Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kongressen lytter til klimaaktivister og stopper kulfyring

Tusinder af unge amerikanere er gået i målrettet aktion for at bremse kulkraftværkerne og redde klimaet. De får blandt andet opbakning af Kongressens ledere, NASA's klimachef og Obamas indenrigsminister
Siden fredag har omkring 12.000 aktivister været samlet i og omkring Capitol for at forlange en grøn amerikansk energipolitik. Washington Post kalder manifestationen -den største protest nogensinde imod brugen af kul-. Aktionerne indvarsler ifølge aktivisterne en ny fase i klimakampen, hvor bl.a. civile ulydighedsaktioner mod kulkraftværker er i centrum.

Siden fredag har omkring 12.000 aktivister været samlet i og omkring Capitol for at forlange en grøn amerikansk energipolitik. Washington Post kalder manifestationen -den største protest nogensinde imod brugen af kul-. Aktionerne indvarsler ifølge aktivisterne en ny fase i klimakampen, hvor bl.a. civile ulydighedsaktioner mod kulkraftværker er i centrum.

Alex Wong

Udland
3. marts 2009

"Det må da være definitionen på succes," siger David Turnbull, direktør for de internationale miljøorganisationers klimanetværk, CAN:

"At nå det mål, man kæmper for, endnu inden man har startet sine aktioner."

Turnbull taler om de tusinder af unge amerikanske klimaaktivister, der i går i kølvandet på en snestorm gennemførte en civil ulydighedsaktion foran kongresbygningen Capitol i Washington.

Aktivisterne løb en åben dør ind med deres krav om lukning af det kulfyrede kraftværk, Capitol Power Plant, der energiforsyner politikernes arbejdsplads. For allerede før weekenden havde Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus, og majoritetslederen i Senatet, Harry Reid, afsendt et fælles brev med ordre om stop for kulfyring og omstilling til naturgas på det gamle kraftværk.

Det skete under indtryk af aktivisterne, der siden fredag i et antal af omkring 12.000 har været samlet i og omkring Capitol for at forlange en grøn amerikansk energipolitik. Aktivisterne fra mere end 700 amerikanske organisationer er forbundet i netværket Power Shift '09, der netop nu rider på en bølge af optimisme og stålsat vilje til at gøre op med det fossile energisystem, symboliseret af det kulfyrede værk ved Capitol.

"Pelosi og Reid har vist styrken af græsrodsaktion. Den græsrodsaktion vil fortsætte, indtil Kongressen har vedtaget lovgivning, der løser klimakrisen," lød kommentaren fra Mike Tidwell, leder af Chesapeake Climate Action, der var med ved Capitol.

De unge klimafolk har afholdt egne workshops om energi- og klimapolitik og gennemført træningsseancer før gårsdagens ikke-voldelige protest, men også holdt møder om klimakrisen med flere hundrede kongresmedlemmer i ethvert ledigt lokale i Capitol. 'Den største lobbydag for klimaet nogensinde' har arrangørerne kaldt diskussionerne i går med politikerne.

"Kongresmedlemmer har nærmest været oppe at slås om at skaffe de størst mulige lokaler til hver deres møde med de unge. De ville gerne bagefter kunne prale med at have drøftet klimaudfordringen med et stort antal aktivister. Det er så spændende og opmuntrende, at der nu pludselig er denne store interesse for sagen," siger David Turnbull, Climate Action Network (CAN).

Forandringens motor

Ved starten i fredags på Power Shift '09 blev de unge hyldet af USA's nye indenrigsminister, Ken Salazar, der med hilsen fra præsident Obama kaldte aktivisterne "forandringens motor." Nancy Pelosi havde meldt sin deltagelse som taler ved selve gårsdagens aktion ved Capitol.

På grund af kraftigt snevejr på den amerikanske østkyst aflystes imidlertid Pelosis flyforbindelse til Washington.

Avisen Washington Post karakteriserer manifestationen ved Capitol som "den største protest nogensinde mod brugen af kul." Aktionerne indvarsler ifølge aktivisterne en ny fase i klimakampen, hvor bl.a. civile ulydighedsaktioner mod kulkraftværker vil komme i centrum. Blandt de anmeldte deltagere i gårsdagens aktion var chefen for NASA's Goddard Institute, USA's ledende klimaforsker James Hansen, der har kaldt kulkraftværkerne "dødens fabrikker" og direkte opfordrer til civil ulydighed mod kulkraft, sådan som også USA's tidligere vicepræsident Al Gore nu gør. James Hansen mener, at klimaforandringerne løber så stærkt, at man ikke kan nøjes med at bremse stigningen i atmosfærens CO2-koncentration, men må bringe den ned fra dagens 387 ppm CO2 (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) til 350 ppm.

"Den eneste praktiske måde at løse problemet er at udfase den største CO2-kilde, og det er kul. Videnskaben er meget klar på det punkt, men trods det træffer beslutningstagerne ikke de afgørelser, der er nødvendige for at gøre det," sagde James Hansen i en videoappel med opfordring til deltagelse i gårsdagens protest.

NASA's klimachef appellerer om, at de eksisterende kulkraftværker afvikles inden for 20 år, og at ingen nye opføres, med mindre de er udstyret med den endnu eksperimentelle CCS-teknologi til indfangning og lagring af CO2.

Flertalslederen i Senatet, Harry Reid, har offentligt støttet kravet om moratorium for nye kulkraftværker. Til gengæld har den øverste chef for elselskabet American Electric Power, Michael G. Morris, afskrevet idéen om at afvikle USA's kulkraft på 20 år som "absolut umulig."

En køreplan

Atmosfæren under de seneste dages Power Shift '09-arrangement har ifølge deltagere været præget af en medrivende optimisme og handlekraft, motiveret af den voksende indsigt i klimaproblemerne og inspireret af det kursskifte i USA's energipolitik, som Barack Obama søger at gennemføre. Ligesom præsidenten ser aktivisterne ikke blot vedvarende energi og energibesparelser som værn mod klimaforandringerne, men også som vej til at skabe en ny økonomi og nye meningsfulde job i et kriseramt USA.

"Capitol Climate Action er mere end en historisk protest mod kul, kulkraftværker og deres betydning for klimaændringer. Det er fejringen af en køreplan, der skal bringe en afslutning på vor afhængighed af nationens mest snavsede fossile brændsel," skrev i går den amerikanske forfatter og kommentator Jeff Biggers, der på sin blog fulgte ulydighedsaktionens afvikling.

De deltagende aktivister, der ved redaktionens slutning endnu var i gang med deres protest, råbte slagord som 'Rene kul er en beskidt løgn' med henvisning til elselskabers og kulindustris modkampagne for at overbevise den amerikanske offentlighed om, at moderne kulkraftværker er miljøvenlige.

"Denne aktion handler ikke kun om dette kraftværk, men om de 600 kulfyrede kraftværker rundt om i USA. Denne aktion skal være det første store skridt, som vil hjælpe os med at udvide den lille hær af aktivister for direkte aktion, som er trænede og erfarne og villige til med deres kroppe at spærre for kulindustrien," siger Adrian Wilson, en af arrangørerne af Capitol Climate Action.

Ifølge organisationen Source Watch blev der alene sidste år gennemført 40 civile ulydighedsaktioner og demonstrationer mod kulindustrien og kulkraftværker i eller ude for USA. I alt 83 planlagte værker er ifølge New York Times inden for de seneste to et halvt år blevet enten frivilligt droppet eller bremset af lokale myndigheder i USA. Staten Michigans guvernør erklærede forleden et moratorium for nye kulkraftværker, mens Georgia samtidig har stoppet et planlagt kraftværk på grund af miljøbekymringen.

En anden lokalpolitiker, der har brugt sin indflydelse til at bremse to nye kulkraftværker, er Kansas' guvernør Kathleen Sebelius, som i går blev udpeget af Barack Obama til ny sundhedsminister i USA.

J

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nydeligt. Gad vide, om man kunne gøre tilsvarende i Danmark, eller om der i så fald bare ville være tale om nok en gang 'ballademagere' for miljøet...

John Fredsted

Den af Jørgen Steen Nielsen omtalte videoappel af James Hansen kan ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=PPCFx1fMBeI.