Læsetid: 10 min.

Mugabes magt mejsles bort, bid for bid

Zimbabwes befolkning er fulde af optimisme og tro på, at den nye tid allerede er begyndt
Kolera-epidemien har siden oktober sidste år har dræbt mere end 4.000 zimbabwere. Et af tegnene på, at der sker forandringer i Zimbabwe er, at repræsentanter for regeringsapparatet nu selv tager ansvar for de fejl og forbrydelser, som for eksempel hovedstadens underfinansierede vandværk, der var med til at skabe grundlaget for epidemien.

Kolera-epidemien har siden oktober sidste år har dræbt mere end 4.000 zimbabwere. Et af tegnene på, at der sker forandringer i Zimbabwe er, at repræsentanter for regeringsapparatet nu selv tager ansvar for de fejl og forbrydelser, som for eksempel hovedstadens underfinansierede vandværk, der var med til at skabe grundlaget for epidemien.

Aaron Ufumeli

24. marts 2009

HARARE - Forandringens vind blæser over Zimbabwe. Ingen hvirvelvind eller brandstorm, men snarere en lun monsun, der varsler regn og grøde.

Jeg boede i Zimbabwe i tre år fra 1988. Det var et unikt afrikansk land med et fødevareoverskud og en ganske vist noget klodset industriproduktion, men dog et vidtstrakt industrikvarter i hovedstaden Harares sydlige udkant. Vejene var fremragende, der var ingen korruption, børnene flokkedes i skole, sygehusene var blandt kontinentets bedste.

Noget af det mest slående ved mit gensyn med Zimbabwe i disse dage er den klare fornemmelse af 15-20 års stilstand. Industrikvarteret ligner sig selv, det er ikke ekspanderet, det er ikke umiddelbart forandret, bare slidt, rustent og mennesketomt. Jeg kører langt ud på landet på kendte veje, og de kolossale strækninger af bølgende græs under krogede afrikanske træer er nøjagtig så vidtstrakte som tidligere, uanset hvor meget, vi har hørt om jordhungrende fattige og krigsveteraners invasion af de store farme.

Vi ved, hvor dyrt de seneste mange års diktatur har kostet befolkningen: En tredjedel er flygtet til udlandet, nogle af politiske årsager, langt de fleste af økonomiske. Af de tilbageværende må to tredjedele overleve på fødevarehjælp, når den fås.

Jeg ankom med en dyb skepsis over for samlingsregeringen af præsident Robert Mugabes ZANU(PF)-parti og oppositionspartiet MDC. Ingen af parterne havde ønsket at deltage, men den stadig mere omfattende økonomiske og sociale krise tvang Mugabe ind i aftalen, og de afrikanske nabolande med Sydafrika i spidsen tvang MDC samme vej. Den 11. februar blev MDC's formand, Morgan Tsvangirai, indsat som ministerpræsident for en monsterregering på 71 personer - først og fremmest så stor, fordi hver eneste ministerpost skulle afbalanceres af en viceministerpost fra det andet parti.

Min skepsis skyldtes to forhold. For det første bevidstheden om, at Robert Mugabe aldrig nogen sinde i sin snart 29-årige regeringstid har givet sine politiske modstandere bare en anelse indrømmelse uden siden at slå hårdt tilbage. Han er uhørt grusom. For det andet, at samarbejdsaftalen indebærer, at han og hans parti fortsat kontrollerer alle statens vigtigste magtinstitutioner: Hæren, politiet og den frygtede sikkerhedstjeneste Central Intelligence Organisation, CIO. Hvad kan Tsvangirai og hans uprøvede folk dog stille op overfor dette?

Tilsyneladende en hel del.

En positiv revolution

Allerede den første person, jeg møder, Abel, fortæller mig, at "forholdene bliver aldrig de samme igen. Samlingsregeringen har ændret landet for altid." Abel er min fixer, en lokal journalist, der skal hjælpe mig, og hans historie er typisk for mange andre i hans fag: Konstant chikane, arrestation, bortvisning fra den tvangslukkede oppositionsavis Daily News, ydmygende afhøringer, konstant angst for sin familie, for ruin, kvæstelser og død. Men nu er det slut, mener han.

I de næste dage fulgte jeg udviklingsminister Ulla Tørnæs' entourage på hendes korte besøg i landet - det første fra en vestlig minister i årevis. Vi besøgte en dansk farmer, Ajs Kirk, der ved stædighed og legalistisk insisteren på lovens bogstav stadig har sin jord, sine køer og sit mejeri. Han kalder begivenhederne siden d. 11. februar for "en positiv revolution".

"Dem, der er imod, vil langsomt blive skubbet til side," siger han. "Vi har prøvet én revolution, og den endte som bekendt ikke med noget godt. Siden frygtede vi en voldelig opstand, og jeg tror også, vi var meget tæt på, men det lykkedes MDC at holde folk tilbage. Nu er her en helt igennem positiv atmosfære, folk vil ha' forandring, og den er allerede i gang."

Forandringen er mærkbar. Jeg og to andre danske journalister, som også er kommet ind i landet, der hidtil har forbudt udenlandske journalister adgang, følger ministeren i en minibus udlånt af Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor. Alle udenlandske ngo'ere har i tiltagende grad været forfulgt af Mugabes styre, og chaufføren fortæller, at hver gang han tidligere kom til en af politiets kontrolposter i MS-bilen, blev han uvægerligt standset, chikaneret, afkrævet penge og truet med tæsk.

"Men se nu bare her," siger han med et varmt smil, mens vi nærmer os fem betjente, der har standset et par lastbiler og en bus, "nu vinker de os frem med smil, som om vi var fra præsidentens kortege." Og ganske rigtigt, han behøver knapt at sænke farten.

"Betjentene kunne jo heller ikke leve af den løn, de fik under superinflationen," uddyber han, "også de ønsker forandring. Og de ved godt, at uden ngo'erne får deres sultne slægtninge ingen nødhjælpsrationer."

- Hvad så med de frygtede CIO-agenter?

"Mange af mine fætre og kusiner arbejder i CIO, og de har samme opfattelse. De er måske ikke tilhængere af MDC, men de er i hvert fald tilhængere af nye tider."

Næste stop var en sundhedsklinik i Harare-forstaden Bidirio, epicenteret for den kolera-epidemi, som siden oktober sidste år har dræbt mere end 4.000 zimbabwere. Her rejste vicesundhedsministeren, hovedstadens tekniske direktør og en stribe andre højtstående ZANU(PF)-repræsentanter sig på række og beskrev rædslen i detaljer: Hvordan byens underfinansierede vandværk tabte ledningskraft, så vandet ikke nåede frem til de yderste indbyggere, som derefter gravede småbrønde fyldt med skident vand, hvordan rensningsanlægget ikke blev vedligeholdt, hvordan rå kloakvand var blevet pumpet direkte ud i byens vandreservoir, hvordan tvangsforflyttelsen af titusinder af indbyggere har klumpet dem sammen i områder uden ordentlige toiletforhold etc. etc. Der var såmænd intet i deres beretning, der ikke allerede var kendt, men det bemærkelsesværdige, ja, fascinerende, var disse tidligere så magtberusede partisoldaters enestående åbenhed om omfanget af deres egne forsømmelser og forbrydelser.

Jeg indrømmer, jeg begyndte at få svært ved at opretholde min skepsis. Jeg måtte længere ud på landet; én ting er tilstanden i en hovedstad, fyldt med effektive advokater, journalister og andre veluddannede.

Træt eller kynisk

Jeg kørte syv timer bort fra Harare, til bjergbyen Chimanimani i det østlige højland. Under tårnhøje eucalyptustræer og drivende tågebanker forklarede den lokale MCD-formand, David Munengu, at der faktisk er problemer:

"Ved lokalvalget i juni vandt vi 13 pladser og ZANU(PF) 10. Men da vi skulle vælge borgmester, havde de andre et direktiv i hånden fra indenrigsministeren, der gav dem ret til at anbefale yderligere fire medlemmer, som ministeren derefter indsatte i byrådet - og så fik ZANU(PF) borgmesterposten. Vi har boykottet byrådsmøderne lige siden, og dermed er det ikke beslutningsdygtigt. Lige indtil i går. Da holdt vi et heldagsmøde og fik endelig tingene på plads: Med ånden fra samlingsregeringen fik MDC viceborgmesterposten, og borgmesteren har skrevet under på, at han ikke kan tage nogen beslutning eller udføre nogen handling uden udtrykkelig samtykke fra viceborgmesteren og et enigt byråd. Bryder han aftalen, tager vi ham i retten, og så bliver han underkendt."

Munengu er tidligere blevet overfaldet, chikaneret ud af sit job og er en fattig, gammel mand. Snesevis af hans partifæller har ar på både krop og sjæl efter deres årelange kamp for retfærdighed og demokrati. I dag er der ingen politisk vold og chikane i Chimanimani. Og problemet blev løst i den nye regerings ånd.

"Er du optimist?" spurgte jeg ham, som jeg har spurgt alle andre. "Meget!" lød hans faste svar. "Absolut!"

Jeg har været i landet i seks døgn og har endnu ikke mødt én eneste, der ikke er optimist. Jeg har heller ikke mødt en eneste, der ikke tror, at Mugabe mener aftalen alvorligt.

Begrundelserne for Mugabes ændrede holdning fordeler sig i to kategorier: Den hyppigste, som jeg hovedsagelig hører fra de mindst uddannede lyder: Han er en træt gammel mand, der har besluttet at redde sig selv, sin familie, og hvad han måtte have tilbage af omdømme - koste hvad det må for partiet. Den anden er mere kynisk: ZANU(PF) satser på at korrumpere de mange fattige MDC-parlamentsmedlemmer med biler, penge og plantede historier, således at når valget kommer, ligner de ZANU(PF)-politikerne til forveksling.

MDC's strategi er tilsvarende at file ZANU(PF)'s magt ned, dag for dag, stump for stump. Foreløbig bevæger landet sig i denne retning, ikke uden modstand, men jævnligt forgæves modstand. MDC har tvunget ZANU(PF) til at fjerne alle de ministeriedirektører, Mugabe indsatte, da Tsvangirai tiltrådte - naturligvis alle sammen loyale ZANU(PF)-folk. I torsdags underskrev Mugabe en lov, der dramatisk beskærer de frygtede militære chefers myndighed. Hver eneste dag bringer nye eksempler. Snart forsvinder ZANU(PF)'s ekstra byrådsmedlemmer landet over, lover Tsvangirais juridiske chefrådgiver, "der er ingen lovhjemmel til udpegelsen."

Advokater er MDC's fornemste våben, for den politiske magtkamp udkæmpes hovedsagelig juridisk. Et eksempel: MDC er i gang med at kontrollere, hvor mange tusinde fiktive offentlige ansatte, der hæves løn til. Med listen i hånden kan de påstå embedsforsømmelse og få nedlagt den magtfulde Public Services Committee, der har hånds- og halsret over ansættelsen og placeringen af samtlige offentlige ansatte, også dem, der er MDC-ministrenes nærmeste medarbejdere. Således vil den ene bastion for ZANU(PF) i det gennempolitiserede samfundsapparat efter den anden blive eroderet bort, erklærer MDC's ledelse selvsikkert.

Jeg måtte dybere ind i, hvordan almindelige offentlige ansatte oplever forandringen. Abel kender en sygeplejerske, der gerne ville fortælle, og vi mødtes i hendes lejlighed, lillebitte, blot ét værelse, som hun deler med en kollega. Hun har netop fået udbetalt en månedsløn på 70 rigtige, amerikanske dollar, hun kan købe varer for, og fandt en lønseddel frem fra juli sidste år på lidt over to trillioner zimbabwe dollar, hun kunne leve for i to-tre dage - det var dengang, da inflationen krævede, at priserne i supermarkedet blev justeret seks gange dagligt, da døren til lejligheden røg op med et brag, og ind kom to store, aggressive mænd, der viste politiskilte og præsenterede sig som Moyo og Gwenzi. Jeg bedrev journalistik uden akkreditering, en alvorlig forbrydelse, forklarede de, og nu skulle vi på stationen.

