Nyhed
Læsetid: 2 min.

Strejker lammer Frankrig

Arbejdere i Frankrig er gået sammen i endnu en masseprotest mod regeringens håndtering af den økonomiske krise. Regeringen frygter, at protesterne breder sig
Millioner af franskmænd demonstrerede i går mod regeringens håndtering af den økonomiske krise - her en demonstration i Nantes.

Millioner af franskmænd demonstrerede i går mod regeringens håndtering af den økonomiske krise - her en demonstration i Nantes.

Franck Perry

Udland
20. marts 2009

Op mod to millioner franskmænd gik i går på gaden i Frankrigs byer, efter at landets fagforeninger har opfordret til strejker og stormøder i protest mod regeringens håndtering af den økonomiske krise.

Fagforeningerne kræver et løft i lønningerne og en større økonomisk beskyttelse. Allerede onsdag aften tog jernbanearbejdere og ansatte i oliegiganten Total hul på protesterne. De er vrede over, at koncernen nedlægger over 500 arbejdspladser kun få dage efter offentliggørelsen af et rekordoverskud for 2008.

I går var både fly- og togdriften samt den kollektive trafik i en række byer berørt af strejken, som afspejler en stigende offentlig vrede over den recession, der har ramt Frankrig og dets europæiske naboer.

Hver tredje flyvning fra Paris-lufthavnen Orly var aflyst, mens de franske statsbaner indstillede op mod halvdelen af alle togafgange. Mange skoler var desuden lukket, og forældrene måtte blive hjemme og passe deres børn.

Også ansatte i bilindustrien samt olie-, bank-, medicinal- og detailarbejdere blev opfordret til at nedlægge arbejdet og deltage i demonstrationerne sammen med de offentligt ansatte.

I den nordlige by Clairoix protesterede omkring 10.000 mennesker mod lukningen af en tysk-ejet Continental dækfabrik, der medfører afskedigelser af flere end 1.100 medarbejdere. Enorme skarer af demonstranter var også på gaderne i Marseille, Lyon og Grenoble, mens en stor demonstration var planlagt i hovedstaden Paris.

Berettiget

Ifølge en meningsmåling, der blev offentliggjort tidligere på ugen, mener 78 procent af franskmændene, at en endages-strejke er berettiget.

For at afbøde de økonomiske tilbageslag, mens arbejdsløshedstallet stiger til flere end to millioner, kræver fagforeningerne, at præsident Sarkozy hæver mindstelønnen, øger skatterne for de rige og skrotter planerne om at skære i beskæftigelsen i den offentlige sektor.

Den franske premierminister, Francois Fillon, skulle i går have deltaget i et EU-topmøde i Bruxelles, men protesterne fik ham til at blive hjemme.

Fillon har allerede gjort det klart, at regeringen ikke vil gøre mere, end den allerede har gjort for at opretholde de franske forbrugeres købekraft.

I sidste måned vedtog regeringen en pakke med sociale ydelser til en værdi af 2,6 milliarder euro (19,4 milliarder danske kroner), efter at en million mennesker var gået på gaden i den første masseprotest, som fandt sted 29. januar.

ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her