Læsetid 7 min.

Hvor mange piskeslag er for mange?

Kong Abdullahs politiske testamente søger at bevæge landet i retning af en mere liberal retsstat. Men oplyst enevælde er nok stadig en for optimistisk beskrivelse
Fravær. Det er ikke bare i gadebilledet, at det saudiske kvindesyn sætter sig i gennem. Også i det offentlige liv og helt ind i privatsfæren er kvinden frataget selvstændighed og indflydelse. De spæde reformer tager ikke sigte på en demokratisering af samfundet, men på at fastholde regimets forrang over de religiøse ledere.

Fravær. Det er ikke bare i gadebilledet, at det saudiske kvindesyn sætter sig i gennem. Også i det offentlige liv og helt ind i privatsfæren er kvinden frataget selvstændighed og indflydelse. De spæde reformer tager ikke sigte på en demokratisering af samfundet, men på at fastholde regimets forrang over de religiøse ledere.

Hassan Amar
7. marts 2009

I starten af februar blev en 23-årig ugift kvinde dømt til ét års fængsel og 100 piskeslag i Jedda, Saudi-Arabien. Kvinden havde ifølge lokale medier 'tilstået' over for dommeren, at hun var blevet tvunget til sex med flere mænd, efter at hun tog imod et tilbud om et lift fra en af mændene. Efter voldtægten fandt den unge kvinde ud af, at hun var gravid og forsøgte i desperation at få en abort på et militært hospital i Jedda. Dér blev hun anholdt.

Den unge kvindes sag minder om en anden sag fra provinsen Qatif, som fik stor opmærksomhed i både saudiske og danske medier i vinteren 2007. Her blev en kvinde dømt til piskeslag efter at være blevet voldtaget af en gruppe mænd, som havde fanget hende og en fremmed mand sammen i en bil. I begge sager består kvinde forbrydelse i samvær med en fremmed mand, inden voldtægterne fandt sted, og i det nyere tilfælde også forsøget på at abortere. Flere saudiske medier beskrev forbløffet, hvordan pigen fra Qatif og hendes advokat under appelsagen mødte stor fjendtlighed i det juridiske system, som endte med at forhøje hendes straf. Lykkeligvis blev pigen senere benådet af kongen.

Den slags sager, og den utilfredshed de vækker hos saudiske liberale, i saudiske medier og i den internationale offentlighed, ses af internationale og lokale observatører som en vigtig motivation for de reformer, som Kong Abdullah dekreterede den 14. februar. De mest opsigtsvækkende af kongens dekreter udskiftede konservative ledere i justits- og uddannelsesministerierne, indsatte den første saudiske kvindelige viceminister og gav Rådet for Højere Ulama (Saudi-Arabiens øverste religiøse institution red.) en mere pluralistisk profil.

En bekvem strategi

I en kommentar i Politiken fastslog Anders Jerichow, at disse reformer ikke skal få os til at klappe i hænderne, for Saudi-Arabien er stadig et af de mest undertrykkende og religiøst intolerante lande i verden. Det har han ret i. Det er også rigtigt, at det saudiske styres insisteren på, at reformer må komme gradvis, er en lovligt bekvem strategi. Den er dog ikke grundløs. Kongefamilien er ikke populær overalt i landet, og nogle iagttagere har ment, at kongen var for frygtsom til at overhovedet at turde udfordre den religiøse sektor i samfundet. Siden den saudiske statsdannelse i 1932 har kongefamilien plejet en alliance med de indflydelsesrige saudiske ulama. De puritanske og reaktionære ulama har haft lov til at dominere landets religiøse institutioner, domstole og sædelighedspoliti samt drive en betydelig ydre mission. Til gengæld støtter ulama det saudiske monarki. Kong Abdullahs indgreb viser dog, at det stadig er regimet, som sætter rammerne for samarbejdet med ulama. Mere overraskende er det måske, at kongen havde vilje og opbakning til at indfri nogle af de forventninger, som både sekulære og religiøse liberale har haft til hans regeringsperiode.