Den blegeste afrikaner

Abel blev til den blegeste afrikaner, jeg har set. Sygeplejersken smuttede bort, mens han og jeg blev marcheret ned til hans bil og anbragt med en civilbetjent for og én bag. Så begyndte de skiftevis at afhøre og true. De var fra det politiske politi, og Abels hudfarveskifte er fuldt forståeligt: De og deres kolleger har gennemtævet og myrdet journalister på stribe gennem de seneste år, flere sidder endnu fængslet på tvivlsomme anklager.

Jeg har ganske rigtigt ingen akkreditering; jeg vil ikke afpresses. Ved ankomsten til Zimbabwe blev mine danske kolleger afkrævet hver 1.500 dollar for at opnå den presseakkreditering, landets medielov kræver af alle journalister.

"Det er ulovligt!" havde en zimbabwisk journalist, en ven fra gamle dage, råbt til mig i telefonen før min afrejse. "Medie- og informationskomitéen, der udsteder akkrediteringer, blev kendt forfatningsstridig sidste år. Der findes ikke længere nogen instans med myndighed til at opkræve pengene eller udstede akkreditering."

Jeg har ikke nogen rig medievirksomhed i ryggen på denne rejse og havde ikke lyst til at hæve næsten 10.000 kr. af egen lomme for at kaste dem ned i foret på korrupte embedsmænd. Altså måtte jeg arbejde uden akkreditering, selv om også dét er ulovligt.

Ved min ankomst havde jeg af gode venner fået udleveret et juridisk responsum, der over fire sider, paragraf for paragraf, uddyber min gamle vens udsagn - samt en liste over advokater, der ville komme til min hjælp, hvis der skulle opstå problemer. Ingen af delene hjalp mig imidlertid lige nu, som vi sad der i bilen: Juridiske udredninger ragede Moyo og Gwenzi, og jeg måtte ikke telefonere. Men jeg skulle vide, forklarede den ene, at "sikkerhedspolitiet, som vi overdrager dig til, er de rene vilddyr."

Abel fik ordre til at køre. Han havde genvundet fatningen, talte roligt og energisk med de to; jeg forstod ikke meget, det meste foregik på shona. Vi drejede ned forbi jernbanestationen og standsede. Betjentene koncentrerede sig mest om Abel, mig havde de allerede klassificeret som en spion, der skulle behandles derefter; de anvendte den klassiske arbejdsdeling, den ene grov og afstumpet, den anden høflig men insisterende på, at de blot gjorde deres arbejde.

Vi kørte igen. Jeg overvejede situationen: Jeg vidste, jeg havde nagelfast ret, men hvad hjalp det over for to gorillaer, der slæbte os rundt i det juridiske ingenmandsland, reduceret til brikker i et magtspil. Vi kunne blive gemt bort i dagevis i politistationernes infame luse- og diarré-inficerede celler, før de ferme sagførere kom os til undsætning.

Vi kørte og standsede, kørte og standsede i to stive klokketimer. Så betalte vi 240 dollar i den mest åbenlyse bestikkelse, jeg nogen siden har set på hele kontinentet - der var intet juridiskret, intet forsøg på at 'ordne det med en bøde'; nej, den 'venlige' betjent rakte hånden frem, talte omhyggeligt det aftalte beløb, Abel møjsommeligt havde forhandlet løsladelsen ned til, beordrede bilen til standsning og forsvandt sammen med sin makker.

Begivenheden er triviel i en afrikansk diktaturstat, og den eneste årsag til at beskrive den er følgende: Mine zimbabwiske kolleger opfatter hændelsen som positiv. Deres begrundelse er lige så enkel, som den er overbevisende: For bare et par måneder siden havde jeg i skrivende øjeblik siddet i en celle. Hvad vi oplevede, fortsætter fortolkningen, var de grådige krampetrækninger fra et døende styres lakajer, pinligt bevidste om den korte tid, før de fejes bort af stærke vinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu