En fødselar på udkig efter nye missioner

Det må have været et syn for guder - de dage i efteråret 1952, da den amerikanske flåde, verdenshistoriens største flotilla, indtog danske og norske farvande i NATO's hidtil største flådeoperation, Mainbrace. Amerikanerne og briterne deltog i øvelsen med 80.000 matroser, 200 krigsskibe, herunder fire hangarskibe, og 1.000 flyvemaskiner.

Det var NATO's øverstkommanderende, den legendariske general 'Ike' Eisenhower, som havde undfanget idéen. Formålet med øvelsen i de skandinaviske farvande var at overbevise befolkningen i de to nye NATO-medlemslande, Danmark og Norge, om, at den nordatlantiske allianceorganisation havde kapacitet til at forsvare dem mod et eventuelt angreb fra Sovjetunionen. Det amerikanske ugemagasin Time offentliggjorde 21. september 1952 følgende beskrivelse af Operation Mainbrace:

"Fjendtlige hære fra Øst har løbet sletterne i Vesttyskland over ende og vælter ind i Danmark. General Ridgeways hære holder stand ved Kieler-kanalen, men fjenden er allerede trængt ind i nordlige Norge og truer med at sende en amfibisk styrke rundt om Nordkap."

Ifølge det amerikanske blad var et af formålene med den fælles øvelse at "udvikle et fælles kommandosprog - og standardisere systemer for våben, forsyninger og genoptankning" mellem briter og amerikanere.

"Når øvelsen er ovre om to uger, vil den imaginære fjende uvægerligt være blevet besejret. Så vil den virkelige fjende, i det mindste, have kunnet iagttage et eksempel på alliancens styrkekraft," lød det i Time.

En dansk NATO-chef

Et halvt år senere kom Anders Fogh Rasmussen til verden - i januar 1953. I dag er Danmarks statsminister kandidat til at blive NATO's generalsekretær på organisationens 60-årige fødselsdag, som fejres i Frankrig - medgrundlægger af alliancen - og Tyskland, der fik lov at tilslutte sig i 1955.

Som vesteuropæer skal man som Fogh Rasmussen have levet under Den Kolde Krig fra 1950'erne og frem til Sovjetunionens og Warzawa-pagtens opløsning i 1991 for fuldt ud at forstå, hvor vigtig en del af dagligdagen NATO's garanti af Danmarks og størsteparten af Vesteuropas sikkerhed mod en 'kommunistisk' invasion østfra var dengang. Faren blev anset for reel, indtil afspændingen eller 'detente-perioden' startede i midten af 1970'erne.

Ingen havde dengang nogen god forståelse af, hvordan folk levede på den anden side af, hvad Winston Churchill havde døbt 'Jerntæppet' mellem Øst- og Vesteuropa - en betegnelse for Berlinmuren og hegnet, der delte DDR og Forbundsrepublikken. Kun få vesterlændinge fik indrejsetilladelse, og åbne samtaler med østeuropæere og russere om deres tilværelse under kommunismen måtte finde sted under den største diskretion. Den heftige censur af aviser og elektroniske medier betød, at selv ikke den 'indfødte' befolkning kunne informere sig med nogen særlig grad af troværdig om deres lands økonomiske og militære styrke.

Vurderingen af truslen fra Sovjetunionen og dets kommunistiske satellitstater beroede derfor på formodninger og rygtedannelser. I den danske og vesteuropæiske offentligheds forestillingsverden var der en tendens til at overdrive fjendens styrke, som ikke overraskende afspejlede sig i NATO's bastante forsvarspositur.

Overdreven trussel

Forskning i Sovjetunionens og Warszawapagtens historiske arkiver siden den Kolde Krig har imidlertid verificeret, at de kommunistiske landes formodede økonomiske og militære styrke blev overdrevet i Vesten - især i de sidste 20 år, hvor den ineffektive kommandoøkonomi støt og roligt undergravede det politiske system og svækkede Warszawapagtens ressourcekapacitet til at indhente USA's og NATO's våbenteknologiske forspring.

Helt indtil 1991 sad frygten for Sovjetunionens militære magt fast indprentet i den vesteuropæiske bevidsthed. I november 1991 holdt NATO sit første topmøde efter den kolde krig for at diskutere alliancens videre missioner. Det skete på samme tidspunkt, som serbiske tropper bombarderede den historiske kystby Dubrovnik i Kroatien, lige på den anden side af Adriaterhavet.

De italienske naboer og vesteuropæere generelt var chokerede over det brutale angreb på Dubrovniks civilbefolkning og seværdige monumenter. Krigen skulle blive den første smagsprøve på fire års efterfølgende borgerkrig og folkemord i det tidligere Jugoslavien, hvor USA og NATO ikke rørte en finger for at gribe ind og stoppe blodsudgydelserne i alliancens udkant. Først i slutningen af 1995 gav en nølende præsident Bill Clinton ordre til at bombardere serbiske styrker i Republika Srpska.

I 1991 var Sovjetunionen og Warszawapagten endnu ikke opløst, og NATO's virkefelt var begrænset til at forsvare sine medlemsorganisationer i henhold til Atlantpagtens paragraf 5. Og det omfattede ikke det tidligere Jugoslavien. På topmødet i Rom holdt man sig derfor til denne definition af NATO's operationsområde, skønt man i formuleringen af et nyt strategisk koncept havde chancen for at vedtage at operere 'out-of-area'.

'Out-of-area' i Kosovo

Men frygten for Sovjetunionens reaktion på et angreb mod dets historisk allierede Serbien var stadig så kraftig, at NATO-landene valgte at vente. Først på Washington-topmødet otte år senere i 1999 - midt under NATO's første luftkrig mod et andet land (Serbien og dets provins Kosovo) - blev lederne enige om at ændre det strategiske koncept til at omfatte 'out-of-area'-operationer. Det skete altså post factum.

På topmødet i dag i Frankrig og Tyskland er det hensigten at tilpasse det strategiske koncept fra 50-års jubilæet i 1999 til det "nye sikkerhedsmiljø" efter terrorangrebet på USA i 2001. Samtidig vil to Balkan-lande - Kroatien og Albanien - blive optaget i den eksklusive sikkerhedsklub. De forventes efterfulgt af andre ansøgere som Makedonien, Bosnien, Montenegro, Kosovo, Moldova og formentlig Serbien.

NATO's beslutning i 1991 om at tilbyde østeuropæiske lande optagelse i alliancen har sammen med 'out-of-area'-konceptet været de to vigtigste stykker værktøj til at berettige NATO's fortsatte eksistens efter afslutningen på den oprindelige mission - at forsvare Vesteuropa under Den Kolde Krig.

"Under opløsningen af Jugoslavien oplevede vi en masse nøleri. NATO var den eneste institution, der kunne gribe ind, og som besad de militære ressourcer og træning til at håndtere konflikten," siger Damon Wilson, tidligere assistent for generalsekretær lord Robertson under Balkan-krigene og medarbejder i præsident George W. Bushs sikkerhedsråd.

Alternativ østudvidelse

"Herudover indgydede NATO en følelse af sikkerhed i et nyligt befriet Østeuropa, som frygtede genoplivelsen af den russiske bjørn. NATO spillede en afgørende rolle for genforeningen af hele Europa og over for indførelsen af demokrati, retsstat og markedsøkonomi i Østeuropa," mener Wilson, der i dag er leder af det internationale sikkerhedskontor i The Atlantic Council i Washington. Han fortsætter:

"Det er bemærkelsesværdigt, at NATO siden 1991 aldrig har bedt om at blive sat på arbejde. Ordrerne er strømmet ind. I dag er alliancen den eneste sikkerhedsorganisation i verden med politisk legitimitet, finansiel og militær styrke."

Men det åbne spørgsmål er, hvorvidt den Europæiske Union frem for NATO ikke burde have været spydspidsen i demokratiseringen af det tidligere kommunistiske Østeuropa og Sovjetunionen. I 1990'erne var der ikke folkelig opbakning blandt EF-landene til et så dyrt projekt. Det var nemmere at lade USA tage 'teten' og under NATO's paraply benytte sig af Ruslands svækkede status som stormagt til at omdefinere alliancens rolle til en demokrati- og sikkerhedsspreder og vinde amerikansk indflydelse i de tidligere sovjetiske vasalstater.

Under Tysklands genforening i 1989 havde præsident Mikhail Gorbatjov angiveligt fået løfte fra amerikanerne om, at NATO ikke ville flytte sin grænse øst for Oder-Neisse-floden, dersom Sovjetunionen accepterede, at Østtyskland blev optaget i NATO. Om det er korrekt, står stadig uklart. I 2006 hævdede Gorbatjov i et avisinterview, at USA havde brudt sit løfte om at begrænse østudvidelsen til Tyskland.

"Det viser, at vi ikke kan stole på amerikanerne," udtalte den tidligere sovjetiske leder bittert.

Russisk bjørn snerrer

Ingen ved, hvordan forholdet mellem Europa og Rusland ville have set ud i dag, hvis EU var blevet brugt som blødt magtmiddel til at tiltrække de tidligere kommunistiske stater, frem for at benytte et hårdt magtmiddel som NATO-medlemskab. Damon Wilson tvivler stærkt på, at de østeuropæiske lande ville have følt sig trygge ved at blive optaget i EU fremfor i NATO.

"EU har ikke nogen forbindelse til USA, og det var det, der betød noget for dem," siger han.

Som de fleste medlemmer af Washington-eliten er Wilson ikke ovenud bekymret over Ruslands arge modstand mod de baltiske staters medlemskab og andre tidligere sovjetrepublikkers mulige optagelse i NATO.

"Ukraine og Georgien har ret til at aspirere efter medlemskab. Rusland kan ikke diktere, hvad de skal beslutte sig for," siger han.

Nogle amerikanske iagttagere har dog fået nok af NATO's militante fremfærd.

"Noget tyder på, at NATO's østudvidelse er nået et dødt punkt med Ruslands militære indgriben i Georgien sidste sommer," siger Andrew Bacevich, professor i international politik på Boston University, krigsveteran fra Vietnam og tidligere oberst i USA's hær.

"Samtidig har NATO forfejlet sin mission i Afghanistan, hvis formål er blevet uklart. Jeg kan ikke se nogen indre sammenhæng. Vi hjælper ikke NATO ved at fordoble antallet af amerikanske styrker i Afghanistan. I stedet bør organisationen vende tilbage til sit oprindelige formål - at tage sig af den kollektive forsvarsforpligtelse i Europa," vurderer han.

Afghanistans rolle

Bacevich' tidligere kollega i hæren, pensioneret oberst Peter Mansoor er dybt uenig.

"Det er ikke nok, at NATO berettiger sin eksistens ved at bevare freden i Europa. Alliancen bliver nødt til at bevise sin nytte i det 21. århundredes konflikter, der næsten alle finder sted uden for det europæiske kontinent," siger Mansoor, der indtil for nylig var stabssergent for general David Petraeus i Irak og i dag underviser på Ohio State University.

Ligesom mange andre amerikanske militæreksperter er Mansoor imponeret af de danske og britiske kontingenters udholdenhed i det sydlige Afghanistan og skuffet over Hollands og Canadas bebudede tilbagetrækning af deres styrker i 2010 og 2011.

"Det er en bedrøvelig affære, at næsten alle europæiske NATO-lande sluttede sig til missionen i Afghanistan dengang, den ikke var så voldelig. Så snart der skal kæmpes, stikker de fleste halen mellem benene, bliver i de pacificerede områder af landet og lader USA og nogle få modige NATO-lande kæmpe," indvender Mansoor. Han er overbevist om, at NATO vil gå i opløsning, hvis alliancen svigter USA i Afghanistan.

"Vi er i en fælles kamp om at forsvare os mod al-Qaedas terrornetværk, der vil udgøre en akut trussel mod USA og Europa, dersom Taleban-militsen skulle vende tilbage til magten i Kabul," mener professor Mansoor.

General Petraeus agter gennem forsvarsminister Robert Gates at anmode præsident Barack Obama om udsendelse af yderligere 10.000 amerikanske soldater til efteråret. Det vil bringe troppeforøgelsen i 2009 op på 31.000 amerikanske soldater.

"Jeg håber, at Obama under topmødet i dag vil kunne overbevise andre NATO-ledere om, at denne eskalering og den øgede økonomiske bistand vil føre til fremskridt i konflikten med Taleban. Måske det vil bløde franskmændene og tyskerne op og få canadierne og hollænderne til at forlængere deres mandat. Ellers ved jeg snart ikke," siger Mansoor.

Et er sikkert: Fogh Rasmussen får sit livs opgave, hvis han vælges til NATO's nye generalsekretær.