi havde dog ingen betænkeligheder ved at formalisere alliancen med Mussolinis arvtagere, og udsigten til optagelse i den kristelig-demokratiske gruppe i Europa-Parlamentet fik hurtigt Fini til at ombestemme sig.

Ved parlamentsvalget i april 2008 stillede AN op i et valgforbund med Berlusconis parti, Forza Italia, og fusionen mellem de to højrepartier fuldendes i den kommende weekend, når der afholdes stiftende kongres i PdL.

Gammelt had

Da Italien gik ind i Anden Verdenskrig på Tysklands side, ændrede mange italienere holdning til fascismen, som indtil da havde haft bred folkelig opbakning. Mens amerikanerne påbegyndte erobringen af landet syd for Rom, stiftede Mussolini en fascistisk republik i Norditalien.

"Tusindvis af unge italienere meldte sig frivilligt for at beskytte fædrelandet. Borgerkrigen, som varede 20 måneder, såede så meget had, at det har holdt sig indtil i dag," forklarer historikeren Giampaolo Pansa, som er forfatter til en række kontroversielle bøger om perioden:

"Efter befrielsen den 25. april 1945 begyndte gengældelsesaktionerne mod de besejrede fascister, og 20-30.000 blev slået ihjel. For fascisterne var livet i efterkrigstiden ikke nemt. De stod over for en autoritær og arrogant antifascisme, som stadig dominerer historieundervisningen i skolerne."

Berlusconi har aldrig fejret den italienske befrielsesdag, og ifølge forsvarsminister Ignazio La Russa har ministerpræsidenten heller ingen grund til at gøre det:

"Da Leitizia Moratti (Milanos borgmester og medlem af PdL, red.) sammen med sin far, der var medlem af modstandsbevægelsen, deltog i fejringen af befrielsen den 25. april, piftede folk og råbte fornærmelser efter hende. I vil have, at Berlusconi skal placere sig i den samme gabestok, men det gør han aldrig. Det ville være en fejltagelse," siger Ignazio La Russa.

Revisionisme

På grund af sin moderate linje har Gianfranco Fini gjort sig upopulær blandt fascistiske nostalgikere, men ifølge journalisten Gianni Barbacetto kan man betragte forsvarsminister Ignazio La Russa som en syntese mellem det gamle og det nye højre:

"Ignazio La Russa bor i den bygning i Milano, hvor fascistpartiets avis, Popolo d'Italia, i sin tid havde hovedsæde, og han har angiveligt installeret sig i Mussolinis private gemakker. I dag indgår fascisterne i et borgerligt parti, der går ind for lov og orden og katolske familieværdier, men de plejer stadig omgang med skinheads og nynazister i grupperinger som Cuore Nero (Sort hjerte, red.)."

Regeringen har fremsat et forslag om at gøre den 10. februar til national helligdag til minde om de 5-10.000 italienere, der blev ofre for brutale hævntogter i Slovenien og Dalmatien ved Anden Verdenskrigs afslutning. Dermed sidestilles de slaviske befolkningsgruppers hævn over for italienerne med fascisternes racelove, selv om en kommission bestående af historikere fra både Italien og Slovenien har konkluderet, at "fascismen forsøgte at realisere en fuldstændig udslettelse af den slovenske og kroatiske identitet i Venezia Giulia (i det nordøstlige Italien, red.)."

Forfatteren Antonio Tabucchi mener, at regeringens lovforslag er udtryk for en farlig tendens: "I demokratiske lande er det historikere, der bedømmer, hvordan statens institutioner har opført sig. Det er kun i autoritære lande, at staten fortolker og bedømmer historien og efter forgodtbefindende påtvinger borgerne en forsimplet udlægning," siger Tabucchi. Opløsningen af Alleanza Nazionale markerer, at en epoke i højrefløjens historie i Italien er slut, men en ny er for længst begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Kennild

"I demokratiske lande er det historikere, der bedømmer, hvordan statens institutioner har opført sig. Det er kun i autoritære lande, at staten fortolker og bedømmer historien og efter forgodtbefindende påtvinger borgerne en forsimplet udlægning,"

Jeg kommer til at tænke på Demokratikanon, Historiekanon, Kulturkanon etc., når jeg ser denne udtalelse, men det kan jo ikke passe, for vores regering er jo ideologisk set "demokratister", der med våben (kun i Søren Gades eget tilfælde, resten overlades til andre til underbetaling) i hånd spreder det gode budskab.

