Analyse
Læsetid: 3 min.

Ingen løsning i Nordirak

En række nyudgivne FN-rapporter giver ingen umiddelbare løsninger på problemerne mellem kurdere og arabere i Nordirak, som efterhånden tegner sig for hovedparten af volden i landet og ligger som en bombe under den helende stat
Udland
28. april 2009

Der var ingen magiske løsninger, da FN i slutningen af sidste uge afleverede en bunke rapporter om en række ombejlede grænseområder i Nordirak

Det mest spektakulære ved frigivelsen af rapporterne om grænsen mellem det arabiske og den kurdiske del af Nordirak var faktisk deres tilsyneladende komplette mangel på noget opsigtsvækkende indhold. FN's Irak-organ, UNAMI, kaldte selv rapporterne "analyserende snarere end præskriptive," i sin vurdering af, hvordan den vel nok største trussel mod den relative stabilitet i Irak kan demonteres. Offentligheden og medierne måtte nøjes med en lidt vag pressemeddelelse om, hvordan FN vil undgå, at en åben krig bryder ud mellem kurderne og resten af Irak, mens selve rapporten blev forbeholdt de irakiske myndigheder. Det mest konkrete bud på, hvordan freden kan opnås, er foreløbig tillidsskabende foranstaltninger mellem kurdiske og arabiske myndigheder og en række alternative forslag til en løsning i Kirkuk, som ikke forekommer for alvor at bringe noget nyt under solen.

Understrøm af vold

Konflikten handler konkret om grænsedragningen i tre provinser; Nineweh, Kirkuk og Diyala, som alle har en blandet befolkning af kurdere, sunnier og en række andre minoritetsgrupper.

Mens åben konfrontation mellem den stærke kurdiske hær, peshmergaen, og irakiske styrker i store træk er blevet undgået, kører den sekteriske vold som en understrøm i de urolige provinser. To brødre blev i går morges skudt ned i Mosul som de seneste tal i en statistik, der i stigende grad viser volden i Irak som en bræmme langs grænsen mellem Kurdistan og det sunnidominerede Nordirak. To af områdets vigtigste byer, Mosul og Baquba, er sammen med Bagdad de mest voldsramte byer i Irak, og mens det langt fra er alle mord og terrorangreb, der foregår mellem kurdere og områdets andre etniske grupper, er de fleste iagttagere enige om, at den folkelige opbakning til oprørsgrupperne i vid udstrækning bunder i en frygt for fremtiden og modstand mod den stærke kurdiske tilstedeværelse. Mest spektakulært i Mosul, der før krigen var en by med et lille kurdisk mindretal, men hvor kurderne i de seneste år har tiltaget sig stigende indflydelse, og den sekteriske uro sideløbende er eksploderet - og i Diyala, hvor irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker flere gange sidste år var på kanten af åben kamp, og hvor al-Qaeda og andre ekstremistiske grupper i lang tid har fået støtte fra befolkningen, mens støtten er forsvundet andre steder.

Det mest fredelige af de omdiskuterede området er paradoksalt nok oliebyen Kirkuk, som samtidig er den hårdeste sten på vejen mod en fredelig løsning i Nord-irak. Her foreslår FN-rapporterne ifølge Financial Times fire løsninger hvoraf de mest sandsynlige er en slags delt ejerskab mellem det kurdiske selvstyre og regeringen i Bagdad eller et delvist autonomi for Kirkuk. Umiddelbart virker ingen af parterne imidlertid specielt indstillede på et kompromis.

"Kurderne er determinerede på at gå videre med deres planer, eftersom de ser sig selv som meget stærke," siger Ali Sada fra International Crisis Group, der ser mulighederne for en decideret krig over områderne som store.

Kurderne mister magt

Problemet er, at ingen af parterne kan tåle et nederlag. Olieindtægterne fra Kirkuk - landets største oliekilde - er i sig selv nok til at starte en åben konflikt, og mens Nouri al-Maliki gik styrket ud af lokalvalget og ligger lunt i forhold til parlamentsvalget senere i år, er hans overlevelse afhængig af, at han kan holde landet samlet, fremstå som en stærk central leder og ikke lægge sig ud med sunni-befolkningen, som særligt har noget på spil i de nordlige provinser. Omvendt skal kurderne sikre sig deres overlevelse som mere eller mindre selvstændig nation på et tidspunkt, hvor deres allierede, USA, er på vej ud, og hvor frygten for igen at komme til at ligge under for et stærkere og mere og mere centraliseret styre i Bagdad dominerer den politiske dagsorden.

Kurderne mistede dominansen i de fleste af de ombejlede grænseområder, hvor de indtil nu har haft magten, og de kan se deres formelle indflydelse blive mindre på et tidspunkt, hvor fremtidens magtfordeling bliver lagt fast i Irak, men de ved på den anden side, at de vil stå stærkt i en militær konfrontation med irakiske styrker uden amerikansk opbakning.

Amerikanerne, der officielt skal være ude i 2011, har på forhånd ladet forstå, at de ikke vil blande sig i konflikten og sikre fred i området. FN er ikke stærke nok til at overtage USA's rolle, og spørgsmålet er, hvor mange muligheder, der kommer for at undgå en væbnet konfrontation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Naturligvis vil Amerikanerne ikke blande sig. De kurdiske mydigheder har solgt store dele af deres olielicenser til Amerikanske firmaer.