Læsetid: 5 min.

Skal Fogh lede en succes på lerfødder?

Tyve år efter Murens fald leder NATO-alliancen stadig efter sine ben. Skal alliancen fortsætte som international politibetjent eller blot forsvare egne grænser? Hvor langt skal alliancen mod øst? Det er nogle af de store spørgsmål, som Anders Fogh, hvis han bliver NATO's kommende generalsekretær, skal finde svarene på
Krigen i Afghanistan ser umiddelbart ud til at være alliancens største problem, men det er ikke det vigtigste, mener eksperter. Det er i stedet afgøre, hvad NATO-s fremtidige opgaver skal være. Med Europas blot 60.000 udsendelsesbare styrker er der grænser for, hvad alliancen kan klare.

Krigen i Afghanistan ser umiddelbart ud til at være alliancens største problem, men det er ikke det vigtigste, mener eksperter. Det er i stedet afgøre, hvad NATO-s fremtidige opgaver skal være. Med Europas blot 60.000 udsendelsesbare styrker er der grænser for, hvad alliancen kan klare.

Stefano Rellandini

3. april 2009

Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), meddelte i aftes, at han er kandidat til posten som NATOs kommende generalsekretær. Det skete angiveligt på et ekstraordinært møde mellem NATO-landenes ambassadører i Bruxelles. Det oplyste diplomatiske kilder til flere medier i aftes.

Men selv om NATO hidtil har været en succes, så er alliancen også en kolos på lerfødder. Tyve år efter Den kolde Krigs afslutning bakser alliancen stadig med at definere sin nye rolle, bevare sammenholdet uden en overhængende trussel og med at finde sin nye grænse mod øst. Og uanset om det lykkes Fogh Rasmussen at få posten, eller om den - imod al forventning i sidste ende tilfalder en anden kandidat, så er rækken af opgaver givet på forhånd. På weekendens topmøde vil alliancens første 60 år blive fejret og rammerne for de kommende års udvikling blive fastlagt. Mindst tre store udfordringer venter forude.

Den vigtigste opgave bliver at afgøre, hvad formålet med den 60 år gamle militær-alliance skal være. Da alliancen blev oprettet i 1949 var formålet "at holde russerne ude, tyskerne ned og amerikanerne inde," som lektor i international politik Peter Viggo Jakobsen udtrykker det.

I dag er det ikke længere tilstrækkeligt. Krigen i Af-ghanistan er NATOs første militære operation uden for Europa, og det ligger klart i kortene, at alliancen skal fortsætte i rollen som international aktør, men spørgsmålet er, hvor skal grænsen gå?

Spørgsmålet splitter NATO-landene langs en øst-vest akse.

"Jo længere, du kommer mod øst, jo vigtigere er det for medlemslandene, at NATO er i stand til at håndhæve territorialforsvaret, og jo længere du kommer mod vest, jo vigtigere er rollen som global aktør" forklarer Peter Viggo Jakobsen. Årsagen er de tidligere østlandes frygt for et ny, magtfuldt Rusland, en trussel som de gamle NATO-lande i vest ikke tager nær så alvorligt.

"Når tidligere østlande som Letland og Polen sender soldater til NATO-styrken i Afghanistan, er det først og fremmest for at købe sig en forsikring mod fremtidig russisk ekspansion", siger han. På weekendens topmøde fremlægger den afgående NATO-chef Jaan de Hoop Scheffer et foreløbigt bud på, hvordan opgavefordelingen bør være, men det er et emne, der vil blive debatteret flere år ud i fremtiden, mener oberst Erik Bruhn, der har årtiers erfaring med NATO.

"Det er oplagt, at opgaven er todelt. Hvis NATO ene og alene skal levere den gamle forsvarsgaranti, vil alliancen være lige så dynamisk som den hedengangne Vestunionen," siger han. Forsvarsgarantien er baseret på NATO's såkaldte musketéred, der fastslår, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele alliancen. På topmødet ventes NATO desuden at nedsætte en komite, der skal udarbejde et nyt strategisk grundlag for alliancen. Det nuværende grundlag stammer fra 1999.

Forsvarsviljen mangler

Den anden store udfordring, som venter NATO, er at finde en opskrift på, hvordan alliancen bevarer forsvarsviljen og den interne solidaritet i fraværet af en ydre fjende. Problemet er blevet akut i Afghanistan, hvor USA mener, Europa trækker alt for lidt, og alle beskylder Tyskland, Italien og Frankrig for at køre på frihjul, fordi de ikke vil udstationere tropper i de provinser, hvor Taleban står stærkt.

"Det er en kæmpe udfordring at få medlemslandene til at yde til alliancen, når man ikke står over for en åbenlys trussel," siger Erik Bruhn. "Og det er NATO nødt til at gøre noget ved, for i øjeblikket mangler NATO både mandskab og materiel i Afghanistan."

Diskussionen om byrdefordelingen ventes at blive det andet store emne på weekendens topmøde. USA's præsident Barack Obama kommer med et klart krav til sine allierede om både at sende flere tropper til Afghanistan og trække hårdere på den civile hammel.

På forhånd har Storbritannien, Italien og Tyskland lovet at stille med ekstra styrker op til præsident- og provinsrådsvalget den 20. august og derudover vil de sydeuropæiske lande opbygge og træne et carabineri-korps, der kan overtage nogle af det afghanske politis nuværende paramilitære opgaver.

"Der er lagt op til en blød landing, hvor USA's allierede kun leverer små og midlertidige troppeforstærkninger, men til gengæld påtager sig at uddanne flere afghanske sikkerhedsstyrker," siger Peter Viggo Jakobsen.

Han understreger imidlertid, at det er et alvorligt problem for NATO, at alliancen ikke er i stand til at stille de styrker, som USA ønsker.

"For USA er NATO først og fremmest en troppegenerator, der kan dele byrderne med USA. Hvis ikke NATO-landene kan levere det, er USA ikke interesseret i alliancen," siger Peter Viggo Jakobsen og understreger, at præsidentskiftet i Det Hvide Hus ikke har ændret på det forhold.

"I Europa taler vi om NATO, men i USA er NATO ikke et ord, man bruger i den offentlige debat . Det er blot et sted, man kan hente en koalition af villige, når der er brug for det", siger Erik Bruhn.

Intet alternativ

Trods NATOs problemer med at holde sammen og finde sine strategiske ben er eksperterne ikke i tvivl om alliancens succes og evne til at overleve.

"Rygterne om NATO-alliancens krise er vildt overdrevne. Al den snak om, at NATOs overlevelse står og falder med engagementet i Afghanistan, har udelukkende til formål at presse medlemslandene til at stille flere tropper," siger Peter Viggo Jakobsen.

I det tidligere Østeuropa har landene da også stået i kø for at komme ind i NATO. I denne weekend vil Kroatien og Albanien blive optaget, og Frankrig vender tilbage som fuldgyldigt medlem efter 43 år på sidelinjen.

Men spørgsmålet om, hvor grænsen for alliancens udvidelse går, er den tredje store udfordring for NATO.

I kulissen venter lande som Ukraine og Georgien, som er langt mere problematiske end de små Balkan-lande, der blot øger NATOs troppeformåen.

Jo tættere NATO's grænse rykker på Rusland, jo større er risikoen for, at musketér-eden vil blive bragt i spil, og desuden har både Ukraine og Georgien problemer med demokratiet. Det samme kan blive tilfældet med hensyn til de baltiske lande, understreger Erik Bruhn.

"Det hele er nemt nok, når den økonomiske udvikling er gunstig, men i krisetider vil der altid være politiske strømninger, der trækker i en udemokratisk retning og søger ydre fjender. Hvad skal NATO f.eks. stille op, hvis Estland, Letland eller Litauen udvikler sig til quasi-demokratier, der provokerer Rusland til konflikt?"

Og netop forholdet til Rusland bliver den fjerde store udfordring for Fogh Rasmussen, hvis han kommer til at blive NATOs kommende generalsekretær. Siden krigen i Georgien har forholdet til NATO været på frysepunktet, men gårsdagens melding om, at Rusland er parat til at lade NATOs forsyninger til Afghanistan-krigen passere russisk territorium, er det første tegn på, at en tøbrud er i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende med nogle luftige betragtninger om NATO, Fogh og fremtiden

NATO posten er interessant, - men altså stadig fremtid - det skal der nok blive tid til at skrive om.

Men vi lever i nutiden og skal lære af fortiden.

Så hvornår får vi at høre om Foghs eftermæle i dansk politik, for at han er færdig i dansk politik efter at han har meldt sit kandidatur til NATO posten er klart

Overskrifterne hedder "Fogh er NATO kandidat" men overskrifterne burde i stedet lyde;

"Statsministeren forlader dansk politik"

eller

" Danmark vil snart komme under ledelse igen "

eller

"Fogh bryder sin kontraktpolitik med sine vælgere"

eller

"Fogh opgiver at lede Danmark under den værste krise i nyere tid"

Det gode indgangspørgsmål til en kritik af hans virke må lyde:

Hvilket samfund har Fogh efterladt til danskerne efter 7 år med primitivt skattestop og ideologisk politik.

Er samfundet blevet bedre efter 7 år med Fogh regimet.

"Statsministeren der måtte kapitulere" og hans rygende ruinhob i form af nedbrydning af Danmarks velfærd er da en noget større nyhed end en banal ansættelsessamtale som embedsmand.

Men sådan ser vi jo så forskelligt på tingende...desværre for samfundsudviklingen og demokratiet ser de fleste journalister her i landet i samme retning, og det bliver ingen klogere af...

Kjeld Lehnsdal

"NATO er for U.S.A. blot et sted, man kan hente en koalition af frivillige, - når U.S.A. har brug for det..."

Og det er problemet i en nøddeskal, - som en ny generalsekretær skal prøve på at løse...

Hidindtil var alliancen en - "een for alle, alle for een" - alliance, hvor alle havde lige stor ret, - og lige store forpligtelser...

Efter Sovjetunionens bankerot har NATO simpelt hen, - som en sommerfugl, - skiftet udseende og formål...

De europæiske medlemmer og Canada er for amerikanerne en reserve, der skal kunne indkaldes når U.S.A.s krige har brug for det...

I øjeblikket har U.S.A. to krige gående, - i Afghanistan og i Irak... -- I begge de to krige har U.S.A. påtaget sig større opgaver, - end U.S.A. kan løse alene...

Og selvom de europæiske NATO medlemmer forlængst har gennemskuet amerikanernes planer med NATO, - er denne betydningsfulde debat aldrig blevet rigtigt debateret i medlemslandenes befolkninger, - der nok var tilfredse med - "een for alle, alle for een" - principet, - men som ganske bestemt ikke vil være reserver i fremtidige amerikanske krige...!

Den nye generalsekretær skal være en "amerikanernes mand", - een der trofast bakker amerikanernes ønsker op, - og der passer Fogh ganske godt ind i billedet...

Den nye generalsekretær skal prøve at få amerikanernes ønsker om NATOs fremtidige funktioner ind med skeer hos de europæiske medlemmer af alliancen...

Den process vil gå ganske let overfor de østeuropæiske lande, - Estland, Letland, Litauen, Polen, Chezk, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, - og Bulgarien... -- og eventuelt også hos medlemmer af det opløste Jugoslavien...

Men hvad med de vesteuropæiske medlemmer, såsom Holland, Belgien, Frankrig, Portugal, Spanien, Italien, Tyskland og Grækenland...?

De politiske ledere især i Frankrig og Tyskland har deres egen mening om NATOs fremtidige funktioner... -- og den stemmer i hvert fald ikke overens med de amerikanske forestillinger om den fremtidige alliance...!

Lars Peter Simonsen

AFR er det tætteste vi i Danmark er kommet på en folkevalgt diktator. Der er eksempler fra udlandet på hvor galt det kan gå hvis den slags folk ikke bli'r verfet ud i tide, med krigsførelse i udlandet, diskrimination af mennesker p.g.a. etnicitet, politik, og tro, og meget andet og værre. Det er vi da i det mindste sluppet for, indtil videre.
Er vi ikke?