Et system uden fremtid. Et system drevet af angst

Denne artikel ønsker De ikke at læse. Den punkterer enhver forestilling om, at krisen driver over, og verden igen bliver pæn og ordentlig med stabil, høj vækst. Den tid er uhjælpeligt forbi. I stedet er udfordringen at skabe en økonomi for velstand uden vækst. Netop nu har vi chancen, siger britisk regeringskommission
Købetrang. I det moderne forbruger-samfund råder en følelse af tomhed, der forstærker betydningen af materielle værdier og symboler. Reklamer og tv-føljetoner om Paris Hiltons og andre stjerners grænseløse powershopping gør forbruget til dyd og trend - i en sådan grad, at Psykiatrifonden oplyser, at 200.000 mennesker her i landet lider af købemani.

Købetrang. I det moderne forbruger-samfund råder en følelse af tomhed, der forstærker betydningen af materielle værdier og symboler. Reklamer og tv-føljetoner om Paris Hiltons og andre stjerners grænseløse powershopping gør forbruget til dyd og trend - i en sådan grad, at Psykiatrifonden oplyser, at 200.000 mennesker her i landet lider af købemani.

Lucas Jackson
11. april 2009

"At stille spørgsmål ved vækst kan ikke være andet end galninges, idealisters og revolutionæres værk."

Udsagnet afspejler disse dages officielle konsensus blandt ledende internationale politikere, økonomer og erhvervsfolk. Alle dybt bekymrede. Den internationale valutafond, IMF, bedømmer, at den samlede globale økonomi i år for første gang i 60 år vil trække sig sammen med 0,5-1 pct. Og OECD melder, at alle 30 medlemslande for første gang nogensinde er i samtidig recession. De rige landes økonomi ventes at skrumpe med 4,3 pct. i 2009, resulterende i 25 mio. flere arbejdsløse. Verdenshandlen vil falde med 13 pct.

"At genskabe global vækst er en økonomisk og politisk prioritet, men også etisk, moralsk, socialt og menneskeligt en bydende nødvendighed," sagde OECD's generalsekretær Angel Gurria, da han for nylig fremlagde den dystre prog-nose. Og stats- og regeringscheferne fra G-20-landene fulgte trop fra deres topmøde i London. "Vi er fast besluttede på at styrke vort samarbejde og gøre en fælles indsats for at genskabe global vækst," sagde de. Hvad man hører, er en enstemmig beslutsomhed om at genskabe den økonomiske dynamik bag væksten i produktion, forbrug og BNP.

Det er det rene og skære selvbedrag. Et udtryk for regulær "kollektiv blindhed".

"Ethvert samfund klamrer sig til de myter, det lever efter. Vores er myten om økonomisk vækst (...) Men myten om vækst har svigtet os (...) En tilbagevenden til 'business as usual' er umulig."

Dette udsagn står at læse i en netop offentliggjort rapport fra Sustainable Development Commission, den britiske regerings rådgivende instans og vagthund vedrørende bæredygtighed, med kommissionsmedlemmerne udpeget af premierministeren himself. Men også en instans med menings- og ytringsfrihed, hvad der forklarer modet til det kætterske budskab.

Det er også i kommissionens rapport, at denne artikels indledende citat er hentet. Et nærmest selvironisk udtryk for, at hovedforfatteren, forskningschef og økonomiprofessor Tim Jackson, University of Surrey, er helt klar over, at rapportens konklusioner bryder radikalt med det etablerede syn på økonomien og krisen.

Rapporten Prosperity without growth bygger på fem års forarbejde i kommissionen, forestået af kommissionsformand Jonathon Porrit. At rapporten blev offentliggjort midt under den dybeste økonomiske krise og lige før G-20-topmødet, er nærmest held i uheld. Det er politisk set måske det værst tænkelige, men sagligt set det helt rigtige tidspunkt at fremlægge den konklusion, at de moderne økonomiers "selvbedrageriske strategi har nået sine grænser."

"Krisestrategier, der stræber efter at genskabe status quo, er dybt misforståede og dømt til at slå fejl. Velstand i dag er intet værd, hvis den undergraver de forhold, som velstand i morgen er afhængig af."

"Velstanden i sig selv har forrådt os," lyder kommissionens nådesløse dom over den historiske og dagsaktuelle strategi for økonomisk vækst. Og kommissionens centrale spørgsmål lyder på den baggrund:

"Er det muligt at opnå velstand uden vækst?"

"For at sige det kort: Der er ikke noget bedre tidspunkt at gøre fremskridt hen mod et bæredygtigt samfund (...) Den aktuelle økonomiske krise giver os en enestående mulighed for at investere i forandring."

Med krisen er der ifølge kommissionen netop nu et lille 'window of opportunity', en antagelig kortvarig chance for at indlede den grundlæggende omstilling, der kan gøre økonomien langsigtet holdbar og sikre reel, varig velfærd for en større del af verdensbefolkningen.

Afkobling

Hvad er det, der får en regeringsnedsat kommission til at forkaste selve de centrale dogmer bag et halvt århundredes vækstøkonomi? Intuition og sund fornuft er næsten nok, antydes det:

"Den globale økonomi er næsten fem gange større, end den var for et halvt århundrede siden. Hvis den fortsætter med samme vækstrater, vil den være 80 gange større i 2100."

En sådan ekspansion vil være uden historisk fortilfælde og "totalt på kollisionskurs med vores videnskabelige indsigt om det begrænsede ressourcegrundlag og den skrøbelige økologi, som vor overlevelse afhænger af," hedder det.

Det officielle svar på denne erkendte udfordring er 'afkobling': Via fortsatte teknologiske fremskridt vil det være muligt at sikre økonomiens fortsatte vækst, uden at energiforbrug, CO2-udledning og økologisk belastning følger med op. Både Danmarks hidtidige statsminister og klimaministeren har f.eks. turneret verden med solstrålehistorien om Danmark, som siden 1980 har "nydt godt af omkring 70 pct. økonomisk vækst med knap nogen vækst i sit energiforbrug."

"Den historiske dokumentation for denne strategis succes er imidlertid ikke overbevisende," anfører kommissionsrapporten.

"De globale udledninger og ressourceforbruget vokser stadig. Tilsyneladende reduktioner i lande som Storbritannien viser sig ved nærmere granskning at skyldes 'bogføringsfejl' og handel over grænserne."

Argumentet er også relevant for Danmark, hvor den tilsyneladende afkobling til dels kan forklares med, at handelsflådens markante CO2-udledninger udelades af regnskabet, hvorimod bidraget til BNP-væksten tæller med. Samtidig lægger danske virksomheder i stigende grad fremstilling af industrivarer ud til lavtlønslande, således at selskabernes indtjening i et vist omfang tæller med til Danmarks økonomiske vækst, mens CO2-udledningerne er usynlige.

Undergravet af vækst

Når alt kommer til alt, er 'relativ afkobling' ikke et svar på vækstens dilemma, fordi miljøbelastningen blot vokser langsommere end økonomien. Kun 'absolut afkobling' ville være et bæredygtigt svar, og en sådan er der ikke meget globalt belæg for at tro på, mener kommissionen.

Rapporten leverer et overbevisende regnestykke til belysning af det uholdbare i forestillingen om fortsat vækst (se boksen).

"Sandheden er, at der ikke eksisterer noget troværdigt, socialt retfærdigt, økologisk bæredygtigt scenarie for kontinuert voksende indkomster for en verden med ni milliarder mennesker," skriver Tim Jackson med henvisning til den forventede verdensbefolkning i 2050.

Nogle vil finde det ironisk, hvis ikke ligefrem blasfemisk, at anfægte vækstens legitimitet på et tidspunkt, hvor negative vækstprocenter skaber ulykke og uro i samfundene. Konkurserne, fyringerne, tvangsauktionerne er da et vidnesbyrd om, at samfundet ikke kan fungere, hvis væksten går i stå.

Forkert. Det er omvendt, ræsonnerer kommissionen. Krisen er selve beviset på, at vækstøkonomien har udtømt sine muligheder i store dele af verden.

For fortsat at opretholde positive vækstrater har det gennem de senere årtier været nødvendigt at skabe - bl.a. via deregulering - en vildt-voksende finansiel økonomi, hvis produkter var imaginære, men omsættelige forventninger om gevinst. Tilsvarende har det været nødvendigt at stimulere grænseløs gældssætning på bekostning af opsparing for at opretholde den økonomiske omsætning. Begge dele - spekulative finansielle bobler og hæmningsløs låntagning - har vist sig uholdbart.

"Markedet blev ikke undergravet af isolerede handlinger udført af ustyrlige enkeltpersoner. Ej heller fordi uvagtsomme myndigheder vendte det blinde øje til," skriver kommissionen.

"Hvis der har været tale om uansvarlighed, har den været meget mere systemisk, sanktioneret fra oven og med ét klart mål for øje: fortsættelsen og beskyttelsen af den økonomiske vækst."

Markedet "blev undergravet af væksten selv," lyder dommen.

Hvis det er rigtigt, hvorfor bruger verdens regeringer så 7.000 mia. dollar på diverse hjælpepakker, der reelt er "midlertidige fix, som belønner de ansvarlige for krisen på skatteydernes bekostning"? Hvorfor holder politikere, virksomheder, forbrugere fast i et paradigme, der er på kollisionskurs med miljøet, ikke formår at fjerne de globale uligheder og skaber syge bobler i økonomien, som bringer ulykke og nød, når de brister? Hvorfor har man ikke kunnet bryde med væksttvangen?

Tvangsmekanismerne

Årsagerne er dels strukturelle, dels sociale og psykologiske, og de analyseres over mange sider i rapporten. Til de strukturelle økonomiske tvangsmekanismer hører presset på den enkelte virksomhed, som må skabe overskud til at investere i egen vedligeholdelse og forbedring foruden til at betale renter og afdrag til långivere samt udbytte til aktieejere. En central vej til overskud er at øge arbejdsproduktiviteten, så det samme kan produceres med færre hænder. Det skaber risiko for arbejdsløshed, som tilsyneladende kun kan imødegås ved at øge den samlede produktions volumen. Den øgede produktivitet giver samtidig faldende produktpriser, hvad der muliggør øget forbrugerefterspørgsel.

Hvert led i forklaringskæden rummer et incitament til vækst, ja, reelt en tvang, hvis man som virksomhed skal kunne gøre sig i konkurrencen, og hvis man som nation skal kunne sikre folk arbejde.

Den anden del af forklaringen handler om den 'social logik' bag væksten. Når mennesker er ude over niveauet, hvor basale behov for føde, klæder og bolig er opfyldt, bliver forbrugsvarer typisk "et symbolsk sprog", der bruges til at skabe identitet og relationer. Det gør det også i primitive samfund, men i det moderne forbrugersamfund råder en følelse af tomhed, der forstærker betydningen af materielle værdier og symboler. Det 'tomme selv' søger et 'udvidet selv' i kraft af forbrug, anføres det. Via reklamer og med tv-føljetoner om Paris Hiltons og andre stjerners grænseløse powershopping gøres forbruget til dyd og trend - i en sådan grad, at Psykiatrifonden oplyser, at 200.000 mennesker her i landet lider af købemani.

Mange undersøgelser dokumenterer ifølge kommissionen, at tingenes nyhedsværdi er psykologisk central, samt at det er, hvad man ejer eller forbruger i forhold til andre - mere end den absolutte mængde - der er vigtig. Heri ligger i sig selv stærke drivkræfter for vækst.

"Det mest sigende er det næsten alt for perfekte 'fit' mellem husholdningernes fortsatte forbrug af 'det nye' og virksomhedernes fortsatte produktion af 'det nye'. Det tomme selvs rastløse begær udgør et perfekt komplement til entreprenørens rastløse innovation (...) Disse to selvforstærkende processer er præcis, hvad der behøves for at drive væksten i vejret," hedder det.

"Dette er et system drevet af angst," påpeger bæredygtighedskommissionen. Ligesom 'det tomme selv' er ængstelig omkring egen identitet, anerkendelse og status, og ligesom entreprenøren er nervøs for egen evne til at klare konkurrencepresset, så er det samlede system i vækstøkonomien underlagt et angstskabende pres.

"En følelse af frygt gennemsyrer det moderne samfund," skriver Tim Jackson. "De finansielle institutioner blev nærmest lammede af skræk," da krisen kom. "Forbrugerne holdt op med at forbruge på grund af det. Regeringerne udviste tegn på total rådvildhed på grund af såvel forandringernes hast som konsekvenserne ved at fejle."

"Når først (vækstens) dilemma er erkendt, hviler det så faretruende over vor fremtid, at vi er desperate nok til at tro på mirakler. At teknologien vil redde os (...) Men denne vrangforestillingens strategi har nået sine grænser," konkluderes det.

Begyndende begyndelse

Så hvad gør man? Der er brug for en ny makroøkonomi for bæredygtighed. Der er brug for at ændre den sociale logik bag forbrugerismen. Og der er brug for at fastlægge ressource- og miljømæssige grænser for økonomien.

"At skabe disse forandringer kan meget vel være den største udfordring, det menneskelige samfund nogen sinde har stået over for," fastslår rapporten.

Med let sarkastisk henvisning til, hvordan kriseramte spekulanter, banker og virksomheder nu kalder desperat på staten som redningsmand, understreger kommissionen statens rolle. Staten sender jo konstant afgørende signaler via sin uddannelsespolitik, sine økonomiske indikatorer, indkøbspolitikken, planlove, arbejdsmarkedslovgivning, handelsregler, kvalitetskrav til det offentlige etc.

"På alle disse områder former og medskaber politik den sociale verden," noteres det.

Det handler derfor om, at staten vedkender sig denne rolle og på alle relevante politikområder begynder at sende nye signaler.

Kommissionen selv identificerer 12 skridt i en omstillingsproces, der ultimativt skal sikre velfærd uden vækst. Blandt dem jobskabende investeringer i bæredygtig infrastruktur, skærpet regulering af finanssektoren og øget incitament til opsparing, nye indikatorer for bæredygtig økonomisk udvikling, en arbejdstidspolitik der deler arbejdet, skattepolitik der mindsker social ulighed og presset på miljø og klima, regulering af forbrugsstimulerende reklamer, loft for udledninger af drivhusgasser via personlige kvoter m.m.

Nogle vil se kataloget som urealistisk og angstprovokerende. Kommissionens svar er, at dagens økonomi allerede er så rigeligt urealistisk og angstprovokerende.

Det påtrængende spørgsmål er ikke, om vi snart ser begyndelsen til enden på krisen, men om vi har forstand til at nærme os begyndelsen til begyndelsen på en økonomi uden vækst, der kan befri os for finansielle, sociale, økologiske og mentale kriser.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Vækstens umulige aritmetik
Bæredygtighedskommis-sionens rapport bruger en simpel formel til at illustrere grænserne for vækst:

I = P x A x T

Hvor I er virkningen af den menneskelige aktivitet på miljøet, P er befolkningsstørrelsen, A er indkomsten pr. person og T er miljøpåvirkningen pr. dollar, der bruges.

Hvis klima og CO2-udledning bruges som eksempel, gælder det, at P de seneste 20 år er vokset med 1,3 pct. om året og A med 1,4 pct., mens T er faldet med 0,7 pct. i kraft af større energieffektivitet. Tilsammen giver det et I, der vokser med to pct. om året, svarende til en registreret vækst i de globale CO2-udledninger på 40 pct. siden 1990 samt en udledning i 2050, der vil være 80 pct. højere end i dag.

Hvis anbefalingerne fra FN’s klimapanel om CO2-reduktion skal respekteres, så skal I fremover falde med 4,9 pct. om året. Da personindkomsten (A) og befolkningsstørrelsen (P) imidlertid stiger som angivet, indebærer det, at CO2-udledningen pr. dollar (T) fremover skal falde med 7 pct. hvert år.
Det forudsætter en effektivisering, der går ti gange så hurtigt som i dag og i 2050 sikrer en CO2-udledning pr. dollar, der er 21 gange mindre end nu.

Hvis man oven i dette har en mere retfærdig verden som mål og i 2050 vil bringe alle mennesker op på en indkomst som dagens EU-borger, så skal den gennemsnitlige personindkomst (A) vokse med 3,6 pct. om året. Altså uden indkomstvækst for EU-borgerne selv. Hvis klimabelastningen (I) under disse betingelser skal leve op til FN-anbefalingen, skal CO2-udledningen pr. dollar (T) falde med ni pct. hvert eneste år og i 2050 være 55 gange mindre end i dag

Hvis EU-borgeren også vil have indkomstvækst, skal T gøres næsten 130 gange mindre end nu. Med fortsat økonomisk vækst hinsides 2050 skal T kontinuert bringes længere ned. I praksis svarende til en total CO2-fri global økonomi. Med en fortsættelse af den hidtidige vækst går vi som nævnt mod en økonomi med 80 pct. højere CO2-udledning

Rapporten ’Prosperity without growth’ kan downloades på www.sd-commission.org.uk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hugo Barlach

Spiller egennytten forresten ikke stadig en afgørende rolle for liberal såvel som neo-liberal ideologi? Altså hverken 'samfundskontrakten', miljøet og dermed også de omgivelser, den forsøger at udfolde sig i?

Og er liberal ideologi ikke fostret på et tidspunkt, hvor miljøet slet ikke optrådte som parameter for vækstdogmet? Og mente den tidligere Statsminister ikke, at miljøet var blevet fejlfortolket (måske uden at konferere grundigt med Venstres ideolgiske arkitekter)?

Tak for artiklen og for at tage alvorligt hul på nogle af oppositionens mulige samlepunkter på tværs og dermed måske også ind i de ca. 12-15% af befolkningen, der trods muligheden ikke er tilbøjelige til at stemme - endnu...

venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Også tak for artiklen herfra. Med en permanent økonomisk tilbagegang bliver der muligthed for reduktioner på alle tre parametre på ligningen.

I = P x A x T

For også A må gå tilbage nogenlunde pr. automatik, hvis økonomien gearer ned. Med T og A i væsentlig tilbagegang kan I forventes at falde, i stedet for at stige. Så langt så godt.

Men det giver nogle sociale udfordringer, som også rapporten og de ovenstående indlæg er inde på. Der er brug for en vision her.

Den hidtidige indsats overfor krisen har jo forbrugt store værdier. Liberalisterne har erkendt problemet, hvorfor de nu fremstår som rendyrkede keynesianerer og endda socialister, i den forstand de har behov for at staten - som det fælles system - overtager deres gældsposter. Desværre for den sociale vision har de samtidigt besluttet, at krisepakkerne skal finansieres med sociale nedskæringer.

De har dermed taget et andet skridt i ressourceproblematikken, nemligt sikret, at de sociale udgifter ikke løber amok, når der bliver brug for dem. Dem, der har boostet væksten ved svindel i de sidste ti år er således blevet belønnet med de penge, som ellers skulle bruges til sociale foranstaltninger.

Det kan være rigtigt, at omkostningerne ved det sociale sikkerhedsnet bør kontrolleres. Men det erstatter så vidt jeg kan se ikke behovet for én vision om, at fællesskabet sikrer den enkelte. Begrænsning i P ved naturlig udvælgelse er meget for uhyggelig til, at man kan stå stille og vente på liberalisterne.

Socialisterne da. Dem er jeg selv medlem af. Det er jo deres system, der har skredet ind med hjælpepakkerne. Det er faktsik dem, som i rapporten udstilles som blinde. Det er også dem, som går ind for en vækst i den personlige indkomst, selvom de ikke har kunnet forhindre EU i at ledsage hjælpepakkerne med sociale nedskæringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

På det umiddelbart konkrete CO2-plan er hvores egen trafikinvesteringsplan et problem. Den går så vidt jeg kan se ud på at binde Danmark sammen til én landsby. Princippet er, at landsbyen skal være bilbaseret.

Ifølge en rapport fra NOAH, engang i 1980´erne, er en bil ti gange mere energikrævende pr. ton gods, end et tog. Overfor CO2-problematikken er en bilbaseret samfundsøkonomi derfor usund.

Investeringsplanen vil skabe bedre plads på vejene ved at effektivisere biltrafikkens rutevalg. Lokaltrafik overlades til kommunerne. Kommunalreformen betyder, at tværkommunale trafikforbindelser er lokale forbindelser, som staten ikke vil finansiere.

Dette system er en hindring for investeringer i tværkommunale systemer. Staten har sat sig på intercityforbindelserne, og overladt den interne bytrafik til kommunerne.

Al erfaring viser, at intercityforbindelserne giver mindre trafik end de interne byforbindelser. Uden statens medvirken kan kommunerne ikke løfte baneforbindelser. Som det er kan de ikke engang opretholde de busforbindelser, som endnu kan binde byområderne sammen.

Den aktuelle politik giver en bevægelse imod flere småruter, som kun refererer til en enkelt station. Tværforbindelserne bliver skåret væk, fordi udgifterne ikke kan kontrolleres af en enkelt kommune. Resultatet er, at der ikke findes et alternativ til bil.

Danmark binder sig i disse år til en transportform, som altså er op til ti gange så energikrævende som anden tilgængelig teknologi. Det virker hovedløst og vil give problemer med forsyningssikkerhed, klimaforværring, økonomisk ulighed, og senere ressourceknaphed og skærpet social spænding.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Som den afsluttende pointe skulle der også stå, at med de massive investeringer i intercityforbindelser vil denne trafik vokse uforholdsmæssigt, fordi trængsel inde i byerne gør det lettere at køre til den næste by.

At gøre Danmark til en sammenhængende landsby vil opløse byens fordel med trafikal nærhed, som kan effektiviseres på bane. I stedet øges transportarbejdet generelt.

Disse betragtninger er foretaget med udgangspunkt i persontransporten. Den personlig CO2-udledning må derfor forventes at stige som følge af den nationale transportpolitik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Jeppe Brogård

"Oprør fra midten" var lidt for småborgerlig og med lidt for stor tiltro til italesættelsens formåen.

Virkelige forandringer kan ( stort set ) kun komme
fra neden.

Meget af siget i "Oprør fra midten" var da ( set som nogle mellemstadier ) nogenlunde - men af grundene anført ovenfor blev den jo kun til noget snak - der lige fik sin tid - før det ebbede ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Og når nu VKO har hugget DKP's partibogstav -
så burde VKO da overtage hele DKP's politik -
altså droppe astrologien til fordel for kommunismen. Muligvis kunne det redde situation - men det er ikke helt sikkert.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Danni Madsen

Kim Gram: "Virkelige forandringer kan ( stort set ) kun komme fra neden."

Det tror jeg ikke på. Priser ændrer adfærd og kun politikere kan lægge afgifter på priserne, så folk ændrer adfærd. Hvis benzin ikke bliver dyrere er der ingen grund til at skifte til elbiler eller mindre rummelige biler. Hvis flybenzin og dermed flyrejser ikke bliver dyrere, opgiver folk ikke de mange spændende oplevelser, som denne tids energibonanza tilvejebringer for mange mennesker fra den rige del af verden. Med mindre der opdages et eller andet genialt overflødighedshorn af en energikilde, så bliver f.eks. transport i luften i fremtiden nok noget man bruger mindre end i dag.

Der hvor forandringen virkelig kommer fra neden, er undergrunden, for når først olien, gassen og så kullet bliver dyrere og dyrere at udvinde, både økonomisk og energimæssigt, så bevæger markederne sig og så bevæger adfærden sig. Selv uden problemerne med den globale opvarmning, ville det bliver rigeligt besværligt. Klimaændringerne gør blot udfordringen endnu større.

Måske ER maxproduktionen af olie allerede toppet. Det får vi at se indenfor de næste 5-10 år, når verdensøkonomien tager fart igen. Skal olieproduktionen blot holdes på det nuværende niveau frem til 2030, skal der findes og sættes i produktion nye olieforekomster svarende til fire Saudi-Arabiener. Det kommer næppe til at ske - og det er under alle omstændigheder uansvarligt at planlægge ud fra.

Kim Gram: "Meget af siget i "Oprør fra midten" var da ( set som nogle mellemstadier ) nogenlunde - men af grundene anført ovenfor blev den jo kun til noget snak - der lige fik sin tid - før det ebbede ud."

Eller også var det oliekrisen i 70'erne der ebbede ud. Herhjemme fik vi vindmøller og Nordsøolie- og gas, amerikanerne fik igen billig olie og SUV'er, mens de, og vi, glemte alt om hvilket privilegium billig, rigelig energi er. The era of cheap oil is over, som Nobuo Tanaka, administrerende direktør for Det Internationale Energi Agentur (IEA) formulerede det sidste år ved præsentationen af den årlige rapport World Energy Outlook.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Danni Madsen

Med: "Virkelige forandringer kan ( stort set ) kun komme fra neden" - blev IKKE ( underforstået )påstået: At
proletariatet kan være eller virke
uafhængigt af naturgrundlaget og de naturlovsbestemte nødvendigheder.

OG de politikere der sidder og "fiffler" med styrende tiltag: Såsom afgiftsændringer osv. kan jo næppe gøre det - hvja. en eller anden: Fri vilje

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Den virkelige store udfordring i årene fremefter er hvordan man på én gang kan stoppe væksten og forhindrer at samfundene går i opløsning. Når forbrugsnedskæringerne og bortfald af valgmuligheder rammer os enten som følge af prisernes himmelflugt eller fordi der indføres restriktioner vil der uundgåeligt opstå utilfredshed og modstand mod den herskende orden. Det er svært at finde sig i indskrænkninger i en personlige frihed og råderet som man én gang har opnået. Demokratiet er smukkest i 'medvind'
Der vil blive et marked for politiske demagoger der vil forsøge at bilde folk ind at de slet ikke bør finde sig i tingens tilstand at det er demokratiet der er 'råddent' etc.
Vi kan se frem til en poltisk ustabil og ufredelig periode. Faren for 'økologiske' eller resource krige vil vokse.
Der er behov for en global organistation med virkelig gennemslagskraft hvis det skal undgås

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Stig: Ja hvis det blot drejede sig om det. Men tænk på flg.problem som er nærmest uundgåelige de 50 - 100 år frem: Genhusning af millioner af mennesker hvis levesteder er blevet ubeboelige p.gr.a. permantet oversvømmelse eller tørke (Bangladesh, Sahel, Sydlige dele af middelhavsområdet, dele af Danmark (mest et lokalt problem) etc.)
Det vil ske i et eller andet omfang uanset hvad vi gør fra i morgen
Du vil vel ikke have noget i mod at 'rykke sammen' så der kan blive plads til de nødstedet?
(F.eks. dele din bolig med folk fra Sydspanien og Mauritanien) Eller du bliver måske selv en af dem der må 'banke på' hos andre og håbe på deres hjælpsomhed hvis du da ikke har været så 'heldig' at været død inden da
Det er blot en af mange problemer vi heller må se at tænke over jo før jo bedre

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

@Ole Falstoft

'Der vil blive et marked for politiske demagoger der vil forsøge at bilde folk ind at de slet ikke bør finde sig i tingens tilstand at det er demokratiet der er 'råddent' etc.'

Der ER allerede et marked for politiske demagoger. Prøv at læse Søren Pinds og andre liberalistiske blogs, f.eks. denne:
http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2009/04/02/magt-og-marked/

som er et godt eksempel på demagogisk udfoldelse en vis tidligere tysker værdig.

@Stig Larsen

'Hvor svært kan det være?'

Hvis man ser sig lidt omkring kan man ikke blive grebet af andet end tanken om, at det bliver MEGET svært - men sikkert ikke umuligt. Men hvis ikke der iværksættes meget bedre forberedelse end de aktuelle - fysisk og mentalt - så tror jeg, det bliver truende svært.

Er der nogen af de politiske partier, der for alvor har forladt deres sikre (vækst-)positioner?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Nu er henvisningen til Søren Pinds blog jo hård kost, så man kan eventuelt nøjes med at læse min kommentar af 7. april:

'Sådan kan det gå, når man SKAL finde på noget at skrive i en blog og ikke har noget på hjerte. Så kan man skrive et par velvalgte, fornuftige og helt generelle ord om at magten korrumperer - hvilket den jo bevisligt gør - og så kan man bruge det til - uden at det bliver helt klart, hvorledes det nu lige hænger sammen - til at angribe dem, som kritiserer magthavernes håndtering af finanskrisen og miljøbevægelsen, som kan sammenlgnes med fascisme og den slags uhyggeligheder.

Den er en slem gang demagogi, også fordi de mennesker SP kritiserer jo netop ikke har magt, så sammenhængen bliver uigennemskuelig og manipulerende.

Det kan anbefales, at SP efterlever princippet i disse Quaker ord (lidt religiøs er han jo):

“Speak only if it will improve upon the silence.”'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Efter læsning af Pind's blogindlæg blot en aforistisk reminder (146) fra en af magtfilosofiens drivkræfter, nemlig Friedrich Wilhelm Nietzsche. Af hensyn til læseværdigheden her i engelsk oversættelse af R.J. Hollingdale: 'Beyond Good and Evil':

"He who fights with monsters should look to it that he himself does not become a monster. And when you gaze long into an abyss the abyss also gazes into you."

Med andre ord: Pind er og bliver heller ikke filosofisk referenceramme, selvom han finder filosofien interessant. Hen er vel egentlig heller ikke magtreoretiker. Han er blogger!

Blog, blog, blog...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe  Brogård

“Speak only if it will improve upon the silence.”

Jah... så burde man nok tie stille, men øh, hvis det må være tilladt at støje alligevel:

Marked og politiske demagoger. Er alle gyldige demagoger? Eller, hvem er demagoger. Eller, hvad er det de taler om, disse demagoger, de andre, altså.

Hvis eliten tror, at den har ret, bliver den afskallet fra befolkningen. Hvis eliten tror, at den ejer magten, vil den eftersnakke befolkningen.

De såkaldt progressive talte om øget indtægt til arbejderne. De fik befolkningen med sig i en samfundsindretning uden sidestykke i historien. De såkaldt reaktionære talte om at lade indtægten blive i borgernes lommer. De fik befolkningen med sig i en magtbrynde uden sidestykke i de seneste 150 år. De sidder stadig, uagtet en katastrofal udenrigspolitik. For denne menneskefjendske politik garanterer borgerne en indtægt.

Så jo, politisk demagogi er vejen frem. Den dag klimademagogerne, som jeg selv abonnerer på, finder en argumentation, som er ligeså lommenærværende som de to tidligere grupperinger, så vil klimasagen vinde magten i en tid fremover.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Rasmussen

Jørgen steen Nielsen viderebragt dokumentation for at der trods alt findes indsigt, klar tænkning og vilje til at sige noget af det som skal siges. Bevidst om at budskabet ikke nødvendigvis sælger, at mediet ikke nødvendigvis vinder på sit budskab, kommer pointerne godt, klart og rigtigt efter hinanden, i et antal og i en fin orden som fortjener entydig ros. Endelig noget at tage hatten af for. Tak for det gamle dreng.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Rasmussen

Jeg var så benovet, at jeg helt glemte at læse min egen tekst igennem for fejl. Der manglede lidt:

"Jørgen Steen Nielsen har her viderebragt dokumentation for, at der trods alt findes indsigt, klar tænkning og vilje til at sige noget af det, som skal siges.

Bevidst om at budskabet ikke nødvendigvis sælger, at mediet ikke nødvendigvis vinder på sit budskab, bringer han pointerne godt, klart og rigtigt efter hinanden, i et antal og i en fin orden, som fortjener entydig ros. Endelig noget at tage hatten af for. Tak for det gamle dreng.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Larsen

Hvis man starter med at liste alle verden nuværende og kommende (reelle og hupotetiske) problemer op, inden man starter med at diskutere løsningerne på de fundementale problemer - kommer man aldrig igang.
Det er lige som at bestige bjerge, et lille stykke ad gangen, og tilsidst står man på toppen.
Derfor spørger jeg, hvor svært kan det være? Det er bare at komme igang og tage problemerne efterhånden som de melder sig.

Søren Pind vil ikke løse noget, han vil bare have mere af det samme. Han kan ikke se skoven for bar træer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Jamen selv tak Erik, det manglede da bare...

Nu interesserer personen Søren Pind heller mig, så jowda, det ér de spæde ideologiske betragtninger over magtens fænomener i SP's artikel, som har udløst eksemplet på, hvordan magt også kan, har været og temmeligt længe har kunnet tænkes uden for politisk regis. Og det er derfor ligeledes, som du har opfattet, præcis det ideologiske præg over én af Venstre's 'omtanker', der undrer i sammenhængen.

Venstre kan ikke tale sig uden om sit ideologiske grundlag. Men jeg tror heller ikke på, at betragtningerne i SP's artikel vil gøre sig på den lange bane hos chefideologen hr. Claus Hjort Frederiksen. Et emne (ideologi) som for øvrigt ivrigt undgåes i Venstre's terminologier, selvom det spiller en væsentlig rolle: "det skal kunne betale sig..." peger voldsomt i retning af egennytte-moral f.eks.

Vi venter således stadigvæk på, at Venstre mere åbent erkender sin ideologiske forankring. Men måske uviljen imod at lukke op for den diskussion er rundet af det forhold, at der i oppositionen er en langt bedre bestykning på feltet? Artiklen her i Information lægger under alle omstændigheder op til et nærmere blik på det ideologiske fænomen, ikkesandt? Det kan man gøre under opposition, som den ser ud for tiden. Jeg kunne forestille mig, at en afgørende problematik her er, at DF ikke er i besiddelse af en større portion af overvejelser i den forbindelse - og derfor ikke kan tilbyde noget videre supplement. Måske oppositionen af taktiske årsager burde overveje Regeringen og dets støtteparti's åbenlyse deficitter på feltet? Der er nemlig en portion navigerings-fif gemt i det felt, så vidt jeg kan vurdere.

Koblingen imellem ideologi og magt - eller opfattelsen/forestillinmgen om den, kommer man ikke uden om. Men noen' mere yndefuldt end andre...

venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Man må nok sige, at der foregår ting og sager i vort vestlige naboland, når talen er om, hvad man skal stille op i relation til en kommende krise. 'Prosperity without Growth' i den ene ende, som der er stor tavshed omkring herhjemme (bortset fra lige Information, men uden at der følges rigtigt op på sagen) til disse erfaringer med henvendelse til den engelske regering om problemer i relation til peak oil: En sørgmunter historie om imperiets absolutte undergang (og måske vores med):

http://www.monbiot.com/archives/2009/04/14/cross-your-fingers-and-carry-on/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Uden at der følges rigtigt op på sagen. Jeg overvejer til stadighed mit abonnement på Information, da 95 % af stoffet er BAU. Eksempelvis er der en fredagsartikel om Malta og hvor vidunerligt der nu er på den ø. Givetvis, men det BAU. Øen er en af klodens største småfugledræbere, når de hvert år passerer i træk hen over Middelhavet. Hvad har de stakkels småfugle gjort, for at de skal falde for en antropogenetisk dræberhånd i det omfang?
Det er blot et eksempel (angreb på biodiversiteten), og hvad disse BAU-beskrivelser angår, adskiller Information sig ikke fra andre nyhedsmedier.
Det er en lang beskrivelse af en vækstverden, som er helt beroende på billig og potent fossil energi, som ikke er en fornyelig ressource og som leder til en livsform, som ikke er bæredygtig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Rasmussen

@ Erik
Ínformation forsøger at overleve på de vilkår, der gælder. Alle kommercielle medier tenderer mod at miste deres legitimitet, netop fordi de bidrager til elendigheden med deres praktiske underkastelse i forhold til de vilkår, der gælder for at overleve som medie.
Men netop Ínformation burde kunne gøre det til en vindersag at fokusere på mediernes vilkår. Man har jo trods alt en gang haft det som motto, at man ikke var afhængig af økonomiske interesser, at man ikke vil reklamere (mere end højest nødvendigt) osv.

Problemstillingen er kompleks.

Jeg kan oplyse at jeg systematisk er udelukket fra at deltage i debatterne på Berlingske og Politikkens debatsider. Guderne må vide hvordan og hvorfor.
Måske fordi jeg skriver som jeg gør:
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-58.pdf

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Tak til Jørgen Steen Nielsen for en fremragende artikel, som jeg (lidt sent, velsagtens) først faldt over i dag.

Nu har jeg ikke læst rapporten 'Prosperity without growth’, men det forekommer mig, at en meget vigtig del af omstillingen til en økonomi uden vækst må være afskaffelsen af renter og udbytte, for er det ikke netop dem [som Jørgen Steen Nielsen korrekt henviser til med passagen "... foruden til at betale renter og afdrag til långivere samt udbytte til aktieejere"], der er den egentlig årsag til tvangen om vedvarende økonomisk vækst?

Men hvordan afskaffelse af renter og udbytte skal foregå i en verden, der er massivt belånt, og hvor långiverne naturligvis ikke vil fravige deres ret til afkast af deres investinger, det har jeg ingen idé om. Det forekommer mig velsagtens håbløst. Langt mere sandsynligt er det naturligvis, at det hele bare kommer til at fortsætte som hidtil: Fortsat fysisk ekspansion for de magtfulde kombineret med et par falde militære lussinger til de magtesløse, der måtte stille sig i vejen for denne dyriske banalitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Det rigtig interessante ved artiklen er også, eller netop, dens indhold af overvejelser omkring psykologiske og mentale mekanismer hos det moderne menneske, for eksempel dets flugt fra tomhed, som det faktisk selv skaber, opretholder og forstærker ved at agere, som det gør, i den indeværende forbrugskultur.

For en afgørende forudsætning for overhovedet at kunne gøre os håb om at kunne forandre vores nuværende økonomiske paradigme er, at vi som art skal gennemgå en åndelig udvikling - en åndelig revolution, velsagtens. Hvad jeg mener om udsigten hertil - altså sandsynligheden herfor - skal jeg lade være usagt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Se mit forslag til læsning ovenfor. Selv har jeg lånt bogen på Det Kongelige Bibliotek, men den kan kæbes stadig. Den er ganske vist fra 1980, men jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har læst den før. For mig er den en sand øjenåbner.

Jeg er kommet til den via Richard Heinberg her:

http://www.richardheinberg.com/museletter/204

hvor der også nævnes en række andre kilder, som jeg enten har læst eller skal i gang med.

Jeg forstår slet ikke, at den slags tanker kan undgå at være helt fremme i alle menneskelige sammenhænge, men når Politiken og Berlingeren ikke vil optage indlæg af Steen Ole Rasmussen, er der nok heller ingen, der vil læse en sådan bog.

Angsten for at den verden, som vi alle har lært er uendelig, alligevel ikke er uendelig og at der ikke er plads til evig økonomisk vækst og vores livsform ikke er bæredygtig og at vores velstand hviler på historiske betingede ressourcer, som er finite, er nok for meget for de fleste - her hvor ferierne er under planlægning.

anbefalede denne kommentar