Læsetid: 6 min.

En tidevandsbølge af menneskelig elendighed

Mens verdens fokus er rettet mod det somaliske piratdrama på åbent hav, er en humanitær nødsituation under udvikling blandt somaliske flygtninge i Kenya
Hundredtusinder somaliere har opbrugt pladsen i flygtningelejren i Dadaab og en alvorlig krise er under opsejling.

Hundredtusinder somaliere har opbrugt pladsen i flygtningelejren i Dadaab og en alvorlig krise er under opsejling.

Kate Holt

18. april 2009

DADAAB - De heldige kommer med deres familier, mens andre synes at dukke frem fra tornebuskene, alene og til fods. 500 somaliere ankommer nu dagligt til denne dystre kenyanske forpost. Her slutter de sig til en stadig stigende flygtningebefolkning, der foreløbig har nået 267.000 i et område, der blot er indrettet til at huse 45.000. Mens verden har været optaget af det somaliske piratdrama på åbent hav, har en flodbølge af menneskelig elendighed sprængt Dadaabs diger og forvandlet dette sted til verdens største flygtningelejr.

De nyankomne sidder i hundredvis under en interimistisk presenning og forsøger at forholde sig så roligt som muligt i temperaturer, der når op på 40 grader i skyggen. Det fortæller meget om graden af de rædsler, der udfolder sig i Somalia, at disse mennesker har været rede til at opgive deres hjem og risikere vilkårlig arrestation, død eller sult for at nå frem til den trøstesløse velkomst, der venter dem i dette hjørne af det nordlige Kenya.

Disse flygtninge er det håndgribelige bevis på de menneskelige omkostninger ved det fremadskridende sammenbrud Somalia, men deres skæbne tiltrækker ikke noget nær samme globale interesse, som den der omgiver truslen fra Somalias pirateri mod den globale handel og skibstrafik. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der driver lejren i Dadaab har et akut behov for at få tilført nye hjælpemidler fra internationale donorer og at få tildelt mere jord fra Kenyas regering. Ingen af delene synes at være på vej. Det årlige budget for lejren er på 19 mio. dollar - det svarer til ca. halvdelen af, hvad det koster at holde et enkelt krigsskib operationsklar og på patrulje i Det Indiske Ocean på udkig efter vor tids svar på Sorteper.

Bag politiske mure

Historien om Dadaab er i visse henseender også historien om det moderne Somalia. Byens tre lejre, Hagadera, IFO og Dagahaley, blev bygget til at huse dem, som flygtede, da den sidste fungerende centralregering under den socialistiske diktator Siad Barré brød sammen i 1991. Lejrene nåede snart op på deres maksimale kapacitet, og efterhånden som moderlandet, der ligger blot 80 km mod nord, er sunket dybere og dybere ned i armod og kaos, er antallet af flygtninge kun steget og steget. En hel generation af børn er vokset op med Dadaab som det eneste hjem, de har kendt. Der har været 14 fejlslagne regeringer siden da, og i dag, hvor Somalia er i en tilstand af total opløsning, har Dadaab måttet tage imod en ekstraordinær stor tilstrømning. I august løb man tør for plads, og FN måtte erklære flygtningelejren for fuld, hvilket selvfølgelig ikke har stoppet de fortvivlede masser.

Somalia er et land omgivet af politiske mure. Nabolandene Etiopien og Kenya har lukket deres grænser i et forsøg på at beskytte sig selv imod islamiske militsers indtrængen. I virkeligheden har grænselukningerne kun gjort det endnu sværere for folk som Osman Hussein Bare at flygte. Med sin familie siddende i en tæt cirkel omkring sig fortæller den midaldrende mand sin historie med værdig mine.

"Der er krig i Somalia," forklarer han. "Mange skud bliver løsnet. Dag og nat kæmper de i mit land."

Som bonde fra en landsby ikke langt fra kystbyen Kismayo måtte Bare konstatere, at herredømmet over hans livsvilkår var blevet overtaget af den magtfulde al-Shabaab-milits. Bristepunktet, som sendte ham ud på to nætters lang march, kom, da de militante begyndte at grave resterne op af religiøse ledere fra islamiske sekter, som de anså for deres rivaler.

"Under deres styreform kan jeg ikke leve," siger han.

Amina, 22, var ikke blandt de heldige. Hun blev skilt fra sin familie og er kommet alene fra Kismayo. Under sin to uger lange rejse til Dadaab blev hun udsat for alvorlige prygl to gange - den ene gang af militsfolk, den anden gang af etiopiske soldater. Som hun siger:

"Jeg er kvinde, jeg er sårbar, og der er ingen regering til at beskytte mig."

Rationerne reduceres

Ved middagstid på UNHCR's registreringskontor i Dagahaley-lejren hersker en tilstand af organiseret kaos. Lange køer af segnefærdige, udhungrede mennesker har taget opstilling i alle retninger. Småbørn vræler, mens de får de vigtigste vaccinationer. Belønningen for ventetiden, håber de, er et rationskort. Uden for de høje hegn trykker ansigter og hænder sig mod pigtråden, nogle desperate, andre nysgerrige.

"Nogle af disse mennesker må vende tilbage i morgen," siger Andy Needham fra UNHCR. Registrering betyder adgang til basale fødevarer og rudimentært telt-grej. Men der er ikke mere plads, så folk må prøve at finde slægtninge eller venner, der allerede er inde i de propfyldte lejre til at huse dem.

Efter kapringen af et amerikansk skib ud for Somalias kyst, er det billedet af en ung barfodet somalier, bevæbnet med raketstyr og et udenlandsk gidsel som menneskeskjold, som er brændt igennem til det meste af verden. Men i realiteten er de hundredtusindvis af somaliere i Dadaab i lige så høj grad ofre for piratbanderne som de udenlandske søfolk. Fødevareforsyningerne til lejrene blev forsinket som følge af denne uges bølge af kapringsaktioner, og det er derfor blevet nødvendigt at reducere flygtningenes rationer med en tredjedel. I en rapport betegnede UNHCR for nylig forholdene i Dadaab som "forstadierne til en alvorlig nødsituation".

Disse forstadier ser man tydeligst i N-afsnittet i udkanten af IFO-lejren. Blandt de faste besøgende i lejren kendes dette sted som 'verdens ende'. Der findes ingen bygninger her, kun hvide UNHCR-telte og de ballonformede tilflugtssteder, som flygtningene har bygget af grene og stykker af plastik. Alt er belagt med rødt støv, og intet gror på dette sted bortset fra vindtørre, tornefyldte akacietræer. Teltene og de sammenflikkede tilflugtssteder står så tæt, at der knapt nok er plads til at gå imellem dem. En brand her vil ikke have naturlige barrierer, og konsekvenserne vil være ødelæggende. Alligevel laver hundredvis af familier mad over åben ild hver aften. De har intet andet valg.

Dette er blot et af de mareridt, der hjemsøger David Kangethe, programleder for ngo'en Care International, der kæmper en hård kamp for at levere basale ydelser som vand, sanitet og renovation.

"Flygtningene bygger overalt. Det her sted er som en tændstikæske, hvis du tænder ild til det, futter det hele af," sukker Kangethe. Der er kronisk mangel på vand, de sanitære faciliteter kan ikke klare presset, og sygdomme som kolera er i udbrud. Behovet for et udvidet areal er akut, men indtil videre tøver Kenyas regering med at tillade det og henviser til klager fra lokalsamfundet, der føler sig overvældet af antallet af flygtninge. Omkring 70.000 mennesker lever i det omkringliggende område, især hyrdestammer, som frygter tab af græsningsjord og kratskov.

Hvad der er behov for, siger Dadaabs hjælpearbejdere, er tre til fire nye lejre, men forhandlingerne med Nairobi er endt i dødvande. UNHCR har undersøgt, hvad det ville koste at give flygtningene en grundlæggende minimumslevestandard.

Svaret er 92 millioner dollar, og en indtrængende appel er udsendt. Reaktionen har været en næsten larmende tavshed.

"Hvis flygtningestrømmen fortsætter, får vi en alvorlig krise," siger Kangethe fra Care. For Gerry Simpson fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch tager regnestykket sig enkelt ud.

"Når kommercielle interesser står på spil, er der penge nok. Ikke når det gælder kvinder og børn."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu