Vejen til fred i Mellemøsten: 23-statsløsningen

Af Barack Obamas seneste to demokratiske forgængere på præsidentposten var det Jimmy Carter, som satte flest kræfter ind på en fredsløsning i Mellemøsten. Det gjorde han fra starten af sin embedstid, og i sin eneste periode udrettede han mere, end Bill Clinton gjorde på to.

Nok bragte Camp David-aftalen fra 1979 ikke den israelsk-palæstinensiske konflikt nærmere en løsning. Men den fred mellem Israel og Egypten, som Carter fik mæglet i stand mellem Menachem Begin og Anwar Sadat, har vist sig at holde.

Derimod måtte Bill Clinton ved udgangen af sin præsidenttid se i øjnene, at de samtaler, han var vært for i Camp David - mellem Ehud Barak og Yassir Arafat - var endt aldeles uden resultater.

Ifølge konventionel visdom bør en amerikansk præsident vente med at søge fred i Mellemøstens mest indædte konflikt til en eventuel anden periode. Alligevel ser Obama snarere ud til at følge Carters eksempel end Clintons.

At USA's nye præsident ser ud til at være opsat på at holde sit valgløfte om at søge fred i Mellemøsten fra "dag ét", viser sig f.eks. i hans udpegning af George Mitchell til sin Mellemøsten-udsending, i hans allerede afholdte møde med Jordans kong Abdullah og i hans invitationer til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og den palæstinensiske selvstyreleder, Mahmoud Abbas.

Større ambitioner

Obamas klare prioritering var ikke på forhånd indlysende. Uanset hvor oprigtigt han ønsker en fredsløsning i Mellemøsten, var det ventet, at valget i Israel af Netanyahu - som endnu ikke har villet melde forpligtende ud om en palæstinensisk stat - ville indsnævre hans handlemuligheder. Vestlige diplomater forudså ligefrem, at det ville blive nødvendigt at sætte den israelsk-palæstinensiske fredsproces helt på pause, og at man i bedste fald kunne håbe på, at Israels nye højreleder kunne bevæges til at føre mere eller mindre helhjertede forhandlinger med Syriens præsident, Bashar al-Assad, om tilbagegivelse af Golan-højderne.

Men meget tyder på, at Det Hvide Hus har større ambitioner. Ja, endda kan Obama være søgt tilbage til en tidligere republikansk præsident for at finde den rette indfaldsvinkel. For det var Dwight Eisenhower, som i sin tid formulerede den berømte doktrin, at "hvis et problem ikke har en løsning, må det udvides".

I en dristig tale i Abu Dhabi i november, der i nok så høj grad var et forsøg på at øve indflydelse på den tiltrædende amerikanske regering, erklærede den britiske udenrigsminister, David Milliband, at der var brug for en "23-statsløsning" - dvs. en løsning, der foruden Israel også omfatter alle 22 medlemmer af Den Arabiske Liga.

I relation til den israelsk-palæstinensiske konflikt fremførte Milliband den indlysende, men sjældent fremhævede pointe, at "palæstinenserne ikke selv har tilstrækkeligt meget at byde på til at kunne vinde israelerne for en aftale".

Nøglen til fremskridt, hævdede han, var Det Arabiske Fredsinitiativ, ifølge hvilket de arabiske stater, herunder Syrien, skal give Israel fuld anerkendelse til gengæld for en israelsk aftale med palæstinenserne, der giver disse en selvstændig stat, som i store træk ligger bag 1967-grænserne. Nu ser det ud til, at Washington er blevet overbevist af denne tankegang. Ifølge diplomatiske kilder skal den amerikanske regering have gjort klart over for Netanyahu, at den ønsker, at han skal forfølge såvel det syriske som det palæstinensiske spor.

Men bag dette lurer en endnu mere omfattende agenda, nemlig den såkaldte 'Store Handel' (Grand Bargain), i hvilken Israel står til at vinde bred international støtte, herunder også fra sunniarabere, til fordel for en beslutsom fælles front mod den atomare trussel fra Iran og til gengæld for væsentlige fremskridt i retning af en israelsk-palæstinensisk aftale. Nogle diplomater har talt om en eventuel amerikansk-europæisk sikkerhedsgaranti til såvel Israel som staterne i Den Arabiske Liga imod enhver form for iransk trussel med NATO's Artikel 5 som forbillede- sidstnævnte forpligter NATO til at forsvare enhver af alliancens medlemmer, der bliver udsat for et angreb.

I betragtning af Netanyahus overvældende fokus på Iran vil hans samtaler med den amerikanske præsident formentlig i vidt omfang komme til at dreje sig om, hvad han selv har at tilbyde til gengæld for de forsikringer, han ønsker i forhold til Iran. Afgørende i denne forbindelse bliver, at Israel-Palæstina og Iran ikke ender som konkurrerende problemer i Obamas indbakke, men som sager, der hænger nøje sammen.

Advarsel til Israel

Indtil videre ser den nye amerikanske regering ganske stålsat ud. Præsidenten gik i sin tale i Ankara tidligere på måneden langt for at markere sit ønske om en tostatsløsning. Og det på samme tidspunkt, som Netanyahu demonstrativt nægtede at give forpligtende tilsagn om en sådan ved sin overtagelse af regeringsmagten i Israel.

Amerikanske regeringstalsmænd, herunder også George Mitchell, er begyndt at tale åbent om, hvor gavnligt det vil være for "amerikanske interesser" med en israelsk-palæstinensisk aftale. Og europæiske diplomater vurderer, at Hillary Clintons synlige irritation i Ramallah i forrige måned over bosætterplaner om flere nedrivninger af palæstinensiske huse i Østjerusalem- et skridt, som truer med at undergrave alle fremskridt mod en tostatsløsning - var ment som en klar advarsel til Israel.

Endelig ser Clinton også ud til at have ændret holdning til en palæstinensisk enhedsregering med deltagelse af både Hamas og Fatah. I sidste uge gjorde hun det klart, at det var nødvendigt, at denne regering - men altså ikke nødvendigvis Hamas som bevægelse - kollektivt forpligtede sig til at anerkende Israel og give afkald på vold som politisk middel, hvis den ville have amerikansk støtte.

Mens en ny amerikansk Mellemøsten-politik er ved at finde sin form, står flere spørgsmål tilbage. Vil USA definere sit eget bud på, hvordan en endelig aftale kan se ud, hvilket visse europæiske diplomater mener, at det burde. Og selv om Washington ikke kan gennemtvinge nogen aftale, vil man så i det mindste sætte sig imod de bosættelsesudvidelser på Vestbredden og i Østjerusalem, som reelt fortsatte upåtalt under George Bush, og som kan torpedere alle chancer for tostatsløsning én gang for alle? Og vil Obama med alle de øvrige problemer, der kræver hans opmærksomhed, tage konfrontationen med Netanyahu og give konflikten den fornødne prioritet?

Alt peger her ved de første 100 dage af Obamas første periode på, at en strategisk vision er ved at tage form. Men det står samtidig klart, at succes vil kræve en helt særlig kombination af stædighed, held og mod, som ingen af Obamas forgængere i de forrige fire årtier var i stand til at mønstre.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen