Læsetid: 4 min.

Kina vil have mere magt for sine penge

Op til G20-topmødet sår et stadig mere selvsikkert Kina tvivl om dollarens styrke og udfordrer vestlige landes magt over det finansielle system. Beijing vil have mere international indflydelse til gengæld for hjælpen med at føre verden ud af finanskrisen
Den kinesiske centralbank-direktør, Zhou Xiaochuan, har foreslået en ny, internationalt administreret global valuta, som skal bryde dollarens dominans.

Den kinesiske centralbank-direktør, Zhou Xiaochuan, har foreslået en ny, internationalt administreret global valuta, som skal bryde dollarens dominans.

Jose Miguel Gomez

1. april 2009

BEIJING - Det er endnu et tegn på Kinas stadig større indflydelse. Ved G20-topmødet i London i morgen vil vestlige lande mere end nogensinde før sætte deres lid til, at den kinesiske delegation vil spille en aktiv rolle for at komme den globale finanskrise til livs.

Beijing vil bruge landets stadig mere attraktive pengepung til at sætte et større aftryk på verdensordenen. Forud for topmødet, hvor verdens 19 største økonomier og EU vil diskutere den globale krise, har Kina været udsædvanlig direkte i sin udfordring af den amerikansk-ledede globale orden.

Kina kommer til London med en stor portion selvtillid, skepsis over for dollaren, forslag om skabelsen af en ny international møntenhed og krav om større indflydelse på det globale finansielle system.

Beijing taler fra en styrket position. Eksporten dykker skarpt, men økonomien forventes dog fortsat at stige mellem seks og syv procent i år, og landet kan fremvise store valutareserver, samtidig med at de vestlige landes økonomier krymper og er plaget af gæld. Og det har motiveret landet til at skubbe på for ændringer.

"Kina har alle kortene på hånden - og ved det," siger Tim Condon, leder af Asienafdelingen hos ING Financial Markets i Singapore.

Mere indflydelse

De kort vil Kina først og fremmest spille ud for at få mere indflydelse. I Kina er det en udbredt opfattelse, at G20-mødet kan signalere en ny æra for den finansielle verdensorden.

Beijing føler sig underrepræsenteret i internationale økonomiske institutioner, som domineres af vestlige regeringer, og ønsker bl.a. større stemmeandel i Den internationale valutafond (IMF) - hvor Kina, verdens tredjestørste økonomi, ikke har større stemmemagt end mellemstore europæiske lande.

Ved mødet vil Kina blive bedt om at give et stort bidrag for at styrke IMF's evne til at håndtere den igangværende recession og fremtidige finanskriser. Men den kinesiske regering har meldt ud, at hvis den skal betale, så skal den også være med til at bestemme.

"Hidtil har Kina spillet et spil, som er etableret af andre lande. Nu vil Kina være med til at fastsætte agendaen og reglerne," siger Ding Xueliang, en Kina-ekspert ved Hongkongs University of Science and Technology, til AP.

Hu Xiaolian, den kinesiske centralbanks vicedirektør, er gået i kødet på den tradition, der foreskriver, at Verdensbanken skal ledes af en amerikaner og IMF af en europæer.

"Topledelsen i internationale finansinstitutioner, specielt valutafonden, bør vælges på basis af retfærdighed, konkurrence og meritter," siger hun, "for at sikre, at dem, som leder institutionerne, har den slags evner som accepteres af alle sider."

Dollar-afløser

Bemærkningerne, der sætter spørgsmålstegn ved Vestens og især USA's globale finansielle lederskab, er tegn på en mere direkte og selvsikker optræden fra kinesisk side, som også har ført til, at Beijing har sået tvivl om den amerikanske dollars troværdighed som verdens førende reservevaluta.

Centralbanken mener, at den globale finanskrise netop er blevet forværret pga. afhængigheden af dollaren, og bankens direktør, Zhou Xiaochuan, har foreslået en ny, internationalt administreret global valuta, som skal bryde dollarens dominans inden for de globale betalingssystemer.

De kinesiske ledere udtrykker større bekymring over den amerikanske økonomi end den hjemlige. Grunden er, at Kina råder over den største reserve af amerikanske dollar i verden. Størstedelen af landets 11.000 mia. kr. i udenlandske valutareserver er i amerikanske dollar. Beijing er derfor nervøs for, at dollar-faldet vil føre til store tab for Kina.

Kinas premierminister Wen Jiabao har opfordret USA til at "forblive en troværdig nation" og mener dermed, at Beijing ønsker, at Washington undgår at skabe inflation med store stimuluspakker. Hvor Kina er vant til at modtage kritik fra USA's side, er der nu vendt rundt på rollerne.

"For at være ærlig, så er jeg en smule bekymret," sagde Wen Jiabao.

"Vi har lånt USA enorme summer. Selvfølgelig er vi bekymrede over vores værdiers sikkerhed."

Og centralbankens Hu Xiaolian gned salt i den amerikanske økonomis åbne sår, da hun foreslog, at IMF bør overvåge landets økonomi lige så grundigt, som den normalt gør det med tredjeverdenslandes økonomier.

Kina roser sig selv

Forud for mødet i London mener Beijing, at Kina allerede har taget et stort skridt for at hjælpe verdensøkonomien i gang. Den kinesiske delegation vil uden tvivl minde de andre lande om, at Beijings finanspakke på 3.400 mia. kr., vedtaget i november, vil være med til at opdyrke kinesernes efterspørgsel af såvel udenlandske som kinesiske produkter.

Op til mødet har den kinesiske centralbank rost Beijings hurtige reaktion på krisen og har samtidig, ved at modstille reaktionen med demokratiske vestlige landes, brugt det til at fejre Kinas politiske system. Bankens direktør, Zhou Xiaochuan, finder, at Kinas hurtige indsats viser det autoritære, etpartisystems overlegenhed.

"Fakta taler for sig selv og viser, at sammenlignet med andre store økonomier har den kinesiske regering prompte, beslutsomt og effektivt gennemført politiske tiltag og har dermed påvist dets systems overlegne fordele, når det kommer til at gennemføre vitale politiske beslutninger," sagde Zhou i en kommentar publiceret på People's Bank of Chinas hjemmeside.

Han opfordrede udenlandske regeringer til at følge Kinas eksempel og give deres finansministre og centralbankdirektører lang snor, så de kan "handle modigt og hurtigt uden at skulle gennemgå en langvarig eller oven i købet smertefuld godkendelsesproces".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu