Politikprofessoren Gjorge Ivanov fik en klar føring over sine rivaler ved den første runde af præsidentvalget i Makedonien, som blev gennemført uden voldelige episoder.
Foreløbige optællinger viser, at den 49-årige Ivanov fra højrefløjspartiet Vmro-Dpmne er klar favorit til at vinde anden valgrunde om to uger. Det er uklart, hvem der bliver hans modstander, da både socialdemokraten Ljubomir Frckoski, den etnisk albanske leder Imer Selmani og den uafhængige Ljube Boskoski er i et dødt løb om andenpladsen.
EU's særlige udsending til Makedonien, Erwan Fouere, roste valget for at være afviklet i en rolig stemning.
Ofre for valg
Makedonien har været præget af stærke spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper og var i 2001 på nippet til borgerkrigslignende tilstande.
Ved et parlamentsvalg i 2008 siden blev én dræbt og ni såret i de albanske områder i Makedonien, hvilket satte det fattige land i et dårligt lys eksempelvis i forhold til optagelse i EU og NATO. Under parlamentsvalget i 2008 udbrød der vold mellem albanske grupper, og beskyldninger om valgsvindel som inkluderede smadrede eller forsvundne stemmebokse og stjåldne valgmaterialer.
Den makedonske valgkommission suspenderede ved valget sidste år resultater fra mindst 17 valgsteder og planlagde omvalg på de valgsteder, hvor trusler og vold fandt sted.
Fattig efter 17 års krise
Makedoniens lille og åbne økonomi gør landet sårbar overfor Europas økonomisk eudvikling og afhængig af regional integration og fremskridt mod optagelse i EU.
Trods forbedret demokrati mellem de etniske grupper er Makedonien fortsat fattigt, ustabilt og økonomisk ramt af en 17 år lang krise med Grækenland om navnet 'Makedonien'. Grækerne nedlagde i 2008 veto mod dets optagelse i NATO på grund af navnestriden.
Det uofficielle arbejdsløshedstal er på omkring 35 procent, og selvom væksten er steget 5 procent i 2007-2008, vurderer den makedonske regering, at væksten i 2009 ikke kommer til at overstige tre procent, pga. fald i udenlandske investorer og fald i eksport. Præsidentposten er overvejende ceremoniel.
/ritzau/AFP