Læsetid: 11 min.

'I hjertet er vi stadig hutuer og tutsier'

I 1994 satte det rwandiske folkemord en ny standard for bestialsk vold. Femten år senere består skellene, mens et strengt autoritært styre med moralske buler rejser spørgsmålet: Kan man have demokrati i et land, hvor flertallet har slået over halvdelen af mindretallet ihjel?
En fem-årig pige syes og forbindes efter uden grund at være blevet skåret i hovedet med en machete af fremmede mænd under folkemordet i Rwanda for 15 år siden.

En fem-årig pige syes og forbindes efter uden grund at være blevet skåret i hovedet med en machete af fremmede mænd under folkemordet i Rwanda for 15 år siden.

Jan Grarup

7. april 2009

KIGALI - Kigali er den reneste by i Afrika. Allerede når man kører ud fra lufthavnen, bliver man mødt med et skilt, der deklamerer 'Cité verde - cité propre'. Og ordene holder, hvad de lover. Langs med de velasfalterede veje op og ned af hovedstadens bløde bakker findes ikke ét henkastet stykke slikpapir. Ved grænsen bliver bilerne jævnligt stoppet og gennemsøgt for pvc-plastikposer, som Rwanda effektivt har udryddet fra vejsider og butiksarkader ved ganske enkelt at gøre dem ulovlige.

Resultatet er smukt, men også foruroligende i sin absolutte effektivitet som mange andre ting i Rwanda. Da en grøn vejhelle i centrum af den rwandiske hovedstad forsøges forceret, lyder der et forskrækket udbrud fra en anden trafikant.

"Du må ikke gå på græsset," udbryder han nervøst. "Hvis politiet ser det, får du en bøde på 200 dollars, og du kommer tre måneder i fængsel, hvis du ikke kan betale. Og det bliver håndhævet," understreger han, før han skynder sig videre.

Rwanda er et fattigt, overbefolket østafrikansk land, hvor loven i ekstrem grad bliver overholdt - og håndhævet. Eller som en lokal ngo-medarbejder formulerer det: "Rwanda er en politistat - men en politistat, der fungerer".

Præcis femten år efter, at det lille og indtil da stortset ukendte land trådte ind i verdens kollektive bevidsthed med verdens vel nok mest effektive folkedrab og en helt ny målestok for, hvad had kan føre til, er fornemmelsen i Rwanda en tung, tung ro, hvor brugen af ordene hutu eller tutsi er forbudt ved lov. Hvor selve den begivenhed, der i den store omverdens øjne er Rwanda, stortset kun er et offentligt anliggende, når arbejdskolonnerne af genocidaire-fanger i slidte fangedragter marcherer langs med landeveje som en dyster hær, eller når Rwandas tutsi-styre slår tilbage på et verdenssamfund med kronisk dårlig samvittighed.

Bare det at tale om fortiden synes at være en overskridelse:

"Man taler ikke om massakren. Man taler ikke om hutuer eller tutsier," forklarer en mand under en sen middag på en restaurant uden lys, hvor ansigtet ligger hen i mørke.

"På vores pas før i tiden stod racen, det gør den ikke længere, men alle ved jo stadig, hvad de er, i hjertet er jeg stadig ... min stamme," siger han, som om bare det at bringe ordet hutu eller tutsi over læberne vil nedkalde en tordenkile fra himlen.

Fornemmelsen af, at tiden på en eller anden måde kunstigt er frosset fast klokken halvni om morgenen den 6. april 1994, hvor Rwandas præsident Juvénal Habyarimanas Falcon 50 jetfly lagde an til landing i Kigalis lufthavn. To lysglimt fra en bakke i nærheden afbrød indflyvningen og sendte præsidenten og hans brændende fly ned i hans egen have og Rwanda ud i en lang blodrus, der sikrede landet dets plads i historiebøgerne.

Udvalgt af præsten til voldtægt og død

Interahamwe-miliserne kom tidligt om morgenen 7. april 1994 til Serge Rwigambas hjem i en forstad til Kigali.

For den dengang 13-årige Serge Rwigamba kom volden ikke som en overraskelse. I lang tid forinden havde signalerne været der. I skolen, hvor lærerne bad tutsierne om at rejse sig op for at svine dem til foran de andre elever, når hutu-børnene kaldte deres jævnaldrende klassekamerater for kakerlakker, eller når Serge sammen med sin far blev overfuset af fremmede på gaden blot for at være tutsi.

"Milisen kom om morgenen og sagde, at de ville se vores id. Så bad de os om at sætte os ned og bede en sidste bøn på gulvet i stuen, før de slog os ihjel, for 'vi var jo trods alt alle katolikker', sagde de. Mens vi sad på gulvet, kom en af dem på et indfald. Hvis vi gav dem vores penge, kunne vi købe os to-tre dage ekstra i live," fortæller han roligt, uden at nogen følelser løber over det smalle drengede ansigt.

De ekstra dage benyttede familien til at flygte fra deres hjem til en lokal kirke, hvor de søgte ly i en kirke med op mod 3000 andre tutsi-flygtninge. Her prøvede de at forsvare sig mod angribende militser med sten og spyd. Efter en måned var hellen imidletid slut. En morgen dukkede lastbiler med militsfolk op, styret af Kigalis præfekt.

"Indtil da havde de bare prøvet os af. Men pludselig kom der hundredevis af militsfolk, for mange til, at vi kunne kæmpe imod dem. De skilte mændene fra kvinder og børn. De beordrede, at mændene skulle blive, mens vi andre blev ført afsted til en kirke i nærheden, Sainte Famille. Min far og min bror blev tilbage, og siden har jeg ikke set dem," siger han.

"På vejen til kirken kunne vi se, hvad der var sket med dem, der var blevet i deres hjem. Der var døde kroppe overalt. Der hang børnelig i træerne, mens hunde spiste det rådnende kød af kroppene i vejsiden. Nogle steder var ligene stablet i bunker og brugt som vejspærringer," fortæller han.

Alligevel havde flokken af kvinder og børn en slags håb om, at kirkens præst ville redde dem. Men som så mange andre havde præsten, Wenclesas Munyeshyaka, ændret personlighed på meget kort tid.

"Vi vidste, at han elskede børn, og derfor håbede vi, at han kunne hjælpe os, men da vi kom til kirken, indså vi med det samme, at det ikke ville ske. Han var iført en pistol og skudsikker vest. Han grinede sarkastisk til os og spurgte, hvorfor vi ikke var blevet i vores hjem og havde ventet på dem. Han samarbejde åbenlyst med militserne. Men han lod os komme ind i kirken, hvor der allerede var mange hutu-flygtninge, der var flygtet fra de fremtrængende tutsioprørere fra nord. Vi var hele tiden bange for, at de ville slå os ihjel. Vi kunne se deres sønner komme og besøge dem med macheter, der dryppede af blod, vi vidste var fra vores familier."

Mens hutu-flygtningene kunne gå ud og finde mad, var tutsierne tvunget til at blive i kirken. Folk døde af sult. Eller de blev udvalgt af præsten til voldtægter eller henrettelser. Udenfor var der vejspærringer hele vejen rundt om kirken, og derude var det helvede, hvor alle folk blev slået ihjel og ligene efterladt på gaden. I takt med at hutu-regimet tabte kampen mod tutsioprørerne fra RPF betød det frelse for en del af de overlevende i kirken og en dødsdom for resten. Mens nogle blev udvekslet som gidsler med de fremrykkende guerillaer, fik de resterende sat en dato for, hvornår de skulle dø.

"Efterhånden som udvekslingerne stoppede, fik vi at vide, at vi ville blive holdt i live indtil femte juli. Så ville de slå os ihjel som en hyldest til den myrdede præsident Habyarimana, som havde overtaget magten den dag. Et par uger tidligere var de kommet og havde slået over 150 ihjel i kirken, og de sagde, at de gemte resten af os til den dag," forklarer den unge mand roligt.

"Man affinder sig med, at man skal dø. Jeg vidste, at hver eneste dag, jeg overlevede bare var en udsættelse af noget uundgåeligt. Vi var allerede døde," konstaterer han.

I sidste ende blev dødsdommen aldrig eksekveret. Den tredie juli 1994, to dage før den berammede henrettelse indtog RPF-soldaterne området, mens hutu-militserne stak af. På vej væk derfra vendte en nabodreng sig om og råbte: "Vi kommer tilbage efter dig senere".

Menneskelig bestialitet

Rwanda er spækket med historier som Serge's i et land, hvor alle har en relation til folkedrabet. Historier, der i deres rædselsvækkende detaljer som helhed overgår snart sagt enhver anden form for menneskelig bestialitet. Og samtidig effektivt kvæler enhver kritik og debat. På paradoksal vis er det også historier, der er svære at få fortalt 15 år efter i et Rwanda, hvor minderne er for smertefulde - og samtidig også for farlige ifølge regeringen, der i vid udstrækning har monopoliseret fortællingen om folkemordet, og bruger den til at fremme politiske mål internt og eksternt over for et internationalt samfund med en alt andet end gloværdig rolle i massakren.

I en kultur hvor 'divisionisme', splittende tale, er strafbart, og hvor fængslerne er overfyldte både med folk, der enten har slået ihjel eller bare har udtrykt en afvigende holdning, er folkemordet stadig en meget levende ting.

"Opsplitningen mellem hutuer og tutsier er der stadig, og det vil tage lang, lang tid. Folk taler ikke om det, fordi det ikke er tilladt at tale om etniske grupper. Men det er et virkeligt problem, og det er også et stort problem, at man ikke taler om det," siger Gloriosa Bazigaga, der er leder af ngo'en International Alert i regionen, som blandt andet arbejder med at bringe overlevere og bødler sammen.

"Når man undgår at tale om noget, der splitter folk så dybt, så behandler man det ikke. Vi er nødt til at have mange flere initiativer, der kan åbne dialogen om det op og fjerne tabuet," siger hun: "Der er dybe skel mellem hutuer og tutsier, men også mellem gamle RPF-soldater, som ikke synes, de har fået nok ud af deres kamp, og fanger, som har siddet uskyldige i fængsel i 10 år, eller længere tid. Hvis de ikke reintegreres, vil den vrede skabe problemer. Det er det samme for overleverne. Når de er i pressede situationer kan de ikke tilgive. Du er nødt til at have de grundlæggende vilkår for at tilgive," siger Gloriosa Bazigaga, der selv mistede sine forældre, en bror og mange andre familiemedlemmer i 1994, men på den anden side i dag er gift med en hutu i et af de blandede ægteskaber, der bliver færre og færre af i Rwanda.

"Regeringen vil endnu ikke have den store nationale diskussion, men vi appellerer for det. Det er en situation, der akkumulerer folk, der er frustrerede og marginaliserede. En cirkel af modvilje. Og i sidste ende vold," siger hun. "Der er en dyb mistillid skabt af folkemordet, som ikke er blevet håndteret og den måde, mange ting bliver håndteret på i dag kan skabe vold i fremtiden," konstaterer hun, men vælger sine ord meget forsigtigt, når hun skal svare på et spørgsmål om styrets jerngreb om både magt og dialog.

"Nogle steder er tingene mere ... åbne, end de er i Rwanda. Måske er der også grænser for, hvor åbne man kan være i et land, der har en historie som vores".

Benhårdt diktatur

Mens debatten internt i Rwanda er begrænset, er internationale organisationer mindre floromvundne i deres beskrivelse af landet, som blandt andet af demokrati-monitoren Freedomhouse beskrives som et af de få lande i regionen, hvor den demokratiske frihed formindskes, oppositionelle stemmer kvæles, og magten udelukkende er koncentreret hos en elite med baggrund i den gamle tutsi-oprørsbevægelse RPF rundt omkring præsident Paul Kagame og hans akazu.

"Rwanda er et benhårdt diktatur med fixede valg og styret med jernhånd," siger Østafrika-eksperten Gerard Prunier, der har beskæftiget sig med Rwanda de sidste 20 år og skrevet flere af de mest respekterede bøger om Rwanda og resten af regionen og har beskrevet præsident Kagame som en mand, der er istand til at "fintune hvid skyldsfølelse, som en dirigent dirigerer et orkester".

"Regeringen i Kigali vil holde sårene åbne. De minder om israelerne i deres evne til at udnytte en offerrolle til at skaffe sig politisk magt og albuerum. Ofrene for folkedrabet er døde, men de, der udnytter dem, er i allerhøjeste grad i live," siger Prunier, og peger udover den nationale dagsorden på Rwandas opførsel i nabolandet Congo, hvor Rwanda har haft og stadig har en helt central rolle.

"Vesten kiggede væk fra overgrebene i Congo, fordi så mange af bødlerne, der selv havde været ofre i folkemordet, og derfor er sluppet afsted med utrolig meget. Det er først i dag, at tålmodigheden er ved at slippe op, og trusler fra lande som Sverige og Holland om at skære i bistanden faktisk har fået Rwanda til at opføre sig bedre i DRC," siger han. Gerard Prunier tror dog ikke på vold i den umiddlebare fremtid.

"Lige nu tror jeg, at hutuerne har accepteret, at de har tabt. Men ingen ved det. Hvis du havde spurgt mig ti år inden folkedrabet, om det ville ske, ville jeg ikke have drømt om det. Men der sker ingen forsoning. Tutsierne sidder lige så tungt på magten, som de gjorde, før hutuerne gjorde oprør, og der er ingen udsigter til, at de vil lade andet end nogle få symbolske hutuer få en andel og i det hele taget åbne op. Men jeg ved heller ikke, om man kan have demokrati på den måde efter et folkedrab som Rwandas," konstaterer han.

'Stadig had tilbage'

For den i dag 27-årige Serge Rwigamba er tilgivelse ikke lige om hjørnet. Selv om den rolige universitetsstuderende ikke udstråler vrede under sin fortælling, er han afklaret omkring det.

Da han i starten af juli 1994 bevægede sig ud af sin kirke for første gang, var der 18 overlevende medlemmer tilbage af hans familie, hvor der før havde været 80. Mens hans mor og søster havde overlevet, fandt han aldrig ud af, hvordan hans far og bror døde. En version fortæller, at de blev skudt, en anden, at de blev stukket ned med bajonetter. En tredie, at de blev tortureret ihjel over tre dage.

"Der er stadig had tilbage. Jeg prøver på ikke at tænke på det, fordi minderne ødelægger mig. Hvordan taler man om at have set en gravid kvinde få skåret sin mave op, så bødlerne kunne hive hendes foster ud og trampe på det, og så efterlade hende til at dø? Man bliver efterladt med en vrede. Jeg vil aldrig tænke på tilgivelse. Jeg ved, jeg burde. At det er nødvendigt. Men jeg har ikke overskuddet," siger han: "Folk er stadig hutuer og tutsier i hertet. Det er en smuk vision, at det skulle forsvinde. Men det er ikke virkelighed. Ikke i min generation og ikke i den næste. Måske om tre eller fire generationer. Jeg håber det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Chr Nielsen

Jeg tilslutter mig takken. Jeg arbejder på 21. år i nabostaten Burundi, og kan kun tilslutte mig artiklens vurdering af Rwanda. Den ligner til forveksling situationen i Burundi efter 1972 og helt op til århundredskiftet. Det ender med vold hvis ikke linjen bliver lagt om.

Mona Blenstrup

Har netop læst en bog skrevet af en flygtning fra rwanda - en pige.

Den gav stof til eftertanke og efterlod en smerte over al den ondskab, som udøves.

Men størst indtryk gav beretningen om, hvordan hun mødte samme fjendtlighed hos en landsmand som også er i Danmark som flygtning. At de ikke kunne glemme det gamle had mellem befolkningerne.