Læsetid: 3 min.

Kasparov: 'Putin er en færdig mand'

En af den russiske oppositions ledere, den tidligere skakstormester Garri Kasparov, forud-ser, at den russiske elite snart afsætter Putin på grund af folkelige protester mod krisen
9. marts 2009

MOSKVA - Den russiske ekspræsident og nuværende premierminister Vladimir Putin holder ikke året ud. Det siger en af hans argeste modstandere, den tidligere skakstormester Garri Kasparov i et interview over telefonen fra Moskva til Information.

"Inden der er gået et år, bliver Medvedev, regimet og Putins klaner nødt til at skaffe sig af med Putin selv", siger Kasparov, der er leder af OGF, Den Forende Borgerfront, hurtigt og vredt.

"Putins højre hånd Vladislav Surkov forsøger at skjule, at der er tale om en dybt alvorlig krise. Han forsøger at benægte fakta. Han forsøger også at benægte, at der er en reel opposition, at folkemængderne er imod styret. De styrer medierne med hård hånd og skaber det indtryk over for omverdenen og over for befolkningen, at alt er godt. Og han og Putin forsøger med deres macholinje at overbevise alle om, at regimet er stabilt og sidder sikkert i sadlen. Men det gør det ikke. Det er gennemråddent," lyder svadaen fra Kasparov, som i sin tid forlod skakken for at hellige sig politik og demokratiseringer af Rusland. Noget han hidtil ikke har haft den store succes med, fordi oppositionen til Putins styre har været dybt splittet og kontrolleret af myndighederne.

Uduelig krisestyrer

Ifølge Kasparov tror befolkningen ikke længere på det putinske idylliske mediebillede. "Det system, som Putin og Surkov har opbygget med total falsifikation af valg og total kontrol med medierne har fungeret indtil nu, men det er tydeligt, at det slår dybe revner i disse dage og uger. Du behøver ikke engang se på tallene for krisen. Alle kan jo se det ude i den virkelige dagligdag i Rusland. Arbejdsløsheden eksploderer, det samme gør inflationen, folk får ikke løn, eller kun halve lønninger, priserne stiger, elendigheden, vreden og mistrøstigheden breder sig. Og vi har langt fra nået toppen af krisen. Systemet og premierminister Putin selv har vist sig som en utrolig dårlig, for ikke at sige uduelig og ineffektiv krisestyrer. Det er uundgåeligt, at Rusland snart bliver ramt af meget alvorlige rystelser med demonstrationer, protester og folkelige opstande. Og så bliver præsident Medvedev og regimets klaner tvunget til at finde en syndebuk," forudser Garri Kasparov.

Putin ud i glemslen

- Men vil Medvedev være i stand til at afsætte Putin, bliver det ikke det modsatte?

"Medvedev er ligegyldig og har ikke magt til at bestemme noget som helst. Men regimets elite, klanerne fra sikkerhedsstrukturerne, oligarkerne, de har magten og de kan og vil, når de ser, at det er nødvendigt, afsætte Putin og sende ham ud i glemslen uden at nøle. Og det vil de indse, når de hidtidige fredelige oppositionsprotester i form af Det Andet Ruslands demonstrationer og De Ueniges Marcher bliver erstattet af voldelige optøjer og ballade rundt om i landet. Vi så det allerede for kort tid siden, da befolkningen gjorde oprør i Vladivostok og regimet måtte sende politi hele vejen fra Moskva til Vladivostok for at nedkæmpe det med vold og magt. De turde ikke stole på de lokale betjente, for de er også utilfredse."

Samlet splittet opposition

- Oppositionen er jo dybt splittet i talrige fraktioner og med vidt forskellige politiske dagsordener - vil den kunne forene sig nu, hvor dens ledere - inklusive Dem selv - vejrer morgenluft?

"Det er et forkert spørgsmål," siger den tidligere præsidentkandidat med vanlig vrede i tonen. "Jeg vejrer ikke morgenluft, men fortæller blot det, som jeg ser for mig og kan analysere mig frem til. Den russiske opposition er slet ikke så splittet, som I journalister vil have det til at se ud til. Jo, der er en forsamlet venstrefløj i oppositionen. Der er også en forsamlet demokratisk front, en borgerfront, og en samlet højreorienteret, nationalistisk, front. Men vi er alle forenet i ønsket om at få fjernet Putin-regimet, som har været så ødelæggende for demokratiet, økonomien og tilværelsen i Rusland. Første skridt er at få fjernet Putin selv og det tror jeg, vil ske inden længe. Derefter må vi se, hvordan tingene udvikler sig og så reagerer i overensstemmelse hermed. Udviklingen kan tvinge Medvedev til at gøre det, han ifølge forfatningen har ret til, nemlig at underskrive et dekret om Putins afsked. Det vil i sig selv være et skridt i retning af demokratisering og samtidig vil det være med til at opbygge Medvedevs legitimitet som landets øverste leder og ikke en dukke i Putins skygge."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu