Læsetid: 13 min.

Læbestiftrevolution ryster Irans mullaher

30 år efter indførelsen af sharialov er iranske kvinders kamp for flere rettigheder i stærk fremdrift. Her følger et portræt af kvindelige iranske rallykørere, bloggere og filminstruktører, som ønsker sig større frihedsgrader, end præstestyret vil tillade
Unge iranske kvinder, der med deres egen mindre rigide tolkning af den påkrævede tildækning laver deres egen stille revolution: De bærer tørklæde, men viser velplejede lokker med lyse striber i, og makeuppen er perfekt på gaden i Teheran.

Unge iranske kvinder, der med deres egen mindre rigide tolkning af den påkrævede tildækning laver deres egen stille revolution: De bærer tørklæde, men viser velplejede lokker med lyse striber i, og makeuppen er perfekt på gaden i Teheran.

2. marts 2009

TEHERAN - Zohreh Vatankhah glider ned i førersædet af sin BMW X3, sætter noget pulserende persisk pop på musikafspilleren, og så drøner vi ellers derudad på snævre gader i hendes hjemkvarter i det nordlige Teheran for foden af de sneklædte Alborz-bjerge. De fleste iranere opfører sig så hensynsløst i trafikken, at man skulle tro, de kørte i radiobiler. Men med denne kvinde som chauffør føler jeg, at jeg kan slappe af: Hun er trods alt professionel racerkører og vant til at konkurrere - og vinde - i løb med hastigheder på over 250 km/t.

Glamourøs er hun også med sine højhælede støvler, jeans (et kontroversielt antræk i det iranske moralpolitis øjne) og Rolex-ur på håndleddet. Når hun ikke har travlt med at udfordre det stereotype iranske kvindebillede eller vinde over mandlige racekørere, slapper hun af med at bestige bjerge (for nylig besejrede hun Mellemøstens højeste bjerg, det 5.700 meter høje Damavand-bjerg, hvis hun da ikke ser amerikansk satellit-tv (hvilket er strengt forbudt, men alle ser det alligevel). 24 timer er en af hendes yndlingsserier.

""Jeg elsker Barack Obama," siger hun, "og Michelle, hun er bare så elegant og så smart."

Med sine 31 år blev Vatankah født et år før Irans islamiske revolution. I februar 1978 havde Teheran stadig natklubber, diskoteker og storbyskønheder, som klædte sig så moderigtigt som deres medsøstre i Europa. Et år senere var shahen flygtet i eksil fra sin opulente påfugletrone, Iran var blevet en islamisk republik, og kvinder, som i stort tal havde støttet revolutionen, var vågnet op til en ny virkelighed med drastisk ændrede levevilkår. De var nu forpligtede til at tildække sig fra top til tå. De måtte ikke synge eller optræde offentligt. Og som Shirin Ebadi, vinder af Nobels fredspris og Irans første kvindelige dommer, måtte de sande, at de var udelukket fra ledende stillinger.

Trodser mændene

Kvinden i førersædet ved min side ser alt andet end undertrykt ud. Alligevel er den spænding mellem modernitet og tradition, som tynger kvinders liv i Iran, ikke langt væk.

"Vær sød at binde dit tørklæde," siger hun, da det irriterende stykke stof på mit hoved er ved at glide ned.

Men straks efter sker noget, som kunne ligne et sindbillede på den revolution, der under overfladen er ved at udspille sig i det moderne Iran. Hun må pludselig slå bremserne i, da en harmdirrende mandlig bilist tror, at hun vil svinge ind på en ensrettet sidevej. Han holder på tværs og signalerer, at hun skal vende om og køre tilbage. Vatankhah adlyder ikke. Hun ved, at hun har ret til at fortsætte og kører udenom. Da hun passerer ham, råber han ukvemsord efter hende.

Roligt ruller hun vinduet ned og råber tilbage, hvad der på farsi må svare til: "Klap i og få dig et liv."

Kritiske kvinder fængsles

Irans kvinder er begyndt at trodse mullaherne, selv om deres opsætsighed kan få store omkostninger. På vores tur mod centrum kommer vi inden for synsvidde af dystert udseende bygning. Det er Evin-fængslet, Irans største og mest berygtede, hvor et ukendt antal politiske fanger holdes interneret.

I februar begyndte en iransk kvinde ved navn Alieh Egham Doost at afsone treårs fængsel i Evin. Hendes forbrydelse: For tre år siden deltog hun i en fredelig demonstration for kvinderettigheder. Snesevis af andre kvinder har modtaget lignende domme, men Doost er den første, hvor dommen er blevet effektueret. Hendes fængsling har vakt frygt for, at præstestyret nu vil slå hårdt ned på de iranske kvinders spirende befrielsesbevægelse. Det vil indebære, at flere kvinder som Doost sættes bag lås og slå.

Parvin Ardalan, en 39-årig journalist fra Teheran, er i risikozonen for at blive straffet. Hun har taget initiativ til at indsamle en million underskrifter på et krav om større retslig ligestilling for kvinder. Hendes aktivisme er blevet belønnet med Olof Palmes Menneskerettighedspris, men det har ikke afholdt de revolutionære domstole fra at kende hende skyldig i at "true den nationale sikkerhed".

Nu venter hun på, at der skal lyde en ildevarslende banken på hendes dør. Får hun ikke medhold ved en appeldomstol, står hun til seks måneders fængsel i Evin.

Hun har prøvet det før. "Det var forfærdeligt. Vi var fem eller seks om at dele en celle."

Banket til døde

Tusindvis af 'revolutionens fjender' blev fængslet og henrettet i dette fængsel i begyndelsen af 1980'erne, Shirin Ebadi, menneskerettighedsadvokat og senere Nobelpristager, sad interneret her. Det samme gjorde Zahra Kazemi, en canadisk-iransk fotojournalist som blev så brutalt gennembanket, at hun døde af sine kvæstelser.

For at hindre Ardalan i at rejse ud af landet, har myndighederne konfiskeret hendes pas.

"Der nytter ikke at være bange," siger hun i et henkastet tonefald.

Iranerne har "et fantastisk talent for at vente" skrev Ryszard Kapuscinski i Shahernes shah, hans reportagebog om 1979-revolutionen.

"De kan forvandle sig til sten og forholde sig ubevægeligt i evigheder".

Og de iranske kvinder har da også udvist ekstraordinær tålmod: Efter det islamiske regimes indførelse skulle der gå 27 år, før de vovede at gennemføre den første offentlige demonstration i 2006. Politiet reagerede ved at overdænge dem med slag og skred til masseanholdelser.

To-kvinde-taktikken

Derefter besluttede Ardalan og hendes gruppe at ændre taktik. Nu agiterer de i stedet i små grupper på to, som går rundt i byer og landsbyer, butikker, skønhedssaloner, skoler og kontorer, eller stiller sig op ved busstoppesteder for "ansigt til ansigt" at forklare, hvorfor Irans restriktive fortolkning af de islamiske sharia-love er lig med overlagt diskrimination imod mod halvdelen af befolkningen.

Både mænd og kvinder beder de om at skrive under på deres underskriftsindsamling. De, som nægter, får tilbudt en folder, der beskriver de mange forskellige former for lovfæstet forskelsbehandling, som kvinder udsættes for i dagens Iran.

De forklarer f.eks., hvordan en mand kan opnå skilsmisse ved bare at sige, at han ønsker det, hvorimod en kvinde må passere gennem adskillige retsinstanser, hvorefter forældremyndigheden for børn over syv alligevel rutinemæssigt overgår til manden; at en kvinde kan blive stenet til døde for utroskab, mens en mand kan tage sig op til fire koner og et ubegrænset antal 'midlertidige' hustruer; at en 13-årig pige kan blive dømt for en forbrydelse, mens en drengs straffeansvar først begynder fra de 15; at en kvindes liv anses for kun at være halvt så meget værd som en mands; at kvinder ikke kan stille op til præsidentposten, og at kvinder skal holde hoved og krop tildækket på alle tidspunkter i det offentlige rum og at straffen, hvis de nægter, er piskning som det har været siden 600-tallet.

Sport forbudt for piger

Mens jeg sidder ved siden af Vatankhah, fortæller hun mig om sin nye penthouselejlighed, forekommer Irans kvindediskriminerende love at være langt væk.

Hun fører et aktivt, frigjort liv og ser ud til at have alt, hvad hun kan ønske sig inden for grænserne af Irans globale isolation. Men selv iranere fra overklassen som Vatankhah må finde måder, hvorpå de kan omgå de bånd, som er lagt på deres frihed. At hun valgte motorsport, skyldes således til dels, at mange andre internationale sportsgrene er forbudt territorium for kvinder.

"Jeg ville ikke bryde mig om at stille op i svømmekonkurrencer for Iran. Man er nødt til at bære en særlig slags dragt."

Som fan af Manchester United drømmer hun om en dag at komme til at se en kamp med sit favorithold, men i det fodboldgale Iran har kvinder ingen adgang til fodboldstadioner.

Da Sydkorea spillede VM-kvalifikationskamp mod Iran, stod en gruppe fortabte kvindelige iranske fodboldfans uden for Teherans Azadi stadion og afleverede et brev til de kvindelige koreanske fans (som fik lov at overvære kampen).

Det lød, som følger: "Kære koreanske søstre. Vil I ikke nok, bare én gang, råbe højt, at I støtter os? Vil I gøre det for os, søstre? Mens I hepper på jeres hold, er vi fanger i vores hjem bag en forbandet tv-skærm. Vi må kvæle vores begejstring i vores struber og græde, selv når vi er glade, fordi vores fodboldspillere ikke kan høre os, når vi tiljubler dem."

Tørklædetilhylning, som er påbudt ved lov fra ni år for enhver kvinde, der bor i Iran eller besøger landet, er den mest iøjnefaldende synliggørelse af det åg, som iranske kvinder er påtvunget. Loven kræver tillige, at kvinder skal bære tøj, der skjuler kroppens naturlige former. Tørklædetvang er dog ikke den største bekymring blandt Irans feminister, forklarer Parvin Ardalan. Det skyldes, at hijab er kommet til at symbolisere revolutionen. At angribe denne ville gøre kvindeaktivisterne sårbare for anklager om politiske konspirationer, der har til formål at vælte regimet. Under alle omstændigheder har de fleste resigneret.

"Tørklædet er blevet en del af kroppen. Det føles lige så naturligt som jeans på dine ben," siger Afsaneh Ahmadi, veninde til Zohreh Vatankhah og hendes navigatør i rallyløbene.

For den vestlige besøgende føles det obligatorisk tørklæde om hovedet fra morgen til aften som alt andet end en del af kroppen. Navnlig i Irans overophedede hoteller og lufthavne kan det være noget af en prøvelse. Selv en del iranske mænd finder det undertrykkende.

"Det signalerer, at vi er en slags dyr," betror en mand mig. "At vi ikke er i stand til at styre vores drifter."

Præstestyrets undertrykkelsesapparat er fortsat tilstrækkeligt gearet til at kunne hindre åben trods af hijab-tvangen. Men det burde måske nok vække bekymring hos myndighederne, at så mange kvinder bærer deres tørklæder og 'beskedne klædedragt' med så liden overbevisning.

Chic, stramt og makeup

På gaderne i det nordlige Teherans velhaverkvarterer holder de lokale prinsesser sig kun lige akkurat inden for lovens rammer, samtidig med at deres tøjstil vidner om alt andet end troskab over for den islamiske revolutions værdier. Det deraf følgende udseende kan være særdeles sexet, om end der er mere 1950-husmor over det end Angelina Jolie.

Tørklæde, som helst skal være af mærket Hermès og i lyse farver, er bundet i knude under hagen i en flatterende vinkel, som lader de frodige lokker komme til syne. Lyse striber i pandehåret ser ud til at være in i denne sæson. Det samme gælder enorme solbriller, som skubbes op på hovedet, mens en kort, tætsiddende frakke med bælte over stramt siddende jeans kompletterer billedet.

"Det signalerer, at vi overholder loven, men ikke mere end det," bemærker Ardalan.

Da øjne, næse og hænder er de eneste træk, der må blottes, bliver øjenmakeup anlagt med videnskabelig præcision. I Teheran udføres ikke færre end 70.000 kosmetiske næseoperationer om året. Mange ynder også at få tatoveringer "på maven og andre steder", som en ung kvindelig Teheran-borger fortæller mig.

Udseendet er altså lige så vigtigt som i Vesten, hvilket næppe var, hvad de revolutionære islamister forestillede sig tilbage i 1979. I præstestyrets første år blev rød læbestift anset for "en fornærmelse mod martyrernes blod". Præsterne var øjensynligt opsatte på at udrense det offentlige rum for alle spor af åbenlys kvindelighed.

Parabolantennerne har slået søm på søm i den kiste. Overklasseiranere har altid været meget stilfulde, men tv-serier som Sex and the City, og musikvideoer med superstjerner som libanesiske Nancy Ajram har givet kvinder af enhver baggrund øje for mode og fitness-kultur.

I den officielle fortælling om Iran er der ikke plads til afvigende røster. I dette Iran findes ingen utilfredse kvinder, kun lykkelige mødre, døtre, hustruer.

"Alle disse rygter er ondsindet opspind," siger Zahra Mostafavi Khomeini, datter af ayatollah Khomeini, da jeg spørger hende, hvad hun mener om fængslingen af Doost og andre aktivister. Hendes far, den islamiske revolutions store inspirator og førerskikkelse, var forkæmper for retfærdighed for kvinder, tilføjer hun. "Han ønskede, at kvinder skulle deltage fuldt ud i samfundet, ikke kun som sekretærer eller sygeplejersker. Hjemme bad han aldrig sin kone om at skænke ham en kop te eller lukke døren. Han gjorde det selv!"

Langt fra at undertrykke kvinder højnede den islamiske revolution angiveligt deres status i familien, mener en gruppe højt uddannede, regimetro kvinder, som jeg møder i en rundbordssamtale arrangeret af Irans udenrigsministerium.

Ifølge disse regimerepræsentanter er det snarere sådan, at kvinderne i de 'liberale demokratier' er undertrykte.

"Jeg har selv set, hvordan kvinder i nogle lande er gadefejere," siger en anden af panelets deltagere, øjensynlig er fuldt tilfreds med status quo.

"De vælger kun den slags jobs for at vise, at de har lighed. Det bryder vi os ikke om."

Flest kvinder uddannes

Hvorfor dogmatikerne blandt Irans præster og politikere er må have set denne udvikling komme. I de 30 år, som er gået siden revolutionen, er kvinder strømmet til skoler og gymnasier, ligesom fødselsbegrænsningsprogrammer har befriet dem fra store familier.

Resultatet er, at universiteterne er fyldt med unge kvinder, som i tidligere generationer ville være forblevet i landsbyerne, hvor de ville have vævet tæpper, giftet sig i en alder af 13 og aldrig lært at læse eller skrive (to tredjedele af Irans kvinder var analfabeter i 1979, red.), fordi deres fædre ikke kunne acceptere, at de gik i kønsblandede klasser. Ved at indføre en streng dresskode åbnede revolutionen op for, at kvinder i langt større udstrækning fik adgang til videregående uddannelser. Nu er næsten 70 procent af de universitetsstuderende kvinder. Millioner af veluddannede karriereorienterede iranske kvinder vælger nu at udskyde ægteskab, hvis de da ikke ligefrem søger om skilsmisse fra de ægtemænd, som de nu udkonkurrerer intellektuelt.

Parvin Ardalan understreger, at hendes underskriftskampagne er helt forenelig med islam og ikke har nogen politisk dagsorden. Hvis der er noget, som Irans kvinder vil udfordre, siger hun, så er det patriarkalske holdninger, som intet har at gøre med religion.

"Vi er ikke ude på at gribe magten. Vi behøver ikke magt for at opnå hvad vi ønsker. Vi ønsker forandring, ikke et regimeskift. Vi har ingen interesse i at blive til en politisk oppositionsbevægelse."

Hellere vodka end politik

Men Irans reformister er blevet trængt i baggrunden siden 2005, og præstestyrets høge er i høj grad bevidste om, hvor magtfuld og i sidste ende farlig en græsrodsbevægelse, kampagnen for kvinderettigheder kan blive. Så meget desto mere, som den har fået stor medvind på universiteter, blandt jurister og i blogosfæren (kvinder står bag en stor del af de blogs på farsi, som er skudt frem Iran).

Hvis Irans feminister ville danne en jordskredsbevægelse, ville de kunne regne med talstærk potentiel opbakning: Halvdelen af Irans 34,6 millioner kvinder er under 25 år. Mange unge er dog mere interesserede i, hvordan de kan undgå forbuddet mod at omgås jævnaldrende drenge ved at udveksle mobilnumre med dem, og deltage i 'sammenkomster' i private hjem, hvor der serveres vodka, end i at engagere sig politisk i kvindesagen.

Efter den ministerielle kvindekonference besøger jeg den 43-årige Katayoon Shahabi, der mod alle odds har oprettet sit eget filmselskab, som har bidraget med flere film ved festivaler i Cannes, Venedig og Berlin.

Over te og dadler fortæller hun om nogle af de kampe, hun har måttet kæmpe, da hun var statsansat:

"Jeg havde ingen beføjelser til at underskrive breve og de lavede en masse postyr over, at jeg kunne risikere at blive nødt til at give hånd til mænd, hvis jeg skulle med på delegationer til Vesten."

Hun driver sit filmselskab på pragmatisk vis, og er måske også nødt til det, hvis hun skal holde sig inden for Irans 'røde linjer' og få fornyet sin årlige erhvervslicens. Hun roser Ardalans kampagne, men vil ikke underskrive petitionen.

