Læsetid: 4 min.

Tariq Aziz - loyal til det sidste

Saddam Husseins udenrigsminister og næstkommanderende var den pæne mand i et grimt regime - det betaler han nu prisen for: 15 års fængsel
Tariz Aziz tjente i 30 år loyalt Saddam Husseins regime. Han var manden med de rene hænder, der accepterede det beskidte arbejdsmiljø. Også efter regimets fald var Aziz tro mod Saddam Hussein og nægtede at vidne mod sin gamle chef.

Tariz Aziz tjente i 30 år loyalt Saddam Husseins regime. Han var manden med de rene hænder, der accepterede det beskidte arbejdsmiljø. Også efter regimets fald var Aziz tro mod Saddam Hussein og nægtede at vidne mod sin gamle chef.

Damir Sagolj

14. marts 2009

Beirut - 00964-1-8855606. Jeg har stadig Tariq Aziz' gamle nummer i Bagdad og husker stadig, hvordan hans sekretær høfligt meddelte, at 'Mr. Aziz er bortrejst', eller 'Mr. Aziz er i møde', de gange jeg forsøgte at komme igennem i februar 2003. Jeg havde fået nummeret af den danske digter Jesper Berg, som havde spottet Aziz på ruteflyet Istanbul-Damaskus på vej tilbage fra forgæves forhandlinger om tyrkisk støtte forud for den amerikansk anførte invasion den 19. marts 2003.

Det havde interesseret den kulturelt orienterede vicepremierminister og formelle næstkommanderende i Saddam Husseins diktatur, at en yngre dansk forfatter havde slået sig ned i Syrien, men han havde dog afslået et spontant interview og undskyldt sig med fatique (udmattelse). Men Jesper fik hans telefonnummer, og han var "ventet i Bagdad", fik han at vide - Aziz repræsenterede stadig en sælsom normalitet få uger før sammenbruddet. Tredje gang Berg ringede kun få dage før invasionen forblev telefonlinjen tavs. Tariq Aziz var ramt af et lettere slagtilfælde, hans ministerium var i opløsning, og han selv figurerede allerede som spar otte og nummer 43 på USA's spillekortliste over eftersøgte Baath-spidser. Aziz meldte sig selv en måned senere.

Retfærdig dom?

I onsdags - efter næsten seks års internering og få uger før han fylder 73 - sad han afmagret og missende med øjnene bag de firkantede brilleglas i en retssal og påhørte med antydningen af et på én gang medvidende og medlidende smil sin dom på 15 års fængsel.

Iraks Øverste Tribunal fandt ham medskyldig i mord på 42 sortbørshajer i juli 1992, der blev henrettet for at have manipuleret fødevarepriserne under de hårde FN-sanktioner efter Saddams fejlslagne Kuwait-invasion i 1990.

Aziz har nægtet ethvert kendskab til sagen, og hans jordanske forsvarer har kaldt dommen for "en politisk hævnakt" og protesterer mod den med henvisning til, at hans klient slet ikke var i landet på det pågældende tidspunkt. Sikkert ikke - som Saddam-regimets 'menneskelige ansigt' var han konstant på farten med Havana-cigar mellem tænderne og et righoldigt udvalg af Shakespeare-citater fra en fortid som universitetsstuderende i engelsk litteratur.

Spørger man sig for blandt arabiske bekendte, hvad de synes om dommen, får man to typiske svar: At den er fortjent: Aziz var i 30 år Saddams håndgange mand og tjente loyalt et ækelt styre. Men også at den er ufortjent, eftersom Aziz uanset sin formelle status var uden indflydelse på regimets beslutninger - han var jo netop næstkommanderende, fordi han som assyrisk kristen var ufarlig, uden et bagland for intriger mod sin chef, hvis paranoia tiltog med årene.

Saddams Duvall

Han var for Saddam, hvad Robert Duvall var som den irsk-amerikanske consigliere for Marlon Brandos italienske Godfather i Coppolas filmepos: Manden med de rene hænder, der accepterede det beskidte arbejdsmiljø.

"Havde han valgt at sige fra eller bare at stå af, var han blevet dræbt," svarede Eliee Chalhoub, udlandsredaktør på Beirut-avisen Al Akhbar på spørgsmålet om, hvorfor den kultiverede Aziz blev på sine poster, da Saddams gangsterregime udartede med gasning af kurderne i nord og massakrer på shia'erne i syd.

Men alt tyder på, at Aziz var klar over, både hvad der foregik, og hvad hans egen rolle i regimet gik ud på - nemlig at være diplomatisk ansigt udadtil og tavs medvider indadtil. Han har ikke søgt at løbe fra sit medansvar, ligesom han kategorisk afviste at vidne mod Saddam Hussein, da denne sad som hovedanklaget i Det Øverste Tribunal og senere fik sin dødsdom eksekveret ved hængning nytårsaftensdag 2006. Aziz var tværtimod loyal til det sidste og erklærede i retten, at han havde været stolt af at tjene sit land og "min præsident", som han udtrykte det.

Stabilitet med problemer

Dette land synes nu efter næsten seks års besættelse at være på vej mod mere stabile tilstande. De lokale valg i slutningen af januar viste opbakning til Shia-lederen, premierminister Nuri al-Maliki, og volden er trods to selvmordsbomber i Bagdad den seneste uge med i alt 61 dødsofre nede på niveauet fra 2003 - i februar mistede 258 irakere livet ved voldelige aktioner, en lille stigning fra januar, hvor 'kun' 191 blev dræbt. I 2007 døde 17.430 af voldsrelaterede årsager, 2008 viste et fald til 6.772 og denne tendens er fortsat ind i 2009.

Den irakiske shia-ledede regering har overtaget kommandoen over stort set hele den 90.000 mand store sunnimuslimske milits, som amerikanerne etablerede ved hjælp af lige dele bestikkelse og løfter om fast arbejde i 2006 - et flertal af militsmændene er tidligere oprørere, der bekæmpede amerikanerne sammen med al Qaeda-relaterede grupper fra 2003.

Maliki-styret tager kontrol med de sidste 10.000 militsmænd under amerikansk kommando den 1. april. Sideløbende forsøger Maliki en udsoning med tidligere Baath-medlemmer, der igen søger en politisk rolle.

Men iagttagere advarer dog mod overdreven optimisme - hængepartier i form af uenighed om fordelingen af olieresurserne mellem de tre hovedgrupper, kurdere, sunnier og shia'er, er stadig ikke løst. Det irakiske landbrug er i dyb krise som følge af lang tids tørke, og Irak blev i 2008 nettoimportør af fødevarer for første gang i landets historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu