BEIJING - Universitetsstuderende Cheng Chunming sidder på gulvet og læner sig op ad en bogreol i en enorm fireetagers bogbutik i den vestlige del af Beijing. Ved siden af ham ligger en stak bøger. Valutakrigen hedder bogen, der ligger øverst, mens Cheng Chunming er i gang med at bladre gennem en anden med den ildevarslende titel Kina er utilfreds.
"Kina er utilfreds med ikke at være blevet taget alvorligt, og få læst og påskrevet af udlandet," siger den 22-årige finansstuderende. "Selvfølgelig er kineserne stolte over at være blevet stærkere. Omverdenen er nødt til at tage Kina alvorligt nu."
Bøgerne er med til at fyre op under hans patriotiske følelser. De er de mest prominente udgivelser inden for den litteraturgenre, der her går under navnet 'økonomisk nationalisme'. Det er bestsellere, der argumenterer for, at Kina er klar til at indløse sin økonomiske magt for international indflydelse.
Det rette øjeblik
Bøgernes og Cheng Chunming sprogbrug står i stærk kontrast til de mere tilbageholdende ordsprog, der de seneste mange år har karakteriseret kinesisk udenrigspolitik: Kina skulle "sætte sit lys under en skæppe og vente på det rette øjeblik" - landet skulle holde sig i ro og koncentrere sig om at opbygge sin velstand. Fokus var hovedsageligt indadrettet.
Med den kinesiske regerings seneste udtalelser lader det til, at landets ledere mener, 'det rette øjeblik' har indfundet sig med den vestlige økonomi i kaos.
I løbet af de seneste uger har Kina offensivt deltaget i den globale økonomiske debat. Før G20-mødet i London for to uger siden talte kinesiske ledere ukarakteristisk højt om, at indretningen af det globale finanssystem bør ændres. Premierminister Wen Jiabao overraskede ved at sige, at Kina er "bekymret" over sikkerheden af landets investeringer i USA's økonomi. Fra Beijing kom der forslag om at ende verdensøkonomiens afhængighed af den amerikanske dollar. Og Kinas centralbankdirektør mente, at landets autoritære, etpartisystem gør, at Beijing kan reagere prompte og beslutsomt, og at systemets "overlegne fordele" er den stabiliserende faktor i den indeværende krise.
Beijing satte som mål, at Kina og udviklingslande skal have mere at have sagt i forhold til den globale økonomiske orden. Ved G20-mødet gik Kina med til at spytte 40 mia. dollar i Den Internationale Valutafonds (IMF) kasse, da der blev opnået enighed om reformer, som højst sandsynligt vil give Kina en mere vægtig stemme inden for organisationen.
Kinesiske medier hyldede landets deltagelse i mødet, og understregede den internationale opmærksomhed, præsident Hu Jintao var genstand for. Det var udtryk for Kinas stigende magt, skrev aviserne. På internettet pralede en kinesisk blogger: "Verdensøkonomierne bøjer sig for Kina for at få hjælp."
Bukker sig for kejseren
I takt med den stigende selvtillid i Beijing har omverdenen, specielt USA, også ændret retorik over for Kina, med både økonomiske og politiske implikationer. Kina får mere spillerum.
Ofte har politikere i Washington anklaget det, de ser som en unfair kinesisk handelspolitik for at være grunden til en stærkt forvredet kinesisk-amerikansk handelsbalance. For blot to måneder siden sagde USA's finansminister, Timothy Geithner, at Kina manipulerer sin valuta for at opnå handelsfordele. For to dage siden mente selvsamme finansminister så, at Kina alligevel ikke manipulerer sin valuta. Obama-administrationen lader til at have skruet ned for kritikken af den kinesiske regering.
Den samme tilgang blev udstillet på tydelig vis, da USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, for nylig var på besøg i Beijing. Der blev talt om en fælles løsning på finanskrisen, samtidig med hun over for Kinas ledere nødtvungent forsikrede om den amerikanske økonomis fortsatte bæredygtighed. Sædvanlig amerikansk kritik af bl.a. Kinas menneskerettighedssituation udeblev.
Clintons værter "var ekstatiske", kommenterede Laurence Brahm, en politisk klummeskriver, efterfølgende. "I deres øjne var USA allerede gået med til at lægge sig på maven foran den himmelske kejser."
Den nationalistiske litteratur rider højt på den bølge som Kinas nye selvtillid har skabt.
Bogen Valutakrigen, som godt nok udkom i 2007, men som igen er blevet populær, argumenterer, at en stormagt som Kina ikke har brug for et samarbejde med USA for at blive en verdensmagt.
Den nye bog, Kina er utilfreds, som lynhurtigt er kravlet op i top 3 på bestsellerlisten, udpensler et kinesisk mishag ved den nuværende internationale orden, hvor Vesten har størst indflydelse.
"Nu når den kinesiske nationale styrke vokser uhørt hurtigt, bør Kina stoppe med at forringe sig selv og indse det faktum, at landet har magten til at lede verden og er nødt til at bryde fri fra vestlig indflydelse," skriver bogens forfattere.
Inspirerer ikke
Men på trods af bogens gode salgstal lader Beijing til at lægge afstand til dens budskab. Det officielle nyhedsbureau Xinhua skriver, at bogen "ikke er i stand til at inspirere masserne", og at den desuden er "for ekstrem og nationalistisk".
Samtidig er flere kinesiske økonomer kommet ud med et anden budskab: Økonomisk nationalisme og forsøg på at slå hånden af Vesten er ikke er til Kinas fordel.
Kinas økonomiske opgang er tæt forbundet med USA, som fortsat har verdens største økonomi, er Kinas største kunde og samtidig største skyldner. Så selv om Kina nu har muligheden for at være stolt over sin økonomiske styrke, er det i høj grad i Kinas interesse at se USA komme op og stå igen.
Kina er heller ikke selv sluppet ustraffet fra krisen. Mindst 20 mio. migrantarbejdere har mistet deres arbejde i fabrikkerne på grund af faldende eksport.
I går offentliggjorde regeringen nye tal, der viser, at Kinas økonomiske vækst faldt til 6,1 procent i første kvartal af 2009 - den laveste vækstrate i et årti. På trods af problemerne i Kina vurderes det, at landets økonomi vil vokse med mellem fem og seks procent i år - i stærk kontrast til mange store globale økonomier som skrumper.
Ikke så stærk
Men det er en fremgang, der skal stilles op mod de tocifrede procentstigninger, Kina var vant til før krisen. Flere økonomer mener også, at der både inden for og uden for Kina er for store forventninger til den kinesiske økonomis ydeevne. Samtidig med at kinesiske medier jubler over Kinas større status pga. sin økonomiske magt, opfordres der også til at slå koldt vand i blodet. På forsiden af China Daily stod der for nylig, at "den kinesiske økonomi ikke er så stærk, som folk tror," og ikke kan bære byrden som frelser af verdens finanskrise.
"Der er en stor kløft mellem Vestens image af Kina som en stormagt, og det som Kina i virkeligheden kan præstere," siger Pang Zhongying, professor i internationale forhold, til South China Morning Post.
For selv om Kinas økonomiske magt vokser, skal Beijing stadig kæmpe med store hjemlige økonomiske problemer, inden den tager sig af verdens. F.eks. er to tredjedele af landets 1,3 mia. indbyggere fortsat bønder, hvoraf mange lever i fattigdom. På den front er Kina et u-land, der kæmper for at blive et i-land.
Som Ma Guangyuan, en forsker fra det kinesiske samfundsakademi, siger det:
"Tiden er endnu ikke inde til, at vi realiserer vores supermagtsdrømme."
