Læsetid: 4 min.

Pakistan: Indien stjæler vores flodvand

En vigtig flod i Pakistan er ved at blive en langsomt løbende å - ifølge de lokale bønder på grund af en stor indisk dæmning. Vandstriden kan sende de to naboer på ny kollisionskurs
27. marts 2009

WAZIRABAD - Det er livsvigtigt, det er eftertragtet, og der hersker stadig stigende knaphed på det: Vand er blevet det seneste stridsemne til at fordærve de ømtålelige relationer mellem Indien og Pakistan. Og nu beskylder pakistanske bønder New Delhi for at indsnævre en af det indiske subkontinents største floder til en langsomt rislende å.

En gruppe på over 20 forskellige FN-organer advarede tidligere på måneden om, at verden kan være faretruende tæt på en ressourcekrig om vand.

"Spørgsmålet om adgang til vand hænger nøje sammen med de kriser, som udløses af klimaforandringer, energiefterspørgsel, knaphed på fødevarer (...) og urolige finansielle markeder," konstaterer rapportens forfattere og advarer:

"Medmindre man sætter ind over for førnævnte kriser og deres sammenhæng med vand, er der risiko for, at de forstærkes og de lokale vandkriser forværres. Den samlede effekt kan blive en vandmangel af globalt omfang, som fører til politisk usikkerhed og konflikter på flere forskellige niveauer."

Kornkammeret

Krisen i en region, der kendes som det pakistanske landbrugs 'kornkammer', drejer sig om Chenab - en af flere vandveje, som gennemskærer den pakistanske del af Punjab. Chenab (der kan oversættes med 'De fem floder') næres af iskoldt smeltevand fra Himalaya og har i århundreder muliggjort den kunstvanding, som er vital for områdets bønder. Men sidste sommer kunne de pakistanske bønder konstatere, at vandstanden var faldet markant, både i selve floden og i grundvandet.

Pakistan giver entydigt Indien skylden. Indien tilbageholder millionvis af kubikmeter vand fra Chenab i det indisk administrerede Kashmir bag den massive Baglihar-dæmning for at producere el med vandkraft, lyder anklagen. Og dermed bryder Indien ifølge Pakistan en traktat fra 1960 om, hvordan vandet skal fordeles i regionen. De indledende drøftelser, der skulle føre til en løsning på problemet, blev stillet i bero efter terrorangrebet i Mumbai i november, som dræbte 165 mennesker og skabte nye spændinger mellem de to stridende parter.

Forbindelse til Indien

Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, advarede for nylig:

"Vandkrisen i Pakistan har direkte forbindelse til vore relationer til Indien. Finder vi en løsning på den, vil det kunne afværge en miljøkatastrofe i Sydasien, men i modsat fald vil der blive givet ny næring til mere af den modvilje, der fører til ekstremisme og terrorisme."

De bønder, som tjener deres levebrød langs Chenabs bredder, er overbevist om, at Indien bærer skylden for deres misere. Da Mohammed Babar og andre landsbyboere nær byen Wazirabad for nogle år siden borede en brønd, kunne de konstatere, at grundvandsspejlet lå blot 15 meter under overfladen. I dag skal man 30 meter ned for at finde vand.

"At vande vores afgrøder plejede at koste os 200 rupier (22 kr.) pr. vanding i dieselbrændstof til at drive pumpeværket," siger Babar, mens han står midt i sine frodige marker, der bugner af ris og vinterhvede. "Nu koster det os mellem 250 og 300 (27 - 33 kr.) i diesel."

Fra Babar og hans naboers marker er der mindre end en kilometer til floden Chenab. Engang var den en flod med kraftig strøm, nu ligner den mere en langsomt løbende å. De lokale fortæller, at flodens vandstand før i tiden kunne nå helt op til vejbroen, nu er den flere meter under denne.

Abdul Hamid og hans familie lever af at skære siv til tækning. De har måttet se vandstanden falde støt og med den også de mængder af siv, som udgør deres levegrundlag.

"Det ligner ikke engang en flod mere - snarere en kæmpe pyt," siger den 40-årige Hamid, som har otte børn.

"Når der ikke er vand, er der heller ikke siv, og når der ikke er siv, er der ingen penge. Hele min familie arbejder med at skære siv. Vi plejede at tjene 500 rupier (55 kr.) om dagen. Nu er vi nede på 300 (33 kr.), fordi der er færre siv." Og på spørgsmålet om, hvorfor der er mindre vand i Chenab, tøver Hamid ikke med sit svar: "Fordi Indien har lukket af for strømmen."

Rovdrift

Chenab er et af de fem vigtigste floder, der passerer gennem Punjab og alle løber sammen i Indus, som udmunder i havet syd for Karachi. Indus-Vandt-traktaten af 1960 fordelte flodvandet mellem Pakistan og Indien, som dog også fik tilladelse til i et vist omfang at udnytte det til elproduktion. Pakistan klagede i 2005 til Verdensbanken over Indiens angivelige rovdrift på flodvandet ved Baglihar-dæmningen. En uafhængig ekspert gav pakistanerne medhold i visse indvendinger, men afviste andre.

Farhatullah Babar, talsmand for Indiens præsident Zardari, har erklæret, at Pakistan "betaler en høj pris", men Indien afviser at have overtrådt bestemmelserne i 1960-traktaten. Delhi oplyser, at man har inviteret Pakistans vandkommissær på besøg ved dæmningen. Her, hævder de, vil han ved selvsyn kunne konstatere, at den aftagende strøm i Chenab har naturlige årsager. I Indiens udenrigsministerium ønsker man ikke at kommentere vandstriden. En talsmand siger dog: "Hele den fredsproces og de samtaler, vi har haft igennem de seneste tre eller fire år er sat på pause. Klimaet er ikke det rette til at føre disse samtaler, når vi ved, at der er trusler mod vores sikkerhed, som udgår fra Pakistan."

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu