Læsetid: 4 min.

Storbritannien bliver outsider ved G20-mødet

27. marts 2009

Selvom man lader sig pakke ind i den varme puppe af optimisme og defensive udtalelser, som Downing Street har spundet forud for næste uges G20-møde, vil der næppe gå længe, før man mærker den kolde trækvind.

Briterne gør deres yderste for at redde verden, må vi forstå. De er igen bedste venner med Washington, og det meste af resten af verden er også på deres side. Hvis bare disse forbistrede europæere fra kontinentet dog kunne komme til fornuft -

Det er som at høre ekkoerne af 10 år gamle argumenter. De britiske ministre, og her må vi ej glemme daværende finansminister Gordon Brown, hudflettede dengang jævnligt franskmænd og tyskere for ikke at gøre nok for at opmuntre til iværksætterånd og større forbrug. I dag er pointen tilsvarende, at dersom resultaterne fra topmødet i London ikke indfrier de britiske ambitioner, så vil det igen blive kontinentaleuropæerne med deres afvisning af at tilslutte sig den angiveligt oplyste konsensus, som må stå for skud.

Hvor ville det være befriende, hvis briterne for en gang skyld kunne bryde fri af deres egen selvsuggestion og gøre sig den ulejlighed at lytte til vore europæiske partnere! Man vil da hurtigt indse - som jeg gjorde, da jeg i weekenden mødtes med flere EU-politikere og eksperter - at for mange af disse angiveligt så træske og fordægtige kontinentaleuropæere - ja, der er det faktisk briterne, som er på vildspor.

Og den opfattelse stikker dybt. Kontinentaleuropæerne agter ikke at lade sig presse til at skrive under på briternes globale redningsplan og lader sig ikke kyse af trusler om efterfølgende isolation.

Tre betænkeligheder

Grundlæggende har de tre betænkeligheder. Den første og mest umiddelbare vedrører den økonomiske politik. Såvel den tyske som den franske regering er stærke modstandere af enhver international finanspolitisk stimulering. De insisterer på, at de allerede har gjort rigeligt for at smøre deres egne økonomier og ønsker at forholde sig afventende, indtil disse tiltag gør deres virkning.

De er meget modvillige til at slippe inflationen løs - samme argument fremføres i øvrigt noget halvhjertet i Storbritannien af dem, som modsætter sig forøgelse af pengemængden. Hvis der skal ydes finansiel støtte, så ønsker kontinentaleuropæerne at bruge de eksisterende institutioner som IMF - eller - i de skrantende 'nye' europæiske økonomiers tilfælde: at benytte sig af EU-mekanismer som Den Europæiske Centralbank.

Det ser ikke ud til, at kontinentaleuropæerne er rede til at flytte sig meget på dette punkt. I al fald har Tysklands kansler, Angela Merkel, sat hælene i. Hvad mere er: Storbritanniens tidligere 'del og hersk'-politik, som førhen satte 'det gamle Europa' op imod 'det nye' vil ikke virke. For denne gang har Tyskland og Frankrig allierede i eurozonen og ud over denne. Og ikke blot er ECB på deres side, det samme er Verdensbanken, hvis formand, Robert Zoellick, har advaret om, at alle yderligere incitamenter vil udløse 'sukkerchok' og yderligere sammenbrud.

Den anden grund til kontinentaleuropæernes modvilje går tilbage til de belæringer, som briterne plejede at docere om 'glorværdig vækst' og 'syndig stagnation'. Over for disse har 'det gamle Europas' ministre udvist en langmodighed, der går langt ud over, hvad man kunne forvente af deres stilling, i betragtning af, at deres 'statiske' modeller i stigende grad ser ud til at fremtidens model.

Men det betyder ikke, at de gamle belæringer ikke stadig nager, eller at Gordon Browns tale om 'global' krise i deres øjne har frikendt Storbritannien for medansvar. De bebrejder naturligvis også USA, men eftersom Barack Obamas nye regering er begyndt at forfølge en ganske anden slags økonomisk politik, lægger de fokus på briterne, som for vore kontinentale venner ikke ser ud til at have taget ved lære af deres vildveje.

Britisk arrogance

Dette fører os direkte frem til den tredje og mest rodfæstede årsag til ubehaget ved den britiske linje. Man ser i hele den britiske tilgang en arrogance, som er så meget desto mere ulidelig i lyset af Storbritanniens rolle i det, som er sket og dets vedvarende ambivalens over for EU. De ser den ikke bare hos de britiske politikere, men også hos Storbritanniens diplomater og hos den britiske udenrigsminister personligt, hvis på en gang skødesløse og didaktiske optræden påkalder sig særlige giftigheder.

Dette udmønter sig i to konkrete klagepunkter. London, siger de, stræber efter at være globalt finansielt centrum, men uden at have det nationale skattegrundlag, der er nødvendigt for at honorere dets internationale forpligtelser. At G20-topmødet skal afholdes inden for synsvidde af de himmel-stræbende banktårne i Londons Docklands er kun en ekstra irritation. Og hvad angår antiprotektionisme - som bliver det alternative diskussionsemne, hvis det ikke lykkes at komme til enighed om en international stimulanspakke - så lyder indvendingen: 'Hvad er det seneste fald på 30 pct. på pund sterling andet end protektionisme via devaluering?'

Så når topmødet vil blive udråbt som en succes, hvilket utvivlsomt vil ske, vil to spørgsmål blive behørigt ignoreret. Hvor meget større en succes kunne det ikke være blevet, hvis Storbritannien havde udvist en mere europæisk ånd i årenes løb? Og hvad siger vores gæster egentlig om os, når de først er kommet hjem?

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu