GOMA - "Der er to kategorier. Dem, der er fyldt med vrede og er ekstremt aggressive, og dem, som er helt stille og aldrig siger et ord," forklarer direktøren for den lokale ngo CAJED, Fidele Rutabagisha, mens en række teenageansigter nysgerrigt presser sig mod tremmerne til hans lille, beskidte kontor, hvor den store direktør sidder krøllet sammen bag skrivebordet.
"Mange af dem vil i virkeligheden tilbage og være soldater, men vi prøver at få dem til at tale ud om deres oplevelser, undervise dem og hjælpe dem tilbage til den civile verden," forklarer Fidele Rutabagisha.
Gården uden for kontoret er fyldt med råbende teenagedrenge og nogle få piger i 10-11-årsalderen og opefter. En af drengene har en frisk, hudfarvet forbinding på, som dækker halvdelen af hans ansigt, resultatet af et kæmpeslagsmål samme morgen på hjemmet, der med over 350 børn har mere end dobbelt så mange tidligere børnesoldater boende, som der er plads til og et tilsvarende aggressionsniveau. Mens vi er der, kommer en ny gruppe børn ind gennem porten i de matte grønne uniformer, som alle Congos komplicerede netværk af militser iklæder deres frontbørn.
Undværlige
Synet er det samme andre steder i det østlige DR Congo, hvor fredsaftalen mellem regeringen og først og fremmest den tutsi-dominerede CNDP-milits betyder, at børnesoldater strømmer ud fra de centre, hvor tidligere oprørssoldater integreres i regeringshæren eller demobiliseres, og ud fra junglen, hvor presset på de tilbageværende oprørere også giver mange børn mulighed for at flygte.
Både Innocent og Jean Bastide tilhører åbenlyst kategorien af stille drenge. Den dengang 13-årige Jean Bastide blev tvunget af sin høvding til at kæmpe for Mai Mai-militsen mod tutsi-oprørerne fra CNDP.
"Vi var 30 børn i lejren og 17 voksne. Når vi kæmpede, blev vi sendt frem i forreste linje. Fordi vi var undværlige, vel. Når vi blev sendt af sted for at kæmpe, kunne vi se, at de børn, vi skød på, også var børn, yngre end os," fortæller han.
"Jeg havde det dårligt med det. Jeg var bange hele tiden, bange for at blive slået ihjel og bange for aldrig at slippe væk. Det var svært at leve i skoven. Vi sultede og sov ude i det fri i junglen. En morgen blev vi angrebet i vores lejr af tutsioprørerne og stak af, uden ammunition eller noget. Vi gik tilbage til lejren lidt senere for at prøve at få fat i det, men de lå og ventede på os. Jeg stod ved siden af min bedste ven, da han blev skudt i brystet og sad ved siden af ham, mens han døde. Det er noget, jeg har svært ved at glemme, og som får mig til at fortryde hele den tid," forklarer han.
Den 15-årige Innocent er fåmælt og genert og har en indtørret plamage fra sukkerrør siddende i mundvigene, som yngre børn ude på gaden. Han blev soldat, da en flok soldater dukkede op i hans landsby en søndag efter gudstjenesten. Fem drenge blev tvunget med fra hans landsby, iført uniformer og smidt ud i frontlinjen.
"Jeg brød mig ikke om det, men der var ingen måde at slippe væk, vi var midt i junglen. Jeg ville ikke være bange, men jeg var det alligevel," forklarer han.
Livet i junglen var svært, med tæv, for lidt at spise, og så hurtigt det kunne lade sig gøre, blev han sammen med de andre børn sat til at kæmpe.
"Vi kæmpede i månedsvis. Jeg ved ikke, hvor mange slag, mange. Jeg slog folk ihjel. Det blev en hverdagsting. Og jeg kæmpede med tutsierne mod hutuer, fordi jeg blev tvunget til det, selvom jeg selv er hutu," fortæller han.
"Jeg vil aldrig tilbage. Jeg vil bare gerne læse og være i fred - også for de andre børn. Jeg håber, at jeg kan få en chance for at læse videre og måske blive læge en dag," siger han.
Unik chance
Mens Jean Bastide selv flygtede fra militsen og meldte sig til den lokale FN-mission, MONUC, som står for afvæbning og repatriering af tidligere oprørere, stak Innocent af fra CNDP-militsen og meldte sig som soldat hos deres modstandere fra PARECO-militsen, indtil han for en måned siden blev sorteret fra i et af de centre, der sluser tidligere oprørere ind som soldater i den nationale congolesiske hær, FADCR.
Opgaven med at hjælpe de tidligere børnesoldater er alt for stor for de bare tre organisationer, der har behandlingstilbud til dem.
"Chancen er unik; vi har i meget lang tid forhandlet for at få krigsherrerne til at frigive børnesoldaterne uden meget held," forklarer Juvenal Munubo, der er ansvarlig for hjemmene for de tidligere børnesoldater hos den katolske hjælpeorganisation Caritas.
Caritas har fire transitcentre for tidligere soldater i DR Congo, som alle er fyldt langt over deres kapacitet.
"I øjeblikket kommer der utrolig mange børn ud hver dag, men selv en lille procentdel af dem er for mange for centrene," siger han.
"Problemet er, at mange ikke bliver ordentligt behandlet og lever sammenpresset under inhumane betingelser. Vi har alt for få ressourcer, og ultimativt er konsekvensen, at mange af børnene enten går tilbage og bliver børnesoldater igen eller lever med ubehandlede traumer, der gør dem til tikkende bomber," siger han.
Børnene befinder sig typisk i programmerne i tre måneder, før de repatrieres hos deres familier. I nogle tilfælde er forældrene imidlertid blevet dræbt, og for de børn lige som for de børn, der ingen behandling får, er konsekvensen ofte, at de selv søger tilbage til militserne. Børnene har ganske enkelt ikke noget økonomisk alternativ og ofte heller ingen rigtig skolegang - og fordi de ubehandlede traumer gør det svært for dem at passe ind i en normal hverdag.
Hos UNICEF er 1.800 børnesoldater passeret igennem, siden repatrieringen af militssoldaterne blev indledt i januar/februar, men FN-organisationen vurderer, at der fortsat findes mindst 8.000 børnesoldater i det østlige DR Congo.
"Det er en specielt situation, fordi så mange af de væbnede grupper har accepteret at blive integreret i hæren. Grundlæggende er det et positivt problem, og vi arbejder på at skaffe pladser til alle og få dem repatrieret," siger Felix Ackebo, UNICEF's ansvarlige for børnebeskyttelsen i Østcongo.
Både Innocent og Jean Bastides navne er ændrede af hensyn til deres sikkerhed. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
Informations rejse til DR Congo var støttet af Danida og udviklingsorganisationen ADRA.