Dommere i snor

For kongen har de mest risikable indgreb været reformerne i det juridiske system. De har dog også været de mest populære. Selv islamister - i alt fald i den liberale ende af spektret - har udtrykt stor tilfredshed med reformerne. I et telefoninterview udtalte den saudiske menneskerettighedsaktivist Ibrahim al-Mugaiteeb, at reformerne af det juridiske system indeholder alt det væsentlige, som reformister havde turde håbe på, og at de vil sætte en stopper for de mest arbitrære og inhumane domsafsigelser. Udskiftningen af den konservative Sheikh Saleh bin Muhammad al-Luhaidan som formand for det Øverste Juridiske Råd ses af observatører som en straf for al-Luhaidans reaktionære brølere, der bl.a. tæller forøgelsen af Qatif-pigens straf. Den nye formand for det Øverste Juridiske Råd, Sheikh Saleh bin Humaid, er tidligere formand for det kongeligt udpegede parlament, Shoura Rådet. Han er kendt for at være professionel, reformvenlig og selvfølgelig kongetro. Sammen med den nye justitsminister skal han holde dommerne i snor og introducere et nyt retssystem med en højesteret som øverste appelmyndighed.

Saudi-Arabiens religiøse sædelighedspoliti, muttawwaerne, har været mindst lige så upopulære blandt reform-orienterede saudiere som de konservative dommere. Derfor er det yderst velkomment, at kongen har udskiftet deres formand, Sheikh Ibrahim al-Ghaith, med den kongelige rådgiver Sheikh Abdulaziz al-Humain. Det er et slag i ansigtet, at den nye mand på posten er en af kongens betroede snarere end en fra mutawwaernes egne rækker.

Reformister og dele af den saudiske presse har ofte udtrykt utilfredshed med retssystemet og kvinders vilkår samt sat fokus på sager, hvor mutawwaerne menes at have været for brutale og overskredet deres mandat. Selvom de er utilstrækkelige, kan de nye reformer derfor også ses som en lille sejr for reformister og de mere liberale medier. En ny minister for kultur og medier er også udnævnt, men ytringsfrihedens grænser patruljeres hårdhændet af den politisk konservative og magtfulde indenrigsminister, Prins Naif, Kong Abdullahs halvbror. Prins Naif er bror til kronprinsen, Prins Sultan, som også ses som konservativ. Liberale observatører frygter derfor for den udvikling, regimet vil undergå efter Kong Abdullahs død, selvom de to brødre også begge er over 75 år gamle. Det er derfor ikke umuligt, at reformerne er Abdullahs politiske testamente og et forsøg på at fastlægge udviklingen efter hans egen bortgang.

Den kvindelige minister

De saudiske kvinderettighedsforkæmpere håber i hvert fald, at udnævnelsen af den nye kvindelige minister, Nura al-Faiz, lover bedre tider. Nura al-Faiz er ny vice-minister for pigers uddannelse, et typisk felt for et arabisk lands første kvindelige minister. Fra vestlig side fokuseres der ofte på, at en saudisk kvinde ikke må køre bil eller rejse uden sin mand. Den største uretfærdighed for den saudiske kvinde består dog i, at hun på grund af lovgivning og diskrimination i praksis ikke er juridisk myndig, men skal have sin mandlige værges tilladelse til f.eks. at henvende sig til en dom-stol. Det bevirker, at hun ligger under for sin mandlige værges vilje. Mange mandlige værger holder ikke tilbage med at gribe ind i de saudiske kvinders liv. Det konservative og kvindefjendske syn er altså ikke kun udbredt blandt de reaktionære ulama, men også i befolkningen. Udnævnelsen af Nura al-Faiz viser, at Kong Abdullah ikke støtter konservative opfattelser af, at kvinder ikke kan lede og administrere og ikke kan arbejde sammen med mænd. Nura al-Faiz har dog udtalt, at hun vil foretrække moderne kommunikationsmidler frem for direkte kontakt med sine mandlige kolleger.

Som chef får Nura al-Faiz den 56-årige Prins Faisal. Prinsen har direkte bekæmpet religiøs ekstremisme, men også mere liberale kræfter, som vicechef i det saudiske efterretningsvæsen. Han afløser den meget konservative undervisningsminister, Abdallah bin Saleh al-Ubaid, som blev indsat i 2005 efter pres fra blandt andre ulama. Indsættelsen af den nye undervisningsminister er et tegn på, at regimet mener, at undervisningssektoren må fravristes ulama, hvis kommende generationer af saudiske borgere skal være bedre kvalificerede, men også mindre konservative og mere pluralistisk indstillede.

Et øvre loft for piskeslag

Kong AbdulIah har også sørget for, at Rådet for Højere Ulama, får et pluralistisk strejf. Rådet udvides med tre medlemmer til i alt 21 medlemmer. Mest markant er to nye medlemmer, som har deres baggrund i henholdsvis den hanafitiske og malikitiske islamiske retsskole. Tidligere var kun den hanbalitiske retsskole repræsenteret, og de wahhabitiske ulama har ofte givet udtryk for et fjendligt syn på ulama fra de tre andre store sunnimuslimske retsskoler. Det nye råd vil næppe inddrage regler fra de andre retsskoler i nogen videre udstrækning, og de ny medlemmer er kendte konservative. Men hvor den hidtidige autorisering af rådets medlemmer alene gik på, at medlemmerne skulle repræsentere den rette lære, synes der nu at være en intention om, at det skal afspejle landets befolkning. Mange saudere følger nemlig en anden retsskole end den hanbalitiske, særligt i det mere kosmopolitiske og mindre konservative område omkring Mekka, Medina og handelsbyen Jedda. Der synes altså at være en bagvedliggende idé om repræsentation, og dermed et folkeligt mandat.

Rådet for Højere Ulama vil sandsynligvis skulle spille en central rolle i en formodet kommende kodificering af den islamiske lov i Saudi -Arabien. En sådan kodificering vil indeholde straframmer for forskellige forbrydelser, herunder et maksimalt antal piskeslag for utugtig omgang med det modsatte køn. Man skal ikke forvente, at den religiøse ledelse vil afskaffe piskeslag som sanktionsmiddel. Derimod kan man håbe, at reformerne i retssystemet kan føre til, at færre bliver idømt den umenneskelige straf.

Den kongelige nåde

Kong Abdullahs reformer ændrer ikke ved, at det saudiske regime er et af verdens mest undertrykkende og religiøst konservative. Snarere sætter indgrebene fokus på, at det er regimet, der bestemmer rammerne for de religiøse lærdes indflydelse, og ikke omvendt. Vi må håbe på, at reformerne er et udtryk for en forståelse af, at undervisningssektoren og de religiøse institutioner må reformeres for at udbrede en ny tankegang i den saudiske befolkning. Regimets politiske konservatisme og klyngen sig til magten fremhæves dog af, at der ikke følger nogen politiske reformer med i pakken. Samtidig holdes de undertrykte shiamuslimske minoriteter stadig ude af de religiøse institutioner, f.eks. Rådet for Højere Ulama, og har ikke fået den andel af pladser i Shoura Rådet, som nogle reformister havde ønsket.

For det er i sidste ende essensen af reformerne: Kongen har sat et lidt mere progressivt hold, men magten og indflydelsen har han ikke delt ud af. Så liberalt indstillede saudere kan stadig hverken gøre fra eller til. De må, som pigen i Jedda, og som tidligere pigen i Qatif, sætte deres lid til Hans Kongelige nåde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Måske skulle de petrodollars gå til generel oplysning om den moderne verden.

Der er fan'me langt til retsstaten i Saudiarabien.

med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Niels B. Larsen
Niels B. Larsen

@ Birgitte Skot Nielsen

"Svaret er ganske enkelt: et piskeslag er et for mange. Uanset hvad."

Ingen grund til at argumentere videre.

@ Lennart Kampmann

"Der er fan'me langt til retsstaten i Saudiarabien."

Og den kommer ikke før islam er afskaffet i landet.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Nu venter vi så bare på, at de værdiløse kulturrelativister kommer på banen.

Og naturligvis urgerer, at de, der mener, at et eller flere piskeslag er for meget, er islamofober og fremmedfjendske, og ikke mindst racistiske.

Samt fremhæver, at den saudiarabiske kultur er ældgammel og så absolut den europæiske overlegen.

Brugerbillede for Thomas Holm

Et slag er allerede for meget.

Samtidigt dog to sidebemærkninger:
1.) Mange der i god Dansk og kristen harme harcelerer over denne umenneskelige, ack så islamiske straf, vil samtidigt have revselsretten tilbage overfor børn, som f.eks. de to præste-fættre i DF.

2.) Mange der i god Dansk og kristen harme harcelerer over denne umenneskelige, ack så islamiske straf, er dem der råber højest med "skik følge eller land fly" men samtidigt ikke vilakzeptere at andre lande har andre skikke.

Brugerbillede for Mona Blenstrup
Mona Blenstrup

Hvorfor skulle man dog ikke smide utilpassede ud af et land, når de begår sig mod landets forfatning eller skader andre?
Men du har da ret. vi udviser jo ikke hvis fjolserne risikerer denne straf.
Men hvem kan stå ansigt til ansigt til ofrene for disse utilkpassede voldsforbryder, og sige: vi kan ikek udvise dem, de risikerer alvorlig straf?

Og man slår altså ikke børn, selvom man ofte har lyst til det, fordi man er afmægtig. Men man har jo selv lært dem at være kritiske.

Brugerbillede for alexander andersen
alexander andersen

Det er nu ikke kun i muslimske lande den slags foregår. Men det er vel næppe nogen nyhed og det er da også disse lande vi i den vestlige verden henvender os til når vi har fanger der skal tortureres.
Desuden har vesten aldrig haft interesse i andet end undertrykkende eller dybt korrupte stater i den del af verden.

Brugerbillede for Martin Kaarup
Martin Kaarup

Saudi Arabien er et envælde, som hyppigt bliver rost af amerikanerne (som gerne bruger landet til at sønderbombe demokrati ind i nabolandet Irak).

Hovedårsagen til, at Saudi Arabien ikke er nået længere skal ikke findes i religion, men snarere global samarbejdspartner.

Brugerbillede for Jannie Nielsen
Jannie Nielsen

Holger Svendsen

Ja men kun efter MASSIVE protester fra omverdenen.

Ifølge den danske katolske hjemmeside er der i øjeblikket 1500 sager kørende alene i USA om katolske præsters pædofili.

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Holger Svendsen:
"Det er også et interessant emne, men artiklen handler altså om at en 75årig "pige" skal have pisk."

Endnu en gang nedlægger Holger Svendsen forbud, mod at der tales om andet end hans xenofobiske dagsorden.

Og, jo, der er mere end én milliard katolikker i verden. Formodentligt er tallet stigende.

Brugerbillede for Mona Blenstrup
Mona Blenstrup

Fin forklaring af dagens tekst i denne debat.

Men det er lidt uhyggeligt, at der fra visse sider altid skal retfærdiggøres overgreb foretaget af islamtilbedere og ders sharialov, ved at finde eksempler på andre religioners virke og modbydeligheder.

Det er lige som miljøministeren, der altid pakker en dårlig sag ind i to gode. så lægger man ikke mærke tild en dårlige.