Læsetid: 3 min.

Slagsmålet om Opel åbner den tyske valgkamp

Den konservative kansler, Angela Merkel, er fanget mellem socialdemokrater og liberale. Skal staten intervenere og redde den kriseramte bilproducent, eller skal markedet regulere sig selv? Den første europæiske finanskrise-valgkamp er undervejs i Tyskland
18. marts 2009

Sidst i september er der valg i Tyskland. Et halvt års tid forinden synes den første finanskrise-valgkamp i Europa at være gået i gang.

Anledningen leverer kriseramte Opel, General Motors' tyske datterselskab. Bilproducenten bad først i marts om en kapitalindsprøjtning på 25 milliarder kr. for at undgå fallit og fyringer af 27.000 tyskere.

Det principielle spørgsmål om, hvorvidt staten bør intervenere på markedet og redde en privat virksomhed, aftegner konturerne af en grundlæggende konflikt mellem koalitionspartnerne i den tyske regering. På den ene side står kansler Merkels konservative CDU, der nødigt ser statsapparatet forhindre markedskræfternes arbejde. På den anden side står socialdemokraterne, SPD, der vil redde arbejdspladser gennem statslån til lukningstruede virksomheder.

Uden for regeringen står det liberale parti FDP, der nærer en dyb afsky over for enhver form for statsintervention på markedet. De har klart meldt ud, at de ikke mener, staten bør redde virksomheder, der ikke kan klare sig på markedets vilkår.

Kamp om stemmer

Man kan kun forstå det politiske slagsmål om Opel i lyset af det snarlige valg. Kampen om bilproducentens fremtid er i realiteten en kamp om stemmer.

Angela Merkel har igennem de seneste måneder været under skarp kritik fra såvel højtstående medlemmer inden for egne rækker som den tidligere regeringspartner FDP. Efter snart fire år i koalitionsregering er CDU blevet de rene socialdemokrater, lyder det fra kritikerne, der hæfter sig ved, at partiet i fællesskab med SPD har indført mindsteløn, er gået uden om større skattelettelser og har sammensat økonomiske krisehjælpspakker, som i realiteten lægger banker, der er truet af fallit, ind under staten.

Man har forladt den Ordnungspolitik, hvor staten holder sig til et minimum af indblanding på det frie marked, selv om det netop er denne økonomiske politik, der har sikret Tysklands velstand i efterkrigstiden.

Det er således ikke tilfældigt, at Merkel i første omgang svarede på nødråbet fra Opel med at tilkendegive, at hun var skeptisk over for idéen om, at staten skulle intervenere. Hun ønskede at skabe ro i egne rækker og tilnærme sig FDP, som CDU gerne vil danne regering med efter valget, da de politisk er langt mere enige med dem end SPD. Omvendt ønskede hun at vinde nogle af de liberale stemmer tilbage, som FDP ifølge meningsmålinger har taget fra CDU.

En oplagt chance

Lige så vigtigt har det været for CDU at profilere sig selv i forhold til SPD, der også har taget stemmer fra dem under finanskrisen, sandsynligvis fordi de er kommet med de mest markante holdninger til, hvordan situationen skal håndteres. Forhåbningen synes at have været, at man ville kunne udstille SPD's politik som naiv venstrefløjsdogmatisme, der ikke er i befolkningens interesse, fordi den er et brud på den succesfulde Ordnungspolitik og potentielt kan gældsætte landet.

Omvendt giver det god mening, at den modsatte reaktion lød fra SPD, der klart har meldt ud, at arbejdspladserne skal reddes, og at CDU handler uansvarligt, når de ikke erklærer sig klar til at redde den store arbejdsplads. For naturligvis er CDU's svar på Opels krise en oplagt chance til at udstille det konservative parti som uinteresseret i ganske almindelige arbejdere og vise tyskerne, hvem der i virkeligheden er i stand til at sikre borgernes velfærd.

SPD er nemlig heller ikke vilde med idéen om endnu fire år i koalition med CDU. De vil langt hellere vinde mandater nok til at kunne danne regering med De Grønne ligesom under Gerhard Schröder, og hvis de ikke kan undgå det også sammen med det nye socialistiske parti, Die Linke.

Samtidig er SPD meget opmærksomme på ikke at give det fremadstormende Die Linke patent på konceptet om, at staten skal spille en aktiv rolle i krisesituationer for at redde arbejdspladser. Partiet har allerede taget mange arbejderstemmer fra socialdemokraterne, og nogle af dem skal nu hentes hjem igen.

En smart løsning

Partitoppen i CDU har endnu ikke udtalt sig om, hvorvidt Hessens konservative ministerpræsident Roland Kochs redningsplan for Opel vil blive gjort til partiets officielle politik. Han har foreslået, at staten igennem to år garanterer private investorers indskud i Opel.

Et rimeligt gæt kunne lyde, at Merkel muligvis vil justere nogle detaljer, men ellers overtage den grundlæggende ide i planen. Såfremt selvfølgelig det virkelig kan lade sig gøre at finde investorer. På den ene side vil partitoppen kunne hævde, at regeringen ikke direkte har interveneret. De vil således kunne fremvise en økonomisk politik, som både kritikere inden for partiet og FDP vil kunne sluge, og som over for vælgerne profilerer CDU i forhold til SPD. Og på den anden side giver de ikke SPD mulighed for at kritisere dem for ligegyldighed over for tyske arbejdspladser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu