Læsetid: 3 min.

'Palæstinensiske liv er mindre værd'

Rystende vidneudsagn om mord på kvinder og børn afstedkommer undersøgelse af de israelske kampstyrkers forbrydelser i Gaza
21. marts 2009

"Skarpskytten så en kvinde med børn gå imod ham, hun kom tættere på ham end den linje, han havde ordre til, at ingen måtte overskride. Så han skød dem slet og ret."

Sådan lyder et af en række udsagn fra israelske soldater, der deltog i invasionen af Gaza i januar, og som i disse dage offentliggøres i den israelske avis Ha'aretz. Det fremgår af soldaternes beretninger, at de følte sig dækket ind 'ovenfra', når de skød og dræbte civile uden anden begrundelse, end at de var arabere.

"Palæstinenseres liv er rent ud sagt meget, meget mindre værd end vore soldaters. Efter deres (soldaternes) mening retfærdiggøres (drabene) på den måde," lød et andet udsagn.

En tredje soldat beskrev, hvordan en ældre kvinde blev dræbt, fordi hun gik på en vej 100 meter fra et hus, de israelske soldater tidligere havde holdt besat.

Soldaternes vidneudsagn, der ifølge FN's menneskerettighedsobservatør Richard Falk, "konstituerer krigsforbrydelser af mest alvorlige størrelsesorden", stammer fra en høring 13. februar i Oranim-militærakademiet fire uger efter fjendtlighedernes ophør (læs www.haa-retz.com/hasen/spages/1072475.html), med piloter, infanterister og artilleripersonel, der deltog i kamphandlingerne i Gaza. Høringens formål var at evaluere erfaringerne fra de 22 dages krig ud fra en forventning om, at den gentages inden for overskuelig fremtid.

Verdens mest moralske

Den israelske hær kalder sig 'verdens mest moralske', og det er netop grunden til, at lederen af høringen, Danny Zamir, besluttede at offentliggøre soldaternes vidneudsagn i et nyhedsbrev efter at have konsulteret seniorofficerer fra den israelske generalstab. De fortalte ham, at den igangværende undersøgelse af Gaza-operationerne, herunder dens etiske aspekter, "langtfra var tilendebragt", og at de ikke havde kendskab til beviser for hændelser, som beskrevet af soldaterne ved høringen i militærakademiet.

Det hører med til historien, at nogle officerer opførte sig ordentligt ved at beordre deres soldater til at gøre rent efter sig, når de forlod et besat hus. Men det generelle billede viser en israelsk besættelsesstyrke, der skrev "død over araberne" på tapeter og spyttede på beboernes familiebilleder', og som skød på alt, hvad der bevægede sig med den overbevisning, at alt, hvad der bevægede sig, var 'terrorister'.

"Jeg kalder det mord," forklarede en underofficer, "vi skulle gå fra etage til etage i et hus i det sydlige Gaza City, og enhver person, vi kontaktede, skulle skydes. Jeg spurgte mig selv: Hvor er logikken i dette? Ovenfra fik vi at vide, at det var tilladt, eftersom enhver, der var blevet tilbage i Gaza City i realiteten var fordømt - var en terrorist, da vedkommende jo ikke var flygtet," fortsatte underofficeren. "Det forstod jeg ikke, på den ene side havde de ingen steder at flygte hen, på den anden side fik vi at vide, at det var deres egen fejl, at de ikke var flygtet."

Hvad som helst

Underofficeren argumenterede med sine overordnede og fik udvirket en ændring af forholdsordren således, de civile beboere fik fem minutter til at forlade de bygninger, underofficerens styrke ville besætte - på betingelse af, at de blev tjekket for våben og sprængstofbesiddelse. Flere af den israelske styrkes menige soldater protesterede højlydt mod kontraordren med den begrundelse, at 'alle i de huse jo er terrorister'.

"Det var virkeligt frustrerende at konstatere, at de (menige, red.) havde en forståelse af, at i Gaza har enhver tilladelse til at gøre hvad som helst, han har lyst til, uden anden grund, end at det er cool," sluttede underofficeren med den tilføjelse, at "IDF (Israel's Defence Forces, red.) etiske standard er sunket dybt".

Seminar-lederens offentliggørelse af soldaternes vidneudsagn har medført, at den israelske generalstab nu tager sagen op, fulgt af et løfte om 'en gennemgribende og tilbundsgående efterforskning af hændelserne', ligesom 'officerer opmuntres til at diskutere disse emner'.

Det seminar, hvor vidneberetningerne blev fremlagt, var opkaldt efter den myrdede premierminister og tidligere general Yitzhak Rabin. Det var Rabin, der i sin egenskab af forsvarsminister i 1987 opfordrede sine soldater til at 'brække knoglerne' på unge, obsternasige palæstinensere, da den første intifada brød ud med stenkast mod de israelske besættelsesstyrker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu