Læsetid: 3 min.

Kineserne sparede op til amerikanernes soldetur

Det store udviklingsland har ved långivning finansieret det overforbrug i USA, som udløste den globale recession og nu driver millioner i u-landene ud i arbejdsløshed, sult og ekstrem fattigdom, siger Verdensbanken
25. april 2009

Det var kinesernes sparsommelighed, der muliggjorde det lånebaserede overforbrug i USA, som sidste år gav bagslag og udløste den krise, der i år ventes at føre verden ud i global recession.

55-90 millioner flere mennesker i u-landene vil i år blive drevet ud i ekstrem fattigdom som konsekvens af krisen, 50 mio. flere vil blive arbejdsløse, og antallet af kronisk sultne vil vokse til over én milliard. FN's udviklingsmål for 2015, Millennium Development Goals (MDG), er ved at glide det internationale samfund af hænde på grund af den økonomiske nedtur.

Det fremgår af rapporter offentliggjort i denne uge af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).

"U-landene har i overraskende grad finansieret forbruget i højindkomstlande," skriver Verdensbanken i rapporten World Development Indicators 2009.

Banken sigter især til store udviklingslande som Kina, der via en kraftig, eksportbaseret vækst kombineret med en høj opsparing gennem det seneste tiår fik opbygget større kapitalreserver, end man kunne investere nationalt. Derfor har man anbragt pengene i amerikanske statsobligationer - gældsbeviser - og således mod renteindtægten lånt USA tiltrængt kapital til finansiering af det forbrug, amerikanerne ikke selv sparede op til.

"Fattigere økonomier finansierede således betalingsbalanceunderskuddene i de rige økonomier," konkluderer Verdensbanken.

Ifølge rapporten besad Kina ved udgangen af 2008 amerikanske obligationer til en værdi af 696 mia. dollar - et beløb der i februar ifølge USA's finansministerium var steget til 744 mia. dollar. I alt besad udlandet amerikanske gældsbeviser for 3.100 mia. dollar.

Da USA's lånefinansierede boble sidste år brast og fik finansinstitutionerne til at stoppe udlån til virksomheder og private, faldt forbrug og efterspørgsel - herunder på de varer, som mange u-lande eksporterer til USA og andre højindkomstlande. Med faldende efterspørgsel er tillige selve prisen på u-landenes råvarer og andre produkter faldet.

FN-mål kan ikke nås

Ifølge rapporten Global Monitoring Report 2009, som IMF og Verdensbanken fremlagde i Washington i går, vil mange u-lande derfor i år opleve et mere dramatisk fald i deres økonomiske vækstrater end kloden som helhed. Fra en gennemsnitlig vækst på 8,1 pct. i u-landene i 2006-07 ventes i år et dyk til 1,6 pct.

Globalt ventes væksten at falde fra 3,4 pct. sidste år til omkring nul eller endog - ifølge IMF - til minus 1,3 pct. i 2009. Parallelt hermed forudses strømmen af privat investeringskapital til u-landene at blive 700 mia. dollar mindre i år end i 2007.

"Den lange periode med vækst afbrydes nu af en global recession, der har spredt sig ad de samme kanaler, som nærede den globale økonomis vækst: primært handel og investeringer," siger Shaida Badiee, direktør i Verdensbanken.

Konsekvensen er et alvorligt tilbageslag for bestræbelserne på at opfylde FN's såkaldte MDG-mål.

"Det er usandsynligt, at flertallet af de otte globalt vedtagne mål kan nås - heriblandt målene der vedrører sult, børne- og mødredødelighed, uddannelse og fremskridt i kampen mod HIV/AIDS, malaria og andre alvorlige sygdomme," skriver Verdensbanken.

Hvis krisen fortsætter, frygtes antallet af børn, der dør, at vokse med 200-400.000 årligt. Også målet om at halvere den globale fattigdom er i fare.

"Antallet af mennesker i u-landene, der lever for under 1,25 dollar om dagen, var i 2005 1,375 milliarder eller 25 pct. af befolkningen. MDG-målet er at halvere 1990-fattigdomsraten på 41,7 pct. til 20,9 pct. i 2015. Med prognoser, der taler om et fald i den ekstreme fattigdom til 15 pct. i 2015, ser det fortsat ud som om, dette mål vil blive nået, men det kan ændre sig, hvis hastigheden for fattigdomsreduktion falder med faldende vækst."

Således venter Verdensbanken og IMF, at yderligere 55-90 mio. mennesker i år vil ryge ud i ekstrem fattigdom.

"Afrika syd for Sahara vil ikke nå MDG-målet" for fattigdomsbekæmpelse, fastslås det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Noget af det, der ikke kan ses ud af tallene fra Verdensbanken og IMF, handler om de former for behov og behovstilfredsstillelser, som defineres uden om pengeøkonomiens nominelle mål for vækst og fremskridt.

Forudsætningen, for at kunne se relevansen af de tal der kommer fra disse verdensøkonomiske institutioner, ligger helt uden for, hvad journalister, det politiske system og de økonomisk institutioner normalt behersker.

De talværdier, som JSN refererer til, er skabt i et ganske bestemt og snævert orienteringsmønster. De måder man orienterer sig på her er afgørende for, hvordan man agerer på ethvert plan i hele den moderne globale samfundsstruktur. Således både åbner de økonomiske talværdier for en virkelighed, lige som de lukker for andre perspektiver. De er som enhver fremstilling med til at fremmane en virkelighed i kraft af den kognitive praksis der lægger bag dem.

Der er ingen tvivl om at tallene kan bruges til at indikere reelle problemer med. Men det er ikke sikkert at tilbagegangen i den globale økonomi og dens effekt for de fattigste verden over beviser entydigt, at den økonomiske vækst på globalt plan er vejen frem i forsøget på at finde løsningen de fattigstes problemer, og vores for den sags skyld.

Det, at der ikke altid har været pengeøkonomi, det at der til stadighed er meget lidt pengeøkonomi i nogle regioner af verden og det at størstedelen af alle vore behov og behovstilfredsstillende aktiviteter kvalificeres som sådan uden om økonomiens nominelle værdier og det økonomiske systems former for indikationer for værdi, det kan slet ikke forklares økonomisk. Når det bliver klart, så bliver det også åbenbart, at vi tit mangler en form for ydmyghed i forhold til den virkelighed, der falder uden for det økonomiske systems prisdannelse og mål for økonomisk omsætning. Vi mangler ikke bare et mål for de rigdomme, der ikke kan måles økonomisk, men også nogle mål for hvor megen destruktion man f.eks. skal huske at inddrager i sin opmærksomhed, for hver procentpoint den globale vækst tiltager på snæver Verdenbanksk eller IMFsk vis?

De traditionelle forsøg på at geninddrage både de uhensigtsmæssige og de hensigtsmæssige virkninger ved den økonomiske aktivitet, handler om at internalisere, altså at ”prissætte” disse eksternaliteter. Det har økonomerne skrevet bøger om, men det er i virkeligheden ikke andet end en performativ kapitulation over for det eneste, der danner mening i økonomisk forstand, nemlig pengene og prisen som indikation for værdi.

Problemet handler om at åbne for den semantik, der ser en verden, dens kvaliteter, dens behov og behovstilfredsstillelse uden om det økonomiske systems interne måder at se alt på, dets interne fremmedreference.

Kvaliteter og betydningerne har sit liv i kraft af den kognitive praksis de lever ved, og sagen er, at der findes kaskader af sådanne former for praksis, der slet ikke lader sig reducere til økonomiens talværdier med dens prisdannelse. Det, der gør livet muligt; selve evnen til at organisere sig og reorganisere / opretholde livets forudsætninger, kan ikke reduceres til en økonomisk beskrivelse. Der kan lægges økonomiske betragtninger på alt, men de kan ikke redegøre for andre måder at kvalificere værdier og kvaliteter på, og de økonomiske betragtninger er ikke, som man synes at mene i mange sammenhænge, det primære, for det gyldige udkast til forståelse af rangen af problemernes orden. Det er slet ikke sikkert, at væksten i snæver økonomisk forstand er en forudsætning for at løse de mest presserende problemer i den tredje verden.

Når ”fattigdommen” tiltager i takt med økonomiske recession, kan det f.eks. med lige så stor ret forklares som udtryk for, at man i alt for høj grad har ladet sine lokale behov og deres tilfredsstillelse betinge af hele verdensøkonomien, frem for at lade de basale behov opfyldes med det, der lader sig producere lokalt, helt uden om den globaliserede pengeøkonomis vanvittige bortøden af absolut begrænsede livsbetingelser. At ulandene lokkes til og virkeligt bekymrer sig om at blive en del af verdensøkonomien, længe før de har fået mad på bordet, tøj på kroppen og et hus at gå ind i, det vidner om, at et perspektiv på virkeligheden, nemlig Verdensbankens og IMFs perverse mål for økonomisk vækst har sejret ad helvede til i regionen.

At fattigrøve rammes af den globale recession kan lige så vel ses som resultat af, at de er blevet vildledt af et sygt billede på succes. Afrika er f.eks. et utroligt rigt kontinent. Rigt på mennesker, energi, natur, råvarer og alt hvad der skal til. De basale kompetencer, som man finder inden for de primære industrier, de primære sektorer, nemlig produktion af føde, tøj og bolig er i sig selv så rigeligt til stede. At man så meget som skeler til vestens behov for at afsætte sit højteknologiske lort og fremme sine slemt egoistiske interesser i regionen, lang tid før man har fået styr på den grundlæggende produktion, det vidner om den egentlige sygdom.

Den vestlige verden har travlt med at bilde afrikanerne ind, at de skal lave bioenergi, invitere vestlige firmaer inden for, hvor de kan underholde sig selv og hinanden med ulandsmidler på en teknologi, hvor grundlaget for en vedvarende udnyttelse heraf slet ikke er tilstede på kontinentet.

Ulla Tørnæs skider på kontinentet og slikker dansk industri noget så læsterligt i røven, når hun påstår, at det er ”Afrikas stemme”, der har talt, når hun fremfører at danske firmaer skal overtage 2/3 af ulandsbistanden med det formål at skabe beskæftigelse og stimulere de mellemstore industrier på kontinentet. Hun orienterer sig på det i virkeligheden uhyggeligt abstrakte plan, hvor de konkrete problemstillinger, som selvfølgelig findes på det helt basale ”økonomiske” niveau, forsvinder som dug for solen, til fordel for mantraet, der handler om, at hvad der er godt for Tørnæs, Venstre og dansk industri, det er bare godt, også selv om det koster på kontoen for ulandsbistand, bare det bliver kastet ud et sted med flyveren der nede, sammen med de økonomiske flygtninge vi skaber og som vi alligevel måtte returnere af hensyn til den orden vi går ind for.

Hvis man skulle hjælpe Afrika, måtte der indføres en grundlov for al intervention, økonomisk og ikke økonomisk. Loven skulle tage højde for det faktum, at der er nogle behov, som er mere fundamentale end andre. Det er ikke uden grund, at man i økonomisk teori har arbejdet med begreberne om de primære former for industri. Disse handler om det basale, det menneskehedens økonomiske aktivitet i altovervejende grad kunne reduceres til ind til det moderne pengesamfund begyndte at stikke hovedet frem ved det feudale samfunds modernisering. Landbruget og de første håndværkstraditioner falder således i en form for subsistens og naturalieøkonomi, hvor alle behov kan tilfredsstilles med, hvad der er i nærområdet. Den vestlige verden burde ikke have lov til at dumpe sin på mange måder performativt selvnegerende succeskriterier ned over de dele af verden, hvor det basale ikke fungerer endnu. Og forudsætningen for at den vestlige verden i det hele taget skulle have lov til at gøre det, burde være, at de globale mekanismer og former for teknik og kunnen kun måtte implementeres og fremmes her, for så vidt som de ikke truede eller fortrængte de mere basale mekanismer, og altså netop kun supplerede dem.

For at vurdere vækstens sande kvaliteter og betydninger i Afrika må man således have blødt op på målene for fremskridt.

Det økonomiske vækstkriterium er først og fremmest med til at lukke øjnene på os for Afrikas virkelige problemer. Ulla Tørnæs er i den sammenhæng et ualmindeligt klamt fænomen.