Baggrund
Læsetid: 5 min.

Pakistans cricket-massakre var et attentat på en livsform

Angrebet imod det srilankanske cricketlandshold i Lahore var ikke en tilfældig terroraktion, men et målrettet anslag imod et af de få holdepunkter, der kan forene det meget splittede pakistanske samfund
Sri Lankas crickethold, da de blev evakueret og fløjet hjem med en pakistansk militær helikopter fra et stadium i Lahore efter skudattentatet i tirsdags. Seks af spillerne blev såret og otte pakistanske betjente blev dræbt.

Sri Lankas crickethold, da de blev evakueret og fløjet hjem med en pakistansk militær helikopter fra et stadium i Lahore efter skudattentatet i tirsdags. Seks af spillerne blev såret og otte pakistanske betjente blev dræbt.

Syed Mujtaba

Udland
7. marts 2009

LAHORE - For pakistanerne er der bestemt billede fra angrebet på det srilankanske cricketlandshold i Lahore i tirsdags, der mere end noget andet er blevet siddende på nethinden.

Det var ikke billedet af træneren foran en politibil, der var gennemhullet af den kugleregn, som efterlod syv døde og otte sårede cricketspillere. Ej heller var optagelserne fra CCTV, der viste terroristerne slippe væk fra blodbadet uden at være blevet det mindste såret af politiet.

Nej, det var synet af de blødende, skræmte srilankanske cricketspillere, der spænede hen over den grønne cricketplæne for at redde sig op i en camouflagebemalet militærhelikopter, som ventede på at samle dem op og flyve dem væk fra det, som for dem og mange er andre er blevet et af verdens farligste lande.

"Cricketplænen, dette symbol på livsglæde, blev overskygget af hærens helikopter, symbolet på sikkerhed," skrev analytikeren Nasim Zehra.

Cricket i Pakistan er meget mere end en sportsgren. I et samfund, som splittes af utallige skel, er det en af de få institutioner, som formår at binde pakistanerne sammen. Pakistanske drenge, der spiller cricket vil man kunne finde i gader og på byggetomter, på samme måde som brasilianerne spiller fodbold på strande og canadierne ishockey på frosne søer.

Stjernestatus

Cricketspillere er feterede og velbetalte berømtheder i Pakistan - lige som fodboldstjerner er det i Europa og Sydamerika - og de er vant til at optræde i reklamer for alt fra parabolantenner til tandpasta.

"Det var dette fællesskab, denne fælles kultur, som gjorde terrorangrebet i Lahore så traumatisk," bemærker Zehra.

"Terrorismen har slået til i hjertet af det, som samler pakistanerne på tværs af sociale, etniske og politiske skel - kærligheden til cricketspillet."

På den baggrund bliver den nationale angst, som angrebet har udløst, til at forstå. Cricket i Pakistan har længe været en metafor for nationens tilstand. Et af de meget få højdepunkter i dette lands plagede 61-årige historie var dets cricket-VM-sejr i 1982, et vidnesbyrd om, at i det mindste i dette spil kunne Pakistan stå mål med de bedste i verden.

For almindelige pakistanere var der ikke noget mere konkret udtryk for tøbruddet i forhold til Indien end det indiske cricketlandsholds rundtur i Pakistan i 2004.

Titusindvis af tilskuere stimlede sammen på cricketstadioner nationen over som det i Lahore for at se de to sydasiatiske atommagter kæmpe på cricketplænen frem for de mere militære kampe, der foregår i Kashmir, Afghanistan og Baluchistan.

Disse opgør var kulminationen på Pakistans såkaldte cricketdiplomati.

Det er ikke første gang, at dette rammes af modgang. Med Pakistans voksende ry siden 11. september 2001 for at være arnested for militant islamisme, aflyste landshold fra Australien, New Zealand og Vestindien alle turneringer til Pakistan, hvorved de lokale cricketfans blev berøvet muligheden for at se nogle af verdens allerbedste spillere.

Indre opløsning

Med isolationen fulgte en indre opløsning: Den pakistanske landsholdstræner, Bob Wolmer, blev fundet død under World Cup i 2007 midt i en strøm af rygter om, at drabet var sket i forbindelse med et opgør om en organiseret svindel med fiksede kampe.

Pakistanske cricketstjerner blev udelukket for at have brugt doping og i et enkelt tilfælde at have smuglet opium. Det Pakistanske Cricketforbund blev synonym med nepotisme og korruption.

Ringen blev sluttet i december 2008, da Indien meddelte, at landet aflyste sin 2009-turné på grund af den indiske regerings mistanke om at dele af den pakistanske stat var involveret i terrorangrebene i Mumbai den 26. november. En særlig grum ironi er det, at det indiske landshold blev erstattet af det srilankanske - som endte som ofre.

I 1996 gik Pakistan og Sri Lanka sammen om værtskabet for Wold Cup i en solidaritetsgestus, efter at hold fra Australien og Vestindien havde af sikkerhedsgrunde nægtet at spille i Colombo på Sri Lanka .

"Pakistan støttede os i 1996. Vi vil ikke glemme vore venner," sagde Gamini Lokuge, Sri Lankas sportsminister, i sidste måned, da han skulle forklare, hvorfor hans land som det første i et helt år havde besluttet sig for at sende et cricketlandshold til Pakistan.

Sri Lanka kommer ikke til at drage på flere cricketturneer i Pakistan i et godt stykke tid. Og det vil ingen andre landshold heller, forudsiger Wasim Akram, tidligere anfører for det pakistanske cricketlandshold og en de største cricketstjerner i sportshistorien.

"Hvordan kan man forvente, at udenlandske landshold vil gæste Pakistan efter dette? Pakistans og Indiens fælles værtskab for World Cup 2012 er nu en fjern drøm."

Fasihudin er helt enig. Han er pensioneret ingeniør og cricketelsker. Tirsdag kom han til Lahores Liberty Market, hvor angrebet fandt sted. Han stod i en pøl af blod, knust glas og holdt et banner højt i vejret. Herpå havde han skrevet: "Tapre srilankanere - vi ønsker jer et langt liv. I er supergode." "Jeg var på vej for at se kampen, da jeg hørte om angrebet i radioen," siger han.

"Jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet. Disse ting burde ikke finde sted. Vi har ikke råd til dem. For Guds skyld: Stop denne terrorisme."

Mørk skygge over landet

Der hænger en mørk skygge over Pakistan: En følelse af isolation, forladthed og usikkerhed. For hvis en gruppe på 12 terrorister ved højlys dag kan trække våben, granater og skulderbårne mortérraketaffyringsrør frem uden at være blevet observeret, så føler ingen sig sikre.

Mens angrebet fandt sted i Lahore, forhandlede regeringen om en fredsaftale med de Taleban-loyale militante i Swat i det nordvestlige Pakistan, som bl. a. indebærer et musikforbud og tvungne bønner fem gange dagligt. Torsdag blev en Sufi-helligdom nær Peshawar fra det 17. århundrede sprængt i luften, fordi der "ikke var indført noget forbud imod at lade kvinder besøge stedet," erklærede Taleban.

På Lahores Liberty Market lægger mænd, kvinder og skolepiger blomsterkranse. De sørger ikke blot over de syv dræbte, seks politifolk og en chauffør, som ofrede deres liv for at redde et udenlandsk crickethold.

De sørger også over et fædreland, som de ikke længere kan genkende.

"For mange af os var cricket ikke en sport - det var en passion," skrev analytikeren Shafqat Mahmood i en avisklumme i går.

"En cricketmatch var mere en sportsdyst. Det var en gladiatorkamp og en social begivenhed på samme tid. Nu vil der gå år, før folk vil komme her for at se cricket igen. Endnu et element i vores livsform er kommet til sin afslutning."

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her