Analyse
Læsetid: 4 min.

Lussing til Tyrkiets AKP-regering

Det regerende, islamisk orienterede AKP fik i lokalvalgene den besked af vælgerne, at det ikke har monopol på magten efter syv år som det absolut dominerende parti
Premierminister Erdogans politiske stil, der præges af reprimander til vælgerne frem for opmuntringer, har ifølge nogle analytikere spillet ind på AKP-s valgresultat.

Premierminister Erdogans politiske stil, der præges af reprimander til vælgerne frem for opmuntringer, har ifølge nogle analytikere spillet ind på AKP-s valgresultat.

Adem Altan

Udland
31. marts 2009

ANKARA - De tyrkiske vælgere tildelte søndag regeringspartiet AKP en lussing - ikke sviende, men et mærkbart dask fra 47 til knap 39 procents tilslutning i forhold til 2007- parlamentsvalget.

Tilbagegangen ses som en advarsel til den temperamentsfulde premierminister, Recep Tayyip Erdogan, som reagerede ved - angiveligt for første gang - åbent at erkende et nederlag:

"Vi vil nøje studere grundene til faldet i tilslutning og justere vores politik derefter," sagde han i en kommentar natten til i går.

Lokalvalgene var på forhånd udnævnt til at være en folkeafstemning for eller imod AKP, det islamisk orienterede regeringsparti siden 2002, og Erdogan erklærede før valget, at han ville anse ethvert resultat, der lå under de 47 pct. fra parlamentsvalget for to år siden som "en fiasko".

Fikrat Bila, politisk redaktør på den store, sekulære avis Milliyet kalder da også resultatet "en kraftig advarsel til Erdogan og regeringspartiet" og tilføjer: "Der er tale om den første tilbagegang efter sejre i tre på hinanden følgende valg (faktisk siden AKP blev stiftet, red.)."

De fleste kommentatorer peger på den økonomiske krise, der har ramt Tyrkiet hårdt, som den primære årsag til vælgernes afvandring, men også Erdogans politiske stil, der "præges af reprimander til vælgerne frem for opmuntringer", som det udtrykkes, har ifølge nogle analytikere spillet ind. Flere aviser og skadefro borgere på gaden kan da heller ikke dy sig for at genbruge Erdogans udbrud i januar på det økonomiske topmøde i Davos, da han afbrød Israels præsident Shimon Peres med ordene: "two minutes". En typisk vælgerkommentar kom fra en filmproducer i Istanbul, Kemal Gökakin, i Istanbul, der tørt konstaterede, at ikke alene er vendingen 'two minutes' det eneste engelsk, Erdogan kan, nu har han også fået besked om, at hans sidste "to minutter er ved at rinde ud, før det politiske mørke sænker sig".

"Men jeg må erkende, at jeg ligesom de fleste andre er overrasket over faldet i AKP's tilslutning," tilføjer han, "og udover den økonomiske krise tror jeg, at vælgerne er blevet mistænksomme ved AKP's rolle i den såkaldte 'Ergenekon'-skandale (hvor en stribe eks-generaler, bureaukrater og journalister står anklaget for kup-planer, red.) - for den skandale er næsten for god til at være sand."

Vigtige byer tabt

AKP's politiske forgængere i forskellige (nu forbudte) islamist-partier har siddet på overborgmester-posterne i de fleste større byer de sidste 17 år. Det gør de stadig, trods tilbagegang både i Ankara og Istanbul, men vigtige byer som Antalya i vest, Adana i syd og Van i øst blev tabt. I alt mistede AKP borgmesterposterne i 11 eller 12 (alt efter fintællingen) af de større byer til oppositionen, det socialdemokratiske CHP (Republikansk Folkeparti) og MHP (Nationalt Aktionsparti), et halvfascistisk højreparti, der noterede en mærkbar fremgang fra fire til ni storby-borgmestre.

Kun det moderat islamis-ke dagblad Zaman, der er Tyrkiets største, skriver venligt og gør opmærksom på, at på kommunalbestyrelses-niveau fik AKP 41 pct. af stemmerne - de 38,9 pct. tilslutning er med de parallelle provins- og distriktsvalg indregnet. Ikke desto mindre er det stadig en tilbagegang, idet AKP ved lokal-valgene i 2004 tog 42 pct. overordnet. Som kommentatoren Bilal Cetin fra avisen Vatan påpegede, har dette valg vist, at AKP ikke har, hvad der lignede et monopol på regeringsmagten.

Men måske nok så vigtigt for Tyrkiets politiske fremtid er, at AKP mistede mest i de kurdiske områder, hvor DTP, det nationalistiske parti med PKK-forbindelser, tog otte provinser og 52 byer, og hentede i hovedbyen Diyarbakir næsten to tredjedele, 66,5 pct., af de afgivne stemmer mod godt 30 pct. til AKP. Ifølge lokale iagttagere skyldes tilbagegangen delvist, at AKP i flere byer havde opstillet 'forkerte kandidater', men det var betegnende, at selv i Siirt, den by Erdogans hustru kommer fra, gik AKP tilbage.

"DTP's succes placerer de kurdiske nationalister stærkt i den kommende dialog med regeringen om en løsning på det kurdiske problem," skrev Erdal Safak, chefredaktør for den store morgenavis Sabah i sin ledende artikel, "efter dette valg er DTP landets fjerde-største parti, hvilket vil få betydning for løsnings-modellerne. Kortene vil blive blandet på en anden måde i de sydøstlige provinser efter dette valg."

DTP (Demokratisk Samfunds-parti) har ført en aggressiv valgkamp på kravet om politisk autonomi i de kurdiske områder. Lederen af DTP, Ahmet Turk, sagde i en kommentar, at "vort folk, der havde håb om fremdrift for de kurdiske krav, er blevet skuffet og har følgelig droppet sin tidligere støtte til regeringspartiet."

Islamister fik fremgang

Det er tænkeligt, at Erdogan har haft de kurdiske områder i tankerne, da han i sin første umiddelbare kommentar til resultatet lovede at 'justere' regeringens politik i overensstemmelse med søndagens lærestreg. Og noget tyder på, at den 'moderate islamisme' har toppet - Erdogans tidligere mentor, Necmettin Erbakan, der stadig er skyggeleder af det radikale islamist-parti Saadet Partisi (Lyksaligheds-partiet), var således i stand til at hente sine mistede stemmer hjem igen, således Saadet fik mere end fem procent - normalt den andel af vælgerkorpset, man mener er af den hårde kerne af islamister .

Erdogan var selv overborgmester i Istanbul, da Erbakan ledede erklæret islamiske Refah (Velfærdspartiet) i 90'erne. Den nuværende premierminister sad fængslet i måneder for 'islamisk aktivitet' i sin borgmester-periodeog var bandlyst fra politik endnu i november 2002, da hans parti vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her