Analyse
Læsetid: 4 min.

Alle er sure på Obama

Barack Obama har ramt sig selv i nakken med offentliggørelsen af detaljerede beskrivelser af CIA's nu forbudte afhøringsmetoder. Venstrefløjen presser på for retssager mod både jurister og CIA-agenter. Efterretningstjenesterne er nervøse for heksejagt og at ende som syndebukke. Og højrefløjen beskylder Obama for at sætte USA's sikkerhed på spil
Udland
24. april 2009
Barack Obama har ramt sig selv i nakken med offentliggørelsen af detaljerede beskrivelser af CIA's nu forbudte afhøringsmetoder. Venstrefløjen presser på for retssager mod både jurister og CIA-agenter. Efterretningstjenesterne er nervøse for heksejagt og at ende som syndebukke. Og højrefløjen beskylder Obama for at sætte USA's sikkerhed på spil

WASHINGTON DC - Meningen var helt klart en anden. Med sin beslutning om at frigive tidligere hemmeligstemplede dokumenter fra det amerikanske justitsministerium - der i detaljer beskriver barske afhøringsmetoder, som Barack Obama selv har forbudt og for visses vedkommende har kaldt tortur - ønskede den demokratiske præsident at komme videre i dagsordenen og endegyldigt lægge fortiden og sin forgænger bag sig.

I stedet står det nu klart, at han har åbnet Pandoras æske. Og det er svært at sige, hvem der er mest vred: Demokraternes venstrefløj med et hav af bloggere, kommentatorer, debattører og borgerrettighedsorganisationer som Amnesty International, Human Rights Watch og ACLU (American Civil Liberties Union) på den ene side, eller betydelige dele af CIA samt den republikanske opposition.

En ting er imidlertid sikkert. Begge sider er stærkt utilfredse med præsident Barack Obamas håndtering af, hvad der tegner til at blive den unge politiske leders første, svært kontrollerbare opgør med arven fra den nye præsidents forgænger, George W. Bush.

"Det er svært at håndtere af flere grunde," som en centralt placeret ledende medarbejder i den nye amerikanske regering sagde til Information i mandags, "fordi dette ikke bare er et spørgsmål om pres fra henholdsvis liberale og republikanske fløje, men at der også har været uenighed internt i præsidentens eget team om, hvorvidt det var politisk klogt at offentliggøre dokumenterne, selv om man dog var enige om, at de sikkert ville komme frem en dag under alle omstændigheder grundet de fremtidige retssager mod fangerne i Guantanamo."

Modstridende signaler

I det amerikanske efterretningsmiljø er forvirringen enorm. På den ene side var præsidentens højtprofilerede besøg i CIA-hovedkvarteret Langley søndag populært blandt agenterne. Ikke mindst fordi Obama i sin tale både roste de mennesker, som tager store risici for at beskytte nationen, og gentog sine tidligere forsikringer om, at der ikke kan blive tale om at retsforfølge de personer i agenturet, der konkret har stået for afhøringerne.

Men så blev det tirsdag, og præsidenten syntes at have sat i bakgear. Det vil nu være op til justitsministerEric Holder at tage beslutningen om at retsforfølge eller ej, hed det. En vankelmodighed, som førte til at præsidenten straks blev hængt til tørre både hos vennerne på tv-stationen MSNBC - amerikansk kabel-tv's mest liberale og Obama-venlige kanal - og i sit eget parti, som i går var delt i to . Flere ledende senatorer vil vente på resultatet af den nedsatte Senat-kommission, der under ledelse af Dianne Feinstein fra Californien er på trapperne med sin undersøgelse. Mens andre allerede nu åbner for muligheden af enten en'sandhedskommission' i Kongressens regi eller (som Obamas egne rådgivere siges at foretrække) i form af et uafhængigt ekspertudvalg, der - for lukkede døre i første omgang - skal kulegrave forløbet inden en offentliggørelse.

Men uanset om man venter eller ej, er konklusionen klar: presset for en eller anden form for opgør med Bush-administrationens praksis vokser inden for præsidentens egne rækker, og det har konsekvenser for CIA-agenterne, hvoraf mange er dybt frustrerede over muligheden for at blive hængt ud som syndebuk for, hvad de ser som en politisk mudderkastning. Som en agent, Information talte med i går, siger:

"Præsidenten er på vej til at bryde et løfte til os, og det vil få konsekvenser forstået på den måde, at moralen internt i agenturet bliver dårligere. Og det går ud over effektiviteten. Vilkårene og dialogen bliver dårligere. De mest talentfulde vil konkludere, at det ikke er umagen værd at involvere sig i arbejdet med kontraterrorisme, fordi det kan være fatalt for ens egen karriere. Jeg har kolleger, som ikke aner, om de er købt eller solgt med den nuværende linje."

Republikanere til angreb

CIA-agenternes åbenlyse frustration er vand på republikanernes mølle. I en fælles erklæring fra tidligere præsidentkandidat John McCain og to andre højtprofilerede senatorer hed det i går, at en eventuel retsforfølgelse af de jurister i Bush-administrationen, som udarbejdede og retfærdiggjorde forhørsmetoderne vil have en "langvarig dybfrysende effekt på enhver administration", som er afhængig af juridisk rådgivning. De tre senatorer advarede også mod nedsættelsen af en undersøgelseskommission, der med de tres ord vil "fokusere på fortidens fejltagelser i stedet for at se fremad mod løsninger," et ordvalg, der bevidst lagde sig op ad Barack Obamas egne tidligere erklæringer.

Cheney i kikkerten

En eventuel rigsretssag mod topjuristerne kan i sidste ende lede til et krav om en tilsvarende sag mod den tidligere vicepræsident Dick Cheney og andre ledende Republikanske politikere. Samtidig er der flere europæiske lande - herunder Spanien og Tyskland - hvor grupper forbeholder sig ret til med juridisk grundlag i deres respektive landes love, selv at anklage de amerikanske jurister og politikere for at have brudt international lov, mere specifikt konventionen mod tortur, som USA har tilsluttet sig.

Barack Obamas ønske om at lægge fortiden bag sig og starte på en frisk, kan vise sig at blive langt sværere end han havde regnet med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

arh er "alle" nu oss sure på Obama.

jeg kan huske interview med amerikaner lige efter Obama var blevet valgt.
Han blev spurgt om de store forventninger til Obama, om Obama ikk kun kunne skuffe nu.
Hans (fornuftige) svar var at Obama kun var et menneske og hvis Obama gjorde der bedst mulige samt ikke løj for det amerikaske folk ville han være tilfreds.

Fløjene er måske sure på Obama og ser chance for kritik. Men den store midte ser Obama opfylde løfter og gøre som han havde lovet før valget.

Tror ikke de meget patriotiske amerikanere har så svært ved at "starte på en frisk".

Martin Kaarup

En af årsagen til at Cambodjia valgte at gennemföre de indevärende retsager mod Pol Pot-regimets voldsmänd er angiveligt, at landets indbyggere så gennem fingrene med lovgivning og tillod i stigende omfang krinimaliteten af blomstre - fordi retssystemet, menneskerettighederne, retssikkerheden alligevel ikke blev håndhävet på alle niveauer i samfundet.

Det gälder såmänd også Danmark og USA.

Hvis Danmark tillader erhvervslivet og statsoverhovederne af begå storkriminalitet (jeg nävner blot de mest markante forbrydere; Märsk McKinley-Möller, Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendsen) så daler retsfölelsen også i Danmark.
Et gammelt ordsprog foräller at bä render nedad - så hvorfor skal danskerne overholde loven? - og efter samme mönt; hvorfor skal Amerikanerne?

Demokraterne i USA gör det eneste rigtige; rens grundigt i toppen så flyder rengöringsmidlet nedad.

Sluteligt, så vil verdenborgerne gerne se, at USA deltager på lige fod med alle andre i det internationale samfund.
Forbryderdomstolen i Haag er åben for alle.

Papirerne var såmænd alligevel nok sluppet ud på et eller andet tidspunkt . Så det er sikkert fornuftigt nok at lade alle se, hvad der er tale om, og må man "spille bolden" derfra.

USA har det med af og til at gå i selvsving med selvransagelse - det hænger nok sammen med den religiøse baggrund.

I lande som UK, Frankrig, Rusland og mange 3.verdenslande m fl er der ikke de store moralske opstød og tømmermænd, når der laves noget skummelt i krogene - sådan er kulturer og traditioner så forskellige.

Blot til eksemplificerende erindring - så var det franske agenter, der i sin tid sænkede Greenpeace skibet Rainbow Warrier og dræbte en italiensk fotograf ombord. Der var vist ingen undskyldning bagefter ?.

Ole Gerstrøm

Nu kan pressen vel også begynde at nævne Western Hemisphere Institute for Security Cooperation, (tidligere benævnt School of the Americas) Fort Benning, Georgia, hvor det afgjort menes, at torturbødler til brug i Sydamerika blev trænet.
http://www.soaw.org/

Angelica Correa

Det er ikke nogen nyhed at der blev udstukket ordrer om brug af tortur fra allerøverste hold i USA. Det har menneskerettighedsorganisationer og juridiske eksperter vidst i årevis.

At den danske presse først begynder at skrive om det når det for alvor er blevet et emne i den amerikanske debat, er endnu et sørgeligt eksempel på den slappe danske følgagtighedsjournalistik, hvor man lader USAs presse definere virkeligheden.

Det er på grund af denne kritikforladte journalistiske praksis at Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med filmen "Den hemmelige krig" kunne slippe afsted med et så idiotisk udsagn som: "Jeg har tillid til at USA overholde konventionerne."

Enhver journalist med respekt for sin egen rolle i samfundet burde i den forbindelse have understreget, at Fogh enten var uacceptabelt ringe informeret, eller at han løj sit folk lige op i ansigtet.

Jeg håber I snart har sovet tømmermændene ud ude på redaktionerne, og at I har til hensigt at tage jer alvorligt sammen.