- Hvorfor ikke?

"I Iran virker direkte konfrontation ikke. Jeg protesterer på min egen måde. Alle de film, jeg arbejder med, handler om kvinders vilkår," siger hun og henviser til den furore, som udløst af filmen Rødt kort, Mahnaz Afzalis film om en iraner, som blev dømt til døden for at myrde sin kones fodboldtræner-elsker.

Åben kritik er i mellemtiden overladt til mullahernes døtre som Faezeh Rafsanjani, der er datter af den tidligere præsident og gejstlige Akbar Hashemi Rafsanjani, som i utilslørede vendinger har angrebet de love, som sætter kvinders liv til den halve værdi af mænds.

Præstestyret er rystet

De iranske kvinders kamp for større frihedsgrader kan lide et momentant tilbageslag, hvis Ardalan og de andre kvinder bliver fængslet. Men Iran står også ved en kritisk korsvej. Økonomisk stagnation og kronisk arbejdsløshed har ført til voksende utålmodighed med den stridslystne præsident Mahmoud Ahmadinejad. Ved valget til juni kan han blive afløst af den reformvenlige Mohammad Khatami. Samtidig trækker det op til en forbedret dialog med USA med nye forsonlige toner fra Washington.

Hvis det kommer til et egentligt tøbrud, kan dette forstærke det indre tryk for en kønsrevolution i Iran. Vil dette pres igen kunne blive den gnist, der antænder det, som mullaherne frygter mere end noget andet: en fløjlsrevolution?

Netop denne frygt er måske grunden til, at præstestyret slår så hårdt på ned kvinderne i disse uger.

"De føler sig virkelig truede," siger en analytiker.

"Når det kun er en enkelt kvinde som Shirin Ebadi kan de inddæmme det, men tanken om, at en vældig folkelig kraft kan vokse frem for at udfordre dem, ryster dem. De ved, at det vil de ikke kunne kontrollere."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Petersen

Nej hvor jeg dog finder dette for latterligt. (grinede mig igennem artiklen)

Det går galt for Katherine Butler (KB), og der hvor det gør mest ondt er hvor hun prøver at dele Iran op i præstestyret og de "stakkels, fornuftig og intellektuelle" kvinder. For dette er bare ikke realiteten.

Artiklen formår desværre ikke at bringe budskabet af denne "Læbestiftrevolution" som overskriften lover os.
Det er brand ærgerligt at KB ikke kan se hvem og hvad disse kvinder kæmper mod. Når hun skriver om Zahra Mostafavi Khomeini kommer hun tæt på faktummet, hvilket er at der findes en kultur kløft mellem de ældre generationer og den nye generation af unge Iraner. Ikke bare kvinder, men alle iraner kæmper i disse dage MED det kultur og de traditioner de er vokset op i.

At mange love er forældet har noget at gøre med at Iran har fra revolutionen (1979) bevæget sig fra tilstande der mindede om middelalderen, til at i dag hvor debatter mht frigørelsen af kvinder er i fuld flour.

Man kan trække linjer fra situationen i Iran til slut 60'erne her i Danmark. Da man efter anden verdens krig havde opbygget økonomien begyndte diskussioner mht kvinderne at finde plads i folks dagsorden. Man må spørge sig selv hvem var det rødstrømperne kæmpede mod? Var det regeringen? Altså det KB vil have os til at tro?

Meget elegant undgår KB at kreditere regeringen, altså de "onde" Iraner, for andet end negative elementer i samfundet. Men et eller andet sted er det vel også i orden, for så "ved" vi hvem vi skal rette vores vrede imod.

Ja, jeg griner stadigvæk. Måske lidt af mig selv, når jeg tænker at jeg brugte 5 min på at læse en så lidt informerende artikel som denne. Latterligt.

Søren Kristensen

Jeg brugte omkring 15 min på at læse artiklen, men jeg læser heller ikke så hurtigt, og jeg synes den er meget spændende. Det der med at kvinder kan lave revolution med meget små midler (fx.flytte lidt på tørklædet) er jo tankevækkende, når man tænker på hvor ufremkommeligt det kan være at buldre frem i tanks. Men artiklen kunne godt have været kogt ned til halve. Dommen: Absolut værd at læse.

Martin Kaarup

Ja, indiskret infinitesimal revolution lyder spændende.

Minder i gøren og laden om hvordan alle vores folkerettigheder tilkæmpes og mistes.