Nyhed
Læsetid: 2 min.

Australien udskyder klimalov

Regeringen i Australien bøjer sig for industriens krav om mere nødhjælp og udskyder klimalov. Det kan dog resultere i mere ambitiøse klimakrav på længere sigt
Sydney og resten af Australien må vente på renere luft. Industrien skal hjælpes først, lyder det fra regeringen.

Sydney og resten af Australien må vente på renere luft. Industrien skal hjælpes først, lyder det fra regeringen.

Tim Wimborne

Udland
5. maj 2009

Den økonomiske krise får nu Australiens regering til at trække i håndbremsen og udsætte en ny og højt besungen klimalovgivning. I stedet øges støtten til de helt store klimasyndere i skikkelse af landets industrivirksomheder.

Den oprindelige plan var at indføre den nye lov, som blandt andet omfatter handel med CO2-kvoter, allerede fra juli 2010. Men den er indtil videre udskudt et år. Samtidig tilbyder regeringen øget støtte til de allerstørste forurenere for at hjælpe dem med at omstille sig i en tid, hvor Australien balancerer på kanten af recession.

"Den værste globale recession siden Den Store Depression betyder, at vi er nødt til at tilpasse vores kamp mod klimaændringer - men ikke opgive den," sagde premierminister Kevin Rudd i går.

Han understregede, at regeringen vil opretholde målet om en reduktion i CO2-udledningen med mellem fem og 15 procent i 2020 set i forhold til niveauet i 2000. Det skal ske ved et kvotesystem, hvor virksomheder skal betale for udledningen af drivhusgasser. Og hvis resten af det internationale samfund går med til det, vil Australien være villig til at øge målsætningen til hele 25 pct.

Det var en stærk grøn politisk profil, der bragte Rudd og hans arbejderparti til magten i Australien efter valget i november 2007. En af Rudds første gerninger som premierminister var desuden at underskrive Kyoto-protokollen, som hans forgænger John Howard konsekvent nægtede i sine år ved magten.

Ikke helt uventet

Mandagens kursskifte var imidlertid ikke uventet efter måneders hård modstand mod Rudds plan. Især industrien har protesteret højlydt, og det nye udkast indeholder da også flere kortsigtede indrømmelser til landets store industrivirksomheder.

Også flere af Rudds politiske modstandere har udtrykt bekymring i forhold til at indføre nye regler allerede til næste år, fordi det ifølge dem vil gøre det sværere at rette op på Australiens økonomi og føre til fyringer i en tid med global økonomisk krise.

I går kaldte oppositionsleder Malcolm Turnbull det nye forslag for et 'paniksvar' fra regeringen. Heller ikke De Grønne, som regeringen behøver støtte fra i det australske overhus, er begejstrede. Partiet betegner forslaget som 'miljømæssigt ansvarsløst'.

Udfordringen for Rudd-regeringen bliver derfor at finde den rette balance mellem erhvervslivet og de konservative på den ene side, som ønsker en blødere klimalinje, og oppositionen og miljøfolk på den anden side, som kræver handling forud for klimatopmødet i København til december. Premierminister Rudd er ikke i tvivl om, at hans beslutning om at tage hensyn til både det hjemlige kriseramte erhvervsliv og de globale klimaproblemer er rigtig.

Australien er verdens fjerdestørste forurener, hvis man ser på udledningen pr. indbygger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her