Læsetid: 6 min.

Hvor skal de sove i nat?

4.000 zimbabwiske flygtninge prøver hver nat at sove i en kirke i Johannesburg - de fleste ender på fortovene omkring. Nu vil bystyret og de handlende have dem væk: De sviner og skræmmer kunderne væk
Central Methodist Church i Johannesburg i Sydafrika er blevet en magnet for de hjemløse flygtninge fra nabolandet Zimbabwe. Allerede ved 18-tiden er gaden et mylder af mennesker, der leder efter et sted at sove.

Central Methodist Church i Johannesburg i Sydafrika er blevet en magnet for de hjemløse flygtninge fra nabolandet Zimbabwe. Allerede ved 18-tiden er gaden et mylder af mennesker, der leder efter et sted at sove.

KIM LUDBROOK

20. marts 2009

JOHANNESBURG, Sydafrika - "Hva' F...," mumler taxichaufføren, da vi nærmer os Small Street i Johannesburg centrum, og en stor menneskemængde nærmest blokerer vores vej. "Flygtninge fra Zimbabwe," forklarer jeg. "Jamen, nu er der jo fred i Zimbabwe. Ka' de ikke snart se at tage hjem?"

Ingen ved, hvor mange zimbabwiske flygtninge og illegale indvandrere, Sydafrika rummer; hjælpeorganisationer og myndigheder gætter på et tal omkring tre millioner. I takt med den økonomiske nedsmeltning i det engang så driftige land nord for Limpopofloden er strømmen vokset og vokset. De første mange hundredtusinder var de uddannede: De stoppede huller i Sydafrikas mangel på dygtige lærere, ingeniører, teknikere, revisorer, sygeplejersker, læger, radiografer, journalister etc.; de blev et velkomment plus i forsøget på at rette op på apartheidtidens store underskud. De havde ikke bare uddannelser, men også den erfaring med at drive offentlige tjenester, som sorte sydafrikanere skulle lære.

De blev hurtigt integreret. Siden fulgte de fordrevne og de elendige, som flygtede fra den politiske vold og fra fattigdom - til glæde for farmere, entreprenører og andre, der har brug for billig og villig arbejdskraft. De er ikke populære i et Sydafrika, hvor hver anden er arbejdsløs.

Som natten falder på, vandrer en sultens slavehær ud af skyggerne. Hundreder og atter hundreder af hjemløse strømmer ad Johannesburgs varmesitrende asfaltgader for at stimle sammen ved Central Methodist Church, der umiddelbart ligner alle de andre høje bygninger- kun et storbyskident hvidligt kors på facaden og nogle små farvede glasvinduer i anden sals højde vidner om husets hellige formål. Allerede ved 18-tiden er gaden et mylder og summen af mennesker, mørke i mørket.

De har alle ét mål: At finde et sted at sove, og her har biskop Paul Verryn budt de elendige velkommen.

Jeg baner mig vej gennem vrimlen og forbi de handlendes omvendte bildæk med majsgrød, ristede majs-kolber, flødekarameller og sodavand frem mod kirkens indgang. De sidste meter er optaget af et langt trug, for enden af hvilket to unge kvinder med vandspande øser desinficerende vand over gæsternes hænder: En infam kolera-epidemi raser i Zimbabwe, der har spredt sig til grænsebyen Musina, men foreløbig ikke længere. En meningitis-epidemi er desuden under udvikling - og her er tusinder af mennesker uden mulighed for ordentlig hygiejne. Kirken kunne blive en dræbende sygdomsbombe, hvis ikke Læger Uden Grænser havde organiseret denne simple bakterieblokade.

Indenfor er lyset søvnigti den store forhal. I et hjørne ligger fire mennesker slængt som livløse på de papstykker, der sælges i bundter ude på gaden. På trappen mod kirkesalen hænger folk.

Jeg skubber døren op til kirkerummets store amfiteater; ikke en bænk er tom. En slags gudstjeneste er i gang, på hver række sidder mænd og kvinder med hovedet placeret på bænkeryggen foran; ikke engang heftig salmesang ser ud til at vække dem. Luften er tung af em og bøn.

Udenfor træffer jeg 30-årige Lawson.

"Det gik sådan set meget godt hjemme i Zimbabwe," fortæller han. "Min far og jeg havde en lille gård med et savværk nær Mutare. Far havde arbejdet i præsidentens administration, men havde nu sluttet sig til oppositionspartiet MDC. Vi passede godt på, havde låste porte og vagtmænd, men en lørdag gik det galt. Udenfor holdt en bil med et par unge mænd; jeg havde lagt mærke til dem, men de sagde, at de ventede på, at en af deres medpassagerer kom tilbage med et lappet hjul. Jeg hørte min fars Landrover komme, han må have stoppet for at spørge, om de havde brug for hjælp, for kort efter kørte den ind gennem porten - mens de unge mænd holdt en pistol mod hans hoved."

"For at gøre en lang historie kort: De bandt far og mig, tævede vagtposterne og bad dem forsvinde, hentede en masse savsmuld og affaldstræ, placerede far ovenpå og hentede en benzindunk. Jeg troede, det var en grov trussel, men da han gik op i flammer, og luften blev tyk af røg og savsmuld, lykkedes det mig at stikke af."

Det var sidste år i marts, under første runde af det valg, der endte i et orgie af blod, vold og undertrykkelse i juni.

"Jeg flygtede, kom til Johannesburg og gik straks i gang med at finde en måde at overleve på."

Lawsons historie er dels en tribut til Zimbabwes entreprenørånd, dels en illustration af, hvordan Mugabes styre knuser landets økonomi:

"Jeg rekrutterer unge mænd til de lokale vagtfirmaer og unge kvinder til hushjælp. Det går ret fint, jeg har fire firmaer, der dog alle fungerer bag stråmænd, som er dyre at gøre tilfredse. I Mutare dyrkede vi champignoner, så jeg er også begyndt at optræne folk her i den kunst."

Men hvorfor må sådan en driftig mand søge ly hver nati en kirke?

Det lykkedes ham at leje først et værelse og kort efter et meget lille hus i Alexandra, en af Johannesburgs ældste, mest indeklemte og tætte townships. "Men så kom xenofobien."

Ordet er indgået i det sydafrikanske sprog som synonym for den voldsbølge, der i maj sidste år skyllede gennem flere af Johannesburgs sorte kvarterer for at feje udlændingene ud. 60 mennesker blev myrdet, tusinder mishandlet, og Lawson måtte flygte igen, ligesom 150.000 andre immigranter fra øvrige afrikanske lande.

Det lykkedes de sydafrikanske myndigheder at dæmpe volden, og de fordrevne fik ly i store lejre bag pigtråd. Men nu er myndighederne begyndt at lukke lejrene - og tvinge udlændingene til at finde bolig andre steder.

"Men vi tør ikke," siger den dobbelt traumatiserede Lawson - og det opløb, der har samlet sig omkring os, samtykker.

I sidste uge lukkede myndighederne også en stor opsamlingslejr for zimbabwiske flygtninge i Musina ved grænsen. Siden da er menneskemængden ved kirken vokset og vokset.

Aftenen går. Folkemængden svulmer. I kirkens kælder ligger papstykke ved papstykke med menneskebylter. Da jeg slår et slag op mod kirkerummet igen, må jeg skræve over midlertidige hjem på trapperne, klumper på pap og med tæppe, taske og krus. Inde i kirkerummet er salmerne forstummet, nu høres blot blød mumlen; række ved række ligger natteflygtningene, på bænke, på gulv, på gange - ved alteret, under orglet.

Udenfor har de handlende forleden rejst et to meter højt stålstakit tværs over den tidligere mondæne First Street Arcade, der løber langs kirkens ene side - for kirken kan langtfra rumme de mange tusind, og de fandt i stedet nattelogi på gaden. Nu er det slut med det. "Hvor skal vi så sove?", spørger 21-årige Sisasenkosi fra Bulawayo. Hun lever af tilfældige jobs, går dør til dør i Johannesburg og spørger, om hun skal vaske, stryge, hvad som helst.

Prostitution er en rivende forretning i kvarteret nu. Unge piger fås til et par kroner, halv pris med gummi. Inde i kirken er sex og alkohol forbudt, men det kan ikke håndhæves.

Amoralen er hovedargumentet for myndighederne for nu at kræve flygtningene væk. "Hvorhen?" spørger biskop Verryn. Og han får intet svar, bortset fra de beskidte: ANC-medlem af regions-rådet Dorothy Maghlangu beskylder ham for "at udsætte de uskyldige flygtninge for overgreb".

Til gengæld frygter både han og byens menneskerettighedsorganisationer, at xenofobien snart stikker sit hoved frem igen. Taxichaufførens bemærkning høres igen og igen: Skal de ikke snart hjem? Hvad laver de her? Ofte med tilskudsinformationen til dem, der vil lytte, at disse udlændinge stjæler, lyver og horer. Det ulmer i Johannesburg, og myndighederne puster til gløderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt at se, at danske medier tager situationen med de Zimbabwiske migranter i Sydafrika seriøst. Jeg var selv i Johannesburg - deriblandt i selve metodist kirken og opsamlingslejren (showgrounds) der bliver nævnt ved Musina. Jeg er dog også en anelse skuffet over, at artiklen ikke graver et spadestik dybere i diskussionen. Bl.a. er det da værd at nævne, at det er et klart mindretal af de Zimbabwiske "flygtninge" der får flygtningestatus (<%1 af ansøgere) - en status der er fastsat ved international lov og derved også - i modsætning til migrant-status, giver rettigheder. Hvis disse Zimbabwere havde flygtningestatus, ville den dårlige situation være markant forbedret, idet de ville have ret til mad, husly etc, og flere internationale NGO'er står klar til at give dem dette, øjeblikket de får statusen.

En enkelt direkte rettelse til artiklen er dog prisen på prostitution, der påstås er halveret ved brug af kondom - gid det var så, for så ville sundhedssituationen muligvis se bare lidt bedre ud, desværre fordobles den ved brug af kondom. Fra 5 Rand (3 kr) uden, til 10 Rand (6 kr) med.

// Ida