Læsetid: 2 min.

Sarkozys regering ser ud til at overleve mistillidsvotum

Både socialister og borgerlige er kritiske over for præsident Sarkozys beslutning om fransk genindtræden NATO's integrerede militære samarbejde
18. marts 2009

Frankrigs præsidents fjender har samlet sig imod ham. Årsag: De er imod Frankrigs genindtræden som fuld-gyldigt medlem af NATO.

Modstandere lige fra forhenværende premierminister Dominique de Villepin på højrefløjen til socialistpartiets tidligere premierminister Laurent Fabius har slået sig sammen ud fra devisen 'min fjendes fjende er min ven'.

I går fremsatte den samlede opposition en mistillidsdagsorden mod premier-minister François Fillons regering.

Det så ved redaktionens afslutning ud til, at regeringen havde vundet mistillidsafstemningen med en klar majoritet.

Nogle af de mest fremtrædende politikere i Frankrig er - af forskellige årsager - imod Frankrigs genindtræden i det militære samarbejde, som landet forlod i 1966.

Dengang var den konservative præsident Charles de Gaulle imod den amerikanske dominans af alliancen. Det er den samme frygt, der prægede gårsdagens debat:

"Det er en beklagelig beslutning. Det betyder, at Frankrig bliver et halehæng til USA," sagde oppositionspolitikeren Jean-Louis Bianco i går til tv-stationen France 24.

Den samme kritik blev- mere overraskende - fremsat af forhenværende premierminister Dominique Villepin. Han sagde til den franske avis Le Monde, at beslutningen kunne skade Frankrigs udenrigspolitiske rolle.

"NATO er en del af Den Kolde Krigs arkitektur, og vi har i Frankrig aldrig accepteret logikken bag den såkaldte 'krig mod terror'," siger den tidligere premier- og udenrigsminister.

Men den kritik accepteres ikke af iagttagere.

"Det er betegnende for gårsdagens debat, at det er dinosaurerne i fransk politik, der er på banen. Villepin har noget at hævne som Sarkozys ærkefjende i UMP (det regerende borgerlige parti, red.). Og Laurent Fabius er ikke længere en magtfaktor i Socialistpartiet. Som jeg ser det, er der tale om et forsøg på en populistisk protest," siger Laurence Morel, professor i statskundskab ved universitetet i Lille.

Præsident Sarkozy erklærede i sidste uge, at det "var i Frankrigs interesse at genindtræde i alliancen". Blandt årsagerne nævnte han Frankrigs engagement i Afghanistan.

Men modstandere frygter, at Frankrig som fuldgyldigt medlem af NATO vil være tvunget til at påtage sig en større opgave i konflikter i muslimske lande:

"Det er noget, mange frygter. Det kan skabe indenrigspolitiske konflikter. Frankrig er et multikulturelt samfund. Mange indvandrergrupper er mere end skeptiske over for det militære engagement i Afghanistan," siger professor Morel.

Magtdemonstration

"Det er ikke første gang, præsidenten tager konflikten med oppositionen om et spørgsmål af symbolsk karakter. Iagttagere opfatter derfor afstemningen som endnu en magtdemonstration fra præsidentens side.

"Jeg tvivler på, at det var militære årsager, der over-beviste Sarkozy. Det virker mere, som om han ønskede at fremvise oppositionens handlingslammelse. Den nye formand for socialistpartiet, Martine Aubry, har haft svært ved at finde en konsistent position. Og det samme er tilfældet med hendes rival - den tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal," siger professor Morel.

Frankrig forventes at genindtræde i det integrerede forsvarssamarbejde, når NATO's nye generalsekretær tiltræder 1. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu