Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fransk elselskab spionerer mod Greenpeace

En fransk Greenpeace-aktivist er gennem flere år blevet udspioneret. Indicier peger i retning af elselskabet EDF, som dog hævder, at en tjenesteivrig computerekspert har handlet på egen hånd
En fransk Greenpeace-aktivist er gennem flere år blevet udspioneret. Indicier peger i retning af elselskabet EDF, som dog hævder, at en tjenesteivrig computerekspert har handlet på egen hånd
Udland
2. april 2009

Verdens største elselskab, Électricité de France (EDF), har gennem flere år udspioneret miljøorganisationen Greenpeace. Ifølge internetavisen Médiapart har EDF hyret et privat sikkerhedsselskab til at overvåge Yannick Jadot, som indtil september 2008 var kampagneleder for Greenpeace i Frankrig og nu er partiet Europe Ecologies topkandidat ved Europaparlamentsvalget i juni:

"Greenpeace er en pacifistisk og ikke-voldelig miljøorganisation. At man behandler os som terrorister, fordi vi vover at sætte spørgsmålstegn ved den franske energipolitik, viser tydeligt, hvor dårligt man tåler gennemsigtighed og demokratisk debat i spørgsmålet om atomenergi," udtaler direktøren for Greenpeace France, Pascal Husting.

Den næstkommanderende i sikkerhedsafdelingen i EDF, Pierre François, skulle ifølge Médiapart have opbygget en efterretningstjeneste for at forhindre terrorangreb mod koncernen, men også for at modarbejde kampagner og aktivisme mod atomenergi.

Den 26. marts blev Pierre François afhørt af anklagemyndigheden i den parisiske forstad Nanterre, som mistænker ham for medvirken til ulovlig indtrængen i computersystemer. Computerteknikeren Alain Quiros fra firmaet Kargus Consultants har indrømmet, at han har skaffet sig adgang til Greenpeaces systemer, men hans chef, Thierry Lohro, beskylder ham for at have handlet på egen hånd:

"Computerteknikeren gik længere, end vi havde aftalt. Han begav sig ud på eventyr i den tro, at han gjorde os en tjeneste," siger Thierry Lohro til Médiapart. Både Pierre François og Thierry Lohro har i øvrigt tidligere arbejdet for den franske efterretningstjenste.

En talsmand for EDF har meddelt, at man ikke ønsker at kommentere en sag, "som retsvæsenet tager sig af", og at selskabet er i færd med at indsamle de nødvendige oplysninger, som kan bidrage til efterforskningen. Ikke desto mindre er tre ansatte fra EDF, deriblandt François og Lohro, blandt de i alt fem mistænkte i sagen, oplyser Romain Chabrol fra Greenpeace France til Information.

Dårlige erfaringer

I 1985 sprængte franske efterretningsagenter Greenpeaces kampagneskib Rainbow Warrior i luften, og spionagesagen vækker således dårlige minder i miljøorganisationen, som i årtier har protesteret mod Frankrigs atompolitik.

I 2006 udarbejdede EDF en rapport om sikkerhedsproblemer med de såkaldte EPR-atomreaktorer, som det statsstyrede selskab vil opstille i Frankrig og en række andre lande inden 2020. Af den hemmeligstemplede rapport fremgik det, at atomreaktorerne ikke vil kunne holde til terrorangreb med passagerfly i lighed med dem, som ramte USA den 11. september 2001. Greenpeace kom i besiddelse af rapporten og valgte at informere offentligheden om risikoen i tilfælde af terrorangreb.

Nu risikerer miljøorganisationens daværende talsmand, Stephane L'Homme, fem års fængsel og en bøde på over en halv million kroner for at have afsløret nationale forsvarshemmeligheder. På baggrund af disse erfaringer er Greenpeace skeptisk over for forklaringen om, at EDF ikke er involveret i spionagen mod Yannick Jadot:

"Man kan selvfølgelig ikke på forhånd afvise historien om den tjenstivrige computertekniker, men det ville alligevel forbavse mig, hvis den skulle vise sig at være sand. Jeg håber, at efterforskningen kan fortsætte i god ro og orden. For mig viser denne sag, at atomindustrien ikke tåler gennemsigtighed" siger Pascal Husting fra Greenpeace til avisen Libération.

En truet industri

For en måned siden indgik den franske præsident, Nicolas Sarkozy, en aftale med Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, om at levere teknologien til det planlagte, italienske atomprogram. Med Sarkozys støtte forsøger EDF, som har opført alle de fungerende atomreaktorer i Frankrig, at markedsføre atomenergi over hele verden. Men ifølge Rianne Teule, som er Greenpeaces førende ekspert i atomenergi, er beslutninger om anvendelse af atomkraft ikke underlagt tilstrækkelig demokratisk kontrol:

"Sarkozy rejser verden rundt med repræsentanter for atomindustrien i Frankrig. Han arbejder aktivt for at udsprede atomenergi over hele verden, men i de fleste lande foregår forhandlingerne kun mellem regeringsrepræsentanter og de involverede firmaer. Med undtagelse af Finland er der nærmest ingen demokratisk debat om dette spørgsmål i landene," siger Rianne Teule til Information og tilføjer:

"Når EDF føler, at det er nødvendigt at bruge fordækte metoder for at holde øje med dem, der kritiserer deres valg af teknologi, viser det, at atomenergi og demokrati ikke er en god blanding. Atomindustrien kæmper for overlevelse. Hvis ikke det lykkedes for dem at sælge reaktorer og opstille dem inden for de næste 10 år, er det meget sandsynligt, at industrien vil dø."

Gennem firmaer som EDF og Areva, som udvinder uran i det centralafrikanske land Niger, der indtil 1961 var en fransk koloni, har den franske stat store interesser på spil i spørgsmålet om atomenergi.

I 2006 brød Nigers præsident Mamadou Tandja med årtiers sædvane og valgte at lave en åben udbudsrunde for rettighederne til at udvinde uran i landet. Dermed valgte præsidenten at forbigå Frankrig, som hidtil havde haft en privilegeret adgang til landets naturressourcer, men i sidste uge besøgte Sarkozy landet for at indgå en ny aftale med præsidenten.

På Arevas vegne opnåede Sarkozy tilladelse til at udvinde uran i Agadez-provinsen i de næste 35 år. Det skønnes, at minerne kan producere ca. fem tons uran om året, men hvis atomindustrien i Europa bliver lagt død, risikerer franskmændene at brænde inde med det dyre råstof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Nu risikerer miljøorganisationens daværende talsmand, Stephane L'Homme, fem års fængsel og en bøde på over en halv million kroner for at have afsløret nationale forsvarshemmeligheder"

God artikel, der roder lidt op i svineriet.

Stieg Larsson bog "Luftkastellet der blev sprængt " om bl.a. tvangsindlæggelse og efterfølgende umyndiggørelsen af hackeren Lisbeth Salander er ren fiktion, men har tydeligvis oprindelse i virkeligheden.

Journalister af Mikael "Kalle" Blomkvists
kaliber er desværre stadig litterrær fiktion, for uanset anstrengelsen fra de rigtige helte kommer vi kun til at se toppen af møddingen, omend det kan være slemt nok i sig selv.