Læsetid: 4 min.

Forbrydelsens gravkamre

Tyrkiske sikkerhedsstyrker og private dødspatruljer menes at stå bag bortførelse og henrettelse af op mod mod 7.000 PKK-mistænkte kurdere, hvis lig blev smidt i brønde og uafmærkede massegrave. Nu hentes ofrenes knogler op fra deres huller, ikke kun i erkendelse af statens dårlige samvittighed, men som resultatet af en intern politisk magtkamp
Foreløbig er det kun de jordiske rester af 100 af de op mod 7.000 forsvundne kurdere, der er blevet udgravet. Udgravningerne giver de efterladte mulighed for at give deres pårørende en værdig begravlese. På billedet fejrer kurdiske kvinder forårets komme i Diyarbakir.

Foreløbig er det kun de jordiske rester af 100 af de op mod 7.000 forsvundne kurdere, der er blevet udgravet. Udgravningerne giver de efterladte mulighed for at give deres pårørende en værdig begravlese. På billedet fejrer kurdiske kvinder forårets komme i Diyarbakir.

Umit Bektas

17. april 2009

Diyarbakir - På en øde landevej 22 kilometer fra Diyarbakir peger Haki Kaya, en 25-årig restauratør, ned mod en fredfyldt og forårsgrøn slugt, hvor sporene efter nylig graven er tydelige:

"Der lå knoglerne af min far", siger han. "Andre lig lå begravet her", han peger mod vejsiden, hvor græsset ligeledes er opkørt. "Det var et af de steder, hvor dødspatruljerne smed de myrdede."

Haki Kaya er en heldig mand - han er er blandt de stadig få kurdere, der nu har fået vished for, at hans forsvundne far blev myrdet i 1996.

Faren, der drev et succesrigt transportfirma, blev hentet af civilklædte mænd, der udgav sig for politibetjente, under et besøg hos en kunde den 18. november 1996. Men hvornår han døde er uklart. Haki Kaya fortæller, at familien løb panden mod en massiv mur af tavshed, da den henvendte sig til politiet. Da faren blev kørt væk, havde et vidne taget bilens nummer, som viste sig at være forfalsket.

"Politiet afviste ethvert kendskab til min fars forsvinden og nægtede at udsende en efterlysning, og da vi tog sagen til IHD, menneskerets-organisationen i Diyarbakir, forsvandt hans sag fra deres arkiv efter et indbrud. Min storebror, der i dag er 42, blev tæsket af politiet, da han insisterede på en forklaring, og er i dag invalideret."

5.000-7.000 forsvundne

Haki Kayas historie er langt fra enestående, men først nu ser det ud til, at de tyrkiske myndigheder tager de mellem 5.000 og 7.000 'forsvindinger' under den nu 25 år lange kurdiske konflikt mellem PKK's kurdiske separatister og den tyrkiske stat alvorligt.

Ikke fordi den siddende AKP-regering, der har islamiske rødder, pludselig er blevet grebet af dårlig samvittighed på statens vegne. Premierminister Recep Tayyip Erdogan har først vist interesse for de civile ofre for de statsligt finansierede og bevæbnede dødspatruljer efter juli sidste år, da et komplot mod AKP-styret - kendt som Ergenekon-skandalen - begyndte at rulle efter fund af et våbenlager i Istanbul.

Og Erdogan er lige så indædt modstander af kurdernes krav om politiske rettigheder, som militæret og den sekulære opposition, i dag ledet af landsfaderen Atatürks republikanske parti, CHP, er.

Tansu Cillers regering

"Den Ergenekon-historie er meget kompliceret," knurrede en kilde i det tyrkiske statsministerium, da han blev spurgt om de politiske implikationer.

Mere ville han - eller turde han - ikke sige. Mere end 80 personer - tidligere officerer, embedsmænd og journalister - er anholdt for 'forsøg på ulovligt at omstyrte regeringen', og mange peger på sagens politisk bekvemme forløb for AKP, der er under pres fra militæret og det sekulære establishment.

Og det er en kendsgerning, at Tyrkiets sekulært-borgerlige partier, bl.a. centrumhøjre-partiet 'Den rette Vej' (DYP) ledet af den kvindelige premierminister, Tansu Ciller, havde regeringsmagten i den periode af 1990'erne, hvor forsvindingerne tog til, og hvor terror-krigen på begge sider hørte til dagens uorden.

Det er således politisk opportunt for den nuværende regering at åbne efterforskningen efter ofre for de statslige dødspatruljer i de kurdiske områder. Det er nemlig regeringens og Ergenekon-kompleksets offentlige anklagers teori, at den nuværende skandalesag har forbindelser til fortidens mord på de civile, der blev hentet af gendarmeriet, sikkerhedsstyrkerne og deres 'uofficielle' medløbere. Ifølge Haki Kaya og lederen af menneskerettighedsorganisationen i Diyarbakir, Muhammer Erbey, gjorde de "det beskidte arbejde" for den såkaldt 'dybe stat'; notorisk kriminelle gik i statens tjeneste som uautoriserede bødler.

I Kaya-familiens tilfælde var det en PKK-overløber, der arbejdede for JITEM, det statslige gendarmeri, der var med til at bortføre faren. Haki Kaya fik vished for farens skæbne, da den eks-PKK-militante, der nu lever i Sverige, ringede til ham og fortalte, hvor faren var 'begravet' i en sæk sammen med et andet lig. Og desuden oplyste, at han 'var med', da faren blev dræbt, men at han ikke var drabsmanden.

"Denne mand ringede til mig, og fortalte, at han vidste, hvor min far lå - nemlig her. Og det viste sig at holde stik, hvilket DNA-prøver har godtgjort. Så nu har vi i det mindste et gravsted."

-Hvordan var det at tale med en medskyldig til din fars død?

"Det kan jeg ikke beskrive. Men jeg ville gerne stå ansigt til ansigt med ham".

Generalens provins

De hemmelige grave og 'dødsbrønde', hvor mange ligrester er fundet, er forsidestof i de tyrkiske aviser, og udgravningerne fortsætter under ledelse af en offentlig anklager, Zakariah Öz, og hans deputerede i de kurdiske provinser - men det går langsomt, og foreløbig er kun få hundrede lig fundet.

Blandt de fængslede i sagskomplekset er tre pensionerede gendarmeri-officerer, der alle gjorde tjeneste i det sydøstlige Tyrkiet i midten af 90'erne, da dødspatruljernes udenomsretlige drab kulminerede. En af de fængslede er tidligere brigadegenral Levent Ersöz, der havde kommandoen over gendarmeriet i Sirnak-provinsen, og som sin erklærede politik udtalte:

"Jeg vil ikke have noget kurdisk parti i mit grevskab".

Blandt de myrdede i hans 'grevskab' var formanden for det nu forbudte kurdiske parti, HADEP - som det nuværende DTP (Demokratisk Samfunds-Parti) er fortsættelsen af.

Og denne historie er ikke afsluttet med udgravninger af knoglerester. Den er først lige begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tøger Thorkel

Problemet er, efter min grundige analyse, at folk, her menes politikerne, har sovet gevaldigt i timen. Men ikke kun politikerne, også os som samfund. Behøver man nævne Gulag, og Serbien?

Ole Gerstrøm

Vi må også lige nævne Det Armenske Folkemord, 1915-17 hvor tyrkerne myrdede 1,5 million kristne armenere i en jihad.

Ole Gerstrøm, det har overhovedet ikke noget med jihad at gøre! Det var et folkemord, der byggede på etnisk, ikke religiøs udrensning.

Selvfølgelig skal vi have det endnu ej anerkendte armenske folkemord i erindring, men Peter Hansen har ret, når han korrigerer Ole Gerstrøm derhen, at udrensningen ingenlunde var begrundet i en religiøs dagsorden men i en etnocentrisk.

Herudover et det vigtigt at betone vigtigheden af, at EU - samt nationalstaterne på eget initiativ - presser Tyrkiet og ikke mindst den amerikanske topadministration til at anerkende de uomgængelige historiske fakta. Selv efter at Repræsentanternes Hus har anlagt tonen overfor Tyrkiet i 'folkemordssagen', knægter topfolkene i Kongressen denne dagsorden. Dette er forstemmende.

Heinrich R. Jørgensen

World Magazine ville have været et ugeblad, hvis det var udkommet dobbelt så hyppigt ;-)

Det er et blad der tolker nyheder med udgangspunkt i kristen fundamentalisme (dvs. Bibelen er deres guds ufejlbarlige ord), af den konservative, evangelisk lutheranske variant.

I øvrigt eksisterer der ikke fænomener såsom religiøst betinget folkemord, på samme måde som det er noget sludder at tale om religionskrige.

Folkemord og krige handler altid om realpolitik. Men når mennesker skal motiveres til galskab, skal der opfindes argumenter. I religion findes sådanne argumenter ofte, da budskaberne ofte kan forstås af de fleste, og religion spiller en stor rolle i det meste af verden.

De af os der ikke acceptere religiøs dogmatik som argumenter for at slå andre ihjel, får blot serveret andre argumenter for at den politiske ledelse kan få gennemført deres brutale realpolitik. For tiden påstås det, at vi slår andre ihjel fordi de er ufrie, ikke har demokrati og ikke kan lide USA og vesten.

Hvis religion er uacceptabel, fordi nogle forsøger at legitimere drab med religion som argument, burde det logiske spørgsmål være, om frihed og demokrati også er uacceptabelt?

Ole Gerstrøm

Heinrich R. Jørgensen:

Jo, der findes religionskrige. Religiøst vanvid er ofte forekommende. Se bare på paven.

Der findes endog mindst et religiøst betinget folkemord. Vi kender det armenske.

Iøvrigt er det useriøst at påstå, at noget som religionskrige ikke findes. For du har næppe undersøgt alle krige, og fundet alle motiver for at gå i krig. Slå op i filosofibogen under "det negative bevis."

Heinrich R. Jørgensen

Ole Gerstrøm:
"Iøvrigt er det useriøst at påstå, at noget som religionskrige ikke findes. "

Hvis du kigger på Wikipedia under Religious War, vil du kunne se, at artiklen foreslås slettet, da begrebet "religionskrig" er det rene humbug.

Tjek selv diskussionsiden om emnet.

"Deletion?
This article seems to me inherently POV, citing religion as a possible cause of any war. War is by nature a political act, not a religious one. Frequently religion is claimed to be a cause of war by those in favor of it or against it, but one can always find a political reason for a war. The closest one can get in the hist. of Western Civ. to religious wars are the first 2-3 crusades. Before I do anything official to move this toward deletion, I'd like to hear what others think.

Naturligvis findes religionskrige ikke, hvis der med krige menes noget der involvere blod, død og ødelæggelse. Det er bedrag og manipulation.

Ligesom det er det rene idioti, at give gøre demokrati og frihed skylden for at der føres krige rundt omkring på kloden.

Ole Gerstrøm

Heinrich R. Jørgensen:

At en eller anden foreslår noget skørt på wikipeida, er ikke et argument.

Men jihad, som erobringskrig, er noget helt reelt.

Fænomenet forsvinder næppe ved at benægte det.

Ole Gerstrøm

Nooreddin Abul Hassan:

Jihad som erobringskrig har jeg fra historiebøgerne, fortid og samtidshistorie.

Egypten blev islamiseret med 2.000 soldater. Muhammed var kriger. De muslimske hære stod ved Wiens porte i 1683. En del af Balkan er erobret i nyere tid.

Det er og har altid været penge og magt der driver folk til krig. Årsagen til at religioner er inddraget som forstilling om krigsførelse skyldes at de middelalderlige doktriner der gjaldt og stadig gælder, er indeholdende i fortidens politiske virkelighed vedr. religionerne.

Muslimerne bruger i ca 10 procent af de herboende, de samme gamle forestillinger hvorved religion og politik blandes sammen, og deraf kommer misforståelsen.

Når det er sagt er det indlysende at når man bruger disse gamle religiøse love, der ikke kan ændres, at religionerne må stå for skud fordi de bliver misbrugt af eksempelvis taleban.

Disse muslimer ved det godt, men fordi de ikke kan løsrive sig fra deres politiske religion er de fanget mellem talebans m.f. psykopati og deres egen religiøse overdrivelser, hvorefter de må betale prisen for ikke at ville udvikle sig.

Tyrkerne og kurderne hader i mange tilfælde hinanden, hvilket er en konflikt der ikke kan løses, ligesom den også virke uløselig andre steder i mellemøsten.

Det bedste vi kan gøre, for vores egen skyld, er ikke at få de værste af slagsen indenfor vores danske hoveddør.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Gerstrøm:
"Fænomenet forsvinder næppe ved at benægte det."

Religion er blevet benyttet som påskud for megen barbari, det er ganske givet. Krige, folkemord, you name it.

Der har også været mange eksempler på, at religion har fulgt de samme brudlinjer som de krigende fraktioner.

Men religionskrige som sådan, er indbildning og manipulation. Det er og bliver noget vrøvl. Det er på linje med forestillinger om kampen mellem de gode og de onde, om den retfærdige kamp mod uretfærdighed, om civilisationens kamp mod barbarerne, osv.

Hvis nogen fører krig, eller udfører folkemord, ligger der realpolitik bag. Der er vist ikke historiske eksempler på det modsatte.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Gerstrøm:
"Jo, jihad."

Er det et historisk eksempel? ;-)

Hvis jeg selv skulle forsøge med nogle eksempler på at påvise at min tese var forkert, ville jeg måske forsøge at nævne de første korstog. Men de handlede såmænd også om realpolitik, på trods af at de udtalte formål var at tage kontrol med Jerusalem, som af uransagelige grunde var blevet en hellig stad for kristne.

Eller endnu bedre, den langvarige konflikt i Irland, hvor brudlinjerne har været mellem de irske katolikker, og briterne, der traditionelt har sværget til deres lutheranske statskirke.

Ole Gerstrøm

Heinrich R. Jørgensen:

Ja, jihad er et historisk og nutidigt eksempel på hellig krig.

Se bare på Kosovo, Bosnien, Kashmir, Thailand, Burma, Indonesien, Philipinerne, Iraq, Palæstina, Libanon, Sudan, Eritrea, Ethiopien, Somalia, Ruslands Kaukasus region, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan ,Marokko, Tyrkiet, Palæstina , Egypten, Iran, Pakistan, Afghanistan, Tunesien, Xinjiang provinsen i Kina, Daghestan i Central-Asien, Tjetenien o.s.v.

Heinrich R. Jørgensen

@ Ole Gerstrøm

Vælg blot ét historisk eller nutidigt eksempel på en voldelig konflikt, der reelt handler om religion, og i mindre eller ingen grad om politik.

Det burde være nemt nok. Min påstand er ganske bastant, nemlig at krige og folkemord altid handler om politik, dvs. om realiteter.

At krige og folkemord som regel forsøges legitimeret med religiøse, etniske eller nationale forskelle, er helt naturligt. Naturligvis skal befolkningen forklares, hvor nogen er forskellige fra dem selv, og der skal naturligvis propaganderes effektivt og intensivt for at disse fortjener udryddelse, undertvingelse, afstrafning, eller truer deres eksistens, førend en tilstrækkelig del af befolkningen er tilstrækkeligt vanvittige til at deltage i brutaliteten.

Når du vælger ét eksempel, må du gerne forklare hvorfor konflikten er religiøs, og ikke har noget med (real)politik at gøre.

Hvis har har ret i, at religionskrige findes, burde det være en smal sag at modbevise min meget bastante og kategoriske påstand ;-)

@ Ole

Det er rigtigt at ordet jihad blev anvendt, men selve konceptet var orkestreret af den tyske efterretningstjeneste, der ønskede at den muslimske befolkning rejste sig i de britiske kolonier og mandatområder, der findes iøvrigt omfattende tysk billedemateriale, der dokumenterer deportationen af armenierne, der blev beskyldt for at gå fjendens (russernes) ærinde.
Men forfølgelsen af armenerne var startet længe før 1. verdenskrig.

Ole Gerstrøm

Heinrich R. Jørgensen:

Religionskrig kan føres på mange måder. Det er ikke altid et land mod et andet land.

Det armenske folkedrab var jihad og religionskrig.

Tyrkiets premierminister Recep Erdogan fortsætter i traditionen og fik i 1999 en fængselsdom på 10 måneder for denne erklæring: "Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores hjelme, moskeerne vore barakker, troende vores soldater. "

I Thailand brænder islamisterne skoler ned, fordi man i strid med islam underviser piger.

Næste fase ser vi Swat dalen i Pakistan, hvor islamister brænder skoler ned, og skærer halsen over på embedsmænd for at indføre sharia.

Krigen på Balkan mellem Serbien og Bosnierne er en religionskrig.

Balladen på Durban 2 er en psykologisk religionskrig.

Islam er ikke en omvendelsesreligion, således som f.eks. kristendommen og buddismen er det. Kun en ganske ringe del af islams udbredelse skyldes omvendelse. I stedet bruger man immigration og jihad.

Jens Thorning

Da krigen mellem Serbien og Bosnien fandt sted, var ordet "religionskrig" endnu ikke opfundet. Vi fik at vide, at det handlede om Serbiens anakronistiske stormagtsdrømme og planer om en storstilet etnisk udrensning. Vesten ledet af USA kom nu muslimerne til hjælp mod de kristnes undertrykkelse og overgreb (!) og, som dav. udenrigsminister Niels Helveg Petersen forbløffende tilføjede, mens de humanistiske fredsbomber dalede ned over de formastelige, så "får vi markedsøkonomi og mange andre gode ting med i købet!!" Vi i Vesten er altså slet ikke så ensidigt imod Islam, som det nogle gange fremstilles.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Gerstrøm:
"Religionskrig kan også være mellem rivaliserende fraktioner i en "religion." "

I så fald burde du vel opfinde et nyt ord: "fraktionskrig"?

At religion bruges og navnligt misbruges i den særlige litterære tradition "at opildne til had", er der ikke tvivl om.

Men konflikterne handler ikke om religion. Religioners dogmatik er ofte et righoldigt arsenal af nyttig retorik, og rummer den fornødne "dem og os" kategorisering, der kan bruges til at få mennesker til at begå og acceptere grænseoverskridende brutalitet.

Afstumpethed i religioners navn er det naturligvis ikke vanskeligt at finde eksempler på. Men du har stadig ikke nævnt ét eneste eksempel på noget der kunne kaldes en religionskrig.

Marius P. Thorvaldson

Den journalistiske vinkling af indlægget er nok lidt over grænsen her. Der bliver koplet ting sammen uden sammenhæng. Det mest markante er vedrørende de 7.000 personer, der bliver nævnt. Det er tallet på de personer, man ikke kender gerningsmændene med sikkerhed og dermed ikke dem, der er blevet likvideret af statslige sikkerhedsstyrker. Der har været en blodig konflikt mellem kurdiske grupper og især PKK og Hizballah gennem 80'erne og 90'erne. Flere tusinder er blevet likvideret af disse to grupper, mens et mindre antal civile blev netop dræbt af sikkerhedstyrkerne. Dette er kommet frem ved retssagen, der kører mod gerningsmændene af disse likvideringer. Det drejer sig om militærfolk og tidligere PKK-medlemmer. Antallet af disse likvideringer er et to-cifret tal med de oplysninger man har indtil videre og ikke 7000, som information påstår. Det er lige så absurdt som at sige alene amerikanerne har dræbt de 500.000 mennesker i Irak. Det er mærkverdigt at se efterfølgende kommentarer, hvor folks fordomme om islam, tyrker, osv. strømmer ud ...

Religiøse er ikke en dyt bedre end andre. Det så vi for nyligt da en kristen religiøs fra en anden trosretning blandede sig under en græsk ortodoks gudstjeneste.

Resultatat var slagsmål for offentlig skær. Dybt komisk.

Atilla Akinci

Det såkaldte armenske massakre har ikke fundet sted. Hvad armenske væbnede grupper gjorde:
- Local support to Russian troops against Ottoman military,
- Local mutinies in big cities such as Van and Erzurum,
- Provocation on Armenian society in order to get support for local guerilla forces,
- Attacks on Ottoman reinforcement,
- Massacres of Muslim society,

Hvad Tyrkiet gjorde for at beskytte og hjælpe armenske civile:
- Protection of The Armenian Convoys and The Punishments of Those Whom Attack The Convoys.
- Investigation of the people who disturbed Armenians during relocation
- Security of the Relocated Armenians,
- Determining The Debts of Relocated Armenians and Protection of Their Properties,
- Feeding of Armenian Families,
- Assistance for The Returning Armenians and Meeting Their Needs.
- The Exemption of Armenians from Taxes

mehmet kurt

Nu læser jeg igen disse indlæg som kun skyldes historisk uvidenhed! 1915-1918 var disse perioder hvor tyrkere var i krig mod besættelses magterne som var England, Frankrig, Grækenland, New zealand, Rusland, hvordan kan i tro at Tyrkerne systematisk kan udrydde 1.5 mio armenerer, mens deres fokus kun var krigen mod besættelses magten? Tyrkerne kæmpede i Nord og øst Tyrkiet mod russerne, vest og syd Tyrkiet var besat af Frankring, England, New zealand, Grækenland, og der kæmpede de mod dem. Hvorfor går i ikke ind på denne side for at læse Tyrkiets version? i stedet for at dømme Tyrkerne udfor armenernes udsagn og beskyldninger! hvorfor lytter i eller læser i ikke Tyrkernes version af de historiske begivenheder? Der boede ca. 500.000 armener i Tyrkiet dengang, armenerne hjalp Russerne i nord og øst Tyrkiet, og eftersom de også er en fjende under en krig er det meget naturligt at nogen af dem er døde under krigen ik? Armenerne og Russerne voldtog kvinderne, hals huggede kun mændene og børnene, lig mærke til kvinderne blev ikke slået ihjel kun børn og mændene! Det armenske diaspora tør engang deltage i en historisk panel som Tyrkerne flere gange har inviteret dem til sammen med andre landes historikere, men hvorfor tør de ikke? er det mon fordi de ikke har nok beviser? hvad med armenernes folkedrab mod azerbajdhan? hvorfor er der ingen der skriver om det? armenerne har ikke ren mel i posen vel!! armenerne skal først og fremmest bevise og stå bag deres beskyldninger, før det kan anerkendes som folkemord. Under den tid altså 1915-1918 var der utrolig mange som døde af pest flere millioner mennesker omkom af pesten, både armenerer, Russere, franskmænd, englændere osv. Hvorfor anerkendte menneske rettigheds domstålen ikke serbernes systematiske folkemord mod muslimerne? Hvorfor hør vi aldrig om Frankrigs barbariske handlinger i Algeriet? Tunesien? også det andet afrikanske land som jeg ikke lige kan huske. hvorfor? Frankrig gør det stadig, gør de ikke? stop jeres dobbeltmoral!!!
mvh
M.K

mehmet kurt

Det er ikke flere 1000 mennesker der er begravet i de brønde, indtil videre er der fundet knogler fra 7 mennesker, men jo, mange er eftersøgt både tyrkere og kurdere. Men det er ikke flere hundrede eller tusinder, vil jeg gerne hilse og sige. Journalistens artikel passer ikke, kan han ikke henvise til en kilde?

Det hedder ikke muhammeds krigere, dem som islamiserede egypten og de andre lande i Balkan som du prædiker om herinde! det var det mægtige osmaniske rige. Osmanerne var et godt eksempel på hvordan man kunne bo side om side med hinanden uanset køn, etnik, religion osv. derfor var der mange kristne, jøder, som konverterede til Islam pga. deres livsstil! ligeså vel som kors riderne, romerne, bizanz riget repræsenterede kristendommen, repræsenterede osmanerne Islam!