Nyhed
Læsetid: 7 min.

Mærsk og den globale krig mod terror

Et knips med fingrene er nok. Gigantrederiet Mærsk er på få timer parat til at rykke ud overalt på kloden, når verdens største militærmagt kalder
Kaptajn Richard Phillips taler ved en pressekonference i Burlington Lufthavn efter at have tilbragt fem dage i somaliske piraters varetægt, indtil amerikanske frømænd dræbte tre af piraterne og reddede kaptajnens liv.

Kaptajn Richard Phillips taler ved en pressekonference i Burlington Lufthavn efter at have tilbragt fem dage i somaliske piraters varetægt, indtil amerikanske frømænd dræbte tre af piraterne og reddede kaptajnens liv.

Getty Image

Udland
21. april 2009

En ny amerikansk helt blev ufrivilligt født, da kaptajnen på containerskibet Maersk Alabama, Richard Phillips, påskesøndag blev reddet af den amerikanske flåde.

Tre snigskytter fra U.S. Navy Forces affyrede tre præcise skud ud i mørket og dræbte lige så mange udmattede somaliske pirater, der i fem dage havde holdt kaptajn Phillips fanget i en redningsbåd.

En af de mange skibskapringer ud for Somalias kyst var helt usædvanligt ovre på kun fem dage og som noget nyt døde de somaliske pirater.

For én enkelt gangs skyld finder forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, Henrik Berlau, grund til at rose USA.

"Man kan naturligvis diskutere fremgangsmåden, men den amerikanske regering tog fat om sagen fra starten," siger han og fortsætter:

"Da det dansk-drevne skib Danica White i 2007 var kapret i mere end 80 dage, kunne vi på ingen måde få udenrigsminister Per Stig Møller (V) til at røre ved sagen. Men nu ser vi pludselig Rederiforeningen presse den danske regering til at gøre noget aktivt fremover. Der går stærkt i det politiske system, når Mærsk giver lyd fra sig," siger han.

Rederiforeningens vigtigste medlem er Mærsk, der som verdens største containerrederi er hovedleverandør af Asien til verdens største marked, USA. Et af Mærsk-rederiets datterselskaber er Maersk Line, et 100 procent amerikansk-registreret selskab, hvor Maersk Alabama er en del af handelsflåden.

Det er her, han er ansat, kaptajn Richard Phillips. Normalt befinder han sig på havet med blåt vand til alle sider, men efter kapringen fløj han helt ekstraordinært tilbage til USA i et special-chartret lyseblåt Maersk-fly. Endnu inden han steg ombord som passager nummer ét, var Mærsk på banen med en pressemeddelelse.

Den amerikanske flådes lynoperation var sanktioneret af præsident Barack Obama, og anerkendelsen af befrielsesaktionen kom både fra det amerikanske selskab med base i Norfolk og direkte fra Mærsk-koncernens hovedkvarter på Esplanaden: "Vores besætningers sikkerhed er altid det væsentligste for os," sagde Søren Skou, partner i A.P. Møller-Mærsk Gruppen og administrerende direktør for Maersk Tankers blandt andet i en pressemeddelelse.

"A.P. Møller-Mærsk Gruppen vil gerne udtrykke taknemmelighed over den store indsats og hjælp, der skabte muligheden for, at Kaptajn Richard Phillips og besætningen på Mærsk Alabama kunne vende hjem i god behold."

En uddybning følger ikke, lyder det fra hovedkvarteret, hvor flaget med den syvtakkede stjerne midt i blåt er hejst.

"Ingen nævnt, ingen glemt," lyder forklaringen.

Så var det Richard Phillips tur til under heltemodtagelsen at takke den aldrende skibsreder Mærsk McKinney Møller for, hvad han som arbejdsgiver har gjort for kaptajnen og hans familie. Til flådens topprofessionelle folk, lød det næsten hjerteligt: "Det er ikke mig, der er helten. Jeg er kun en lille brik i spillet. De virkelige helte er flådens frømænd. Det var dem, der reddede mig. Hele forsvaret har gjort et enormt arbejde."

Venskab gennem årtier

Mens man kniber en tåre over filmens utrolige afslutning, der velvilligt blev filmet af verdenspressen, er der to ting at holde fast i. Først udspringer kapringerne fra et Somalia i økonomisk sammenbrud, og tidligere fiskere, hvis fisk bliver stjålet af industrielle fiskeskibe. Kapring er blevet en anden, mere lukrativ måde for de ludfattige somaliere at skaffe sig penge på, hvilket nu som fremover skaber en næsten uløselig situation.

Det er underdirektør i Rederiforeningen, Jan Fritz Hansen, helt på det rene med.

"Løsningen er ikke lige til at få øje på," siger han, og glæder sig indtil videre over, at "verdens største politibetjent" endelig er vågnet og parat til at deltage aktivt i piratjagten.

Det andet forhold er, at enhver storfilm har et langt mere omfattende budget end til enkelte scener. Her er Richard Phillips rolle som helt reduceret til at være statist.

Venskabet mellem skibsreder Mærsk McKinney Møller og den amerikanske regering og især den enorme militære magt, landet råder over, stikker dybere end som så. Faktisk er det et venskab, der er rodfæstet igennem årtier.

Det er et ufravigeligt krav, at rederier, som arbejder for Uncle Sam, er amerikanske selskaber, skibene skal sejle under amerikansk flag, og besætningen skal, uagtet, at den er væsentligt dyrere end eksempelvis asiatiske besætninger, som Mærsk ellers bruger, være amerikansk.

De krav opfylder Maersk Line Ltd. til punkt og prikke i noget, der ligner et spaltet selskab. Tyve specialskibe - knap halvdelen af flåden - er dedikeret til militære operationer i såvel freds- som krigstid. Transporter af militært isenkram, når det brænder på, er en opgave, skibene løser, aflytning, under vandet, f.eks. steder, hvor der bliver affyret missiler, er en anden, fremgår det af den amerikanske flådes hjemmeside.

At være en "troværdig" udenlandsk samarbejdspartner har flere gange vakt bekymring hos konkurrerende amerikanske rederier. Kan man stole på en udenlandsk virksomhed, bliver der undrende spurgt. Formentlig fordi, de selv gerne vil til fadet.

Ifølge forfatter og Mærsk-ekspert Søren Ellemose har det nære venskab og samarbejde mellem USA og Mærsk eksisteret i omkring 80 år. Han har fulgt Mærsk-koncernen siden 1988, skrevet en række bøger herom, blandt andet Hr. Møller, som udkom i 2008.

"Historisk set har rederiet A.P. Møller-Mærsk haft tæt tilknytning til USA. Da skibsreder A.P. Møller etablerede linjefarten i Maersk Line var det netop mellem USA og Fjernøsten i den såkaldte Panama-linje. Det er med andre ord en forretningsmæssig relation, som har eksisteret i otte årtier, og som løbende er udbygget," siger han.

Set med Ellemoses øjne var fikspunktet, da skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller blev sendt til USA for at varetage rederiets interesser i 1940.

"Skibsrederen tog dertil med hustruen Emma og vendte først hjem i 1947. Under sit ophold oprettede Mærsk Mc-Kinney Møller en række amerikanske selskaber og knyttede vigtige kontakter til søfartskyndige og administrative ledere i USA," siger han.

Ifølge Ellemose er det, der bedst illustrerer forholdet mellem de to, at rederiet A.P. Møller-Mærsk via Maersk Line Ltd. gentagne gange har været involveret som transportselskab i vigtige amerikanske militæroperationer.

Transporteret våben siden Vietnam

En række skribenter har igennem tiden forsøgt at åbne den lukkede koncern. Journalist Bjørn Lambek brugte godt to år på research, inden han sammen med to kollegaer på Politiken, skrev den anmelderroste Mærsk, manden og magten, hvor også det varme forhold mellem USA og Mærsk gennem årtier er beskrevet. Samtidig med, at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller beundrer USA som det ypperste eksempel på "den frie verden", forklarer Lambek, så er der et omfattende forretningsmæssigt samarbejde mellem den amerikanske hær og flåde og det amerikanske datterselskab.

"Mærsk har transporteret militært materiel for amerikanerne helt tilbage til Vietnam-krigen," siger Lambek, der er enig med Ellemose i, at transporterne i forbindelse med Golf-krigen var vigtige og havde en enorm symbolværdi.

Fra Esplanaden var der ingen slinger i valsen, konstaterer han.

"Mærsk Mc-Kinney Møller tog selv kontakt til daværende statsminister Poul Schluter (K) og dernæst udenrigsminister Uffe Ellemann (V) i forbindelse med Golfkrigen, hvor han fandt den danske indsats med én korvet ganske beskeden. Derved kom Mærsk til at sejle yderligere for den amerikanske hær, og det var givet også en adgangsbillet til yderligere forretninger. Gennem årene er det pæne milliardbeløb, der er tale om," siger Bjørn Lambek.

Kontakten til det politiske system i USA er ekstremt vigtigt for Mærsk, og der bliver ikke lagt skjul på, at lobbyarbejde er givtigt. Omfanget er det derimod ganske svært at blive klog på. Den amerikanske græsrodsorganisation OMB Watch forsøger for at skabe et overblik over den amerikanske stats udgifter i databasen FedSpending.org. Formålet er at skabe større gennemsigtighed bl.a. ved at offentliggøre, hvilke private firmaer, der vinder regeringskontrakter.

De tørre tal viser, at siden starten af 2000 og frem til og med første kvartal af 2008, det senest opgjorte hidtil, har Mærsk modtaget betaling for at løse forskellige opgaver på lidt mere end tre milliarder dollar - omkring 18 milliarder kroner. Til sammenligning er det samlede danske forsvarsbudget 20 mia. kr. årligt. Den største del af arbejdet udføres for den amerikanske flåde (2,2 mia. dollar og en mindre del for den amerikanske hær (0,8 mia dollar).

De store krigsår 2005-2007 har givet Mærsk Line rekordomsætninger på mere end en halv milliard dollar per år. 2008 kan også udvikle sig til en topscorer.

I Danmark er det kendt, at tidligere toppolitikere med stor kærlighed til det maritime erhverv får bestyrelsesposter i Mærsk, når de forlader deres ministerposter. Bendt Bendtsen (K) er den seneste, men også forhenværende industriminister Nils Wilhjelm (K), der var med til at sikre love, som er vigtige for koncernen, er inviteret indenfor. Han har haft plads i en del selskaber og er blandt andet næstformand i Lindø-værftets bestyrelse.

Billedet er lignende i USA, men her er det i stedet militærpersoner, som får tilbuddene. Den pensionerede admiral Harold W. Gehman, som i en årrække på topplan beskæftigede sig med Operation Readiness, var i 2005 med til navngivning af et de store containerskibe på Fyn. Og i Maersk Line har han haft plads i formandsstolen.

Og det tætte forhold mellem militær og private selskaber kan udvikle sig til at et demokratisk problem. Det internationale fredsforskningsinstitut Sirpri i Stockholm har belyst den kraftige udvikling i private selskaber, der arbejder for militæret med opgaver som tekniske tjenester såsom informationsteknologi, udstyr, vedligeholdelse, operationel støtte og logistik med mere. Globalt set er væksten i ydelserne nu den største siden 1800-tallet.

De to forskere Sam Perlo-Freeman og Elisabeth Sköns konkluderer i rapporten Den private militære industri fra 2008, at den stigende inddragelse af private virksomheder i bistandsydende militære operationer og i væbnede konflikter som eksempelvis Irak, giver anledning til alvorlig bekymring over den demokratiske kontrol med de væbnede styrker, hvilken status de civile entreprenører i militære roller og den politiske indflydelse fra virksomheder, der har en interesse i fortsættelse af konflikterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En interessant, om end ikke overraskende artikel. Man kan undre sig over, hvordan enkelte skibe kan forblive kaprede i månedsvis, mens Maersks kaptajn bliver militært befriet næsten med det samme. Ingen tvivl om, at man har gode og nære venner i det amerikanske militær. Sikke praktisk.

Det værste ved "pirat-konflikten" i Somalia er bare, at mens ingen vil røre ved tilstanden i landet - hvilket ellers ret beset er det eneste, der kan få fattige somaliere til at dropoe pirateriet - så er vi i vesten ganske interesserede i, at vore handelslinjer forbliver åbne og uantastede. Også derfor kunne vi sende Absalon på "piratjagt" uden nogen havde tænkt over, hvad der skulle ske med dem, der blev fanget. Hovedløst? Ja, under normale omstændigheder. Under de givne: ligegyldigt.

Artiklen her viser bare med al tydelighed, at Maersk (såvel som mange andre store koncerner) er i seng med den amerikanske stat.

Jeg synes det er fint, at et rederi fra et lille land med kun 5,5 mio mennesker kan gøre sig så stærkt gældende på den internationale scene - flere af den slags danske virksomheder vil kunne sikre vores levestandard og velfærdsmodel mange år frem.

Hvis man er sur på dansk - amerikanske relationer, så vent 15-20 år, for så er det Kina , der er verdens supermagt nr 1, med Indien som nr 2 og Usa som nr 3 - så vil nogen nok savne at det er et demokrati, der er nr 1.

Den lille anti-amerikanisme er alså lidt patetisk i vore dage - -den er for stillestående 68'ere.

Dansk skibsfart udleder mere CO2 end hele resten af Danmark tilsammen og er alligevel undtaget fra Kyoto-aftalen.
CO2 forurener hele kloden og nogle af de største tabere er de fattigste lande.
Så der er mange grunde til at informere yderligere om rederiernes forhold, udover transport af krigsmateriel.
Og det har ikke noget at gøre med stillestående 68ére, tværtimod, det er for mennesker der er interesseret i hvad der sker både nu og i fremtiden

Hvis demokrati handler om at vi, i vesten, skal være bedre end alle de andre, så melder jeg mig godt nok ud. Det strider imod min idé om demokrati at gøre det til udelukkende en national sag. Specielt i dag, hvor globaliseringen er i fuld gang, er vi nødsaget til at tænke i internationale baner når vi snakker demokrati (internationalt betyder også uden for EU og USA!), for ikke at fundere vores velstand på andres sult og nød.
Vi burde tage et internationalt ansvar ift. Somalia i stedet for bare, at gøre det til et spørgsmål om banditter der udøver pirateri. Den slags forbrydelser opstår ikke blandt folk der har det godt.

@ Robert Kroll: Hvis du tror, det er et demokrati, der er "nummer 1" i øjeblikket, så tager du vist grueligt fejl. Nok er det den amerikanske, demokratisk valgte præsident, der måske udsteder en ordre som den her, men lur mig om ikke der er mænd bag manden. Selv amerikanerne kan ikke gøre det her til et spørgsmål om national sikkerhed, for det handler om handlens sikkerhed - ikke en døjt andet.

Personligt finder jeg det anstødeligt, at det skal handle om "vores velfærdsmodel", når sagen direkte udspringer af, at Somalia (eksempelvis) ikke just kan siges at have en ditto. Hvor er folks prioriteter henne?

Hvis der var én ting man lærte af Bush-administrationen, så var det sgu hvor tæt den politiske magt i USA er knyttet til erhvervslivet, og det er ganske enkelt utopisk at tro, at det forhold har ændret sig nævneværdigt, fordi der er kommet en ny præsident. Et var de ting, Obama lovede under valgkampen, noget ganske andet bliver, hvad han kan gennemføre.

Og så længe verden er indrettet som den er, og de stigende nationer (som Kina og Indien) i høj grad er drevet af at ville "være som vesten" (forstået på den måde, at de ønsker det samme [ødelæggende]niveau af konsumerisme), så bliver det pudsigt nok de samme firmaer, der scorer profitten - og så er det lidt ligemeget, hvor deres største markeder er. Og nederst i bunken, der vil vi stadig finde de lande, hvis forbrugere ikke kan betale for de fine varer - deres rolle bliver, som den altid har været, at producere til verdenseliten.

til Pia Hyrland:

Der er i denne verden en vis mængde varer, som skal med skib fra et sted til et andet - det koster noget CO2 udledning.
Denne CO2 udledning bliver ikke mindre bare fordi skibene ikke er danske ?
Varerne skal frem til bestemmelsesstedet og det koster CO2 uanset flagstatsforholdet.

til Mads Olsen:

Danmark funderer ikke sin velstand på andres sult og nød.

Vores styrke er vores uddannelsesniveau og kompetencer, som gør at vi er super produktive - og det er vores velstandsfundament.- vi stjæler ikke fra andre..

Ulandenes ulykke er manglende uddannelse og manglende kompetencer - de slider i det , men produktiviteten er ultra lav på grund af manglende uddannelser o s v. ( Kina og Indien er eksempler på lande, som gennem videnopbygning er ved at arbejde sig frem til høj produktivitet, velstand og stormagtsstatus.)

til Peter Brix:

Uden vores velfærdsmodel og produktiviet kan vi ikke få råd til at hjælpe andre.

Somalias ulykker er bl a en svag regering, og piraternes ledere er næppe interesserede i en stærk regering, for så ville pirateriet blive stoppet.

Hvis man kan styrke regeringen i Somalia, så kan man måske få skabt grundlag for en lokal velstandopbygning på bred basis - som det kører p t er det hele bare en tragedie.

Det er fint at velstand er fundamentet for at hjælpe - men hvorfor hjælper vi så ikke? Er vi ikke rige "nok" endnu?? Hvad er det i sammenligning med? Hvis vi venter på, at vi kan hjælpe uden at det vil kunne mærkes på egen krop, kommer vi nok til at vente forgæves.

Kig på klimaforandringerne. De vil (i hvert fald i første omgang) ramme de lande, der ikke er skyld i dem. Her ligger et kæmpe etisk problem, som ingen i vesten tilsyneladende er villige til at tage alvorligt.

Problemet er for så vidt ikke alene Somalia. Selvfølgelig ER situationen i landet på mange måder en tragedie, men det er for nemt at konstatere, at det forholder sig sådan, hvis formålet er et løbepas for situationen og hjælp som konsekvens udebliver.

At Danmark er baseret på uddannelse og kompetencer er vist også udelukkende et nutidsbillede. Hvis vi tænker Danmark som en del af Europa (hvad det mig bekendt er), så er den europæiske (og herigennem efterfølgende amerikanske) velstand ikke baseret udelukkende på "kompetencer" i gængs forstand, men i høj grad på imperialisme, kolonialisme (Danmark er stadig kolonimagt, kan man erindre) og udbytning af den tredje verden. I dag forestås imperialismen dog i høj grad af virksomheder (som eksempelvis Maersk).
Så kan man diskutere, hvordan det stiller os moralsk i dag, at vi primært lader andre om selve udnyttelsen, og bare gennem handel aftager de problematiske produkter, men vi er bestemt et led i den øverste del af fødekæden.

Steen Erik Blumensaat

Du nævner rovfiskerne, Hele verdens fiskeflåder benyter sig af at der ingen styring er. Beskyttelsen af rovfiskerne er i orden, vores tyve er gode, de andres onde.

til Peter Brix:

Jeg kan ikke rigtig se udbytningen af den 3.verden - det virker lidt gammel-marxistisk at tale om udbytning.

Værdiskabelsen ligger i forarbejdningen og i nyttiggørelsen - og det kræver viden og kompetence og produktivitet og et struktureret velfungerende samfund med uddannelsestilbud, sygehusvæsen, hæderlige domstole , korruptionsfri administration o s v osv .

Råvarerne (olie, mineraler , gummi o s v) er i sig selv aldeles uden værdi - værdien ligger i den "merværdi" der tilføres gennem den nødvendige viden om anvendelse og forarbejdning -og viden er det ,der skal til for at slæbe et land op af dyndet ( jf bl a Kinas og Indiens udvikling) - man får ikke lande som f eks Somalia og Zimbabwe m fl op i omdrejninger, før der er en stærk og hæderlig regeringsmagt, der kan begynde en kompetenceudvikling i befolkningen - så kan de have lige så mange naturværdier man kan forestille sig - uden viden og produktivitet m v duer det ikke.

Iøvrigt, så hælder de rige lande heldigvis ganske mange penge i udviklingslandene hvert år , og der sker kompetenceudvikling og velstanden stiger trods alt mange steder. Det store problem er vel dårlig regeringsførelse og korruption i mange ulande - og det er svært at blande sig udefra i regeringsførelse uden at blive beskyldt for ny-imperialisme.

hehe, sidst jeg nævnte det her på disse illuminerede sider blev jeg kaldt konspirations"teoretiker" ..

Sandhedden om Danmarks deltagelse i røveriet af Irak skal findes her . Maersk er så sovset ind i USA
og dets militær at Danmark er nød til at gøre alle
Imperiets krige lovlige og tildele den gamle Værnemager Elephant-ordenen medmindre vi vil sælges til Norge ..
Hele det her pirat-cirkus er bare mere propaganda
fra de krigsliderlige tosser der STADIG styrer, Obama eller ej ..

Martin Kaarup

Lad os genopremse kendsgerningerne. Märsk er Danmarks svar på amerikanernes Halliburton/KBR. Det er der bestemt intet nyt ved.

Kendsgerningerne er der skrevet om i alverdens medier - f.eks. er Märsk's rolle i at tvinge Danmark til deltagelse i Irak-krigen er fuldtud veldokumenteret i medierne.

Der er absolut ingen forskel mellem Dick Cheney og Märsk McKinley-Möller. De sätter begge egen personlig gevinst over menneskerettigheder.

Robert Kroll:

Du glemmer at vi gennem EU medvirker til at fastlåse en række udviklingslande økonomisk i Afrika. Det har vi gennem tiden gjort ved hjælp af bl.a. EU's landbrugsstøtte, som hjælper EU's landmænd til at udkonkurrere de afrikanske, samt restriktiver, der har gjort det praktisk talt umuligt for afrikanske virksomheder at afsætte deres varer indenfor EU's grænser som vi gør med vores varer i Afrika.

Jeg er godt klar over at Danmark har et velfungerende uddannelsessystem at bygge vores velfærdssamfund på. Er pt. selv i færd med at gennemføre en uddannelse. Men for at et land kan opbygge et sådant velfærdssystem kræver det økonomiske ressorcer, og historisk set har vesten udbyttet den 3. verden for at opnå disse ressourcer.
Vesten kom først med den brede organisering af vores samfund og med våbenteknologi.

Traditionen føres videre, nu blot i form af en informel imperialisme, ført gennem en sammenslutning som EU. Den vestlige kapitalisme lever, så at sige, fedt på, at Afrika stadig ikke er kommet ud af starthullerne. Regeringslederne spørger bare sjældent sig selv om terror og pirateri, eksempelvis, kunne være en konsekvens af vores system.