Krigen mod Taleban slutter en dag. Det skal amerikanerne vide. Derfor fremlægger præsident Obama om få dage en ny strategi, der for første gang forklarer, hvordan USA og resten af det internationale samfund kommer ud af Afghanistan igen.
"Vi bestræber os på at fremlægge en helhedsorienteret strategi, og så skal der selvfølgelig også være en exit-strategi. Vi skal ikke have en fornemmelse af, at det her bare fortsætter i en uendelighed," siger præsident Obama til tv-programmet 60 Minutes.
Samtidig understregede han, at USA fremover vil lægge mere vægt på at skabe mere økonomisk udvikling i både Afghanistan og Pakistan.
"Vi skal ikke bilde nogen ind, at vores problemer i Afghanistan kan løses med militære midler alene" sagde han. Blandt de nye tiltag er ifølge flere medier, at både USA og EU vil sende mange flere civile rådgiverere til landet og desuden øge bistanden til Pakistan for at øge incitamentet og mulighederne for at bekæmpe Talebans indflydelse i landet.
De store linjer i den amerikanske strategi blev mandag præsenteret for USA's allierede i NATO, men den endelige plan mangler stadig præsident Obamas underskrift. Detaljerne holdes derfor fortsat tæt ind til kroppen.
Ifølge en NATO-kilde, der er bekendt med indholdet af mandagens briefing, lægger USA imidlertid op til at koordinere bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan og Pakistan.
"Det nye er, at Afghanistan og Pakistan ses som to sider af samme problem," siger kilden. "Så længe Taleban kan rekruttere og træne i Pakistan, nytter indsatsen i Afghanistan jo ikke ret meget. Det vil USA gøre noget ved."
Om USA også agter at gennemføre militæroperationer i selve Pakistan, som bl.a. New York Times har rapporteret, er fortsat uklart. Det er især Baluchistan-provinsen syd for Helmand og Kandahar, som er et problem, fordi den fungerer som base for Taleban i det sydlige Afghanistan. For NATOs vedkommende er det p.t. udelukket, eftersom ISAF-styrkens FN-mandat kun gælder i Afghanistan. Som en del af sin fremtidige strategi planlægger USA tilsyneladende også at køre den afghanske præsident Karzai ud på et sidespor. Det rapporterer det britiske dagblad The Guardian mandag.
Alternativ til Karzai
Ifølge avisens kilder agter USA at introducere en premierministerpost som side om side med Karzai kan sikre, at en større del af de internationale bistandsmilliarder kommer frem til landets 34 provinser og 396 distrikter.
Ønsket om at decentralisere Karzais magt er opstået efter at mange amerikanske, og europæiske embedsmænd har tabt tiltroen til præsidenten på grund af omfattende ineffektivitet og korruption i hans administration. Som en diplomat med kendskab til USA's nye strategi siger: "Karzai leverer ikke. Hvis vi skal støtte hans regering, må han sørge for, at korruptionen daler i stedet for at vokse. I øjeblikket er korruptionsniveauet frygtindgydende."
Forslaget om at give Karzai en magtfuld sekundant støttes ifølge The Guardian af USA's europæiske allierede. "Der er behov for at decentralisere magten. Der er behov for at have en person ved siden af Karzai, som kan sikre at tingene bliver gjort, som kan være en troværdig samarbejdspartner for os og stå til regnskab for det afghanske folk", siger en europæisk diplomat til The Guardian. Selv om kritikken af Karzais administration vokser, forventer de fleste iagttagere, at han vinder præsidentvalget den 20. august. Indtil videre ser ingen af de andre kandidater ud til at kunne true ham. USA's nye strategi går i øvrigt ud på at sænke ambitionsniveauet i Afghanistan. Fremover er det målet at sikre, at Afghanistan ikke igen bliver et tilholdssted for Al-Qaeda - ikke at installere et europæisk demokrati.
Derudover lægger strategien ifølge flere internationale medier op til at øge antallet af afghanske sikkerhedsstyrker til i alt 400.000, og EU har i den forbindelse tilbudt at bidrage med at uddanne en carabineri-styrke, en slags halvmilitært politi, der kan hjælpe den afghanske hær med at bevare kontrollen over de områder, der er blevet befriet for Taleban.