Baggrund
Læsetid: 7 min.

Norske tilstande

Et forslag fra den norske centrum-venstre regering om, at kvindelige betjente skal have ret til at iføre sig hijab i tjenesten, har mødt stor modstand. Arbejderbevægelsens krav om rettigheder er altid blevet mødt med en konservativ, træg uforstand, men spørgsmålet er, om ikke venstrefløjen og venstreliberale står overfor en udfordring, som de ikke har forstået?
Udland
3. marts 2009

Så faldt tiören - den norske tiöre. Det lykkedes mig på et diskussionsmøde i Oslo endelig at forstå, hvorfor man overhovedet kan indtage det standpunkt, at det vil være godt, hvis man indenfor politiet kunne få lov til at udtrykke sin ideologiske holdning i den måde man er uniformeret på. Helt konkret drejer det sig i Norge om kvindelige betjentes ret til at iføre sig hijab i tjenesten.

Man var op til mødet kommet så langt, at designere i aviser allerede havde en model klar for hijabben. Det eneste der manglede, var bare lige en godkendelse af justitsminister Storberget. Mødet jeg var inviteret til af advokaten Abid Raja skulle vel forstås som en slags opvarmning fra nogens side. Folk stod på nakken af hinanden i Litteraturhuset søndag eftermiddag. Ivrige og islamisk vakte unge indvandrere og nogle mere skeptiske etniske norske, måske lidt mere satte typer, der nok mente man måske lige skulle vende skråen inden forordningen blev vedtaget.

Forslaget ligner selvfølgelig det danske, om dommeres ret til at bære hijab eller slør, eller på anden vis skilte med deres kulturelle overbevisning. Det norske forslag er så vidt jeg kunne forstå også indrettet på en lige så hypotetisk situation: der er aktuelt ingen norske betjente, der gerne vil bære hijab. Men hvis man nu kunne få lov, det er ræsonnementet, så kunne man måske tiltrække nogle fromme muslimske kvinder til korpset. Der er altså ikke lige nu, hverken i Danmark eller i Norge, nogle der føler sig utækkeligt klædt. Men sæt nu, hvis, såfremt, i fald osv., så ville det være godt, hvis man kunne udtrykke sin identitet og sin holdning som from muslim (For det siger Gud man skal, som en tilhører udtrykte det. Gud siger, at kvinder skal tildække deres hår. Og så står det ikke til diskussion).

Optakten til mødet er følgende. Den norske regering, der består af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet (samme centrum-venstre konstellation som i Danmark) har som alternativ til den sovende blasfemiparagraf foreslået en indskrænkning af ytringsfriheden: "Regjeringen vil utvide straffebudet om hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angrep på religion eller livssyn." Et forslag, der skal beskytte forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, som det udtrykkes. Men i realiteten er det naturligvis et forslag, der kun er møntet på at forhindre kritik og hån af islam og muslimske dogmer. Kristne følelser har vi trampet lystigt på i kunst og litteratur i årtier.

Forslaget er kommet fra Senterpartiet, og lederen Liv Signe Navarsete måtte præcisere sin hensigt, som var at skærme muslimske følelser, da forslaget, der ellers var indstillet til vedtagelse i Stortinget i maj, kom under beskydning. Selv kirken var imod det, og hurtigt krakelerede enigheden i Arbeiderpartiet. Den afgørende kraft kom på banen: fylkesformændene (amtsformændene for partiet). Nu fik Senterpartiet kolde fødder: "Vi kan ikke leve med inntrykket av, at vi vil innskrenke ytringsfriheten. Vi må konstatere at prosessen og debatten på ingen måte gjenspeiler vårt syn og våre intensjoner," udtalte partileder Liv Signe Navarsete. Det efterlod Arbeiderpartiet i en flov situation ved at have støttet Senterpartiets forslag, men dette parti gik nu imod det selvsamme forslag, og det blev trukket uden nogensinde at være blevet fremsat i Stortinget. Total farce.

Følger OIC's dagsorden

Det er naturligvis en parallel til det britiske forslag, der i slutningen af 2005 blev fremsat af Labour regeringen. Man ville kriminalisere religionskritik - i al almindelighed, naturligvis. Men ethvert fjols kan dog igen læse, hvad der menes. Forslaget var så vidtgående, at der kunne ske domfældelse i op til 7 år, også selv om den anklagede end ikke havde intenderet nogen fornærmelse. Man indrømmede, at hvis forslaget blev vedtaget, ville det også omfatte forbud mod publicering af de fordømte danske tegninger, som der netop var en kampagne imod.

Der er sågar formodninger om, at hele den danske muhammedkrise - Muhammeds krise i åndsliv og politik - blev iscenesat for at instrumentalisere en international offentlig stemning, der kunne kyse Labour og presse partiet til at vedtage forslaget. Danmark er naturligvis så ganske underordnet, men kampagnen mod de danske tegninger skulle bare bruges som en murbrækker i kampen om Storbritannien. Det er den slags forslag mod religionskritik, som OIC (Den islamiske konferenceorganisation), der både styrer FN's Menneskerettighedsråd og som var iscenesætter af kampagnen mod JP's tegninger, har plæderet for i resolution efter resolution. Men forslaget faldt imidlertid, midt under muhammedkrisen, da 21 medlemmer af Labours gruppe gjorde oprør, og stemte imod. Slaget om Storbritannien fra OIC's side var tabt, selv til trods for en succesrig kampagne mod de danske tegninger.

Om hvorvidt Norge har været instrumentaliseret i en strategi fra OIC's side med forslag til indskrænkning af ytringsfriheden, og Senterpartiet har ageret som nyttige idioter for OIC's dagsorden, er uvist. Men at partiet har fulgt organisationens protokol står udenfor diskussion.

Tilbage til Litteraturhuset, søndag eftermiddag. Abid Raja indleder med at sige, at mødet vi nu skal i gang med, som både skal forholde sig til ytringsfrihed og om retten til at bære religiøs påklædning i politiet, skal afholdes i en atmosfære af tolerance og respekt. Vi skal alle have fuld ytringsfrihed, og vi må finde os i, når nogen siger noget, vi ikke kan lide. Vi må kunne tolerere det uden raserianfald og uden at det udarter til korporligheder. Det er alle selvfølgelig enige om. Men det ironiske er bare, at disse ganske fornuftige regler blot er offentlighedens almindelige regler - og tolerance betyder her at kunne bære sin smerte ved at høre sine kære dogmer fornedret og kritiseret. Og under disse forhold, som er de bedste til en fri diskussion, skal vi så diskutere om den helt virkelige offentlighed i samfundet, på tryk og i radio og tv, skal indskrænkes af visse hensyn for andre eller kan tillades den samme frihed, som i Litteraturhuset søndag eftermiddag? Her må man være betænksom.

Definition af krænkelse

Et par i panelet jeg deltager i, Ilham Hussein fra somalisk studentersamfund og Bushra Ishaq fra muslimsk studentersamfund erklærer sig enig med forslaget til indskrænkning af ytringsfriheden; den bør ikke være uindskrænket. Man må ikke krænke religion og livssyn.

Ok. Der er bare et par problemer med at få offentligheden til at fungere, i så fald.

Hvad er en krænkelse? Er det en kritik af religiøse dogmer? Af ideologiske dogmer? Og dogmer, uanset hvordan de begrundes, med religion eller politisk ideologi, er jo konservative. Dvs. de er indbyrdes konkurrerende. Nogle muslimske dogmer er fx imod, at muslimer tillades frafald fra deres religion, at de gifter sig med andre fra andre trosretninger eller ingen trosretninger. Og de er repressive overfor homoseksualitet. Må de vantro og de homoseksuelle så ikke udfordre disse dogmer, fordi de er af en speciel finere art om end, de er repressive? De er religiøst begrundede, og derfor må de fredes af loven?

En sådan offentlighed vil uvilkårligt blive sekterisk. Man vil ikke længere diskutere rettigheder ud fra en ræson om almen fornuft, men udfra hvad der er den korrekte religiøse eksegese (udlægning af helligteksten).

Og bortset fra det: under sådanne forhold ville vi fx slet ikke kunne få lov at overvære flg. stunt af Lars Gule, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo: først lagde han på mødet ud med, at Gud (Allah), efter hans mening, er en terrorist. Det førte til mange mishagsytringer i salen. Tolerancebegrebet blev sat på prøve. Dernæst sagde han, at profeten Muhammed var en pædofil. Tolerancebegrebet blev sat på en endnu hårdere prøve. En person iført et partisanhalstørklæde og en lys hørjakke begyndte midt i fimbulvinteren at svinge med armene, som var de møllevinger. Hvor står det?! Hvor står det?! (Det er ikke noget, der kan lyde så inkvisitorisk som på norsk). En kvinde begyndte at skrige, som om nogen stak hende med et spidst instrument. Folk rejste sig på stolene, ude af sig selv. Abid Raja måtte formane forsamlingen og erindre om, hvad tolerance betyder. Og et stykke tid efter trak Lars Gule da også sine ord i sig. Det hele var en stunt og ikke andet, blot for at teste fraserne om tolerance. Han mente selvfølgelig slet ikke, hvad han sagde.

Venstrefløjsræson

Seancen blev afsluttet af udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet, der som professionel politiker naturligvis måtte træde lidt vande i forhold til forslaget om hijab. Det var indtil mødet endnu et uafgjort spørgsmål. Han var dog tilfreds med, at forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden var faldet. Andet ville også være mærkeligt, når både forslagsstilleren og statsminister Jens Stoltenberg havde droppet det.

Men i det, der i situationen godt kunne blive en tale fyldt med politisk kapok, kom han til at formulere det, der måske er en venstrefløjsræson for, hvorfor man er imødekommende overfor disse krav, som både ytringsfrihedsbegrænsningen og religiøs påklædningsmanifestation er udtryk for.

For Støre kender naturligvis sin partihistorie og kunne erindre sig, hvordan arbejderbevægelsens krav om rettigheder hele tiden er blevet mødt med en konservativ, træg uforstand. Det og det kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav osv. Kvindebevægelsens krav. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav fra etniske minoriteter andet end en naturlig fortsættelse af denne demokratisering? Det er hele venstrebevægelsens raison d'etre at bære krav frem.

Eller er det?

Spørgsmålet er, om ikke venstrefløjen og venstreliberale står overfor en udfordring, som de ikke har forstået? Om de overhovedet har gjort sig klar, hvordan for-holdet er mellem individuelle menneskerettigheder og de grupperettigheder, som de i god tro meget ofte er villige til at gå ind på? Udelukker det ene det andet? Undertrykker det ene det andet?

Allerede om mandagen falder også forslaget om brug af hijab i politiet. Justitsminister Storberget mangler totalt opbakning til det, der bliver betragtet som en ideologisk markering indenfor statsapparatet. Det bryder fylkesformændene sig ikke om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Jens-Martin Eriksen påstår at han har forstået noget, og jeg skal ikke komme ind på hvad det egentlig er han synes han har forstået og eventuelle implikationer heraf.

Kun bemærke, at resultatet måske vil være påvirket af den wetware-fejlkonstruktion, der synes at afskære JME fra den mest simple ræsoneren. Bare det første eksempel, at sammenligne den herværende dommerstands afvisning af et latterligt forslag om at bestemme deres fremtoning med et konkret forslag om tilsløring af norske politiembedsmænd.

Det er helt hen i vejret, og det er resten af debatindlægget vel også.

Jens-Martin Eriksen:

”Det og det kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav osv. Kvindebevægelsens krav. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav fra etniske minoriteter andet end en naturlig fortsættelse af denne demokratisering? Det er hele venstrebevægelsens raison d'etre at bære krav frem.”

Helt enig. Det er nok derfor at socialdemokraterne og folkesocialisterne har valgt, at de ikke længere vil være en del af en venstrebevægelse. S og SF har for længst valgt populismen på bekostning af socialisme og internationalisme.

Hvad er 'den norske tiöre' mon for noget? Så vidt, jeg er orienteret, staves 'tiøre' på både bokmål og nynorsk 'tiøre' (eller 'tiøring').

Fluen er værd at kneppe, fordi Jens-Martin Eriksens brug af o med omlydstegn givet skal demonstrere forfatterens gode kendskab til Norge og norsk sprog. Stor humor.

Henning Ristinge

Du har så travlt med at benytte enhver lejlighed til e gentage dit budskab at du end har tid til at læse artiklen ordentligt - Jens-Martin er tydeligvis lodret uenig med dig - ja han angriber dine synspunkter

Henning Ristinge

den var til Thomsen

Jens Thorning

Dert er ikke muligt at forstå, havd han (JME) mener (spørgsmålet er, om det nogen sinde har været det). Men det er naturligvis, som altid et angreb på noget, han (JME) tror, er "Venstrefløjen". Som regel med årtiers tilbagevirkende kraft.

Henning Ristinge:

"Du har så travlt med at benytte enhver lejlighed til e gentage dit budskab at du end har tid til at læse artiklen ordentligt - Jens-Martin er tydeligvis lodret uenig med dig - ja han angriber dine synspunkter...den var til Thomsen"

Du har for én gangs skyld nok lidt ret i det du skriver, Ristinge.

Jens-Martin Eriksen skriver:

For Støre kender naturligvis sin partihistorie og kunne erindre sig, hvordan arbejderbevægelsens krav om rettigheder hele tiden er blevet mødt med en konservativ, træg uforstand. Det og det kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav osv. Kvindebevægelsens krav. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav fra etniske minoriteter andet end en naturlig fortsættelse af denne demokratisering? Det er hele venstrebevægelsens raison d'etre at bære krav frem."

Jeg må så korrigere mig selv og indrømme,at det naturligvis er Støre og ikke Jens-Martin Eriksen jeg er enig med.

Støre har fuldstændig ret i at Det har altid været venstrefløjens fornemste opgave at kæmpe for de svage og undertryktes rettigheder, og stille krav på deres vejne. Dette historiske ansvar der hviler på venstrefløjen, er natuligvis ikke blevet er ændret blot fordi højrefløjen i henholdsvis SF og S har taget magten, og besluttet sig for at blive populistiske nationalister.

Når man læser Jens-Martin Eriksens artikel kan man ikke andet end glæde sig over at venstrefløjen i Norge og Sverige stadigvæk har modet og styrken og den moralske integritet til at holde fast i deres oprindelige værdier og idealer om internationalisme, humanisme, multikulturalisme og socialisme.

Der kan ikke herske tvivl om at nordmændenes og svenskernes strategi på længere sigt vil vise sig at være den mest succesfulde og langtidsholdbare.

Nu hvor vi står overfor finanskrise og recession er der som aldrig før behov for et ægte venstreorienteret alternativ til højrefløjen og de småborgerlige midterpartier. Der er simpelthen igen fremtid i at kopiere de småborgerlige partiers programmer:

Hvad skal vælgerne med S og SF, når de kan få den ægte vare hos VKO?

Claus Oreskov

Per Thomsen - Du taler om en venstrefløj der har: ”moralske integritet til at holde fast i deres oprindelige værdier og idealer om internationalisme, humanisme, multikulturalisme og socialisme.”
Det må da være den utopiske venstrefløj, og deres småborgerlige medløbere, som altid har rodet begreber og følelser sammen, med deres kampe egoer. Som regel handler det om dem selv, og deres følsomme identitet, der er hængt op på eksotiske forestillinger om, den anderledes anden. Denne eksotiske anden, har bare at legetimere sig som sådan – med tørklæde, kalashnikov, kameler og en fjer i røven (hvis det er en indianer). Gør han/hun ikke det, er vedkommende selvfølgelig ikke autentisk. Det er multikulturalismen i al sin gyselighed, heldigvis for venstrefløjen er det kun en lille gruppe, ligesom bøllerne på Nørrebro ( som de idealisere) råber de op og stjæler opmærksomheden fra andre og vigtigere ting i livet f.eks. socialisme således som arbejderbevægelsen forstod det! Socialismen er vores projekt og revolution, vi kan godt undvære de utopiske socialister fra Hellerup – kan I ikke kalde jer noget andet end venstrefløjen?
PS: tak for denne artikel som oven i købet er morsom. Kunne godt tænke mig at møde Ilham Hussein som mener at man ikke må krænke religion og livssyn. Så vil jeg spørge ham om det også gælder det livssyn som man finder i ”Mein Kamph”.

jan henrik wegener

Der har helt sikkert ikke blot været nedrige motiver bag forestillingerne om det gode ved "multikultur"(egentlig ikke nogen smuk blomst i sproget). Der opstår vel dog et stort problem når man , efterhånden krampagtigt, fastholder disse umiddelbart tiltrækkende ideer, når vrangsiden efterhånden mere og mere åbenbarer sig.
Har "tolerancens, humanismens, dialogens" osv fortalere mon gravet sig så langt ned i deres forsvar at der ingen vej er tilbage?

Per Erik Rønne

Claus Oreskov skrev:

=
Kunne godt tænke mig at møde Ilham Hussein som mener at man ikke må krænke religion og livssyn. Så vil jeg spørge ham om det også gælder det livssyn som man finder i ”Mein Kamph”.
=

Historisk har islamismen nu fungeret ganske godt sammen med nazismen.

Stormuftien af Jerusalem opholdt sig under 2. verdenskrig i Berlin, hvor han ivrede for Endlösung.

En islamisk SS-styrke deltog i krigen på Hitlers side.

Churchill kaldte Mein Kampf for »et nyt århundredes Koran« - og samme Mein Kampf er en bestseller i den islamiske verden.

Samtidig med at jødehadet breder sig i det Europa, der er ved at udvikle sig til Eurabia.

Kirsten Meyer

Hvad er meningen med at Information illustrerer en artikel om Hijab'er hos norsk politi med en Niqab-klædt kvinde?
Det er fuldstændig på niveau med Danske Folkepartis Burka-klædte dommer. Hvad bilder I jer ind?
Information burde vide bedre og ikke puste til den almindelige muslim forskrækkelse

Kirsten Meyer:

"Information burde vide bedre og ikke puste til den almindelige muslim forskrækkelse"

Enig med Kirsten Meyer.

Desværre består en ikke ubetydelig del af Informations journalister af enøjede, rablende, fanatiske islamofober så det burde egentlig ikke kunne overraske nogen, at Information også i denne artikel betræber sig på at "puste til den almindelige muslim forskrækkelse".

Det kan man jo efterhånden iaggtage hver evig eneste dag, undtagen om søndagen, hvor Information som bekendt ikke udkommer.

Kære Claus Oreskov,

når det drejer sig om at omgås fremmede "med tørklæde, kalashnikov, kameler og en fjer i røven", så tror jeg nu at højre og venstre står lige (jeg kan f.eks. ikke lige finde et billede af Villy eller Helle med tørklæde & kalashnikov, men sjovt nok, så er der et med Venstres Kornprins ;-).

Forskellen er nok bare, at venstrefløjen omgås med mennesker, - uanset deres fremtoning, mens højrefløjen omgås med fremtoningen alene.