Analyse
Læsetid: 4 min.

Zuma rydder bordet

Det lykkedes ikke for Sydafrikas opposition at udfordre ANC. De bekendte ikke klar kulør og fik ikke overbevist vælgerne om, at Zuma er en utroværdig voldtægtsforbryder
Udland
25. april 2009

Valget i Sydafrika er blevet fulgt med interesse verden over, og valgdeltagelsen og intensiteten i valgkampen er blevet sammenlignet med overgangen fra apartheid til demokrati i 1994 - 77 procent stemte ved onsdagens valg mod kun 56 procent ved sidste valg i 2004. Valget af Jacob Zuma som Sydafrikas præsident var afgjort på forhånd. Spændingen i valget bestod alene i, hvor stort ANC's flertal ville blive, og hvor mange stemmer der ville gå til udbryderpartiet COPE (Congress of the People) og tilhængere af den detroniserede præsident, Thabo Mbeki.

Valgresultatet var klart: ANC fik 66,4 procent af stemmerne og derved nok til at kunne gennemtrumfe forfatningsændringer, hvis man vil. COPE fik kun otte procent, mens det liberale Democratic Alliance (DA) blev det største oppositionsparti med 16 procent afstemmerne.

Uklar opposition

Sydafrikas dominant party system blev således ikke anfægtet i onsdagens valg, men hvis DA og COPE på landsplan er i stand til at gå sammen, vil man få en liberal oppositions-blok, der kan bryde identifikationen af liberal politik med hvid politik, og se tilløb til et repræsentationsbillede, hvor partier står for forskellige interesser, og ikke blot er konkurrerende nationalistiske samlingspartier.

Dette kræver dog, at COPE toner rent flag som liberalt parti over for et mere venstreorienteret og arbejderparti-agtigt ANC, hvor fagforeningsledere og kommunistpartiets formand, Blade Nzimande, forventes at blive udnævnt til minister. COPEs skuffende valgresultat skyldes uklare signaler, personfiksering, og at partiers 'rene hænder'-politik over for den korruptions-anklagede Zuma er blevet undergravet af, at partiet selv har opstillet kandidater som pastor Alan Boesak, der har haft fingrene nede i krukken.

Zulu-nationalisme

At der er et nyt politisk landskab i syne bestyrkes af Inkatha Freedom Partys (IFP) katastrofale valgresultat på under fire procent af stemmerne mod syv procent i 2004.

Her er etnisk zulu-nationalisme blevet effektivt imødegået af den måde, Jacob Zuma inden for ANC har kombineret venstreorientering med traditionalisme.

Zuma optræder gerne med spyd og leopardskind, når det passer sig, og lige så gerne - til omverdenens og lokale progressives forargelse - som gammeldags patriark med flere koner og udtrykt foragt for den kvindelige dommer, der skulle have ledet korruptions-sagen imod ham til august - hvis anklagerne altså ikke var blevet droppet.

Konerne

Zumas mange modstandere har tydeligvis svært ved at forstå, at f. eks. én af Zumas ekskoner, Nkosazana Dlamini-Zuma, der har været Sydfrikas udenrigsminister, stadig er sin tidligere mands allierede og formodentlig også vil være minister i hans nye regering. Men for mange tilhængere er Zumas traditionalisme et tegn på hans djærvhed.

Han er ikke et koldt, intellektuelt elite-monster som Thabo Mbeki. Han er én, man kan forstå og snakke med. Zumas koner repræsenterer oven i købet forskellige befolkningsgrupper fra land til by, og voldtægtsanklagerne mod Zuma tror hans tilhængere lige så lidt på som anklagerne for korruption. Her ser man ham i stedet som et almindeligt, måske ikke alt for smart, men menneskeligt mandfolk, der er løbet ind i rænker spundet af den træske og kalkulerende Mbeki. Meget tyder på at det ikke er helt forkert.

Økonomien

To store udfordringer venter forude: Hvad bliver Sydafrikas fremtidige økonomiske politik? Og hvad vil der ske med den niveaudeling af borgerrettigheder og nationalt tilhørsforhold, der er under kraftig udvikling?

Hvad den økonomiske politik angår, spiller Zuma med skjulte kort og nægter, af frygt for at skræmme udenlandske investorer, at der vil ske store ændringer. Men landets karismatiske finansminister, Trevor Manuel, der har stået for en imponerende og fleksibel keynesianisme, har meddelt, at han 'hen ad vejen' vil trække sig tilbage.

Sidste gang Trevor Manuel trådte tilbage - i september 2008 - da Kgalema Mothlante afløste Mbeki som præsident, styrtdykkede kurserne, og Manuel lod sig genudnævne som minister.

Nu er der imidlertid tale om en ny situation, hvor de venstreorienterede støtter, der har bragt Zuma til magten, rimeligt nok skal have noget ud af det, og det bliver spændende at se, hvad det bliver, og om fattigdommen i Sydafrika bliver mindre af det.

Politikken

Lige så spændende bliver det at følge de nye kraftige op-splitningstendenser, der gør sig gældende mellem forskellige grupper af sydafrikanere i apartheids kølvand. Det gælder positiv forskelsbehandling igennem black economic empowerment-programmer, hvor indiske og farvede borgere føler sig diskrimineret. Det gælder forholdet mellem befolkningsgrupper, der har følt sig hjemme i Sydafrika i længere tid, og de millioner af indvandrere fra andre afrikanske lande, der er kommet til siden 1994.

Men det gælder også udviklingen af en ANC-nomenklatura, som reelt bestemmer på både nationalt niveau og med enkelte undtagelser - som Western Cape-provinsen - også lokalt.

Ud over muligheder for omfattende korruption ligger der her store forhindringer gemt for en konsolidering af demokratiet i Sydafrika og for en positiv udvikling af landets politiske kultur. Ikke mindst hvis det dominerende parti fortsætter med at have to tredjedels flertal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kathrine Lassen

Det er godt nok bekymrende at demokrati i Syd Afrika betyder: 'Vi stemmer på ANC fordi det har vi gjort siden 1994'. Zuma er jo en HELT anden kaliber end Mandela og Mbeki!! Det er ikke godt, når en befolkning stemmer på en mand, fordi han virker folkelig og til at tale med - en betragtning man hørte rigtig meget op til valget af Bush også. Vi skal jo ikke drikke øl sammen med vores statsledere. Denne angst for interlektuelle politikere er mærkværdig. Godt nok er ANC mere venstreorienteret end oppositionen og i teorien på den fattige persons side (la os nu se), men det opvejer ikke, at Zuma er anklaget for voldtægt og korruption. Syd Afrika, gå nu ikke i Zimbabwes fodspor..........