Læsetid: 4 min.

Strejkeretten er under pres

Fra Italien til Estland udfordres strejkeretten. Arbejdstagersiden risikerer at miste sit stærkeste våben som konsekvens af den økonomiske krise i Europa, forudser eksperter
Lastbiler spærrer indkørslen til en motorvej uden for Rom den 12. december 2007. Nu vil Silvio Berlusconis regering indføre en række begrænsninger i strejkeretten, men forslaget møder hård modstand fra fagbevægelsen, der kaldet det -farligt for det demokratiske system-.

Lastbiler spærrer indkørslen til en motorvej uden for Rom den 12. december 2007. Nu vil Silvio Berlusconis regering indføre en række begrænsninger i strejkeretten, men forslaget møder hård modstand fra fagbevægelsen, der kaldet det -farligt for det demokratiske system-.

Alberto Berti

6. marts 2009

En ny rapport viser, at der bliver varslet i gennemsnit to til tre strejker i det offentlige transportvæsen i Italien - om dagen. Derfor vil Silvio Berlusconis regering nu indføre en række begrænsninger i strejkeretten. Lovforslaget omfatter bl.a. et "forbud mod protester eller arbejdsnedlæggelser i erhverv eller produktionssektorer, der på grund af aktionens varighed og modalitet kan krænke den personlige frihed og retten til fri bevægelighed".

Regeringens udmelding får fagbevægelsen i Italien til at reagere:

"Der må ikke herske tvivl om strejkeretten. Berlusconi vælger en forkert vej, som er farlig for det demokratiske system, for den personlige frihed og for magtforholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager," udtaler formanden for lønmodtagerorganisationen CGIL, Gugliemo Epifano, i et interview i avisen La Repubblica.

"I dag intervenerer han på vegne af borgerne og brugerne, i morgen kunne han gøre det samme i alle andre sektorer. Men så er strejkeretten kompromitteret," advarer Gugliemo Epifani.

Serviceminimum

Og Italien er ikke et enkeltstående tilfælde. Berlusconi-regeringen er inspireret af en fransk reform på området. I 2007 gik Nicolas Sarkozy til valg på et løfte om at gøre noget ved de mange strejker, som ofte lammer den offentlige transport i Frankrig. Efter valget fik han indført en lov om et såkaldt serviceminimum i offentlige virksomheder: Metroen skal køre, selvom medarbejderne strejker.

"Det gik ud på at dæmme op for de vilde fagforeninger, selvom kun otte pct. af arbejdsstyrken i Frankrig er organiseret. Ved hjælp af de såkaldte erga omnes-klausuler, bliver de resultater, som de organiserede kadrer opnår, automatisk gældende for større grupper på det samme beskæftigelsesområde. Derfor vil Sarkozy hjælpe arbejdsgiversiden ved at stække disse kadrer," forklarer Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Han mener, at det kan blive en paneuropæisk tendens:

"Når diskussionen kommer op, er det, fordi nogen ser problemet, og det tror jeg også, at man skal. Man ser højreinitiativer hele vejen rundt i Europa, og der er jo også kun socialdemokratisk ledede regeringer i to europæiske lande for øjeblikket (Spanien og Storbritannien, red.), så det er ikke overraskende. Arbejdsgiverne har været i offensiven lige siden 1980'erne, og det bliver nu fulgt op fra politisk hold," siger Henning Jørgensen.

Virtuel strejke

Sarkozys forsøg på at reformere det franske arbejdsmarked har vakt voldsomme protester, og strejkerne på transportområdet er ikke blevet færre. Reglen om et serviceminimum fungerer nogenlunde og har skabt en vis stabilitet i den offentlige transport, men kritikere mener, at den krænker arbejdstagerens forfatningssikrede ret til at gennemføre virkningsfulde strejke. Alligevel lykkes det af og til for det kommunistiske fagforbund Confédération Génerale du Travail at omgå reglerne og blokere den offentlige trafik, som det skete for nylig med punktstrejker på Gare Saint Lazare i Paris.

Hvis den italienske regerings lovforslag bliver ved-taget, skal utilfredse løn-modtagerne tvinges til at afholde såkaldt virtuelle strejker, når der ikke kan garanteres et serviceminimum:

"Togpersonale og sporvognskonduktører gør oprør, men sikrer en jævn service: De strejker, men er på arbejde. De kunne få landet til at gå i stå, men i stedet sikrer de, at det fungerer som et urværk. Den eneste forskel i forhold til en normal situation er, at de arbejder gratis. Og brugerne vil kun blive bevidst om dette afkald, hvis pressen vælger at beskæftige sig med det," siger Francesco Pardi, senator for oppositionspartiet Italia dei Valori.

Finanskrise

Ifølge Henning Jørgensen skal udfordringerne for strejkeretten ses i et kriseperspektiv:

"I tider med recession er arbejdsgiverne ret hårde til at løbe fra de aftaler, som de har indgået tidligere. Det er svært at håndhæve, hvis man ikke har et arbejdsretsligt system som det danske. I lande som Italien og Frankrig er overenskomsterne støttet af lovgivningsinitiativer, og man har ikke den samme kompromiskultur som i Danmark. I de baltiske lande har man ikke kollektive overenskomster, og hvis der er en overenskomst, så bryder arbejdsgiverne den bare. Det er pistolen for panden," siger Henning Jørgensen.

I Italien frygter dele af fagbevægelsen, at indgrebene mod strejker i transportsektoren er en trojansk hest, som skal bane vejen for en generel indskrænkning af strejkeretten. Flere parter påpeger, at formuleringerne i lovforslaget er elastiske og kan udstrækkes til en lang række tilstødende sektorer:

"Lovforslaget er ikke specifikt rettet mod transportsektoren. Vi står over for en klar autoritær trussel, som vil omdefinere de sociale relationer. Det er indlysende, at der er en sammenhæng mellem ønsket om at få individuelle lønforhandlinger og anslaget mod strejkeretten," siger Gianni Rinaldini, som er formand for metalarbejdernes forbund under CGIL. I de seneste år er antallet af helt usikre, uregulerede arbejdsforhold vokset meget i lande som f.eks. Spanien, hvor en tredjedel af arbejdsstyrken er ansat på disse vilkår. I Italien har en ny arbejdsmarkedsreform fra 2003 indført mulighed for at ansætte folk på tidsbegrænsede kontrakter i mindre virksomheder. Det har nedbragt arbejdsløsheden, men også organiseringsgraden.

I Østeuropa ser det meget skidt ud med ekstremt høje arbejdsløshedsprocenter i mange lande. Det er ikke bare en økonomisk krise og en produktionskrise, men også en arbejdsmarkedskrise med stærke selektionseffekter, hvor nogle grupper bliver ramt hårdere end andre.

"Det gamle mantra om, at dagens profit skaber morgendagens arbejdspladser, gælder ikke længere, fordi beskæftigelsessystemet og produktionssystemet ikke længere udvikler sig synkront. Og nu er jobskabelsen så kommet til en meget brat opbremsning. I Polen er det ved at gå rigtig galt, og i Slovakiet, hvor de havde et mere vestligt system, har de nu store problemer med ungdomsarbejdsløshed," siger Henning Jørgensen, der ikke er videre optimistisk på arbejdsrettighedernes vegne:

"Når borgerskabet både hersker og regerer, kan man ikke forvente andet, end at det er op ad bakke for fagforeningerne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende tanke at afskaffe strejkeretten - for i de situationer hvor arbejderne bliver så utilfreds at de
ellers ville strejke, men så ikke må, må de jo så få
afløb for vreden på andre måder.

Lise Pedersen

# Kim

Hvad tror du de så gør? Hærværk?

Du er ikke selv arbejder går jeg ud fra når du omtaler arbejdere som "de", men nu hvor de glade dage med finansboblen er slut, vil det ligesom i tidligere kriser gå op for mange med "finere" erhverv at de desværre har meldt sig ud af fagforeninger og a-kasser for tidligt, hvis de overhovedet har været medlemmer.

I de borgerlige jubelår blev klassekampen jo afblæst. Det frie valg, mennesket sat i centrum, høje lønninger i de private erhverv etc. foregøglede folk at de var noget.

Nu går det ned ad bakke og desværre må selv folk i bankverdenen, it-brancen og andre lidet proletariske erhverv erfare hvor pengene til skattelettelserne kom fra:

Der er nemlig ingen understøttelse eller kontanthjælp: "Sælg din Audi og dit hus og kom ikke igen før du er blanket helt af".
Måske kan det få nogen til at ønske kollektive goder tilbage?

@Lise Petersen

"Hvad tror du de så gør? Hærværk?"

---

Næppe - de vil nok nærmere følge den gamle floskel: Hellere målrettet samfundsnedbrydning -
end hærværk.

mht. "samfundsnedbrydning" - ku' man jo så tørt bemærke: At der har kapitalisterne jo allerede gjort en stor del af forarbejdet.

Inger Sundsvald

Lise Pedersen

Ironi er en god ting.

Men helt ærligt, så ved jeg heller ikke hvad strejkeretten gavnede sygeplejersker og sosu-assistenter, når de reelle lønforhandlinger foregik mellem parterne som skinforhandlinger, og hvor ’proletarerne’ ikke havde en dyt at sige. Magten havde regeringen, og de er ligeglade med borgerne, for de har selv private forsikringer og midler, og hytter deres egne.

Det der ville batte noget er, hvis mændene ligesom ’i gamle dage’ gik i sympatistrejke. Dengang var der noget der hed solidaritet, og de bedst lønnede gik sammen: – Smede, skraldemænd og typografer, og hvis det rigtig blev sat på spidsen - bryggeriarbejderne. Konerne støttede op, ligesom de gjorde i de rigtig gamle dage før Grundloven blev vedtaget.

Men den slags skal man ikke forvente i dag.

Måske illustrativt - et fortalt eksempel ( har ikke selv gennemregnet det ):

Privatbilismen påfører samfundet nogle økonomiske omkostninger ( de menneskelige her unævnt ): Udstødningassernes slid på bygningsværker og på befolkningens helbred, udgifter til traffikofre: revalidering, pensioner osv.
-
det fortalte eksempel hævdede så at i danmark var de
udgifter samfundet bliver påført at privatbillismen
omtrent dækket af vore høje afgifter, men at de italienske afgifter på privatbiler er så lave at privatbilismen påfører det italienske samfund et økonomisk nettotab.

Så alt hvad de røde brigader ( i kampen imod det italienske samfund ) egentlig behøver at gøre er at købe privatbiler og køre rundt i landet.