Kommentar
Læsetid: 4 min.

At handle frit

Krisens væsentligste lære er, at den globaliserede frihandel er stødt på sine politiske grænser
Udland
17. april 2009

Til de begreber, man ikke må stille spørgsmålstegn ved, hører begrebet frihandel. Til de begreber, som ej bør nævnes endsige forsvares, hører protektionisme. Frihandel og protektionisme forholder sig i stigende grad til hinanden som fornuft til vanvid eller som civilisation til barbari.

At vi tænker sådan, betyder dog ikke nødvendigvis, at det også forholder sig sådan. At den vestlige verdens industrialisering og modernisering for en stor dels vedkommende skete i ly af nationale toldbarrierer, er der i dag ikke mange, der husker på. Den svenske produktionsindustri voksede sig engang stærk bag toldmure på 15-20 procent. Det svenske bilmærke SAAB blev ikke født som et produkt af frihandel, men som et biprodukt af Sveriges militærindustrielle kompleks. USA var længe et af verdens mest protektionistiske samfund. De asiatiske vækstmirakler Japan, Sydkorea og Kina er alle produkter af en målbevidst national industripolitik med stærke indslag af protektionisme. Først støtte og protektionisme, dernæst liberalisering og frihandel synes at være en historisk succesopskrift på industrialisering og modernisering.

"Næsten alle rige lande er blevet rige ved at beskytte sine spæde industrier og regulere sine udenlandske investeringer," skriver Cambridge-økonomen Ha-Joon Chan i sin meget omtalte bog, Bad Samaritans (Random House, 2007). Heraf konkluderer han ikke blot, at vor tids udviklingslande må tildeles samme muligheder for at vælge den samme udviklingsstrategi, som vi selv anvendte, men også at visse former for protektionisme eller regulering kan være forudsætninger for, at frihandel kan fungere i det lange løb.

Global afhængighed

Sidstnævnte pointe udlægger jeg sådan, at et samfunds sociale og politisk værdier om fornødent må kunne afvejes imod markedets økonomiske kalkuler. Protektionisme kan i den sammenhæng opfattes som den økonomiske pris (dyrere varer), som et givet samfund er villige til at betale for at bevare den politiske evne til at kunne beskytte sine ikke-økonomiske aktiver. Problemet er, at intet enkelt samfund i dag kan bestemme, hvad denne pris er. I en stadig mere globaliseret økonomi, hvor stadig flere samfund har gjort sig stadig mere afhængige af hinanden, risikerer ensidige protektionistiske foranstaltninger at udløse en alles krig mod alle, hvorved alle skyder sig i foden og prisen for alle bliver for høj.

På den anden side er det jo ikke ligefrem et overmål af protektionisme, som har fået det globale finanssystem til at kollapse, verdenshandelen til at bryde sammen og den globaliserede markedsøkonomi til at gå i baglås, men snarere det stik modsatte, dvs. for lidt beskyttelse af de sociale og politiske institutioner, som er forudsætningen for, at markedsøkonomien kan fungere. Ideelt set burde disse institutioner have undergået en globalisering i takt med markedsøkonomien, men noget sådant er ikke sket. De vigtigste politiske institutioner er forblevet nationale, og tiltroen til disse har holdt sig inden for nationale rammer, hvilket om ikke andet blev tydeligt, da tiltroen til det nationale finanssystem kollapsede, og hver nation blev overladt til sig selv (trods ivrig retorik om samordning), og selv forventedes at redde netop 'sine' banker - eller beskytte netop sine industrier og arbejdspladser.

Det er naturligvis dybt problematisk for troværdigheden i G20-landenes aktuelle bestræbelser på at give et globalt politisk svar på en global økonomisk krise, men om muligt endnu mere problematisk for troværdigheden for et EU, i hvis indre marked protektionisme mellem medlemslande er en principiel umulighed og et formelt lovbrud, men hvor protektionistiske reflekser for at beskytte nationale job og interesser alligevel har gjort sig gældende.

EU og landegrænser

Det logiske svar fra EU på en global krise havde rimeligvis været en overnational europæisk krisepolitik, som tog udgangspunkt i, at medlemslandenes økonomier formelt og reelt er overnationalt sammenknyttede, og at støtteindsatser for banker og virksomheder i en del af unionen derfor måtte koordineres med støtteindsatser i andre dele af unionen.

Grunden til, at en sådan politik ikke findes er, at politikken i EU - i modsætning til økonomien - ikke har haft held til at overskride landegrænser. Og grunden til, at protektionistiske reflekser og holdninger nu vækkes til live i de enkelte medlemslande, er, at den pligtskyldigst proklamerede samordning af nationale støtteindsatser ikke vinder tiltro. Mistanken om, at Europas nationer siger én ting i fællesskab, men gør noget andet hver for sig, er nu udbredt - og ikke ganske ubeføjet.

Krisens årsag er i alle tilfælde ikke for meget protektionisme, men for lidt tiltro til det globale finanssystem og til det globale frihandelssystem - og i sidste ende til den diffuse globale orden (eller mangel på orden), som ligger til grund for begge.

Vi står dermed ikke i første række over for et valg mellem frihandel og protektionisme, men over for et valg mellem en omglobalisering, der bygger på tiltro, og en afglobalisering, der drives frem af mistro.

Det førstnævnte indebærer, at vi på globalt niveau får succes med at skabe politisk troværdige institutioner med tilstrækkelig autoritet til at afbalancere ikke-økonomiske værdier imod økonomiske kalkuler.

Det sidstnævnte indebærer, at vi kommer til at skyde os selv i foden.

I begge tilfælde står det klart, at frihandelen har sine politiske grænser.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentar i Dagens Nyheter

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her