Casper Kennild

Derudover er der intet nyt under solen i Italien; forskellen er bare graden af vold som det, der skal styre landet tilbage til det, der var engang.
Og nu er vold jo ikke nødvendigvis fysisk, hvilket henvisningen til tankekontrollen i artiklen vel også skal ses som?
At partiet som ikke kalder sig fascister, men benytter sig af folkefællesskabelige symboler og lader disse med mange af de samme værdier som Mussolini gjorde viser jo, at man ikke er kommet videre.
Desuden benytter Silvio B. sig selv af de samme symboler, hvilket man kan se i gadebilledet i bl.a. Rom, hvis man er der under en valgkamp.

"Italiens fascister fusionerer med Berlusconi"

Jamen. så er det jo lige som i Danmark, hvor fascisterne har været regeringens støtteparti siden 2001...

Jannik Thorsen

"For fascisterne var livet i efterkrigstiden ikke nemt. De stod over for en autoritær og arrogant antifascisme, som stadig dominerer historieundervisningen i skolerne.""

I DK er der bestemt paralleler. Her har det ikke været let for borgerlige eller nationale kræfter at få udlagt historien på andre måder end dikteret af de forskellige fraktioner af marxister.

På trods af regeringens forsøg på at implementere kultur og historiekanon, falder det ikke i god jord når rosset af kulturmarxister skal undervise efter disse anvisninger.

I dag er det en autoritær og arrogant neomarxisme der dominerer historie undervisningen på skolerne og de højere læreanstalter.
Det hele udført under et dække af "humanisme".

Jannik Thorsen:

"I dag er det en autoritær og arrogant neomarxisme der dominerer historie undervisningen på skolerne og de højere læreanstalter."

Det skal du ikke finde dig i, Jannik Thorsen!

Jannik Thorsen

@Per Thomsen

Det gør jeg sådan set heller ikke.
Midlerne til at gøre noget ved det , er desvære meget små.
Hvis du har nogen gode forslag der kunne komme fænomenet til livs, må du hjertens gerne bidrage med dem.

mariann offersen

Det er længe siden Allenanza Nazionale blev overhalet inden om af Berlusconis egne tropper hvad angår fascistoid adfærd.

Gianfranco Fini virker af og til regulerende på de værste tendenser .

Undrer det aldrig folk på venstrefløjen, hvorfor så mange italienere foretrækker personer som Berlusconi og Fini frem for italienske venstrefløjsfolk med samme gode ideer som deres egne? Kan det forklares med andet end, at italienerne er dumme?

mariann offersen

Olav Nielsen,

"hvorfor så mange italienere foretrækker personer som Fini og Berlusconi frem for italienske venstrefløjsfolk med samme gode ideer som deres egne? Kan det forklares med andet end, at italienerne er dumme?

Det er i hvert fald en nem, hurtig og bekvem forklaring.

Italienerne har de poltikere de fortjener, som danskerne har de politikere de fortjener.

Italien har et fjernsyn der snakker magten efter munden, med få undtagelser.

Jeg har to børn i den italienske statslige skole (som den danske folkeskole).
Her lægges grunden til et folk der ikke reagerer. Stort pensum, idelige prøver, konstant karakterræs, og trussel om at blive dumpet. Det prioriteres ikke, at børnene kan tænke selvstændigt, de skal lære udenad og kunne referere, som det står i bogen.
Hvis man ikke har den rigtige type intelligens ,har man ikke store chancer i det italienske skolesystem .

Et system der skaber mange tabere.

Løsningen med den stærke mand er nærliggende. Paven, præsten, faderen, "il padrino", Berlusconi.
Og fascismen er ikke langt væk.

Det er interessant at observere udviklingen i Danmark, et videnssamfund, højt uddannelsesniveau, og så alligevel med så stor tilslutning til snævert, nationalt værdisæt.

Venlig hilsen
Mariann Offersen
Piemonte.