Læsetid: 6 min.

Arabiske studerende diskrimineres i Israel

På Haifa Universitet i Israel diskrimineres de arabiske studerende, og vilkårene for tildeling af kollegieværelser og stipendier favoriserer de jødiske studerende. Trods klager og tabte retssager fortsætter universitetet de diskriminerende procedurer
Selv om der formelt er ligestilling i Israel blandt jøder og arabere, oplever mange arabiske struderende ved de jødiske universiteter diskrimination.

Selv om der formelt er ligestilling i Israel blandt jøder og arabere, oplever mange arabiske struderende ved de jødiske universiteter diskrimination.

Robin Laurance

15. april 2009

"Vi har ikke bedt jer om at komme."

Sådan svarer nogle af Walaa Shmalis undervisere hende og hendes medstuderende, når de beder om hensyntagen til deres muslimske og kristne helligdage på universitetet.

"De vil ikke have os her," siger Walaa Shmali, som studerer engelsk og kommunikation på Haifa Universitet, der med sine 20-25 procent arabiske studerende har en større andel af arabiske israelere end noget andet israelsk universitet.

Sameksistens

Haifa Universitet, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen er æresdoktor, er kendt for at lægge vægt på sameksistens og harmoni mellem det jødiske flertal og det arabiske mindretal på universitetet. På dets hjemmeside står der:

"Haifa Universitet er den mest pluralistiske institution blandt alle højere læreanstalter i Israel: sønner og døtre af både veletablerede og nye byer, kibbutzer og moshavim (to kollektive boformer, red.), nye immigranter, jøder, arabere, drusere, officerer og sikkerhedspersonale - alle sidder de sammen på visdommens bænk i en atmosfære af sameksistens, tolerance og gensidig respekt."

Under overfladen kan der dog spores systematisk diskrimination ved uddeling af legater, fordeling af kollegieværelser, manglende hensyn til ikke-jødiske helligdage og racistiske udtalelser fra både medstuderende og undervisere.

"Internationalt forsøger Haifa Universitet at skabe et image om at være et universitet, hvor der er sameksistens, men sådan er det ikke," forklarer Shadi Khalilieh, medarbejder i den israelske NGO Mossawa Center, der arbejder for at styrke det arabiske mindretal i Israel.

Manglende hensyn

"Universitetet og den israelske regering stiller krav om, at det arabiske mindretal skal lade sig integrere i samfundet og føle sig som en del af det. Men hvis de vil have det, så skal de også acceptere sproget, kulturen og arabisk levevis," siger Shadi Khalilieh. Mossawa Center modtager jævnligt klager fra de studerende om diskrimination.

For nogle af de arabiske studerende, der har arabisk som modersmål, er sproget en daglig udfordring. Skiltning, undervisning og meddelelser fra universitetet samt nyhedsbreve, hjemmesider og ansøgningsskemaer er udelukkende på hebraisk, selvom arabisk ligeledes har status som officielt sprog. Rektor på Haifa Universitet Yossi Ben-Artzi mener imidlertid ikke, at universitetet har ansvaret for de arabiske studerendes manglende sprogkundskaber:

"De skal forbedre deres hebraisk og engelsk. De ved, hvad de går ind til (når de starter på universitet, red.)," siger han.

Universitetet planlægger desuden eksamener og feriedage efter den jødiske kalender uden hensyntagen til kristne og muslimer - eksempelvis lægges eksamener i juledagene.

Hazem Muhammad Rayan, studerende på Haifa Universitet og medlem af det alternative studenterråd, Arab Council, uddyber:

"Alt, hvad vi beder om, er, at jøderne forstår og anerkender, at vi ikke er gæster her. Vi har ret til at være her, vi kom ikke hertil som immigranter eller som følge af krige - men fra vores mødres skød. Vi forlanger, at vores rettigheder ikke bliver knyttet til værnepligten, som er et urealistisk krav at stille til araberne."

I 2006 anlagde tre kvindelige studerende med arabisk baggrund sag mod universitetet efter afslag på deres ansøgninger om kollegieværelser. Årsagen var, at de havde for få af de point, der kræves for at opnå retten til et værelse. Pointene fordeles efter forskellige kriterier såsom bopæl, karakterer og økonomiske forhold. Afsluttet militærtjeneste alene udgør imidlertid mere end 30 procent af det samlede antal point, hvilket betyder, at de jødiske studerende på grund af værnepligten, der ikke gælder for de arabiske israelere, får et stort forspring.

Byretten i Haifa gav i august 2006 de tre studerende medhold og udtalte, at "universitetets politik om at kræve af kollegianerne, at de har afsluttet værnepligt i IDF (Israeli Defence Forces, red.), ekskluderer de fleste arabere og er således diskriminerende. Retten pålægger derfor universitetet at ophæve denne politik."

Sagen, som efterfølgende kom for den israelske højesteret, er endnu ikke afgjort, og indtil afgørelsen kan Haifa Universitet fortsætte samme praksis som hidtil.

"Siden den anden intifada (palæstinensernes oprør mod den israelske besættelse, red.) har de arabiske studerende oplevet, at det er sværere at finde værelser i Haifa. Og samtidig er infrastrukturen mellem de arabiske landsbyer i oplandet og centrum af Haifa så ringe, at disse forhold tilsammen skaber studiemæssige problemer for de arabiske studerende," siger Shadi Khalilieh.

Rektor Yossi Ben-Artzi erkender, at der tages hensyn til tidligere soldater, men han mener ikke, at det udgør noget problem:

"Vi allokerer værelser i forhold til vores studerendes behov. Der er ikke tale om diskrimination," siger han.

Racistiske undervisere

Ud over den praktiske og administrative diskrimination møder de arabiske studerende også nedladende, og til tider racistiske, bemærkninger fra nogle af underviserne. En af de mest kontroversielle er David Bukay, der underviser i statskundskab med særlig fokus på islamisk terror.

I 2005 klagede arabiske studerende til universitetet over David Bukay, der angiveligt havde talt nedladende og racistisk om arabere og arabisk kultur. Et eksempel på David Bukays udsagn om arabere findes i bogen Arab-Islamic Political Culture fra 2003, hvor han med henvisning til arabere og muslimers holdning til selvmordsbomber skriver:

"Blandt arabere og muslimer findes fordømmelse, fortrydelse og samvittighedsproblemer ikke," (egen oversættelse, red.).

Det er udtalelser som denne, der fik de arabiske studerende til at klage over David Bukay, men efter en intern undersøgelse konkluderede rektor Yossi Ben-Artzi, at der ikke var grund til at fyre eller tage afstand fra Bukay. Konfronteret med ovenstående citat siger Ben-Artzi:

"Jeg har aldrig set sådan en udtalelse. Jeg kan ikke læse alt, hvad 500 undervisere skriver på deres hjemmesider, men hvis det er, som du siger, vil jeg overveje at tage afstand fra det. Men det er ikke vores job at følge underviserne."

Skjult apartheid

De ulige forhold mellem jødiske og arabiske studerende gælder ikke kun på Haifa Universitet. Ifølge flere rapporter, blandt andet fra regeringens egen kommission, som over en flerårig periode har undersøgt årsagerne for udbruddet af den anden intifada, er uddannelsespolitikken i Israel generelt diskriminerende over for arabiske israelere. I en dom fra 2006 fastslog den israelske højesteret, at en del af regeringens uddannelsespolitik var 'diskriminerende og ulovlig', og den israelske organisation Sikkuy, der arbejder for lige rettigheder for alle borgere i Israel, skrev i sin rapport samme år:

"Uddannelsesmæssig diskrimination imod den arabiske befolkning er i dag et anerkendt faktum udtrykt i højesteretsdomme, Knesset- komitéer og i udtalelser fra topembedsmænd i uddannelsessystemet."

En væsentlig del af den generelle diskrimination i Israel er knyttet til økonomisk støtte:

"Der er mange programmer for empowerment og økonomisk støtte udelukkende for jødiske studerende. Mange stipendier er helt umulige at få fingre i for de arabiske studerende, fordi militærtjeneste giver så mange ekstra point," forklarer Shadi Khalilieh.

Ifølge ekspert i borgerrettigheder og israelsk lovgivning Uri Davis er diskriminationen helt bevidst, men svær at gennemskue:

"Staten har udliciteret ansvaret for uddannelsesstipendier og legater til jødiske organisationer. Derfor har universiteterne og regeringen teknisk set ret, når de påstår, at de ikke diskriminerer. Men de arabiske israelere har reelt ingen mulighed for at få stipendierne, og det er lige så diskriminerende, som hvis staten selv stod for tildelingen," siger Uri Davis, der sammenligner situationen i Israel med situationen i Sydafrika under apartheid.

"Forskellen er, at diskriminationen i Sydafrika var åbenlys, mens den i Israel er skjult," siger Uri Davis.

For den 20-årige studerende Walaa Shmali er diskrimination dog en del af hverdagen.

"Der er kun én arabisk sekretær ansat. Jeg ville aldrig gå til en sekretær med denne her," siger hun, mens hun knuger hånden om sin halskæde med det palæstinensiske flag.

Bjarke Hartmeyer Christiansen & Naimah Hussain er journaliststuderende på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu