BOSTON - I 20 år blev den tøjlesløse angloamerikanske finanssektor holdt op som model for resten af verden - og beundret vidt og bredt. Også i Frankrig, Tyskland og Kina. Men i kølvandet på finanskrisen i 2008 er modellen blevet så kompromitteret og USA's renommé så blakket, at præsident Barack Obamas mulighed for at udvise fast lederskab på G-20-mødet er blevet drastisk stækket.
Præsidentens manøvrerum er også blevet begrænset af en forskydning af verdens økonomiske magtbalance gennem de sidste ti år fra USA og dens tro asiatiske allierede, Japan, til fordel for Kina (se graf, red.). Disse forandringer har tilsammen givet udslag i indkaldelsen af den større og mere uregerlige G-20-gruppe fremfor den vestligt dominerede G7-kreds, hvor USA's vægt ellers ville have vejet tungere.
Risikoen for en eklatant fiasko i London er akut. Den historiske parallel til det økonomisk topmøde i London 1933 er slående og foruroligende. Nytiltrådte præsident Franklin D. Roosevelt aflyste sin deltagelse og de europæiske stormagter lagde hele skylden for fiaskoen og den efterfølgende depression på USA.
"Roosevelt sagde nej til en stabilisering af valutaerne. Han ville have manøvrerum til at gennemføre sine egne stimulerende økonomiske indgreb," siger den økonomiske historiker Harold James ved Princeton University.
"Men på det tidspunkt blev hans fravær og nej'et til en stabilisering af valutaudsvingene tolket som manglende amerikansk lederskab og årsag til London-mødets fallit."
På G20-topmødet i London i dag står der lige så meget på spil. Ligesom Roosevelt er Barack Obama ny i sit embede. Han repræsenterer et USA, der lægges til last for de finansielle udskejelser, som har bibragt en verdensøkonomisk krise med dramatisk fald i produktion, handel, beskæftigelse, udlåning, forbrug og finansielle transaktioner på tværs af grænser.
Obama som syndebuk
Europæiske statsledere som Nicolas Sarkozy og Angela Merkel har allerede i flere interview lagt op til, at USA vil bære hovedansvaret, hvis G-20-mødet ender i en fiasko. Franskmanden har truet med at gå i protest, hvis han ikke får ret, som han har agt.
Ligesom Roosevelt vil Obama i eftertiden blive syndebukken, mener Harold James.
"Det til trods for, at Obama kommer til mødet med et temmelig imponerende økonomisk generalieblad. Han medbringer mange gode ideer. Men USA's globale indflydelse er alvorligt svækket. Uden amerikansk lederskab bliver det umuligt at nå til et tilfredsstillende resultat," mener den økonomiske historiker.
Ifølge Obamas rådgiver i internationale økonomiske spørgsmål, Michael Froman, mener den amerikanske præsident, at "en del af årsagen til finanskrisen skal søges i de svækkede reguleringsinstanser i vort land - Vi er ikke kommet til London for at være defensive eller for at undsige os et ansvar," sagde han ved en briefing tirsdag.
Officielt har Obama-regeringen hele tiden holdt fast ved, at skærpet opsyn med og regulering af nationale finanssektorer med en grad af international koordinering er lige så vigtig et tiltag på G-20-mødet som en ekspansiv økonomisk politik.
Den internationale valuta-fond (IMF) har opfordret alle lande til at investere mindst 2 pct. af deres BNP i vækstpakker. Det vurderes, at G-20-landene gennemsnitligt er nået op på 1,8 pct.
Frankrig og Tyskland
Amerikanerne håber, at sluterklæringen fra London-mødet vil binde G-20 til at gå videre med denne 'keynesianske' politik i 2009-10.
"Globalt set er der behov for at gøre mere på den konto," siger økonomen Josh Bivens, seniorstipendiat ved det progressive Economic Policy Institute i Washington.
Bivens indskærper: "Obama bør ikke belære de andre ledere, men det er et faktum, at 80 pct. af vores vækstpakke stimulerer den økonomiske aktivitet. I Kina er der så lidt gennemsigtighed, at vi ikke ved, hvor langt den rækker. Hvis vi vender øjnene mod Frankrig og Tyskland, er det åbenlyst, at de to lande kan gøre mere for at stimulere den indre efterspørgsel - især Frankrig."
Sagt på en anden måde: Demokraten Obama ligner mere en keynesianer end de konservative ledere Merkel og Sarkozy.
Frankrig og Tyskland - samt flere mindre G-20-lande - kræver i stedet en styrkelse af finansreguleringen med inddragelse af kapitalfonde og investeringsfirmaer for at forebygge fremtidige spekulationsbobler og finanskriser. Men så vidt vides har intet G-20-medlem specificeret, hvordan man skal overvåge globale kapitalstrømme og hvordan man undgår konkurrenceforvridning med forskellig national lovgivning.
En idé går på at styrke G-7-gruppen Financial Stability Forums myndighed til at føre opsyn med globale finansielle institutioner aktiviteter. En anden mulighed er at involvere IMF.
"Alle er sig bevidst, at der er behov for mere regulering. Men ingen ved, hvordan man skaber den rette balance mellem nationale og internationale tiltag. Så vi skal ikke forvente meget fra den kant i kommunikeet," siger Josh Bivens.
Eneste lyspunkt - IMF
Indtil videre synes det amerikanske finansministerium at være kommet længst på denne front med et rimeligt detaljeret forslag om nyregulering af Wall Street. Det blev fremlagt i sidste uge af finansminister Timothy Geithner og blev straks genstand for skarp kritik fra finansielle institutioner og medlemmer af Kongressen.
Måske det eneste konkrete positive resultat af London-mødet bliver en udvidelse af IMF's lånekapital fra 250 til 500 mia. dollar eller måske mere. "Det er i alles interesse at kunne bruge IMF til at skride ind for at undgå enkelte landes økonomiske kollaps i Østeuropa og i udviklingslandene. Hvis kapitaltilskuddet bliver til noget, kan man kalde mødet en moderat succes," mener professor James.
EU-landene har bebudet et bidrag på 100 mia. dollar. USA forventes at følge trop med samme beløb. Det åbne spørgsmål er, om Kina og andre nye økonomier vil spytte i kassen uden at opnå garanti for øget indflydelse i IMF's bestyrelse, der er domineret af vestlige industrilande.
"Det mest oplagte ville være, at de europæiske lande afgiver indflydelse ved at lade EU repræsentere sig. Men det er politisk urealistisk," vurderer professor James.
Global finanskapitalisme
Til gengæld tyder meget på, at G-20-landene vil blive enige om at lade Verdenshandelsorganisationen WTO føre tilsyn med protektionistiske tiltag og offentliggøre eksempler jævnligt i internationale rapporter.
Både i og udenfor G-20-kredsen håber mange lande på, at USA's økonomi vil komme sig hurtigt, således at deres eksport til det store amerikanske marked vender tilbage til samme niveau som før krisen. Men det er mere dagdrømmeri end virkelighed.
"Det er svært at forestille sig, at den skæve balance i verdensøkonomien - med Kinas og andre eksportlandes finansiering af amerikansk overforbrug og et voksende handelsunderskud - fortsætter efter denne krises ophør. Eksportlande bliver nødt til at stimulere deres indre efterspørgsel," mener Josh Bivens fra Economic Policy Institute.
Et er sikkert, siger Harold James:
"En æra med global finanskapitalisme er snart ovre. Fordi nationale regeringer anvender skatteborgernes penge til at redde banker og forsikringsselskaber, er det en illusion at tro, at disse finansielle institutioner kan fortsætte med at låne store summer til udlandet. Vi ser allerede mere fokus på indenlandske behov."
