Læsetid: 4 min.

Tyrkiet udlægger balladen om Fogh som en sejr

Regeringen i Ankara udnyttede Foghs ambitioner om en NATO-karriere til at markere sig som synlig regional - og muslimsk - stormagt på den internationale scene i et forløb, der er solgt til tyrkerne og baglandet i den muslimske verden som en diplomatisk triumf
6. april 2009

Ankara - Balladen om Anders Fogh Rasmussens job-ansøgning demonstrerede først og fremmest, at Tyrkiet er en selvbevidst aktør, der agerer fra en anden interesseplatform end for bare syv-otte år siden. Nemlig med en generel dagsorden, der godt nok fremdeles er snævert national, men nu også 'bred muslimsk'. Den tyrkiske AKP-regering med islamiske rødder ser sig selv som de muslimske landes repræsentant i den 'moderne verden', som det udtrykkes, de vestlige organisationer som NATO, G20, OECD, Europa-rådet og EU.

Ydmygelsen af den afgående danske statsminister - for det var en ydmygelse - var derfor nøje tilrettelagt og fulgte til punkt og prikke en drejebog, der blev skrevet i Ankara længe før topmødet på den fransk-tyske grænse - hvorfor det er vurderingen, at weekendens batalje ikke har noget med AKP's dårlige lokalvalg at gøre.

Manuskriptet opererede med en plan A og en plan B: Hvis Tyrkiet ikke kunne blokere Foghs udnævnelse, men stod alene, skulle der være en pris for at sige ja, der samtidig masserede AKP's prestige, også i den muslimske - og primært arabiske verden.

Fem gevinster

Resultatet blev følgende fem gevinster, hvis man skal tro premierminister Recep Tayyip Erdogans udlægning til den tyrkiske presse:

-Fogh forpligter sig til at sige undskyld for Jyllands-Postens profetkarikaturer .

-Vice-generalsekretæren i NATO bliver tyrkisk med ansvar for nedrustning og rollen som NATO's særlige udsending i Afghanistan.

-Danmark forpligtes til 'aktion' mod den kurdiske tv-station, ROJ-tv, der sender fra København.

-NATO optager formelle kontakter til OIC, Organisationen af Islamiske Lande.

-Tyrkiet får respit i kravet om åbning af tyrkiske havne for græsk-cypriotisk skibstrafik (formelt et EU-anliggende, som ikke har noget med hverken Fogh eller NATO at gøre).

Da disse fem punkter var handlet på plads i en snak mellem den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, og USA's præsident, Barack Obama, blev Fogh tilkaldt, og tilsluttede sig ifølge Gül uden indvendinger. Fogh sagde senere på et pressemøde, at ROJ-sagen afgøres af de danske domstole. Han ankommer i øvrigt til Istanbul i dag sammen med præsident Obama for at deltage i Alliancen af Civilisationers årskongres.

Som dramaet foldede sig ud viste det sig, at der øjensynlig kun er få huller i den tyske kansler Angela Merkels uvidenhed om tyrkernes selvforståelse som regional stormagt - havde hun vidst bedre besked, havde hun næppe anbefalet Fogh i så høje toner forud for arbejdsmiddagen fredag, hvor Foghs udnævnelse forventedes limet som ekspeditionssag.

Da den nyhed ramte Ankara - at Merkel havde skamrost den danske statsminister og reelt udnævnt ham på forhånd - lød det fra en tyrkisk journalist:

"Nu går det da slet ikke."

Rollemodel

Angela Merkels aktier i Tyrkiet ligner de aktuelle børsnoteringer, og årsagen er, at hun som ny CDU-oppositions-leder i Forbundsdagen var i Ankara i februar 2004 med et budskab om, at Tyrkiet efter hendes mening burde knyttes til EU i et "specielt partnerskab" og ikke som fuldt medlem.

På det tidspunkt var Tyrkiet netop anerkendt som fuldgyldig EU-ansøger. En medårsag til topmødets panikstemning lørdag formiddag var også, at det syntes at komme bag på stats- og regeringscheferne, at Tyrkiets forhåndsmeldinger om Foghs egnethed var ment alvorligt. Ingen forstod, at Erdogan og Gül ikke ville kunne holde til at sige ja, før prisen var rigtig.

De vestlige NATO-ledere sansede tilsyneladende ikke alvoren i, at 'fornærmelse af islams profet' ikke er en spøg, og at Anders Fogh Rasmussen ses som fanebæreren i den sag. Dertil kommer et i grunden arrogant nationalt træk, nemlig at tyrkerne ikke tager et land med godt fem millioner indbyggere - det bor der i Ankara - alvorligt som potentiel politisk risiko. Et typisk forløb under karikaturkrisen var jo netop, at Danmark på grund af sin ubetydelige lidenhed blev en bekvem ventil for regeringer, der er presset af muslimernes utilfredshed med Vesten - hvilket betød, at lande som Pakistan, Indonesien, Libanon og Syrien tillod angreb på danske ambassader og repræsentationer. I Tyrkiet var karikaturkrisen ikke alvorlig, og indtil ugerne op til topmødet glemt. Men Tyrkiets nye position som rollemodel efter AKP-regeringens tiltræden i 2002, gav karikaturerne nyt liv.

Et tredje fejlskøn var, at præsident Gül blev anset det 'svage led' i modstanden, idet han havde udtalt sig positivt om Fogh (men ikke hans kandidatur) kun en uge før topmødet, og havde tilføjet: "Tyrkiets holdning er min holdning".

En stemme blandt flere

Men det var ikke Gül, der bestemte, men Erdogan - og den handel, der blev slået af lørdag med Barack Obamas mellemkomst, blev godkendt af Erdogan, ikke af Gül, selv om det var ham, der forhandlede. Det var også både Erdogan og Gül, der udlagde forliget for den tyrkiske offentlighed, bl.a. ved at sige, at Tyrkiet har fået "garantier" af Obama for, at forligets fem punkter bliver gennemført.

For trods forskelle i tonefald var der fodslag mellem de to stærke mænd både før og efter topmødet.

Erdogan gentog på et pressemøde i London i fredags, at han "personligt" var "negativ" over for Fogh på NATO-posten - i ordet "personligt" lå smuthullet til kompromis.

"NATO er en organisation, som skal skabe fred, men et talerør for en terrororganisation i mit land (det forbudte PKK, red.) sender tv fra Danmark. Hvordan kan nogen, der ikke har sat en stopper for det, bidrage til at sikre freden?", spurgte Erdogan med bistert minespil.

Få timer senere bekræftede Gül før sin afrejse til topmødet synspunktet, omend i blødere vendinger:

"Det vigtige for os er ikke et navn, men et fungerende NATO, der kan udfylde dets opgaver", sagde han med slet skjult adresse til behovet for en øget NATO-indsat i Afghanistan, hvor Tyrkiet har 900 soldater udstationeret.

Gül sagde også, at "i internationale anliggender er Tyrkiets stemme kun én blandt flere, og derfor er det vigtigt, at vi kan dele vores bekymring med de øvrige (NATO-medlemmer, red.)".

Det må man sige, de gjorde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu