Baggrund
Læsetid: 2 min.

Obama i sort og hvidt

Barack Obama sender klare sproglige og kropslige signaler om sit afroamerikanske tilhørs-forhold. Men det er kun de sorte amerikanere, der opfatter dem. Og de synes, deres præsident er mega cool
Udland
7. marts 2009
Obama går sejt og taler sejt.

Obama går sejt og taler sejt.

Larry Downing

WASHINGTON DC - Da Barack Obama besluttede sig for lige at smutte forbi den berømte diner, Ben's Chilli Bowl - ikonisk spisested for hovedstadens afroamerikanske indbyggere på trods af sit egentligt ret ringe mad- før sin indsættelse, spurgte manden ved kassen, om den kommende præsident ville have penge tilbage efter betalingen.

"Naw, we straight," svarede Obama.

Så meget afroamerikansk slang er det, at den dags (ikke-sorte) journalist på pool duty - altså den skribent, som var ansvarlig for den fælles medieservice, som journalister, der følger Obama kan bruge som substitut for selv at følge hans gøren og laden hvert offentligt sekund - ikke fangede udtrykket og i stedet rapporterede den mere korrekte sætning: "No, we're straight."

Men mange sorte, der var til stede fangede sprogbrugen med det samme, og en video af det lille optrin blev lagt på YouTube. Optagelsen blev lige øjeblikkeligt et gedigent Internet-hit - især blandt sorte amerikanere, som er helt vilde med at deres præsident er så "vanvittigt cool" og bruger etnisk slang, Harvard-uddannet eller ej.

Skjulte koder

Denne historie kunne læses på det amerikanske politiske mediesite politico.com i denne uge, og i artiklen udtaler flere eksperter i race og identitet sig om Obamas profiteren af det, der betegnes som dog-whistle politics - altså at præsidentens sprog, hans gestik, hans symbolbrug og i høj grad hans måde at gå på, går rent ind hos sorte, mens disse referencer stort set går hen over hovedet på præsidentens hvide støtter.

Og det er smart, mener kenderne, fordi Obama hermed kan appellere positivt og indforstået til en bestemt gruppe af amerikanere uden at støde dem, der ikke er med i klubben, fra sig. Præsidenten bruger også ofte citater fra f.eks. Martin Luther King og har også anvendt fraser fra Spike Lees film om Malcolm X. Og han svajer, når han går, på en meget markant måde - 'to swagger' siger amerikanerne, og det forbindes normalt udelukkende med sorte.

"Hans gå-stil er cool, selvsikker og umiskendelig sort. Og den vil bringe ham langt," siger Melissa Harris-Lacewell, professor i Politics and black studies ved Princeton University til Politico. Hun vurderer dog, at 'the swagger' gik lidt over gevind lige efter indsættelsen af Obama.

"Jeg tror David Axelrod (Obamas valgkommunikationschef, red.) fortalte ham, at han skulle tone det en smule ned," siger hun.

Dog-whistle politics er imidlertid ikke opfundet af Obama. Hans forgænger i embedet, George W. Bush, var også en sand ekspert.

Han kopierede blot - som også Ronald Reagan gjorde - den sprogbrug, som de hvide evangeliske kristne anvender. Og Bush gjorde det så elegant, at de fleste amerikanere overhovedet ikke lagde mærke til det, hvilket var en fordel for en præsident, som skulle trække stemmer fra en bredere gruppe end det yderste højre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her