Nyhed
Læsetid: 4 min.

Medvedev går i dialog med sine kritikere

Ruslands præsident har givet sit første solointerview til en avis. Avisen er Putin-regimets argeste modstander og interviewet tolkes som Medvedevs forsøg på at distancere sig fra sin magtfulde forgænger
Udland
16. april 2009
Ruslands præsident har givet sit første solointerview til en avis. Avisen er Putin-regimets argeste modstander og interviewet tolkes som Medvedevs forsøg på at distancere sig fra sin magtfulde forgænger

Det er ikke så meget det, han siger, det er mere det, at han overhovedet siger det. Og så til avisen Novaja Gazeta.

Ruslands præsident Dmitrij Medvedev har givet sit første solointerview til en russisk avis. Og til alles forbløffelse havde han valgt at svare på spørgsmål fra landets mest Kreml-kritiske avis. Det har vakt stor opsigt i Rusland og er blevet udlagt som endnu et af Medvedevs forsøg på at udfordre ekspræsident Vladimir Putins fortsatte magt. Putin har altid kun haft hån tilovers for Novaja Gazeta, og ved flere lejligheder har han udtalt sig særdeles nedladende om avisen, blandt andet da dens verdensberømte stjernereporter Anna Politkovskaja blev myrdet.

Medvedev inviterede derimod straks chefredaktøren, Dmitrij Muratov, ind til en natlig kondolencesamtale i Kreml, da endnu en journalist fra bladet, Anastasia Baburova, blev myrdet i januar.

Moralsk støtte

Og nu udfordrer han altså igen den putinske linje med et timelangt solointerview til oppositionsavisen, som er kendt for voldsom kritik af Putins styre, krigen i Tjetjenien, korruption i regeringen, og sikkerhedstjenestens greb om magten.

Medvedevs pressesekretær oplyser, at præsidenten netop har valgt Novaja Gazeta til det første interview for at yde moralsk støtte til den avis, som har fået fire af sine journalister myrdet de senere år. Og hun tilføjer, at Medvedev - i modsætning til Putin - planlægger at give interviews til en række andre aviser fra hele landet med jævne mellemrum.

Ikke at der kommer højlydte åbenbaringer, erklæringer eller afsløringer ud af interviewet, som bl.a. handler om demokrati, velfærd, civilsamfund, retssikkerhed og frihed, retssagen mod den tidligere, nu fængslede, oliemagnat Mikhail Khodorkovskij, og censur.

Medvedev afviser blandt andet, at der skulle eksistere en uudtalt kontrakt mellem befolkningen og regimet om "pølser for frihed". Altså en underforstået aftale om, at staten garanterer en vis form for velfærd, mod at befolkningen til gengæld giver afkald på en række frihedsrettigheder.

"Der er ingen modsætning imellem demokrati og mæthed," siger Medvedev. Han medgiver, at den politiske institution 'demokrati' endnu ikke er fuldt udviklet, men understreger, at der i Rusland altid "har været, er, og fortsat vil være demokrati."

Præsidenten siger desuden i interviewet, at civilsamfundet og en dialog mellem landets ledelse og samme er helt afgørende for landets udvikling, ligesom han afviser, at der er nogen form for pres på domstolene fra myndigheder i sagen imod den Putin-kritiske, tidligere oligark Mikhail Khodorkovskij, der i øjeblikket afsoner ni års fængsel for økonomisk kriminalitet.

Heftig debat

Diskussionerne af interviewet i de russiske netmedier og blandt bloggere er allerede i fuld gang, og mange mener, at der blot er tale om en gang propagandistisk tomgangssnak.

Det mener den erfarne russiske kommentator, digteren og publicisten Marina Kudimova derimod ikke.

"Det er et fantastisk positivt tegn, at Medvedev her giver sit første avisinterview til netop Novaja Gazeta, som er en af hans og regimets stærkeste kritikere, det eneste væsentlige og demokratiske skrevne medie, som regimet ikke har destrueret," siger Kudimova, der i sin tid var en meget aktiv demokratiforkæmper og medforfatter til det nye Ruslands forfatning,

Ifølge Kudimova er der tydeligvis tale om, at Medvedev er i gang med at distancere sig fra Putin og den herskende klan af oligarker og uniformerede mænd i og omkring Kreml.

"Medvedev har, især efter sit møde med USA's præsident Obama, brug for at demonstrere uafhængighed af Putin og et demokratisk sindelag. Jeg er overbevist om, at Medvedev inderst inde er en moderne og demokratisk orienteret intellektuel, men ligesom landet ikke har ægte frihed, så har Medvedev heller ikke handlefrihed", siger Kudimova.

"Det er langt fra sikkert, at han vil kunne gennemføre et opgør med klanen og regimet," siger hun.

Netæraen er kommet

Marina Kudimova håber, at den amerikanske præsident med en fornuftig støtte til Medvedev vil kunne fremme en demokratisering i Rusland, ligesom hun mener, at Putin-regimets magt samtidig er under hårdt pres på grund af den økonomiske krise.

"Millioner af russere er hårdt ramt på økonomien. Mange er arbejdsløse. Og mange tyer til internettet med deres blogprotester. 50 millioner russere bruger i dag nettet jævnligt. Det er en meget vigtig faktor i det politiske spil, og det har Medvedev forstået. Han er den første russiske leder, der på lige fod med alle andre og på demokratisk vis er med på nettet som blogger," siger Kudimova.

Parlamentet, Putins forlængede arm, er da også i færd med at udforme en lovgivning, som giver myndighederne ret til censur og kontrol med nettet. Men i interviewet til Novaja Gazeta afviser Medvedev faktisk en sådan censur, hvis den går ud over "det almindeligt fornuftige," hvilket Kudimova tolker som pornografi og terrorvirksomhed.

Kudimova tvivler på, at Medvedev vil underskrive en lov om politisk censur på nettet, fordi præsidenten netop er kendt som en stor ynder og bruger af det. Han har tidligere sagt, at "hvis en politisk magt ikke lærer sig at være venner med internettet, så dør den".

Da Medvedev i sin tid arbejdede i daværende præsident Putins administration, var det da også ham, der direkte sikrede, at alle russiske skoler i dag har adgang til internettet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her